Vi er på vej hen til et gammelt hus, som mor har arvet. Jeg anede ikke, at vi havde sådan et hus i familien. Jeg spørger hende, hvem hun har arvet det af, men hun svarer ikke rigtig. Hun siger bare, at jeg ikke har mødt hende. Jeg spørger mor, hvordan vi er relateret til hende, der ejede det. Mor sender mig et skarpt blik og siger, at ejeren var relateret til min oldemor. Hun bidder tænderne hårdt sammen, inden hun fortsætter: "Da din oldefar døde blev alle børnene sendt hen til Onkel Aage, hvor de voksede op. Din oldemor var blevet lidt småskør efter dødsfaldet. Hun tog sit pigenavn, Morelius, selvom det var ilde set, fordi det var et navn, som er forbundet med en masse gammelt sladder, og selvfølgelig fordi det vanærede din oldefar, at hun ikke beholdt hans navn. Hun ville ikke vedkende sig din morfar og de andre børn. Hun sagde at de ikke tilhørte hende længere. Senerehen adopterede hun en pige, som var barn af hendes og oldefars tidligere husholderske. Oldefar og oldemor havde aldrig haft særlig mange penge, og deres børn voksede op uden at se noget til alle de penge oldemor tjente efter oldefars død."
   Mor sidder stift i førersædet, og hendes knoer er blevet helt hvide. Hendes meget formelle formuleringer og manglende betoning er heller ikke til at tage fejl af. Hun har altid været et utålmodigt morgenmenneske.
   Jeg undrer mig lidt over historien, mens gamle huse glider forbi bilruden. "Hvordan kan det egentlig være, at det så er dig, der har arvet det?"
   Mor trækker på skuldrene og drejer ind af en indkørsel.

Mor vil sælge huset. Jeg skal hjælpe med at vise det frem. Det er et stort hus, fyldt med tunge, gamle møbler, høje mørke reoler og blanke træborde mellem lænestolene. Overalt dufter der af læderindbundne bøger og årgammelt støv. Det føles som et sted, hvor dybe samtaler har fundet sted.

En gammel asiatisk kvinde vil gerne se på huset. Hun har kort sort hår, der stritter. Hendes øjne er venlige og nysgerrige, og hun smiler, selvom jeg har på fornemmelsen, at hun ikke helt forstår, hvad jeg siger.
   Jeg viser hende den lille afdeling af huset, som man kan bo i selv, hvis man vil leje resten af huset ud, som lejligheder. Vi står ude i den kolde baggang. Jeg fortæller hende, at der desværre ikke er bruser på badeværelset hernede i stueetagen, men at der er sat en op inde i stuen. Jeg begynder at fortælle om mulighederne for at lave det om, men igen er det som om, hun ikke helt forstår mig. Hun tager fat i min arm og hiver mig med ind i stuen. Hun placerer mig derinde, lidt skævt. Jeg står et stykke fra døren ud til gangen, og et stykke fra de store tunge lænestole, som står midt i rummet. Hun går et stykke væk og nærmest beundrer mig. Hun smiler og nikker ivrigt. Jeg forstår det ikke rigtigt. "Tak," siger hun, "det var godt." Og så går hun ud i gangen, og jeg hører den store yderdør åbne og lukke sig.
   Jeg undrer mig over det lille optrin. Det føltes som om, det var mig, hun var kommet for at se på og ikke huset. Jeg trækker på skuldrene og kigger mig om i stuen. Der er højt til loftet, væggen ud mod haven og væggen ud mod gangen er træbeklædt, og de to andre vægge er tapetseret i grønne farver med gyldent mønster. Loftet er i træ med udskæringer - blomster og snirklinger i en uendelighed.
   Dobbeltdørene i den grøntgyldne væg går op, og Tim træder ind. Jeg smiler til ham, og skal lige til at gå hen og give ham et kram, da han ryster på hovedet og tager sit kamera frem. "Vis mig rundt!"
   Jeg smiler og begynder at forklare om stuen. Jeg peger på de smukke udskæringer, sætter mig i de bløde møbler og griner over bruseren ovre i hjørnet. Den ser malplaceret ud i den smukke stue. Han følger mig rundt i stuen med sit kamera.
   Jeg åbner dramatisk dobbeltdørene ind til en anden stue, som mest af alt ligner en dansesal. Trægulvet er blankpoleret og der er næsten ingen møbler - ud over de enorme reoler, der fylder to af væggene, og som næsten skjuler den lille dør i den modsatte ende af rummet. Reolerne går fra gulv til loft. De er lavet i mørkt træ og bøgerne ser oldgamle ud. For enden af rummet står to lænestole med et mørkt, rundt bord i mellem sig. Højt ovenover lænestolene, er der et kæmpe vindue, der formår at lade være med at lukke lys ind.
   Jeg laver en lille dans på det store, blanke gulv. Tim griner til mig, og jeg griner tilbage. Jeg standser midt i rummet og beundrer ham lidt. Han er en dejlig kæreste.
   Jeg sukker og ser mig omkring. Lige ovenover mig hænger en enorm lysekrone. Jeg undrer mig over, hvem vi mon har haft i familien, der har haft så mange penge. Vi har aldrig selv haft særlig meget. Jeg kommer i tanke om det mor sagde med, at oldemor havde tjent penge efter oldefars død.
   Tim genner mig videre ind i næste rum. Jeg glemmer alt om familiemysteriet og går baglæns gennem dansesalen og ned til en lille dør, der gemmer sig helt nede ved ydervæggen.
   Rummet her er mindre end de to første stuer. Lyden af det store bornholmerur og duften af gamle møbler giver en intim stemning. Der er udbrændte stearinlys i stagerne, og varme tæpper i sofaen. Jeg standser lige indenfor døren, så Tim kan få hele rummet med, mens han filmer mig. Jeg fortæller, om alle de samtaler, jeg tror, har fundet sted her.
   I det jeg står og taler og griner, løber det mig pludseligt koldt ned af ryggen. Jeg holder inde.
   Huden på min ryg prikker og strammer. En bølge af kulde skyder op igennem ryggen, nakken og hovedbunden. Tim har løftet blikket fra kameraet, og jeg mærker blodet løbe fra mit ansigt. Jeg vender mig om og ser aftegnelsen af en skikkelse bevæge sig ud af døren i den modsatte ende af rummet.
   Tim slukker kameraet og lægger en hånd på min skulder. "Hvad er der?"
   "Så du det?"
   Tim ryster på hovedet.
   "Jeg så nogen." Et sus løber gennem brystet, og jeg begynder langsomt at græde. "Jeg er bange."
   Tim holder om mig et øjeblik. "Hold øjnene lukkede," brummer han ind i min hals. Han slipper langsomt taget om mig, mens jeg står, stadig skræmt, med lukkede øjne. Han lægger den ene arm om ryggen på mig, og tager mig i hånden med den anden. På den måde fører han mig tilbage gennem alle stuerne. Vi går forsigtigt.
   Jeg mærker gulvet skifte, og tænker at vi er i stuen med bruseren. Igen får jeg den samme uhyggeligt fornemmelse af, at der er nogen. Det føles som om, flere sæt øjne følger os gennem stuen. Jeg strammer grebet om Tims hånd, og han giver et klem tilbage. "Her er ikke nogen," hvisker han. Men jeg ved, at han også er bange. Logiske Tim plejer at tage det meget let, når jeg får mærkelige fornemmelser, eller mærkelige drømme. Hvorfor tager han det ikke let den her gang?
   Jeg mærker den kolde luft i den store gang og kan mærke øjnene forsvinde bag os. Tim slipper min hånd, og jeg hører den store yderdør åbne sig. Det kolde vintervejr udenfor føles som en befrielse.
   Jeg åbner øjnene igen, og vi skynder os ud af den tilgroede flisegang og ud på vejen. Vi tager vores overtøj fra mors bil og begynder at gå.

"Det er rart at være udenfor og være, hvor der er mennesker."
   Tim forsøger at smile. "Det var rigtig uhyggeligt Nanna. Du har aldrig gjort mig bange på den måde før. Er det helt væk nu?"
   Jeg nikker. Vi fortsætter ud af den store villavej. Der ligger udelukkende store, gamle villaer på den her gade. Vi kan se bybusserne køre forbi, oppe ved T-krydset. "Skal vi ikke bare sætte os ind i en bus og tage et eller andet sted hen? Lige få tankerne på plads igen?"
   Tim nikker og smiler. Måske er han lettet over, at jeg ikke begynder at komme med mine sædvanlige teorier om, hvem og hvorfor.

Vi stiger på en bybus og sætter os tæt ved midter-udgangen. Den bliver hurtigt fyldt.
   Jeg nyder, at der er så mange mennesker. Jeg er lidt en bangebuks, når det kommer til gamle huse, siger jeg til mig selv. Tim sidder og smiler til mig. "Har du det bedre?"
   Jeg nikker.
   Han smiler skævt og hvisker: "Hende den gamle derovre har kigget på dig lige siden, hun steg på."
   Jeg drejer hovedet og finder hende hurtigt. Hun ser mig direkte i øjnene, så jeg bliver helt flov over at have kigget på hende. Jeg giver Tim et puf i siden med albuen, og han smågriner lidt.
   Vi kigger ud af vinduet og ser betongrå bygninger og butikker glide ujævnt forbi. Der er en speciel slags ro over at sidde i en bus. Det er som om, hele verden udenfor haster forbi, mens man selv sidder i en boble af varme og bare ser på.
   "Er du på vej til stiftelsen?"
   Jeg kigger forbløffet op, og ser den ældre dame stå lige ved siden af Tim. Hun kigger afventende på mig.
   "Er du på vej til stiftelsen?"
   Jeg ryster på hovedet og minder mig selv om ikke at måbe. Damen går tilbage til sin plads uden at fortrække en mine. Jeg vender mig mod Tim, der undertrykker et smil og ruller med øjnene. Jeg prøver at lade være med at fnise. Vi ryster begge på hovedet og vender igen vores blikke mod de passerende huse. Denne gang kan jeg ikke rigtig døse hen, som jeg gjorde før. Jeg kigger mig rundt i bussen og ser en masse mennesker stå, sidde, vente, snakke. Med ét føler jeg mig igen observeret. Jeg tager Tims hånd. Jeg kan mærke, at der er nogen omkring mig. Jeg kigger på sæderne bag mig, men det er som om, menneskene jeg ser, ikke er de personer, jeg kan mærke. Jeg klemmer Tims hånd, og han vender sit blik mod mig.
   "Jeg er bange igen. Jeg vil af bussen."
   Han ser undrende på mig. En snert af mistroiskhed og måske let opgivenhed strejfer hans ansigt, men det er som om, han ryster det af sig. Han gør mine til at rejse sig, men standser mit i bevægelsen. Jeg følger hans blik og ser igen den ældre dame stå ved siden af ham.
   "Er du på vej til stiftelsen?" Denne gang er hendes blik mere intenst, mere utålmodigt, som om hun forventer noget af mig.
   Jeg tager fat i Tims hånd og nikker. Pludselig ser jeg ingenting. Det sorter for mine øjne, alting flyder sammen og bliver rodet ind i hinanden. Jeg mærker Tims hånd trække afsted med mig. Lyde skramler sammen og bliver uforståelige. Det eneste der står klart, er mit hjerte der banker, banker, banker, banker.

Jeg finder mig selv stående på et fortov med Tim i hånden. Jeg ser først Tims bekymrede blik og dernæst den ældre dames. Hun er lille, kvindelig og har en massiv, grå hårknold ovenpå hovedet.
   "Jeg skal nok vise vej."
   Vi følger den gamle dame ind af en sidevej, forbi små huse, ind af en lille sti med høje træer og ud på en bred plads med nedtrådt græs og masser af mennesker. De mumler alle sammen. Der er en højtidelig stemning over det. Den ældre dame vender sig mod mig og peger på et bord, hvor der sidder to unge piger. "Du bliver registreret derovre, ved at opgive dit slægtsnavn."
   Jeg når ikke at svare hende, før hun vender sig og går. Tim spørger mig, om ikke det er lidt underligt. "Jo," svarer jeg, "men det føles som om, jeg skal være her."
   Tim sender mig et skeptisk blik. Jeg minder ham om, at hun fik det til at holde op, da vi var i bussen. Jeg giver slip på hans hånd og går hen til de to unge piger ved bordet.
   Den ene af pigerne kigger op med brune øjne og mørkt, løst hår. "Navn?"
   "Nanna."
   Hun sender pigen ved siden af et overbærende blik. "Slægtsnavn?"
   Jeg tøver lidt. "Jeg.. Jeg ved det ikke rigtigt. Min mor er født Nielsen og min far, Mortensen."
   Hun sukker og himler med øjnene. "Hvis ikke du er af en slægt, der er forbundet med begivenheden her, så kan du bare gå ind og tage en kop kaffe i gæstestuen."
   Jeg bliver stående lidt. Pigen kigger ned i sine papirer, der er fyldt med pile og navne. "Måske min oldemors pigenavn. Det var Mo.. Mu.."
   Pigen sender mig et iskoldt blik og peger på et lille bindingsværkshus. "Gæstehuset er der."
   Lidt ærgerlig går jeg tilbage til Tim,der står med kameraet og ser på billeder. Han ser nysgerrigt op på mig, og jeg trækker slukøret på skuldrene som svar.
   "Har du lyst til at se filmen, jeg optog?"
   Jeg nikker og tager imod den ene af øresneglene, mens Tim sætter høretelefonerne til kameraet. Vi griner lidt over vores meget uprofessionelle husfremvisning. Det må have været en enorm omvæltning at flytte ind i det store, flotte hus for den lille, fattige pige, der blev adopteret af oldemor. På den lille skærm ser jeg mig selv træde ind i den lille stue. Jeg stivner, da jeg ser kvinden, der står bag mig i filmen. Hun taler, men jeg hører ikke, hvad hun siger. Jeg ser skrækken brede sig i mit eget kameraansigt, og jeg ser mig selv vende mig og se hende gå ud af døren i stuen. Tim trykker febrilsk på knapperne for at spole tilbage og skrue op for lyden. Jeg mærker igen mit hjerte banke adrenalinet rundt i kroppen på mig. Tim holder kameraet frem igen, og jeg ser endnu en gang mig selv gå gennem døren. Jeg holder mig for det ene øre, og denne gang hører jeg tydeligt hendes ord.
   "Tag hen til stiftelsen, og jeg skal fortælle, hvem din morfar virkelig var."
   Jeg flår øresneglen ud af mit øre og forsøger at få øje på damen fra bussen igen, men hun er ikke til at få øje på. Pludselig kan jeg heller ikke se Tim, og det er som om alle lyde igen flyder sammen og bliver umulige at adskille, fra billederne jeg ser. Det hele snurrer rundt og jeg hører en høj, skærende og flænsende lyd, der hiver luften ud af mig.