Hej Manila,

spændende projekt du har gang i! Jeg blev fanget af titlen, og investerede læsning takket være en lovende prolog, der antyder både dybde og elegance. Jeg har ellers svært ved at læse længere tekster på computerskærm, pga migræne fra tidligere hjernerystelser, og gør det yderst sjældent - men er glad for at jeg gjorde det i denne omgang :-) Tak for at dele prolog og 1. kapitel herinde!

Efterhånden som jeg læste om Katrine, Tobias, Anne og Mia's verden, fik jeg på fornemmelse at det er en dyb og følelesrig historie med en pointe, fortalt i et ikke-insisterende og inviterende sprog. Det føltes som starten på en historie, der kan gå i mange retninger, som medkommentator Pia Hansen er inde på.

Du beskriver rigtig fint både Katrine's indre og ydre verden, og får fra start investeret mig som læser, med både prolog og en effektiv start på 1. kapitel, med kasseapperatet der smækkes i - det er nemt at forestille sig Katrines træthed med arbejdet i Netto, og du får med det samme sat scenen og introduceret karaktererne succesfuldt = blidt, med "show, don't tell".

Endelig bruger du vellykket sansning og følelses-beskrivelser til at vise, at det er en levende og relaterbar verden man læser om, og ikke 4-kantede 1-dimensionelle karakterer i et dukkespil. Da jeg som læser introduceres til Katrines problemer med angst, og med hvad der lyder som et traume i forbindelse med et mystisk diskoteks-besøg, får du effektivt dannet en menneskelig og relaterbar hovedperson/Katrine, som du inden da med effektive virkemidler også har malet et billede af, som en karakter med dybde (f. eks. takket være hendes nysgerrighed på sig selv, og hendes ubesvarede spørgsmål ud i æteren, som vækker min nysgerrighed som læser).

Desuden er prologen virkelig, virkelig velskrevet - jeg er overrasket over at der ikke er flere der har kommenteret dit værk her, for prologen er da et lille mesterværk i sig selv, som virkelig fanger opmærksomheden med universelle problemstillinger - frygt og kærlighed. Men... Jeg tror også jeg ved hvorfor at flere ikke har kommenteret - ikke at antal kommentarer på NOGEN måde er en succes-indikator!!! Desuden er forfattere jo berygtede for at være de jalouxe typer, og dette er jo et forfatterforum, så... tag aldrig manglende kommentarer som et udtryk for mangel på kvalitet :-)

Men som sagt er det hele ikke lutter lagkage - allerede i en af de første sætninger er der en stavefejl ("skjule" fremfor "skjulte"), og som læser er det derefter svært ikke at føle, at forfatteren ikke har "tilberedt retten man spiser" med den kærlighed og opmærksomhed som værket, og som man som læser, forventer og fortjener = altså at forfatteren serverer et ufærdigt måltid.

Der er mange, mange grammatiske sætnings-, stave- og kommafejl i teksten, og formateringen og opsætningen/æstetikken af teksten lader desværre meget tilbage at ønske - dit værk fortjener bedre, for man fornemmer tydeligt en lidenskab, en passion og en dybde i værket.

For mig selv er de få længere prosatekster jeg har skrevet, blevet skrevet med mange følelser fra mig selv investeret i dem - derfor var og ER det enormt svært for mig selv at læse min egen prosa, og svært at finde motivationen til at rette mine egne mange fejl. At rette i ens egen tekst kan jo nærmest føles som at... undskyld mit sprogbrug, men som at skære i sig selv. Det kan være smertefuldt, og svært at spotte ens egne fejl i teksten, fordi at man selv associere hvert eneste bogstav, hvert eneste mellemrum med enormt meget, som ingen læser nogensinde ville gøre - man ved jo selv PRÆCIST hvad det er for billeder man ønsker dannet. Så jeg forstår i dén grad hvis du endnu ikke selv har læst teksten igennem, og har rettet de åbenlyse fejl - som altså desværre står i vejen for at nyde teksten sådan som den fortjener.

Jeg vil anbefale dig at læse HELE teksten op højt, for på dén måde at spotte sætnings-konstruktions-fejlene - mange af især dialog-sætningerne ville lyde ret forkert, hvis man sagde dem højt, og burde være nemme at rette til, ved f. eks. at læse dem højt og høre hvordan flowet flyder. Det samme gør sig gældende ift. at sætte kommaerne de rette steder, og dermed hjælpe læserens flow - kommaer svarer velsagtens til bastante instrumenter i musik, såsom trommer, bas og guitar; sidder de ikke bare nogenlunde rigtigt, distraheres man bort fra sangens budskab og dybde, desværre.

Jeg tror desuden at mange prosa-forfattere bruger digtning og poesi som en god øvelse i hvor vigtigt æstetik er for læsningen - og som øvelse i at lege med sproget, netop fordi digte modsat prosa mere er en dans mellem forfatter og læser, end prosa traditionelt er. Pånær den prosa der er skrevet af de største forfattere, som jo altid har et poetisk anstrøg over sig, med bogstavrim, letlæseligt flow osv. - jeg tror at de fleste etablerede forfattere dels har skrevet dagbog (for at øve sig i at skrive til specifikke modtagere - i dagbogens tilfælde ens egen underbevidsthed, måske, eller en usynlig ven i dagbogen), og dels at de fleste etablerede forfattere også har skrevet poesi og digte - ikke nødvendigvis for at få dem udgivet, men som øvelse i virkemidler. Jeg selv kunne engang ikke udstå digte, og så det som en lav og billig form for litteratur, indtil jeg selv begyndte at skrive dem; til at starte med bare som leg og som øvelse til at lege med virkemidler, inden at de blev hovedpassionen med skrivning.

Ift. opsætning af teksten, hvor nogle tekstblokke desværre står forskudt ift. hinanden herinde - dét ved jeg er Fyldepennens skyld. Altså at når man kopierer sin tekst fra Word, Notesblok (som er hvad jeg selv bruger - fuck stavekontrol, man lærer aldrig at stave ordentligt hvis computeren gør det for én), eller Libre Office, så ændrer Fyldepennens design herinde teksten til at stå anderledes end den gør i ens eget program. Det er vildt irriterende, og du er langt, langt fra den første der rammes af det herinde! Jeg tror at en løsning er at kopiere din tekst fra Word, som jeg gætter på at du bruger, over i Notesblok (det mest primitive skriveprogram, som alle komputere har), og derfra kopiere teksten over på Fyldepennen - det burde ændre tekstens formatering, således at det står korrekt uden at tekstblokkene hopper og springer, til irritation for læsningen. Ellers er der debattråde herinde, hvor der er andre løsninger på det - andre løsninger jeg ikke lige kan huske pt.

Min kritik kan måske virke i bagatel-afdelingen, men de små detaljer gør den store forskel - og det fortjener dit værk her. Men igen, jeg kender virkelig godt til at det er det sidste man som forfatter og kunstner gider - at rette til. For mig hjælper det på motivationen til at gøre det, når jeg ved at jeg gør det for andres skyld = mine læseres. Og da især hvis man kan finde en fast beta-læser eller 2, som man kan finde en LYST til at skrive for - uanset om den man skriver for er virkelig eller fiktiv. Jeg gad f. eks. godt at mit måske største forfatteridol Maya Angelou læste MINE tekster og digte, eller at én af mine forelskelser i løbet af livet gjorde det, altså læste med; det er en rar fantasi, og brugbar ift. at behandle sin kunst som det det også er - et håndværk. Og gudskelov lærer man jo undervejs, imens man retter sine værker til, og aflærer således at de fejl man retter næppe vil gentage sig igen i fremtidige kreationer :-) Nogle finder endda en nydelse i at rette, og de underlige, underlige mennesker kan man jo hyre engang i fremtiden, når man er blevet en kendt forfatter - for selvfølgelig burde en kunstner ikke bruge tid på f*cking grammatik, men blot på selve kunst; grammatik kan man jo hyre en sekretær eller et forlag til - men man kan også finde en leg og en glæde ved det :-) Hvis selv én som jeg kan finde en glæde ved det, jeg der har svært med koncentration og meget andet, så kan enhver.

Jeg håber at min kritik kan være brugbar, og at du deler mere herinde - da især en opfølgning på de mange cliff-hangers du har introduceret i Katrine's fortælling, der som sagt allerede er en livlig og farverig historie, som jeg selv håber at læse mere om :-) Tak for at dele denne prolog og 1. kapitel, og hjerteligt god vind frem.

Kh Ansu

Hej Manila.

Din prolog lover forandring, og det forstår jeg godt, Katrine trænger til. Du beskriver meget detaljeret hendes job i Netto, hvor det da heldigvis for hende nærmer sig lukketid. Men så er der den irriterende og påtrængende Tobias - og møgvejret.
Får kollegaen Anne indflydelse på situationen?
Har prologen direkte noget med Katrine at gøre?
Ja, det vil formentlig vise sig - og så er der jo grund til at læse videre :-)

Vh. Pia H