Ooh, spændende - jeg er nysgerrig på flere af de elementer, du introducerer! De kræfter der sættes i spil, barnet, og hvad (hvem...) der driver handlingen og dramaet. Så din prolog giver (i hvert fald for mig) klart lyst til mere.

Enig i Alexandras betragtninger omkring det tekstmæssige. Man kunne måske forestille sig, at tempoet i kapitel 1 ville være mere afdæmpet, hvilket garanteret kunne give plads til større fordybelse. :) Håber du lægger mere af historien op, det er et vældig interessant univers!

- Polina.

Oh ja ... Kender alt til hvor svært det er, at se (altså læse som en læser) sine egne tekster. :) Man har jo sine egne billeder i hovedet, når man skriver, og ved præcis hvordan alting er. Billeder som man ikke kan overføre fuldstændigt til læseren og spørgsmålet er vel også om det er det man skal? Kunsten ligger vel nærmere i, at indfange nok af det man vil med teksten i sine ord og så give plads til at læseren selv fylder resten ud.

Håber du skriver videre. :)

Interessant verden du er ved at skabe her. Vil i alt fald gerne vide mere om hvordan tingene i den hænger sammen, med dæmoner og deres modstykker, guder og almindelige mennesker.

Kan også rigtig godt lide, at du starter midt i handlingen - og hen ad vejen introducerer til verdenen.
Troede dog jeg var i en ørken i starten - så græsset kom meget bag på mig. Tror det havde noget at gøre med navnens lyde og ordet karavane - så nævner du græs lidt tidligere, vil det hjælpe mig med at have det rigtige bilede i hovedet.
I stykket med soldaterne mister jeg lidt fornemmelsen af hvem der er hvem i dette stykke: "Han ville blive tre år i morgen.
"Kaptajn, jeg afløser dig herfra," med et let ryk af tøjlerne så han ned på den unge soldat der stod ved siden af hesten og så op på ham.
Desjak bed tænderne sammen. Han burde ikke sidde og dagdrømme om sin hustru og sin søn midt på en vagt, så tæt på ydre grænserne af Midagir var det ikke til at sige hvad skabninger der pludselig kunne komme væltende ud af skoven.
"Det bliver ikke nødvendigt Aibu, væk mændene, vi fortsætter patruljen."
Lidt forvirret så soldaten op på ham igen, men nikkede så respektfuldt, "som du ønsker."
Med de ord, travede den unge soldat tilbage til lejrpladsen et par mands-længder derfra".

Ofte introduceres vigtige ting som brontorqhundenes udseende for sent. Hándo skifter også underligt fokus til Safrik midt i sin kamp - bør han ikke vide, at hun er ude på at dræbe ham? Det virker som om han ikke er i fare, så længe de står og snakker - og det tror jeg han er. I alt fald forsvinder kampens intensitet.

Mere tekstteknisk er teksten ofte fortalt - følger du den hovedperson, der fortæller, tættere, vil du trække læseren dybere ind i historien. Som historien er nu, er der forfatterens/en historiefortællers distance til begivenhederne. F.eks. i sætningen: "og da hans korpus ramte overfladen absorberede (...)" Her er vi meget fjernt fra Hándo.
Ordbrugen er ofte for dramatisk, f.eks. i sætningen: "Selv med knækket hjerte og sjæl vidste Hándo, hvad han måtte gøre og med et sidste vilje fuldt tiltag,(...)" Knækket hjerte og sjæl - er for meget. Det er bedre at lade læseren selv mærke den slags. Han er blevet forrådt af sin mage og har mistet sit barn - en læser vil kunne leve sig ind i hvor slemt det må være, hvis du giver dem lov.
Og vær opmærksom på at mange ord, som bør være sammensatte, er skrevet adskilte.

Håber du kan bruge kommentarerne og fortsætter med historien. :)