Tak for kommentaren. Dejligt, at sådanne "gamle værker" bliver kommenteret stadig. Jeg skriver meget pr. intuition og øjeblikkets stemning, så det er ikke specielt velgennemtænkt hvad resultatet bliver. Det er måske også bedst sådan. Når man først skal til at tænke over tingene, så er det fejlene kommer ;) (gammel skak-sandhed).

Præcis. Det er også det at "leve i det" der kan læses ud af "ikke at tænke". Man kunne sige, - at tænke er at begribe livet, ikke at tænke (at leve det) er at opleve livet.

Egentlig antyder jeg nok også at intelligens og liv ikke nødvendigvis hænger sammen med tanken alene. Vi er meget influererede af platon og aristoteles og tanken om at tanken i sig selv er noget saliggørende. Jeg vil heller ikke sige, at erkendelse ikke er vigtigt, for det er det, men vi kan erkende på mange måder. Erkendelse hænger ikke nødvendigvis sammen med tænken. Vi kan føle også, se og lytte, uden at behandle indtrykket. Følelsen af kærlighed, er om end vigtigere end tanken, omsorg, osv. Behovet for et meningsfuldt liv, for mad og drikke, søvn, frisk luft, varme osv. Vi er sansende mennesker, ikke blot tænkende mennesker. Nogengange opnår man de mest fantastiske oplevelser ved ikke at tænke, ved ikke at sanse, ved bare at være tilstede i det tomme rum som et blad i vinden.

Samtidig er der det dualistiske og holistiske i det, at vores tanke var intet værd uden tid til at lægge tanke væk, og stilheden var også meningsløs uden muligheden for at bevæge sig ud i det pulserende liv omkring os. Begge dele rummer noget af livet i sig.

Det vigtigste tror jeg, er at vi som mennesker når en harmoni mellem os selv og vores omverden. Det er en harmoni vi må finde hver især på vores egen måde. Ikke to mennesker er ens, og livsforståelser rummer mange elementer som er unikke fra menneske til menneske.

Det er nok en balancegang i virkeligheden. Der er en positiv side ved det private, og en negativ side, og ligeså med fællesskabet.

Måske skulle jeg have skrevet "sanse" i stedet for "begribe". Når man lægger tanken fra sig, træder andre måder at opfatte verden på i kraft.

præcis :)

Du rejser nogle interessante problemstillinger og gør opmærksom på noget vedrørende læsning og tolkning. Det er klart at "nuet" kan forstås på mange forskellige måder, og bliver det. Man siger, at man "skal være i nuet", men det er ikke helt samme betydning jeg har brugt "at holde nuet" i. Det jeg antyder er, at tænkningen har sin begrænsning, så mit "at holde nuet" intenderes at vise begrænsningen, nuet sat op overfor evigheden, som det endelige sat overfor det uendelige.

Jeg kunne have skrevet, at tanken rækker til horisonten, mens opmærksomheden rækker ud over horisonten.

Apropos ordet "begriber" forholder det sig på samme måde. Jeg burde måske have skrevet erkender, fatter, opfatter. Jeg er ikke helt enig i, at begribe, eller at når der går en prås op for een, at det nødvendigvis er tænkningen man er på vej over i, i alt fald ikke den tænkning jeg beskriver. Når jeg skriver tænke, er meningen de kalkyler vi gør os for at løse problemstillinger, overveje ting osv.

Den bedste måde at løse problemstillinger på er ofte at sove på det, det handler om at "lægge hovedet", eller ikke at fokusere så meget på tingene, for ofte løser alting sig selv. Det er nok mere de ting jeg også forsøger at beskrive. At hvis man holder op med at være så kalkulerende i sit liv, så kan det åbne op for ting der rækker langt udover hvad vi ellers kan gøre.

Fx. hvis man smiler, kan det smitte, og smilet kan på den måde nå hele verden rundt. Men hvis du render rundt i verden for at tvinge folk til at være glade, eller finde på alskens ting der skal gøre folk gladere, så kræver det dels mere energi, og vil formentlig give bagslag.

En aikido-mester sagde engang, at de mest enkle og grundlæggende teknikker er dem man får størst udbytte af. Og man kan ligeledes sige, at ved brug af simpel artimetik kan du regne næsten hele universet ud. Dermed sagt, at det "ikke at gøre" ofte har en større effekt end "at gøre", eller som TV-figuren fra Kungfu serien sagde: "Do not control, be in control."

Det er rart at se at nogle få linjer kan åben op for en masse debat, det behøver ikke være så fint eller fremragende. Jeg har skrevet digte som jeg har været meget tilfreds med som nærmest ingen kommentarer har fået, mens småting jeg nærmest mente var ubetydelige har skabt en vældig debat. Igen viser det, at hvad vi tænker og forestiller os, ofte er stik imod hvad der foregår i virkeligheden. Så hvis vi lægger tanken lidt på hylden, og åbner op for lytteren og synet, følelserne og opmærksomheden i det hele taget, så er det måske ikke så dårligt.

Som Master Po fra Kungfu serien i 70erne sagde til den lille kungfu elev:

Po: Do you hear the grasshopper which is at your feet? Caine: Old man, how is it that you hear these things? Po: Young man, how is it that you do not

Meningen er selvfølgelig (Master Po var blind), at man ved at være opmærksom får mere end dobbelt så meget ud af verden, som hvis man dog er tænksom men ikke opmærksom :)

Jeg tror det er ligesom træet og roden, hvis roden er sund er træet sundt. Den tomhed der kommer når man slipper tankerne, er som træroden, man begynder at hvile i "det tomme rum", og alle som har prøvet at meditere ved, at når tankerne først forsvinder, og du bare iagttager det at være til uden at bevæge sig nogensteder hen, så mærker man ægte kosmisk kreativitet og vibrerende livgivende energi omkring sig.

I den vestlige kultur er vi oplært til at tænke "positivt", dvs. vi tænker at "noget" er godt, og "intet" er skidt. Men i østen har man indset, at "noget" kommer ud af "intet". Som Lao Tzu sagde, - Der var noget før himmel og jord, ja før guderne, endog før tao selv, jeg kender det ikke, det er ufatteligt, hinsides al tanke, - det er ophav til alle ting, yin og yang, tao. ... Det lao tzu taler om, er det forunderlige, miraklet, paradokset, det "kaos" som lå i verden før verden blev til. Men som Holger-Bech Nielsen har været inde på for ikke så længe siden, så er det måske en naturlig følge af kaos, at der opstår de naturlove vi kender til. Med andre ord, kaos kan ikke stå alene, ud af kaos opstår orden, det sker helt af sig selv. Jeg tænker at det er fordi der er et evigt behov for ligevægt i kosmos, - kaos fordrer orden, og orden fordrer kaos.

På den måde, kan man selvfølgelig sige, som du siger, tingene kan ikke stå alene. Livet er når modsætningerne bevæger sig i forhold til hinanden. Vi ser det i alting. Homogenitet leder til død, mens mangeartethed leder til liv.