Hej Stephan

Langt hen ad vejen en god historie.

Som andre har nævnt vil en ekstra gennemlæsning for du/De, stavefejl, sammensatte ord anglicismer dog pynte.
Selvsagt vil en redaktør (som andre også har påpeget), prøve at læse udenom sådanne, men førsteindtrykket kan ikke helt glemmes.

Jeg forstår ikke helt at det skal være så 'spatter'. Som også andre har påpeget har novellen også et forklaringsproblem med personen i kuppel 1. Muligvis er det indtrykket af at udstødte bliver sådan hvis de ikke længere får deres 'medicin', du vil give læseren - det var hvad du gav mig :-), men som sagt det kommer til at virke kontradigt i forbindelse med slutningen, så jeg føler mig lidt snydt.
Jeg synes i øvrigt at ideen med at menneskeskabte 'nanoceller' der kan erstatte naturlige celler er en jeg ikke har læst i den kontekst før.

Alt i alt synes jeg at historien var sjov at læse og rigtig god, dog pt. som jeg skrev p.t. med lidt for meget 'splatter'.

En interessant historie, hvis største styrke er dem stemning, der ligger i samtlige situationer og steder, der præsenteres. Dette rammes rigtig godt.

Personbekrivelsen er dog lidt mangelfuld. I samtalen mellem Frank og Sergei er der en fed pingpongeffekt mellem Franks replikker og Sergeis korte handlinger. Samme effekt om morgenen, da han taler med Ayn. I længden er det dog trættende, at Sergei aldrig får personlighed. Jeg når aldrig at identificere mig med ham, for han får aldrig rigtigt liv. Desværre.
Ayn står derimod meget stærkt for mig.

Der er gennem historien en del ting, jeg bed mærke i - både godt og skidt (her i kronologisk rækkefølge):
Må astronauter overhovedet flyve ture så hurtigt efter hinanden?
Fedt stykke, hvor han lander. Meget beskrivende.
Hvorfor er han så nervøs på månebasen? Han lod til at stole på sine overordnede. Jeg savner en grund (altså, før overfaldet).
Det kunne have været rart med en beskrivelse af hende uhyret, der overfalder ham. Lidt for tyndt med "ubeskrivelig rædsel" - især fordi der rent faktisk kommer en mere uddybende beskrivelse senere.
Var der ikke plads nok til en slutning? Det er, som om der aldrig nås til en konklusion (eller også er jeg bare svagtopfattende ;-)

Overordnet mangler der noget "world building". Hvad er det for en verden, Sergei kommer fra, og som Leyka opponerer imod? Eneste hints er rygningen og Franks replik til sidst.
Hvad er Leykas politiske forhold til Rusland? De kommunikerer, og Rusland sender Sergei af sted, men Frank hader den jordiske verden. Hænger ikke så godt sammen.

Sproget er ikke imponerende. Din sætningsopbygning er meget ens og virker næsten opremsende (hvilket forstærkes af de mange linjeskift). Prøv at lege med at gøre sproget mere flydende og varierende. Og pas på de mange grammatiske fejl.

Titlen er en smule mærkelig, synes jeg. Den giver Berlinmurs-associationer, men det giver ingen mening i forhold til historien. Er der noget, jeg ikke fatter?

Der er megen kritik her, og det beklager jeg, for overordnet set er det faktisk en udmærket og interessant historie med en fed stemning hele vejen igennem. Og faktisk også en god ide - især med det aspekt, at de aktivt prøver at nedbryde deres celler. Spændende læsning :-)

Hej :)

Du skriver godt, og din indledning var især god - der blev skabt sådan en lidt "gråtone"-agtig stemning, som du holder gennem det meste af novellen. Det er rigtigt godt.

Du havde en del småfejl, men meningen kom igennem, så de var til at leve med. Især sammensatte ord synes jeg du havde overset en del af ("Laboratorium kittel" skulle f.eks. være laboratoriekittel)

Desuden synes jeg du havde nogle løse ender - han træder ud af elevatoren med et jernrør i hånden, oversmurt i Nanobotter og blod, men Frank kommenterer det slet ikke. Og så hedder byen skiftevis Layka og Laika. Desuden var der for mig ingen tvivl om at Layka/Laika var et mareridt - Frank var en typisk stereotype på et uetisk menneske, nanobotterne gjorde vildt meget skade, etc. Jeg ville gerne se Sergei stå i det dilemma til sidst, men jeg kunne ikke - for mig at se skulle han bare væk.

At jorden af Frank bliver fremstillet som latterligt gammeldags undrede mig også lidt - de har trods alt teknologi nok til at man kan nå til månen på en halv dag.

Grunden til Sergei kommer til Månen synes jeg både er genial og tåkrummende - det virker nærmest rimeligt, tager man historiens univers i betragtning - men det virkede også temmeligt komisk på mig. Og lidt som om du bare skulle have en grund til at han kom til månen.

Men altså, alt i alt, synes jeg stadig du har et godt sprog og en fin fortællestil. Din beskrivelse af "uhyrerne" er god, og man bliver fanget af historien.

Mvh.

Sulle

Du har skrevet en interessant og lang hen ad vejen spændende sci-fi-novelle. Den side er helt i orden og vi ved med det samme hvor vi er henne – langt ude i rummet.
Desværre er teksten præget af slåfejl og en frygtelig bunke ord, du deler, når de korrekt bør skrives i et. Det er en voksende uskik og du er bestemt ikke den eneste, der gør det. Men det ville nok være en god idé lige at få læst korrektur på novellen.
De og du: Du har en del småfejl med dette og i nogle dialoger skiftes personerne til at være ”des” og derefter dus. Det skal du lige kigge igennem.
Du skriver ellers i et rigtig godt sprog, så det tyder på, at du bare har overset ovenstående fejl ved gennemlæsning, og det er da heldigvis noget der kan rettes.
Du laver for øvrigt en voldsom brat overgang her:
”Derefter gik han ud af hovedkvarteret og prajede en taxa for at komme hjem og sove et par timer.”
(ny linie)
Han kunne se det tydeligt nu.”
- og så er han allerede på vej mod Månen – det gik lidt hurtigt efter min smag.
Her er et af dine flotte billeder:
”Han kunne se en bygning, hvor kuplen var åben, og vidste at stedet var en luftsluse. Det var hans landingsplads.
Landingsfartøjet drev langsomt ned imod den.”
Gentagelser: pas på med dem, de gør let teksten tung.
”Sergei stod helt stille og forsøgte at HØRE noget over larmen fra sit eget hamrende hjerte.
Det var ikke noget at HØRE til at starte med, men snart efter kunne han HØRE en lyd.”
Her har du 3 x høre. Se om du kan finde en anden glose for de to af dem.
Kvindemonsteret han møder savner jeg nogle gode beskrivelser af, så læseren bliver taget lidt ved hånden. Ikke meget, men lidt mere end du giver.
Da han møder Frank undrer det mig meget, at han ikke som det første fortæller om kampen med monsteret. Hvis det skyldes hans usikkerhed overfor hele historien, bør det skrives ind, så læseren ikke sidder med et ”hvorfor”.
Frank tager ham med ind i en ”overdådig” lejlighed. Her savner jeg lidt et par detaljer fra lejligheden, så jeg (læser) kan fornemme hvorfor den er det, så det ikke blot bliver en forfatterpåstand.
Så kommer der ellers en fin beskrivelse af Franks datter – det er godt beskrevet og jeg ser hende virkelig for mig. God beskrivelse!
Vor hovedperson overnatter i lejligheden, men du bringer en masse ??? op i mig, da du får det til at fremstå som om datteren og hovedpersonen har sovet i samme seng den nat. Hvis det er tilfældet, bør du nok give læseren et clou lidt tidligere ellers føler jeg mig hægtet af.
Du har en god og lidt ulækker beskrivelse af ”kannibalerne” til slut. Det er godt skrevet og det langt hen ad vejen er din novelle også god og skræmmende.
Hvis du er interesseret i en komplet betalæsning af din historie, håber jeg du vil sende mig din mailadresse i det interne brevsystem, så skal jeg sende dig historien med samtlige kommentarer – ros og ris.

Først lidt "kritik"
[sneen faldt lydløst] Lydløst er et oveeflødigt ord, da sne altid falder lydløst.
[forsøgte at høre noget over larmen fra sit eget hjerte]En dårlig formulering efter min mening. Jeg vil forslå, du bare skriver "med voldsomt bankende hjerte"
[ et jernrør, der havde forladt en container] Jeg tvivler på, at røret havde forladt containeren af sig selv*s*
[maskin(e) kirkegården.
Lige foran ham stod der en mand. Næste linje indleder du med ordet mand. I stedet for ordet mand to gange kan du nøjes med at skrive "Lige foran ham stod en mand iført o.s.v.)
[ så tænksomt på (sit) den gennemsigtige vædske]
Sådanne skønhedsfejl har du hele vejen igennem novellen.
Medens jeg læser om den kvæstede kvinde, forstår jeg ikke, hvorfor han føler sig truet af hende.
De stakkels mennesker, der æder hinanden er jeg heller ikke helt med på. Hvorfor får de den behandling?
Efter ovenstående vil jeg så skynde mig at sige, at jeg trods alt finder novellen meget fint fortalt. Selve historien er også godt udtænkt. Jeg kunne lide den, selv om den visse steder gav mig kvalme.
V.h. BEJ1

Hej Stephan.

Du har flere scifi-aspekter med, så din historie må så absolut siges at være sciencefiction. Ligeledes er konspirationen på plads.
Du indleder med elemæntær spænding, idet du introducerer opdagelsen af en rumbase, der ikke skulle opdages. Så der er altså øget rum(ud)forskning - og benyttelse. Desuden rummer historien et bud på, hvordan et samfund kan indrettes ud fra værdisæt - og så er der ovenikøbet også nanoteknologi.
Fremstillingen af Sergei som menneske er måske lidt farveløs, men der fortælles dog en del om ham gennem hans reaktioner. Dog er jeg et par steder i tvivl om, hvorvidt det er oplysninger om hans personlighed eller det er den alvidende fortæller, der folder sig ud. Det gælder især episoden med skabningen som han konfronteres med ved sin ankomst. Hvorfor oplever han den/hende som truende lige fra starten af? Nogle mennesker ville snarere føle medynk med et sådan væsen.
Frank fremstår som en kynisk person og selvom han - uden ligefrem at lyve - hævder, at de sølle væsner selv har valgt, virker det både ondt og mærkeligt, at de holdes indespærrede, overladt til hinandens vilkårlige grusomhed - og sult?
Empati synes at være noget ukendt for Frank, så var det ikke nemmere at slå dem ihjel?
Nå, jeg ser det nu ikke som fejl ved din historie, men undrer mig altså og spekulerer også på, hvorfor de ter sig som udhungrede dyr? Får de virkelig ikke mad eller er din tanke, at de ved deres hidtidige levemåde, har styrket deres dyriske (undskyld, kære dyr *s*) sider og er blevet afstumpede?
Fortælleteknisk er det lidt synd at introducere skabningen så tidligt i historien, da det tager lidt af overraskelsmomentet til slut - men det vækker dog nysgerrighed, for man må jo have be-eller-afkræftet sine forestillinger om, hvad det er for et monster.
Sproget er godt. Du bruger en del beskrivende tillægsord, men også ind i mellem en metafor. Og så personificerer du slangekrøller - strengt taget kan krøller ikke slikke, men billedet er godt.
I forbindelse med Ayn er der nok igen hints om Sergei - en mand, der lidt småstereotypt passer på opfattelsen af en nogenlunde almindelig mand ...
Alt i alt en historie, som det bestemt var interessant at læse.

Pia H

Den konsekvente brug af "han og hun" i starten af sætningerne var også een af de ting jeg kæmpede en del med under betalæsningen.
Det blev mig påpeget at for mange sætninger startede på den måde og jeg ændrede en hel del af dem (tro det eller ej).
Det var en vigtig pointe og faktisk en del af stemningen at mange sætninger starter således, opremsende, monotont og objektivt.
Egentligt syntes jeg det virker efter hensigten og din [Bibelot]kommentar bliver det understreget at det præcist opnår det der er meningen.
Historien er muligvis en smule kedelig (i forhold til de mere action prægede indlæg) og det er med vilje. Igen forsøger jeg at understrege den objektive natur i den, stemningen skulle gerne være underligt socialrealistisk med en snært at uro, den slags ubeskrivelig uro man får når man bestemt ikke føler sig på sikker grund.
Set i bagklogskabens lys er der et par steder jeg ville have ønsket jeg havde skrevet i nutid, om ikke andet så for at fange læseren på det forkerte ben og aboslut for at understrege uroen.

Men tusind tak for den gode kommentar.

Det bedste i historien er dit realistiske plot - realistisk forstået på den måde, at du via Moskvas himmel antyder et nyt russisk tiltag på den politiske legeplads. Og den holder hele vejen. Selvom du fokuserer meget på den alvidende fortæller, formår du alligevel at skabe nogle spændende og karakterfulde typer.
Rent sprogligt har du et stort ordfårråd, men jeg bliver noget træt af den konsekvente start på sætningerne med ... han kunne ... han så ... han satte ... han gik ... hun var osv. Det bliver meget trivielt og ret så kedeligt.
Du har nogle slåfejl, få endelses r fejl på verber, og skiftende d og D i De og Dem. Nogle af og ad fejl. Det meste ligner regulære slåfejl, for du ved jo godt hvordan det skal være.
Desuden mamgler der lidt spændingsopbygning på slutningen af de fleste afsnit - første afsnit således: ... prajede en taxa for at komme hjem og sove et par timer. (Her ville den strenge redaktør nok sige - hvad ellers?)
Spændingen etablerer du ved at nævne base og klassificeret. Måske kunne du bruge noget om klassificeringen i slutningen. Eller lade Perimov fremkomme med en ubesvaret antydning.
Bortset fra spændingen med uhyret, er der ikke de oplagte spændingsmomenter i historien. I dette afsnit slutter du også spændingsorienteret ... Sergei stod klar med røret. (FINT).
Desværre er slutningen næsten røbet/oplagt på forhånd.
Til gengæld er dine menneskelige betragtninger storslåede, og det er nok her historien scorer sine point.
Historien bliver på en måde nok for realistisk, måske endda en smule socialrealistisk set fra en utraditionel synsvinkel. Du får introduceret en masse nye vinkler (FLOT), men kan ikke fange mig på spændingen.
Du er muligvis et geni forud for din tid - du har fat i noget - men - og det er min fejl - jeg forventede noget andet og mere traditionelt.
Din konspiration fungerer - detaljerne omkring hemmeligheden behøves ikke - og det er ubetinget Sci-fi.
Men prøv at variere starten på sætningerne. Det vil givet øge din popularitet.

Bibelot

Jeg har nogle kommentarer, men jeg vil meget gerne vente med at løfte sløret for dem indtil alle har kommenteret.

Stephan forholder sig tavs og nyder alle de andre spændende noveller...

Hej Stephan

Ad 1 AGF (Artifical Gravity Field) er accepteret, burde måske have været lidt tydligere i novellen. Tekologien er jo stadig ikke frit tilgængelig ;-)

Ad 2 Manglende tillid accepteret. Sådand da. Han lader ikke til at tage forholdsregler der gør det tydeligt at han ikke stoler på dem. Kunne måske også have været tydligere.

-manse42

Hej Stephan, det er bestemt en spændende novelle, der tager vores evige drøm om utopien op og - så at sige - på en brutal måde prikker hul i den. Monstret i starten er bestemt med til at skabe spænding og gru, en gru der forstørres da vi til sidst for forklaret dets oprindelse. Det giver så den sandsynlighedsbrist, at sikkerheden ikke er god nok, et af monstrene er sluppet ud, den side af historien skulle lige have været gennemtænkt. Måske syntes jeg også du bøjede Sergeis følelser i den forbindelse lidt mere i neon, end det var nødvendigt. Men jeg kan så også godt lide dit sprog, der flyder let. Franks begejstring for samfundet han har skabt, det er fint skildret. Ja, spændende novelle, både i den ene og den anden forstand. VH Mons

Det var dog en deprimerende tekst men jeg kunne ikke lade være med at læse den til ende, for den var godt skrevet.
Hele verden er fuld af had, men heldigvis er der da også masser af kærlighed. Vi må så hver især forsøge at holde os dette had fra livet uanset, hvor det kommer fra. En god begyndelse vil være os selv!
Normalt er gentagelser irriterende men her gav det en god effekt. De bed sig fast med eftertænksomhed til følge.
V.h.
BEJ1

Hej Manse42.
Du har et par spørgsmål:

1) Fordi månebasens tyngdefelt sætter ind, i landingsrummet har han samme vægt som på månen, men et kunstigt tyngdefelt gør ham tungere.

2)Sergei siger ikke noget før til sidst i novellen.
Måske stoler han ikke på måneboerne, måske er han i shock, ihvertfald vælger han at undlade at kommentere før han har en bedre idé om hvad der foregår på månen.

Håber det hjælper.

Stephan

Den første sætning sætter mig i den rette stemning. Man fornemmer østblok, bureaukrati og spionvirksomhed. Lige nøjagtig hvad der er brug for at danne en ramme om en rigig god konspiration.

Jeg havde dog efterfølgende problemer med basal fysik:
Hvorfor bliver Sergei tungere i luftslusen?

Et brist i handlingsforløbet:
Hvorfor melder Sergei ikke om det monster han mødte på vej ind? Et sikkerhedsbrist af den størrelsesorden er ikke noget at spøge med på månen.

manse42

Fed slutning! Og så kan man sidde her og prøve at lade sin egen etik og morale finde ud af resten. Du har endda formået at beskrive Sergei tilpas objektiv til, at man ikke har ret megen idé om, HVAD han kunne finde på at vælge – så tilbage sidder læser med det store spørgsmål!
Dine beskrivelser af denne verden og personer og teknologi flyder let, og jeg sidder ikke med nogen tanke om, at dette ikke er ganske naturligt – flot klaret. Dit sprog er varieret, letflydende, og der er mange gode sætninger.
Der er en god spænding igennem hele historien og især kvinden, der beskrives allerede i ”skrot-kublen” holder mig klistret til skærmen. Da de står og ser på glasset med den kviksølvlignende væske, der var sammenhængen ved at gå op for mig, men det gør ikke noget. Franks fortællinger om den verden og de moralske regelsæt, de lever efter, er så flot sat sammen og leveret i flot og troværdig dialog, at man helt tror på ham – jeg kan tydeligt se ham for mig.

okay ... "Hvidt Had" er klart min favorit *s* I forhold til den virker denne tekst mere opremsende, næsten en smule forceret. Selv om ideen bag den nu er ganske charmerende.

Og kan godt lide, at vi ikke får svaret på gåden - nogle ting er det bedst at lade stå hen i det uvisse. Og så er der også den kæmpe risiko, at løsningen på gåden, den gyldne sætning, ville falde fuldstændig til jorden, hvis den blev skrevet. Nok bliver afsløret i den underfundige afslutning *s*

Faldt over en af dine fadæser i denne tekst: [citat]" ... lugtede jeg den bedske lugt af klor." dobbelt gengivelse af ordlyd er en af de ting, der suger mine øjne til sig *s* En fejl vi vel alle laver fra tid til anden, og ikke noget som en go redigering ikke kunne tage livet af.

Ellers er der som sagt en følelse af opremsning.

Du starter godt. Kan virkelig se det for mig. Men der hvor cikaden falder på hans skulder, driver du lidt bort, og teksten bliver "punkt til punkt" - du mister den flydende stemme, du har i starten. Hvilket jo så er risikoen ved at beskrive ting for meget *s* (endnu en ting jeg selv kender til)

Men ... tja ... absolut ikke en dårlig tekst. Og ideen er som sagt rigtig charmerende. Bare et par børnesygdomme, hvoraf jeg kan se gennem "Hvidt Had" at du allerede er sluppet af med nogle af dem.

Måske klæder blod dig bedre end valentinshjerter? *s*

/Luise

Nice!

Følelsen, man sidder med til sidst, kan ikke beskrives som andet end ... nice. I starten under man sig lidt over din måde at bygge teksten op på, men når man lader sig rive med, sidder man tilbage med en følelse af at forstå det fuldstændig. Fordi det er sådan, tankerne netop må være hos denne fortæller: struktureret kaos, gennemskindet af hadet.

Det eneste, jeg ik bryder mig om, er dine skift i tider. Hvis jeg læste hele romanen, ville det nok være lettere for mig at adskille tiderne. Men i dette uddrag irriterer de mig lidt - som læser ser jeg det hele som i een tid *s*

Nå ja - og så lidt kommaredigering forude, men det er jo småting!

At du vendet tilbage til det bid har en sjov effekt, for det fanger min opmærksomhed hver gang. Og det er lækkert. Typisk har gentagelser den modsatte effekt på mig - men her virker det :)

Ser frem til at læse mig. Få blod på tanden i endnu højere grad ...

Og nåh ja - bonus ved at han er far!!

/Luise

Hej alle. Tusind tak for de rosende ord.

Maria, som Jonas siger er slutningen helt op til læseren, jeg har selv et bud på hvordan den skal fortolkes, men hvem siger at det er den rigtige?
Angående dit andet spørgsmål, så er det selvfølgelig også op til den enkelte læser hvad han/hun tror, men jeg tror at han ønskede sig hende, for at fylde det tomrum han havde i sig selv.

Hvis man nu forestiller sig at hele historien er en process der foregår inde i jeg-personen, giver det så mere mening?

Tak igen.

Hejsa. Synes teksten var god, men ville ønske, jeg forstod slutningen.. Og den der med at han allerede har ønsket, den forstod jeg ikke...

Saludos. Tak for en god tekst. Ganske sød fantasi, næsten erotisk. Meget behageligt sprog, der flyder stille ind i min bevidsthed uden knuder. Jeg synes slutningen er helt rigtig, med åbne linjer og mulighed for min egen fantasi at boltre sig. Smukt.. Jonas Qvistmose

Hej Stephan, smukt skrevet novelle. Du er god til at beskrive stemninger og romantiken er da til at føle på. Meget smuk scene med chikaden. Ærlig talt forstod jeg ikke helt slutningen. Var pigen et eller andet ovenjordisk væsen der udnyttede jeg-personen? Du har en god skrivestil og jeg kunne godt tænke mig at se mere fra din hånd her på pennen. Vh LarsN