Had.
   Det er den eneste følelse der, fuldt ud, beskriver min tilstand.
   Det er en boblende, hvid flamme af varm kulde, der tvinger sig ind over min sjæl.
   Jeg kan ikke modstå den, har ikke kræfterne. Den æder sig igennem mig, som en cancer.
   Min krop er chanceløs. Mit immunforsvar er ikke udrustet til at forsvare mig mod invasionen. Jeg kan mærke hvordan det flammende had brænder sig ind igennem mig, hvordan det langsomt, men sikker, udskifter alle andre følelser.
   Når jeg tænker tilbage på de følelser jeg engang besad, når jeg forsøger at mindes dem, finder jeg ikke andet end grænseløst had.

Det startede med et bid. Eller, måske startede det i virkeligheden langt tid før, men biddet er afgjort det punkt hvor smitten begyndte at brede sig igennem mit legeme.
   Jeg var angst. Skræmt til døde over sygdommen, der nu ville tage mig, som ét af dens ofre. Jeg så på dem. De er alle vegne.
   Hvis man ser ud af vinduet kan man se dem. Deres evige jagt på føde, selvom deres kroppe for længst er gået i stå og deres hjerner er slukkede, leder de efter føde. Men det er ikke sulten der driver dem. Så meget har jeg nu forstået.
   Hvor de kommer fra, eller om de nogensinde forsvinder igen, har jeg ingen anelse om. Eller, rettere, jeg har en anelse, men intet til at bekræfte den.
   Måske var det virkelig Gud, der ikke længere gad at, se på vores evindelige strid mod alt. Mod hinanden, mod naturen, mod os selv. Måske forsøgte guddommen at skabe den ultimative race, men vi fejlede. Måske var vores ambitioner og drømme for store. Måske skulle vi straffes.
   Måske har vi gjort dette mod os selv…

Vi ødelagde systematisk vores egen verden. Gravede vores egen grav. Udsatte det uundgåelige, så længe vi overhovedet kunne.
   Men det uundgåelige nåede os.
   Det startede som en stille hvisken. En lille by i USA blev overrendt. Derefter én i Kina, så forskellige steder i Afrika. Man kunne læse om det i aviserne.
   Det startede med angreb af mindre dimensioner og alle havde de det tilfælles at de foregik langt borte. Så pludselig var det over os.
   Som med AIDS, sneg det sig ind på os uden vi havde nogen chance for at forsvare os.
   Først blev København ramt, derefter Århus, Odense, Esbjerg, Ålborg, Holstebro… Hele landet.

Hvad drev dem?
   Vi vidste det ikke. Ingen vidste det. Man forsøgte alt, men intet syntes at virke.
   Uanset hvor mange af dem vi bekæmpede syntes der altid at være flere og flere og flere, som om helvedes porte står åbne og sender deres legioner ud mod os.

Jeg vidste allerede at verden ville gå under da jeg læste om de første udbrud af smitten.
   Jeg vidste at dette ikke var AIDS eller kræft, eller SARS eller terror… det var noget vi ikke havde set før, noget vi ikke kunne bekæmpe.
   Det gik for stærkt. Vi blev løbet over ende.
   Vores immunforsvar gav op, canceren bredte sig.

Videnskabsmændene har sagt at det er kosmisk stråling. Andre siger det er noget i vandet, i jorden, i luften, i vores mad... i vores gener... alle muligheder er prøvede, men sandheden er at ingen ved det. Ingen ved hvad der driver dem, hvad der tvinger dem til at fortsætte, til at udslette.
   Jeg ved det.
   Det er det simpleste i verden.

Det startede med et bid.
   Jeg vidste at det var et spørgsmål om tid før de fik mig. De mennesker jeg lever sammen med håber på en bedre morgendag, men sandheden er at der ikke kommer nogen.
   Smitten dør ikke ud. De stopper ikke med at angribe os. Der er ingen fred.
   Hver dag var en test og en test der trak alting i langdrag. En sidste krampetrækning fra en syg krop der ikke ville overgive sig.
   Selvom vi kæmper dag efter dag, kæmper med hinanden, kæmper for mad, kæmper for at overleve. For at få, blot én enkelt nat mere i denne verden, er det uden betydning.
   Sygdommen kan ikke overvindes. Vi kan ikke vinde.
   Dette er verdens ende.

De tog fejl.
   Alle prædikanterne, alle de religiøse alle grupperne af dommedagsprofeter.
   De stod på gader og stræder og prædikede. Ønskede folk skulle omvende sig til deres Gud, nu da verden stod i flammer.
   Jeg så dem. Jeg så dem klamre sig til deres kors og halvmåner mens de blev flået fra hinanden af forrådnede hænder.
   Jeg så deres syge legemer blive fjernet fra denne jord.
   Jeg så dem skrige og bede og tigge deres guder om hjælp, men jeg så aldrig deres guder.

Jeg kan ikke tænke klart mere.
   Mine tanker er en refleksion af mine følelser og jeg føler kun én ting.

Det startede med et bid.
   Hvor den kom fra forstod jeg ikke på det tidspunkt (fire dage siden) og jeg gav den oplysning relevans. Jeg forstod ikke at det var ubetydeligt.
   Jeg bad min søn skyde mig, men han manglede modet.
   Jeg tog pistolen fra ham og slog ham hårdt på siden af hovedet. Skreg af ham at han var en kryster.
   Derefter gik jeg ud i skoven, hvor jeg nu sidder, men selv jeg manglede modet til at skyde.
   Der er ikke noget mere skræmmende end tanken om at ophører med at eksistere.
   I det mindste vil jeg fortsætte, som en syg celle, når dette liv slutter.
   Jeg forstod ikke da jeg blev bidt.
   Jeg skød skylden på den der bed mig, men sandheden er at hun blot var en smittebærer, hun var et værktøj for at få smitten over i mig, for at få den til at konsumere mig, som den vil konsumere alt i verden.
   Det er uden betydning hvem der bider dig. Det er uden betydning hvornår eller hvorfor du bliver bidt.
   Det er uden betydning, der er ikke nogen udvej. Du er allerede syg, du ved det bare ikke endnu!.
   Jeg kan mærke det. Jeg kan mærke det i mine celler, det er en følelse jeg ikke kan beskrive, mit fattige ordforråd kan ikke forklare dig det, men bare rolig, din tid kommer.
   Selvom du kæmper nu. Selvom du kører rundt i en firehjulstrækker med din riffel, din skudsikre vest og al din konserves, din tid kommer.
   Du forsøger bare at få én enkelt dag mere på denne jord, som det du er.
   Du frygter det der kommer, som jeg frygtede det. Jeg har ikke frygt mere.
   Jeg kender ikke kærlighed, medfølelse, apati, vrede, hævn... alle disse følelser...

Jeg tænker på min søns fødsel. Hans mors ansigt da hun lå med ham ved sit bryst. Hendes rødmende kinder og kærlige smil.
   Forstil dig det. Forestil dig det mest dyrebare minde du har. Det du tager frem og gennemlever når du føler dig ene, eller når du er bange eller når du mangler noget at holde fast ved.
   Nu skal jeg fortælle dig hvad vi kæmper mod.
   Den eneste følelse jeg er i stand til at føle nu, den der har erstattet alle andre, den der æder mig op indefra.
   Jeg hader dig! Jeg hader dig så uendeligt meget at den eneste måde jeg kan få forløsning for mit uendelige had er at jeg dræber dig, jeg dræber dig, flår dig fra hinanden, river dig, lem for lem og kannibalisere dig og selv når jeg har gjort det er der ingen trøst, for dette had er bundløst, det er et had rettet mod alt levende, mod alt hvad der nogensinde har levet, det er ikke selvdestruktivt. Det bunder ikke i andre følelser der er blevet korrumperet, jeg er ikke blevet misbrugt, jeg er ikke blevet såret af dig, det er sygdommen, det er det vi kæmper mod og det er det vi ikke kan vinde over.
   Det er bare, simpelthen, brændende, hvidt had.