Jeg er en mand på 43 år, som ude fra set har et normalt og småborgerligt liv, som mange sikkert drømmer om. 2 søde børn, en kone med et rigtig godt job (lad os kalde hende A), stort rækkehus på Amager og en BMW i indkørslen, og vi tjener begge godt med penge og har råd til det vi gerne vil have. Det lyder jo meget fint.

Men siden fødslen af vores yngste barn for 6-7 år siden, har vores forhold nok mest været af praktisk karakter. Det er måske ikke noget der er sket fra den ene dag til den anden, men langsomt er vi gledet lidt fra hinanden. Vi får en hverdag til at fungere, og det er mere eller mindre det. Der er ikke rigtig noget tid til hverken sex, nusseri, kys og kram, eller bare at ligge på sofaen og holde i hånd og se lidt TV sammen.

Alt I alt har jeg nok gået og lagt låg på frustrationer og afsavn i årevis, hvor de har hobet sig op, uden at jeg egentlig har mærket efter i mig selv.

Jeg har bare lært at leve med at jeg inderst inde gik og var ulykkelig over at jeg ikke følte at jeg havde en kæreste, selv om jeg på papiret er gift og bor sammen med moren til mine 2 børn. Hun er den bedste mor man kan forestille sig, og jeg er rigtig glad for at det er hende jeg har fået børn med - men som sagt jeg føler ikke vi har været kærester siden vores yngste barn blev født. Jeg bebrejder ikke hende, det er nok vores begges skyld at vi er gledet fra hinanden.

Vi har flere gange haft skænderier, hvor A har sagt ting som "er det ikke nemmere at vi bare bliver skilt?" osv. - og jeg er ikke sikker på om hun mener det eller bare har råbt det i affekt. Men det har gjort ondt hver gang.

For 2 måneder siden var jeg til en fest i forbindelse med et stævne hvor min roklub deltog. Der stødte jeg ind i en pige (lad os kalde hende B), som jeg snakkede lidt med i løbet af aftenen, og som hev mig med ud på dansegulvet, vi begyndte at flirte, og pludselig kom jeg til at kysse hende. Og jeg må helt ærligt indrømme at det føltes virkelig godt! Nærmest magisk. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt sådan i min krop. Der skete ikke mere den aften end at vi kyssede og snakkede lidt inden vi gik hver til sit.

I dagene efter den fest, var jeg i totalt kriseberedskab i min krop. Én ting var at jeg havde kysset en anden pige i en brandert. Den del kunne jeg nok godt lægge bag mig og komme videre. Men de følelser som fulgte med, kunne ikke ignoreres. 

Det var som om man havde rystet en flaske fyldt med gammelt bundfald som nu kom op.

På én gang kom der en kæmpe følelse af håb, glæde og lykke over det jeg oplevede med B den aften. Og jeg savnede hende, selv om jeg jo udmærket godt vidste at det ikke ville blive til noget, da jeg jo er gift, hvilket enhver kan se hvis de finder mig på sociale medier. Samtidig havde jeg ekstremt dårlig samvittighed over for min familie, fordi mit følelsesmæssige fokus nu pludselig var på B.

Men oven i det, kunne jeg mærke at alle frustrationer og afsavn osv. fra de sidste 6-7 år, kom op i mig på én gang. Det føltes som om at jeg blev ramt af alle afvisningerne fra min kone, alle de gange jeg var blevet forvist fra soveværelset med forskellige undskyldninger osv.

Det fik mig virkelig til at mærke efter.

Mødet med B gjorde at jeg blev opmærksom på en lang række følelser som jeg slet ikke troede jeg stadig kunne have. Følelser som for længst var gået i glemmebogen. Lige pludselig kunne jeg mærke hvor stort et hul, jeg havde inden i, pga. alt det jeg havde savnet de sidste 6-7 år hvor livet bare havde handlet om at komme igennem en hverdag med 2 små børn og arbejde.

Jeg udvekslede ikke kontaktinfo med B da vi sagde farvel, og jeg tænkte at det nok var bedst sådan. Men i dagene efter kunne jeg ikke lade være med at tænke på hende, og jeg fandt også hendes navn og profil på nettet. Jeg lod dog være med at kontakte hende, og tænkte at "nu gør jeg ikke mere, så må skæbnen råde".

3-4 dage senere, tikker der pludselig en besked ind fra B. Hun har fundet min profil, og hun bemærker også at jeg vist er "optaget" til anden side, men skriver i en tone som lægger op til yderligere kontakt.

Jeg er i syv sind, og aner ikke hvad jeg skal stille op. Efter et par dage får jeg skrevet tilbage, at mit privatliv er noget rod, og at jeg også syntes det var hyggeligt at møde hende.

Derefter begynder vi at skrive lidt sammen frem og tilbage, og vi indrømmer begge, at vi har tænkt meget på hinanden, siden den aften vi mødtes. Vi har med andre ord følt os lidt småforelskede. Hun er 36 år, single og uden børn, så for hende er der ikke nogle kompleksiteter.

Hun virker meget ligetil og som om hun er den sødeste pige i verden, og vi ender med at ligge og skrive sammen til over midnat flere aftener. Min kone og jeg har ikke gået i seng samtidig i flere år, så derfor er der ikke nogen der har undret sig over det.

Efter en måneds tid med skriveri frem og tilbage, ender vi med at mødes igen. Hun bor tilfældigvis i samme del af Amager som mig, og en onsdag aften hvor jeg har været ude og spise i forbindelse med arbejdet, slår jeg et smut forbi hendes lejlighed. Vi er begge meget glade for at se hinanden igen, og ender til sidst i hendes seng.

Nogle dage efter smutter jeg tidligt fra arbejde, og går en tur med B i den lokale park, og vi snakker og har det hyggeligt. Vi har set hinanden et par gange siden, hvor vi dog kun har snakket sammen og kysset lidt.

Hvis jeg havde været single, havde hun helt sikkert været en oplagt kæreste. Men jeg aner ikke hvad jeg skal stille op nu.

Det havde jo været det nemmeste, bare at afbryde kontakten den gang hun skrev til mig. Og leve videre i mit nuværende liv, men nu med en viden om at romantikken i mit ægteskab har brug for en reparation.

Men nu har jeg krydset nogle linjer som jeg ikke troede jeg ville. Jeg havde aldrig forestillet mig at være i den her situation og altid tænkt at dem som havnede her, var nogle store idioter. Men følelser er ikke altid til at styre. Specielt ikke de følelser som har været undertrykt i årevis.

Jeg går konstant og overvejer hvad jeg skal gøre. Hvis jeg går fra konen, er det ret sikkert at jeg ikke kan køre samme livsstil som tidligere, altså med et godt hus, lækker bil, rejser, og alt det vi ellers har råd til, og det vi har skabt i de 12 år vi har boet her i huset, vil være pist væk. Samtidig vil jeg nok skulle være i en ordning med delebørn, som jo gør at jeg er meget mere begrænset både i forhold til min sport og i forhold til festlige aktiviteter.

Ude fra set, har jeg jo alt det man kunne ønske sig. Men jeg ved selv nu at der virkelig mangler noget for at jeg føler mig lykkelig. Og det er jeg nu begyndt at få et andet sted. Og det er virkelig noget rod, som ikke kan vare ved.

Nu er jeg virkelig splittet - jeg ønsker jo blot at leve et lykkeligt liv, i det omfang det kan lade sig gøre.

Dog er min aller højeste prioritet, at mine børn ikke skal lide overlast eller blive midtpunkt i en konflikt. Derfor skal tingene ske ordentligt, uden for meget drama. Og hvis omverdenen skal vide at jeg har lært B at kende, skal forhold med A være afsluttet først.

Som jeg ser det nu, har jeg 2 muligheder.

1. Glemme en pige som jeg er forelsket i. Droppe hende og prøve at reparere forholdet til min kone. Jeg man mærke at jeg ikke kan gå helhjertet ind i fx parterapi med A, så længe jeg er forelsket i B. Og forelskelsen er ikke bare sådan lige til at fjerne. Og jeg ønsker slet ikke at såre en pige jeg er forelsket i.

2. Få gjort rent bord på hjemmefronten, og meddele A at jeg vil skilles, eller i det mindste at vi bør prøve at flytte fra hinanden, i en periode. Og så bruge den periode på at se hvad der skal ske. Men det er slet ikke sikkert der er grundlag for et forhold til B når det først bliver hverdag. Derfor skal jeg nok snarere gøre op med mig selv, om jeg ville have det bedst med at være alene, eller bedst i den nuværende situation. Worst case scenariet hvis vi bliver skilt, er jo at jeg sidder alene og ensom i en fesen 2-værelses lejlighed i Nordvest. Uden den kærlighed fra en kvinde, som jeg har gået og manglet i alle de år, nu kun med mulighed for at se mine børn 2 gange om måneden... Den situation lyder jo heller ikke rar.

Hver gang jeg er herhjemme i huset med børnene, tænker jeg at det her alligevel ikke er værd at give op, at det er den gode ramme om mine børns liv, og et sted hvor jeg føler mig godt tilpas og har alle mine ting og vi har skabt et relativt godt og stabilt liv her de sidste mange år. 

Men hver gang jeg mødes med B, føler jeg at jeg får alt det, som udfylder det tomme hul som jeg har haft inde i kroppen, og som er blevet større og større de sidste 6-7 år. Her taler jeg ikke om sex osv, men blot det at kunne mødes med en pige som synes det er dejligt at se én, og som gerne vil bruge så meget tid som muligt, og har lyst til at kysse og nusse og kramme og holde i hånd.

Det kan selvfølgelig godt være det hele er lidt mere spændende fordi det både er nyt og "forbudt", og der er også et par ting ved B, som gør at jeg ikke helt ved om vi ville være et godt match i en hverdagssituation.

Jeg er ikke selv verdens nemmeste person at leve sammen med, jeg har nok mine særheder, bl.a. er jeg ikke super god til at få tingene gjort samme dag som de burde blive gjort, og kedelige opgaver som oprydning etc. kan godt blive nedprioriteret.

Dette er én af hovedårsagerne til at min kone og jeg oftes skændes.

B er en meget speciel pige, og det er måske også derfor at hun som 36-årig stadig er single, selv om hun er både pæn, dejlig og skide sød.

Jeg kan se at nogle af mine særheder, som giver konflikter med min kone, dem har B i endnu højere grad. Faktisk sådan at da jeg så hendes lejlighed, tænkte jeg "Hvis jeg boede her, ville jeg nok bruge lidt tid på at få styr på det hele" - men samtidig tænkte jeg "dejligt at være sammen med én som heller ikke er så hysterisk hvad angår oprydning og rengøring etc".

Men jeg er i tvivl om det kan skabe problemer i længden, eller om jeg er så heldig at have fundet min soulmate, hvor vi begge har nogenlunde sammenfaldende quirks, som gør at vi forstår hinanden...

Der er ingen tvivl om at hjernen siger A, mens hjertet siger B...