Påsken - en af danskernes tre højtider. Julen. Sommerferien. De to andre. De færreste vil nok mene, at de er højtider i kraft af deres oprindelige udspring. Jeg mener: Hvor mange høster i sommerferien? Hvor mange bruger julen til at meditere over julens budskab om, at Gud blev født til jord? Hvor mange sidder med ved alle Folkekirkens fire påskegudstjenester? Jeg tillader mig at tvivle på, at det er flertallet!
     De tre højtider er nok mere højtider på grund af deres enestående mulighed for at holde fri, bruge tid med og på familien og med forholdsvis god samvittighed indtage cremen af de kulinariske bomber, som hjemmenes husmødre og -fædre kan diske op med. Påsken, julen og sommerferien er hygge, fritid og samvær. Ikke noget at sige til, at det er højtider. Noget vi ser frem imod.
     Men påsken er mere end det. Det er også chokoladeæg pakket ind i celofan, gækkebreve, påskekyllinger, påskeharer, påskebryg, påskelam og - hvis man følger renæssancens "brøler", der vedholder kræver os 'ad fontes' ('til kilden') - korsfæstelsen af en tømrersøn fra Nazaret.
     Hælder man mest til alt det første, så holder man påske. Er man mest til kildevand, så fejrer man påske. På samme måde er det med julen. Man kan holde jul og man kan fejre jul.
     Selv fejrer jeg påske.
     Ikke så meget fordi tømrersønnen blev naglet fast til et par korslagte stolper, som blev rejst på en høj uden for Jerusalem.
     Ikke så meget fordi han led en smertefuld druknedød med et hav af smerter inden døden holdt sit nådige indtog.
     Ikke så meget fordi en masse mennesker sørgede over ham, da han døde.
     Hvorfor skulle jeg det? Jeg var ikke engang født endnu - der var ikke engang tænkt på mig! Og det skete i en helt anden del af verden. Det angår ikke mig!
     Jeg fejrer ikke påske, fordi Jesus døde. Det var jo ikke noget særligt. Jeg fejrer påske, fordi han stod op fra graven igen. Det lyder helt forrykt og fantastisk. Det er det også. Jeg fejrer påske, fordi Jesus stadig lever. Flere end 500 mennesker så tømrersønnen lyslevende igen i dagene efter, han blev erklæret stendød. Af de mennesker, som var tæt på tømrersønnen, var der kun en, som ikke blev henrettet for sin påstand om, at tømrersønnen sprængte dødens lænker. Det er bevis nok for mig. Jesus, tømrersønnen, lever i dag. Han var virkelig Guds søn - sådan som han sagde.
     Hvis det er sandt, hvad millioner før mig har proklameret, at Jesus, Guds søn, døde af kærlighed til mig, så er det en begivenhed, der langt overstiger en tilfældig dag i september, nogen verdenskrig og en hvilken som helt allieret besættelse. Så var det virkelig en højtid dengang for ca. 2000 år siden - en højtid med klare paralleller til krigen mod ondskabens akse af i dag. Dengang satte Gud sit afgørende slag ind mod ondskabens akse! Han vandt!
     Hvis det er sandt, så må vi virkelig ad fontes alle mand. Den kilde må ikke tørre ud!