Marina Dean kunne næsten ikke komme frem. Sneen føg hende i ansigtet men hun fortsatte ufortrødent. Det var vigtigt for hende at komme først. Da hun var draget af sted med hesten havde vejret været dejligt. Solen havde skinnet fra en skyfri himmel. Men nu kun to timer senere sneede det som om himmelen var ved at falde ned i hovedet på dem.
   Men det skulle ikke forhindre Marina i at vinde væddemålet. Hun skyndte lidt på hesten. Ikke så meget at der ville ske noget med den, men så den satte farten lidt op. Hesten reagerede lige som hun havde regent med. Farten blev øget en smule. Ikke nok til at den blev usikker på benene, men nok til at de nok skulle vinde over hendes pralende lillebror.
   Lige så pludselig som den var begyndt, stoppede sneen. Hun skulle lige til at drive mere på hesten da hun opdagede noget. Op af en træstamme sad en mand. Sammensunket, med en kæp hvilende mod skulderen, sad han og så meget død ud. Hun holdt hesten an men stod ikke af.
   - Hallo, er der noget galt. Manden rørte sig ikke ud af stedet. Hun blev urolig og stod af. Tøjlerne trak hun over hovedet på hesten, så skulle den nok blive stående. Så gik hun ganske forsigtigt over mod manden. Han rørte sig stadig ikke.
   - Hallo. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans arm. Manden reagerede men ikke som hun havde forventet. Han sprang op med et sæt, Marina blev så forskrækket at hun satte sig på bagen i sneen. Siddende der kunne hun kun se op på manden, han virkede uendelig stor.
   - Jeg er ked af at forstyrre men det er for koldt til at side her ude. Hun forsøgte at rejse sig igen, men det var ikke nemt i den dybe sne. Manden brummede bare.
   - Selv tak, det gjorde ikke noget at stoppe op. Hun brummede selv ironisk medens hun kæmpede for at komme op. Endelig kom hun på benene. Men manden virkede stadig uendelig stor. Pelsen han havde på fik ham til at ligne en bjørn. Men da han i det samme kikkede på hende så hun lige ind i de flotteste øjne hun længe havde set.
   - Du kunne bare have ladet mig side! Manden stemme var rug. Som om den ikke var brugt længe.
   - Jeg bad ikke om hjælp. Se at forsvind. Så vendt han sig om og med en sagte stønnen, forsvandt han mellem træerne. Marina kunne ikke gøre andet end at stå og kikke forundret efter ham.
   Hun kunne heller ikke lade være med at lægge mærke til at han humpede af sted. Og da hun gik over til det sted hvor han havde siddet kunne hun se der var blod på jorden. Manden havde været såret. Men han ville helt sikkert ikke lade sig hjælpe.
   I det samme hørte hun nogen komme ud i rydningen. Hun håbede lidt det var manden fra før. Men det var hendes bror. Hun havde glemt alt om det fjollede væddemål.
   Alex stoppede op ved siden af hende. Marina sad stadig på hug ved det hul i sneen mandens krop havde lavet. Så kom to hunde stormende ud af skoven. Den ene var Alex Belgiske ulvehund, Felix. Den anden var en hun aldrig havde set.
   Da den opdagede hullet Marina nærmest sad i begyndte den at hyle. Den borede sig ned i hullet til hende. Her lugtede den lidt til blodet og satte så i at gø. Den satte i løb i samme retning som manden var gået. Både Marina og Alex stod og kikkede efter den.
   Alex kikkede interesseret på sin søster. Det var første gang længe hun havde vist nogen interesse for andet end hendes to børn. Ikke siden hendes mand var gået, kun medbringende Marinas unge sekretær. Marinas familie var ikke sikker på hvem hun savnede mest. Manden eller sekretæren. Alex glædede sig til at fortælle det til storesøsteren Cama og til deres mor. Bera havde været nervøs på datterens vegne længe.
   Marina sad op igen og som Alex havde regnet med drejede hun ikke hesten hjemefter. Hun skulle til at følge hunden men ombestemte sig. Hun red over til ham.
   - Jeg skal bruge mobilen. Han rakte den til hende og hun tog den,
   - Og så skal jeg have din pistol! Hun rakte hånden bydende frem. Alex rystede på hovedet.
   Selv om Marina ejede et bodyguard bureau og havde tilladelse til at bære våben kunne han ikke bare give hende sin. Han var politibetjent. Normalt havde de ikke våben med når de ferierede hos deres forældre. Men Alex var på en sag og havde derfor stadig sine våben på sig. Det havde Marina ikke.
   - Jeg er ked af det, søster. Du ved jeg ikke må låne min pistol ud. Han tak undskyldende på skuldrene.
   Men inden han kunne gøre noget rakte hun over og trak hans gevær ud af hylsteret. Og med det under armen satte hun af sted i den retning hunden var løbet.
   - geværet er dit private så det låner jeg. Hun løftede det en lille smule for at hilse og så red hun af sted. Dog råbte hun efter broren da hun forsvandt mellem træerne.
   - Der var en mand. Hunden kan være ude efter ham. Han var såret. Jeg ringer når jeg ved mere. Hun vinkede over skulderen med geværet.
   - rid hjem og sig det til dem alle. Jeg ringer. Vær ikke nervøs.
   Men hun måtte dog snart tage farten af. Træerne stod tæt og der var næsten helt ufremkommeligt, hun var nød til at stige af og trække hesten efter sig. Et stykke tid kunne hun se at hunden løb et stykke efter manden, men så nåede den ham. Heldigvis var der ikke spor efter en kamp, hunden måtte følges med manden.
   Hun overvejede flere gange at opgive, der var så ufremkommeligt at hesten næsten ikke kunne komme frem. Men han var såret så hun kunne ikke bare lade ham være. Hun måtte dog også indrømme at hun var nysgerrig. Et af hendes virkelig store problemer. Hun kunne ikke holde næsen for sig selv. Så derfor var hun nu på vej gennem næsten ufremkommeligt terræn med et ladt gevær i hånden.
   Hun havde ikke gået langt før hun kunne høre stemmer i det fjerne. Hun bandt hesten til en gren og med mobilen i lommen og geværet i hånden gik hun forsigtigt videre. Først da hun hørte et skud begyndte hun at løbe.
   Manden hun havde set havde været ubevæbnet. Hun nåede kun lige at kaste sig ned da skoven lige pludselig ophørte. Hun kikkede sig omkring. Hun lå i udkanten af en lysning. Lysningen var ikke ret stor, men dog stor nok til det lille hus hun kunne se et stykke væk. Døren var åben og der lå et menneske på ryggen i åbningen, hun kunne se fødderne.
   Hun begyndte at kravle frem til hun kom så tæt på at hun kunne se personen. Det var manden fra skoven. Han lå helt stille og hun var igen i tvivl om hvor vidt han var i live. Denne gang kravlede hun over ham. Lagde en hånd over pulsen der heldigvis slog som den skulle. Hun skulle lige til at lægge geværet da hun hørte stemmer indefra huset.
   - Hvor fanden har han gemt ungerne. Find dem. Stemmen var grov, Marina kunne mærke nakkehårene rejse sig. Hun rejste sig forsigtigt uden at støje og med geværet trykket til skulderen listede hun indenfor.
   - Jeg tror jeg har fundet dem. Det var ikke den samme stemme. De måtte være to. Marina kikkede ind i et stort køkken. En trappe førte ovenpå. Og her kunne hun se en mand stå i døråbningen til et værelse.
   Medens hun listede op af trapperne og håbede på at de ikke ville knirke gik manden med den grove stemme ind i værelset. Hun kunne nu se at den anden var blevet udenfor. Han stod heldigvis med ryggen til hende. Uden at tøve et sekund hamrede hun kolben på geværet ned i hovedet på ham. Med et suk sank han om. Han var i live. Hun trak ham i armen og det lykkedes hende at få ham over til gelænderet. Her bandt hun begge hans hænder til gelænderet med hans egen livrem.
   Så listede hun over til døren. Synet inde i værelset var gruopvækkende. Manden stod og trykkede en pude ned over ansigterne på to meget små babyer. Begge to lå i den samme vugge. Uden en lyd listede hun over til ham. Og medens hun rakte ud efter vuggen hamrede hun kolben ned i et hoved igen. Denne gang med større kraft. Manden sank sammen og som hun havde regnet med var han lige ved at trække vuggen med.
   Men det lykkedes Marina at gribe den. Den blev stående. Hun stak forsigtigt hånden ned i vuggen, fjernede puden, og sikrede sig at begge babyer stadig levede. Det gjorde de heldigvis. Men da hun lagde hånden på halsen af manden var der ingen puls. Han var død. Hun havde sikkert knust hovedet på ham. Men det rørte hende ikke.
   Ude på gangen var manden der var bundet til gelænderet begyndt at røre på sig. Han stønnede og gav sig. Men hun havde bundet ham så han ikke kunne komme fri igen. Hun trak vuggen efter sig da hun gik ud af værelset. Babyerne skulle ikke ligge ved siden af liget. Ude i gangen stillede hun den så manden ikke kunne nå den.
   Så trådte hun over ham. Gik ned af trappen og over til døren. Manden der var stadig ikke kommet til sig selv. Og nu opdagede hun at hunden lå bag døren. Både hunden og manden blødte. Hun trak manden forsigtigt ind, simpelthen ved at trække i kraven på hans pels. Så sparkede hun døren i og med geværet under armen gik hun nu huset efter. Foruden værelset de to små havde sovet i var der et soveværelse ved siden af. I stuetagen var der et stort køkken/alrum og et badeværelse. Alle rum var tomme.
   Hun vidste hun ikke kunne flytte på manden men hun kunne ringe efter en ambulance. Hun fandt mobilen frem og kaldte alarmcentralen. På en opslagstavle hang der et kort. Og der kunne hun finde vejnavnet. Det gav hun videre til centralen der ville sende ambulance og politi ud med det samme.
   Men så bankede det på døren. Først vidste hun ikke hvad hun skulle gøre men så hørte hun Alex kalde på sig udenfor. Med geværet under armen åbnede hun døren.
   - Det var godt du kom. Jeg har lige myrdet en mand. Igen. Hun grinede prøvende til ham men han smilede overhovedet ikke tilbage. - Lillebror, du har overhovedet ingen humor. Jeg myrder ikke løs. Denne gang må jeg godt! Manden var ved at kvæle to babyer, med en pude. Hun trak broderen med over manden der stadig lå i pelsen på gulvet.
   - De er alle fire her oppe. Jeg ville ikke begynde at flytte for meget rundt på noget. Hun trak ham med op af trappen. Manden der lå bundet der var nu helt ved bevidsthed igen. Uden at værdige manden så meget som et blik pegede hun ind i værelset. Så gik hun over til vuggen hvor de to babyer var ved at vågne.
   - Jeg hader virkelig børnemordere! Hvorfor skulle du lige komme nu?
   Hun gik over til vuggen og kikkede ned i den.
   - Så meget... Hun greb om geværet og rettede det mod mandens hoved.
   - Nogen bliver nød til at give mig nogle svar! Og det lidt hurtigt. Hun afsikrede geværet og trykkede det nærmere ind til hans hoved.
   - Marina, du ved godt jeg ikke kan hjælpe dig. Jeg er politiet. Men jeg er slet ikke kommet endnu. Marina smilede lidt.
   - God ide. Ingen ved at det ikke var selvforsvar! Ingen har set eller hørt noget. Nu grinede hun højt.
   Manden på gulvet var begyndt at klynke. Han vidste ikke hvem der var mest vandvittig.
   - Du er tosset, du slipper ikke fra at myrde mig! Han så på hende med frygt i øjnene.
   - Hvem vil tro på en morder. En børnemorder. Jeg kom ind og fandt dig og din partner i gang med at myrde babyerne. Da jeg forsøgte at forhindre jer, angreb du mig og jeg måtte skyde dig.
   - Hvem tror du de vil tro på? En børnemorder eller en kvindelig bodyguards? Jeg tror svaret giver sig selv. Men jeg er parat til at lytte. Hvis du skulle have noget at fortælle?
   - Jeg fortæller dig hvad som helst, bare du skåner mit liv… Hans stemme var klynkende, næsten ikke til at holde ud at høre på. Marina smed geværet over til Alex og gik over til vuggen.
   Begge babyer sov stadig. Intet kunne åbenbart forstyrre de to når de sov. Hun gik nedenunder samtidig med at Alex begyndte at tage notater.
   Nu var det så tid til at kikke til kæmpen. Marina var bange for at det måtte stå helt grelt til, for han havde overhovedet ikke reageret på den larm der havde været. Hun begyndte med hans pels. Den var blodig flere steder men hun vidste stadig ikke hvor og hvor meget han blødte. Pelsen blev åbnet og hun opdagede at han blødte to steder.
   Han havde et grimt sår i skulderen og det blødte også fra han ben. Hun lagde en forbinding om det. Bukserne han havde på var blevet skåret op og det så ud som om det ikke blødte mere. Men såret i skulderen var dog være. Hun kunne se at det stadig blødte meget. Hun fik lidt dårlig samvittighed over at bare have ladet ham ligge der, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Hun skulle lige til at ringe til centralen igen, da hun hørte sirenen i det fjerne. Og inden længe lå manden i en ambulance, på vej til sygehuset. Alex kørte sammen med politiet og deres fange, og liget oppe på værelset blev fjernet. Så var der endelig tid til hunden.
   Heldigvis så det bare ud til at være et slag. Og inden længe kom den til sig selv. Marina sørgede for at den fik et tæppe at ligge på og en skål med vand blev stillet frem til den. Marina fandt mobilen frem igen. Alex svarede ved andet kald. Hun fik de informationer hun skulle bruge, ringede et par gange mere og gjorde sig så klar. Alex ringede tilbage medens hun gik og samlede nogle ting sammen til tvillingerne. Hun ville blive i huset til der kom nogen der kunne tage sig af de to små. Manden var blevet afhørt. Han var blevet opereret, men var ved bevidsthed. Han havde fortalt hvad det alt sammen gik ud på.
   Hans navn var Matt Valentin. Han var privatdetektiv. Men med en fortid i politiet. Den døde mand hed Svend Olafson. Han havde ikke mindre end fire mord på samvittigheden. Matt havde anholdt hans lillebror for mord og brandstiftelse for 4 år siden. Lillebroren var blevet dømt til døden medens Svend havde fået 4 år for meddelagtighed i brandstiftelse. Svend Olafson var først selv kommet ud af fængsel for et halvt år siden. Han havde ikke spildt tiden. I den tid var det lykkes ham at udrydde det meste af Matt og hans partner, og dennes familier. Efter at have myrdet Matts forældre havde han kastet sig over Matts partner. Han var død i en bilulykke. Nu var Matts søster og svoger de næste på listen. En bilulykke var blevet arrangeret og svogeren, Robert, var død. Men Matts søster, Sandra, havde sammen med tvillingerne overlevet, nærmest ved et mirakel. Men hun lå stadig i coma på hospitalet.
   Da Svend havde hørt at tvillingerne var hos Matt havde han set chancen til at ordne problemet en gang for alle. Men heldigvis var en lille nysgerrig kvinde kommet i vejen. Og Matt havde stadig sin søster og sine to niecer.
   Marina smilede bare inden hun hilste farvel og lagde røret på igen. Men hun havde kun lige lagt den da mobilen ringede igen. Denne gang var det hendes mor. Hun havde prøvet at få fat i Alex hele dagen, om Marina havde set eller hørt fra ham. Marina kunne berolige sin mor med at det havde hun, lillebror havde det godt. Hun skulle ikke bekymre sig. Og efter at have hilst farvel lagde hun på.
   Så gik hun grinende op til kontoret. Satte sig ved skrivebordet og fandt i arkivskabet mappen med Svend Olafson´s navn. Udenpå satte hun en gul seddel hvor der med store bogstaver stod: OPKLARET.
   Smilende gik hun ud af kontoret og nedenunder igen, her satte hun sig med en bog.
   Hun havde siddet et par timer. Overvejet hvad hun skulle gøre. Hun havde sin egen familie at tage sig af. Men hun kunne ikke bare gå fra de små. Hun overvejede stadig da det ringede på døren.
   Udenfor stod en ældre kvinde.
   - Jeg er ked af det, jeg kommer uanmeldt. Men er Matt hjemme? Kvinden så lidt forvirret ud. Marina smilede til hende.
   - Han er ikke hjemme lige nu. Kan jeg hjælpe? Marina rørte sig ikke ud af stedet.
   - Jeg er Helena, Roberts mor. Da Marina rystede på hovedet, gav kvinden lidt mere.
   - Matts søsters svigermor. Jeg skulle hjælpe Matt med tvillingerne til Sandra kommer ud fra hospitalet. Hun fandt en pung frem.
   - Jeg kan bevise hvem jeg er! Men Marina rystede på hovedet. Hun havde hørt nok.
   - Matt er også på hospitalet, jeg er Marina Dean. Jeg fandt ham her. Det er en længere historie. Kom ind så laver jeg os en kop te og fortæller dig hvad der er sket. Kvinden, Helena, gik med ind.
   De drak en kop te og Marina fortalte hvad der var sket. Helena var ikke i tvivl. Hun ville blive til Matt var kommet ovenpå.
   Marina sikrede sig at Helena var ordentligt installeret inden Marina sadlede hesten, vinkede farvel til Helena og red hjem. Måske ville hun besøge Matt næste dag. Måske ikke.