Gnomerne
   Vinteren var stadig over beboerne i Den magiske have, da der flyttede nye medlemmer ind. I bunden af haven, næsen helt inde i skellet stod et højt grantræ. Træet nåede efterhånden helt ind i himlen. Eller næsten..
   Magnus var som altid stået tidligt op. Han elskede at være den første der gik ud i sneen. Men i dag havde der allerede været nogen der. For nederst i haven var sneen fyldt med små bitte fodspor. Alle var de samlet om det høje grantræ der stod i bunden af deres have.
   Magnus gik nærmer. Så for første gang en af dem der havde afsat de mange fodspor. Et lille bitte væsen klædt i en tyk vinterpels der nåede helt ned til jorden kom pludselig frem bag træets tykke stamme. Det lille væsen stoppede forbløffet op. Og med et skrig for de begge i hver sin retning.
   Magnus så sig ikke tilbage en eneste gang, da han løb gennem haven tilbage til nisseboet.
   - Mor, mor! Skynd dig at komme. Der er nogle småfolk i haven.. Han lukkede ikke døren bag sig. Løb bare ind og kravlede ind i sin alkove.
   Maria så forbavset på sin søn der hurtigt lukkede døren ind til alkoven. Hun rystede på hovedet og gik over og lukkede døren indtil. Det trak sådan udefra. Sig gik hun over til alkoven.
   - Magnus, kan du åbne døren igen. Hun bankede på døren. Men den forblev lukket.
   - Magnus, luk så op. Hvad mener du med småfolk? Først nu blev døren åbnet en lille smule. Ikke engang toppen af hans lille røde hue kunne komme ud gennem sprækken.
   - Er du sikker på de ikke er fulgt efter mig, mor? Helt sikker? Han blev siddende indenfor og holdt fast i døren.
   - Ja, selvfølgelig er jeg sikker. Her er ingen andre end os, skat! Hun pegede mod døren, den gik i det samme op. Magnus gav et skrig fra sig. Og døren blev smækket i.
   Silke kom ind af døren, hun stillede den tomme kurv på den skibskiste der stod indenfor døren ved siden af den indendørs brønd.
   - Jeg så der var ved at flytte gnomer ind i det store grantræ nede for enden af haven! Hun gik ind og gned sin næse mod sin mors. Maria smilede og tog fat om den ene af Silkes fletninger. Fletningen var flot. Men sløjfen var gået op. Hun bandt den hurtigt og rutineret. Den unge nissepige fortsatte spekulativt.
   - Jeg kan ikke forstå det. Der er ikke kommet nogle af de blomster der skal varsle foråret. Hun blev tålmodig stående og lod sin mor binde sin sløjfe.
   Lasse kom ud af badeværelset. Han havde hørt hvad de havde snakket om medens han havde siddet i badet.
   - Nell sagde det i går. Foråret mangler Feerne til at hjælpe det i gang. Hun kan ikke nå det alene. Hun tager af sted i morgen.
   - Men hvad er der med Magnus? Han gik over og åbnede døren ind til alkoven. Nissedrengen sad trykket op til væggen og kikkede bange ud. Da han så det var hans far det havde åbnet døren sprang han over i hans arme.
   - De små kommer og tager mig! Han knugede sig ind til Lasses skjorte, han havde ikke nået af få vesten på endnu. Maria tog den fra skuffen mellem alkoverne og holdt den frem, medens han tog den på. Det var ikke nemt med drengen hængende om halsen.
   Han gik resolut over og satte drengen på bænken langs væggen. Tvang ham til at slippe. Så satte han sig i sin stol.
   Så kom Lisa ind, hun var altid tidligt oppe. Tidligere end Magnus. Hun gik bare ikke ud. Hun havde været inde ved siden af med en besked fra mor til morbror Martin. Nu kom hun ind og satte sig ved siden af sin bror.
   - Hvad er Magnus så bange for? Selv om hun ikke havde været der og hendes bror ikke havde sagt en lyd, vidste hun bare at han var bange.
   - Magnus har set gnomerne i bunden af haven! Silke satte sig på sin plads ved siden af Lisa. De tre børn sad på bænken. Mor og far havde deres egen stol. Fars var større end mors. Men mors havde en blød pude.
   - Hvilke gnomer? Hvad er en gnom? Lisa så op fra grøden mor lige havde hældt op i hendes skål.
   - Er der gnomer i haven? Det var far det tog ordet. Han så fra Silke til Magnus. Begge nikkede.
   - Det lyder da herligt! Vi må gå ned og hilse når vi har spist! Han tog sit krus med te. I det samme bankede det på døren. Silke rejste sig og gik ud og åbnede.
   Det var Martin der kom ind sammen med Sebastian.
   - Jeg har hørt der er gnomer i haven! Vi må gå ned og ønske dem velkommen! Sebastian som ikke sagde så meget nikkede.
   Maria så fra den ene til den anden. De tre nisser var så forskellige som dag og nat.
   Lasse var den ældste, 221, han havde snehvidt hår og mørke øjne. Som ung nisse havde hans hår været sort som kul. Han havde et stort smittende smil. Hans overskæg var lige så hvidt som hans hår. Hans kinder var runde med smilehuller. Han var venligheden selv af se på.
   Martin var Marias tvilling. Alle nisser havde en tvilling. Ligesom Maria var Martins gule hår blevet hvidt. Hans øjne var blå som himmelen og han havde fuldskæg. Ikke noget stort. Men han brugte meget tid på at børste og klippe det.
   Sebastian var den yngste af nisserne, kun 112. sidste år havde de fejret hans 111 år. Der var blevet holdt en stor fest og der havde været nisser fra hele verden for at fejre ham. Og han havde holdt tale. Lisa havde grint og sagt man ikke kunne høre noget, han talte ned i sit skæg. Men det var fordi han havde en talefejl. Han kunne ikke sige F. Det blev til D i stedet for. Hans grønne øjne så altid lidt vagtsomme ud.
   Lasse havde allerede rejst sig. Han tørrede sig om munden med servietten og gik så ud for at tage overtøj på. De to andre fortrak hurtigt. Maria, Silke og Lisa skyndte sig at tage af bordet. De ville ikke gå glip af noget. Silke for ud og hjalp far med at tage overtøjet på. Maria fik Magnus i overtøjet. Lisa hjalp sig selv. Snart var de alle klare. De gik ud i mellemgangen.

- En kæmpe, en kæmpe. Den lille gnom Moro kom løbende ind. Han lokaliserede hurtigt sin far, sprang over til ham, slog hans frakke til side og kravlede ind under den. Der satte han sig på hans fod og holdt godt fast i hans ben.
   - En kæmpe? Her i haven? Åhh nej, åhh nej. Den unge gnomkvinde, Modo kikkede på sin mand. Det så ud til at den have de havde haft så store forhåbninger til, ikke kunne blive deres hjem alligevel. Will gik over og lagde armene om hende. Det var ikke nemt, med Moro hængende om benet.
   - Det kan være ungen har set forkert. Han løftede benet.
   - Tag den væk, tag den væk.. Drengen fik fat i frakken og trak den til sig. Men nu havde Modo fået nok. Hun tog fat i den lille og trak ham væk fra hans fars ben.
   - Hvad er det for noget med en kæmpe? Vi havde da hørt at der ikke har boet nogen i haven i over 100 år. Her skulle vi kunne bo! Hun så på ungen der nu klamrede sig til hende.
   - Den storeste en jeg nogen sinde set.. En mægtig kæmpe.. Og den garnteret æde mig. Modo grinede højt. Hun havde hørt om mange forskellige væsner, men ingen der spiste gnomer.
   - Der er ingen der spiser sådan nogle grimme små gnomer som dig. Hun gned kærligt hånden gennem det stride hår. Men Moro var ikke sikker. Han rystede på hovedet..
   - Den var hyggelig… virkelig hyggelig.. Kommer tager mig.. snart.. Passa på.. Han knugede sin mors hånd..
   - Beskriv kæmpen for os.. Will satte sig på hug. Moros søskende var også kommet til. Den lille Li'goli holdt godt fast i sin ældste søster T'Pel. Og lille Vi'golis klamrede sig til både Di'jon og Dio'on. Alle stod nu og lyttede.
   - Det en kæmpestor.. Store tykke kinder. Han pustede kinderne op, for at vise hvad han mente.
   - Onde, onde øjne. De var ligesom himmelen. De så godt nok farlige ud.. Han lavede et par kæmpestore øjne, men det så ikke særlig farligt ud. De andre kunne ikke lade være med at fnise. Will løftede advarende hånden, og der blev ro.
   - Den havde kæmpestore hænder. Med kun en finger. Og dens hoved var helt rundt og spids. Og så var den rød øverst.. Den lavede grimasser til mig. Og så, så farlig ud. Jeg var så bange. Igen begyndte den lille gnom at ryste. Will forbarmede sig og løftede ham op.
   Modo så sig om i det værelse de stod i, det var allerede klar til indflytning. Det var det nederste værelse. Det skulle fungere som spisestue. Der i hjørnet, skulle deres flytbare komfur have stået. Og lemmen ned i jorden til forrådskammeret var allerede lavet, det samme var det store bord de skulle spise om. Vindeltrappen midt rummet var næsten færdig. Nu var det hele spildt. De ville ikke kunne flytte ind.
   - Det er da ikke en kæmpe. Det er en nisse. Will rystede grinende på hovedet.
   - Nisser er ikke farlige for os. Staklen er sikkert blevet lige så bange for dig som du for ham. Især eftersom de ikke allerede er her. I det samme bankede det på døren. Nisserne var her.

Alfa og Adam var blevet sendt over efter Nell. Magnus syntes det var uretfærdigt. Nell var hans bedste ven, det skulle have været ham der gik. Men så alligevel. Gnomerne kunne være hos Nell. Hun kunne være kommet til skade. Det skulle virkelig have været ham der gik.
   Men der var ikke sket noget med Nell. Hun ventede på dem udenfor. Som altid havde hun sin tykke frakke over sig. Hendes hår og vinger var det eneste af hende der stak ud. Og så en rød strømpetå. For Nell gik ikke med sko. Hun havde bare de tykke strømper, som Silke strikkede, på.
   Nells føder, kunne ikke bære hende særlig længe af gangen. Det meste af tiden svævede hun lige over jorden, kun når hun var inde gik hun rundt. Nu svævede hun lige over sneen. Hun havde den lille Alfa trykket ind til sig. Alfa og Adam var kun 9 år. Og var stadig mindre end Nell. Alfa der havde været syg det meste af vinteren var nu så lille og fin at Nell kunne bære hende uden problemer.
   Adam stod ved siden af dem. Lillian fik sin lille datter i armene. Pigen var næsten klar til en lur. Den korte gåtur sammen med broderen havde taget hendes energi. Men hun ville med over til gnomerne. Lillian bar hende ned gennem haven.
   Martin gik forrest. Haven var stille. Selv nede ved det store træ var der helt stille. Kun de mange fodspor i sneen vidnede om at der havde været nogen. For neden på træet, helt nede ved foden var et andet træ en gang blevet fældet. Det store grantræ var mere eller mindre vokset sammen med træstubben, der var blevet skubbet lidt op af jorden. Den skabte et naturligt tag over de utrolig flotte dobbeltdøre der var skåret ud af to store stykker træ.
   Martin og Lasse gik op til døren. De bankede på den men der skete ikke noget. Ingen åbnede. Pludselig opdagede Nell noget. Hun lagde en hånd på Lasses arm.
   - Ingen kan gå ind. Hun pegede på en udskæring på døren.
   - Ikke andre end mig. Det er derfor der ikke bliver åbnet. Hun lod en finger følge tegnet der var riset ind i døren. Set var en hængende blomst med et kryds over.
   - Hvad mener du? Lasse så på hende. Han var læge. Nell forklarede.
   - Gnomerne har fået den frygtede Askpo. En yderst dødelig sygdom for alle væsner. Den er ikke så kendt, mest fordi det kun er gnomer der kan få den, og overleve. Hvis et andet væsen for den så er de dødsdømte.
   - Gnomerne her har den! Helt sikkert! Lillian var gået et skridt tilbage med den i forvejen syge Alfa. Lasse lagde armen om Magnus. Han havde været tæt på dem.
   - Sygdommen smitter kun hvis man rører ved dem. Hun så på Magnus. Han rystede på hovedet. Han havde ikke rørt den lille gnom han havde set.
   - Bliv her, jeg går indenfor og ser om de stadig er her. De er nok næsten klare til at drage videre. De ved ikke at jeg stadig er i live. Stakkels gnomer.. Nell sukkede dybt. Fløj helt over til døren og landende.
   Hun lukkede døren op. Som hun havde regnet med var der vildt virvar indenfor. Alle løb rundt mellem hinanden for at pakke og komme væk. De stoppede op og stirrede bange på døren da den gik op.
   Will for over mod døren. Men inden han kunne nå at lukke døren var Nell indenfor. Han stod som lammet og så den lille fe komme glidende ind. Så faldt han sammen på gulvet. Modo som havde set ham for over til ham. Hun forstod ikke hvad den lille person der kom ind repræsenterede. Will græd bare som pisket. Nell strakte en hånd og strøg ham over kinden.
   - Jeg skal nok hjælpe jer. Jeg for lige mine venner til at hente de ting jeg skal bruge. Hvor mange er I. Hun så på Modo. Modo der nu havde set hvad hun var for en, græd sammen med sin mand.
   - Vi er otte. To voksne og seks børn. Nell nikkede, smilede til børnene der stod og så helt forbavset ud. De havde ikke set nogle andre siden de blev syge. Og at de havde sygdommen var tydeligt. Alle havde de, sårene i ansigterne og på hænderne. Nell kunne se det var i sidste øjeblik for den lille. Sårene dækkede nu næsten hele ansigtet.
   Hun for ud af døren. Udenfor stod de alle og ventede på hende.
   - Rør ikke ved mig. Jeg skal bruge nogle ting, og om en uge kan vi alle møde vores nye naboer. Lasse nikkede.
   - Hvad skal du bruge? Lasse lyttede opmærksomt, det samme gjorde Rune. Han ville være læge som sin onkel. Så snart Nell havde fortalt hvad hun skulle bruge løb han sammen med Lasse tilbage efter det.
   - Jeg bliver her. I en uge er vi farlige for jer. Og så er vi alle raske igen. Gnomerne vil ikke kunne få sygdommen igen. Og så længe jeg er her er alle sikre. Magnus nikkede. Det ville være svært at skulle undvære sin gode ven så længe, men hvis det betød at han ville få nye venner så gjorde det ikke noget.
   - Jeg kan fortælle jer lidt om gnomerne. De er otte. To voksne og seks børn. Den mindste er meget syg. En uge mere uden medicinen og den lille ville være død. Det var i sidste øjeblik de fandt haven. Wilma knugede Marias hånd. Stakkels lille skat!
   - Er der noget vi kan gøre? Noget vi kan hjælpe med uden at risikere at blive smittet? Wilma kunne ikke bare se til. Nell tænkte sig om.
   - Det ville være rigtig dejligt hvis I gider lave lidt ekstra mad hver dag. Lad det stå udenfor døren. Gnomerne bliver så svage af medicinen at de ikke selv kan lave noget. Wilma sukkede glad. At lave mad til den store familie var en smal ting for nisserne. Alle tre kvinder nikkede.

To uge senere var gnomerne på fødderne igen. Med hjælp fra Magnus lavede de rum inde i det store træ. Magnus var vild med måden de gjorde det på. Træet ville ikke dø. Det ville kunne leve videre som om intet var hændt. Væggene blev smurt med noget der gjorde at træets saftbaner blev bevaret og ført gennem det resterende træ. Der var stolper fra gulv til loft flere steder, de blev behandlet på samme måde.
   Nederst var der et stort rum. Der var komfuret blevet sat op. Sebastian havde hjulpet, han havde også lavet taburetterne til det store bord. 22 i alt. På etagen over var der to store værelser. Et til pigerne og et til drengene. Et stort badeværelse var der også. Og øverst var der soveværelset. Der var blevet lagt mange kræfter i at bygge sengene i alle værelserne. Nu stod det hele klart. Der var gjort klart til den helt store fest. Masser af mad stod rundt i det lille hjem. Lys var tændt både indenfor og udenfor.
   Alle kom med blomster og gaver. De elskede når der flyttede nye ind. Det blev spillet og sunget. Nede fra mosen kom mosekonen med sit bryg. Hun var lidt skræmmende på børnene, men de fandt snart ud af at der ikke var noget at være bange for. Den gamle kone var ikke farlig. Faktisk kunne hun fortælle nogle sjove historier om de børn der havde været i det store hus, det der lå ved siden af den magiske have.
   Fra åen var der kommet to nisser, Thomas og Julia, med deres små børn. De to nisser var et meget ungt par. De havde ikke været på besøg, siden deres bryllup for fire år siden. De boede i en gammel grævlingehule der lå ned til åen. Magnus og Lisa havde været med mor og far nede og besøge dem for et år siden, da Julia lige havde fået tvillinger.
   Mor havde sendt gårdkatten ned for at hente dem. Thomas spillede for dem på mundharmonika, Maria og Lisa sang til. Det viste sig at Will var rigtig god til at danse, og de nød meget at se at gnomerne var kommet helt til hægterne igen.
   Modo havde sammen med Wilma og Lillian. Lisa og Silke havde været af sted sammen med Nell den sidste uge. De havde brugt næsten hele Nells lager af festøv til at få foråret i gang. Men nu tittede grønne blomsterskud op af jorden alle vegne. Inden måneden var gået, ville der være blomster over alt.
   Alfa der var blevet gode venner med Dio'on. De to små piger havde hjulpet hinanden med at male nogle af alle de blomster der var blevet skåret ud af træet alle vegne. De var meget godt tilfreds med deres arbejde. Moro og Li'goli havde fundet sammen med Adam. Moro synes stadig Magnus var en kæmpe, dog var han sikker på han ikke ville spise ham. De tre små gjorde alt for at løbe i vejen. Men endelig var alt klart til festen.
   Det blev en fest de sent ville glemme. Men en ting var sikker. Det blev ikke sidste gang de ville feste med de små gnomer til den lyse morgen.