Han kunne lige så godt have talt kinesisk med japansk accent. Jeg var ikke klar i dag. Mine hjerneceller havde hovedpine og var i øvrigt i besiddelse af ekstremt dårlige ben. Professoren ved tavlen virkede oprigtigt ligeglad. Han fortsatte ufortrødent sin lange udredning af et eller andet spørgsmål, som en eller anden stræber havde stillet. Det var noget med Guds transcendens contra immanens - jeg var sat. I dag virkede teologiske spørgsmål med filosofisk klang som et bjerg uden for kategori!
     Jeg sad til anden lektion på det teologiske fakultet i Århus. Jeg sad så tilpas langt ude ved siden, at jeg kunne lade mine tanker flyve ud af vinduerne, ud over Ringgaden og videre ud over den store by. Jeg var som sagt ikke klar til teologi lige nu.
     Hvordan kunne jeg være det? Jeg havde stadig ikke fordøjet aftenens oplevelse. 2-2! Og så mod dumpekandidaterne fra domkirkekollegaerne fra Viborg. Det var ikke første gang, at Die Grüne havde stukket en kæp i et mere eller mindre velsmurt AGF-hjul. Men hvorfor lige nu? Sæsonen nærmede sig sin afslutning. Vi var i maj. Der resterede kun 6 runder og både Brøndby og FCK havde vundet. Nu var der pludselig 5 point op til 1. pladsen. Hvis Åkeby skulle få ret i sin profeti om et mesterskab inden tre år, som han forudsagde ved sin tiltrædelse dengang i julen 2003, så var det ved at være meget op over nu!
     Professoren ved tavlen kløede sig i det manglende skæg. Han var gået i stå i sin monolog. Stilheden i lokalet bragte mig tilbage til virkeligheden.
     "Om Kierkegaard ville sige det samme?" Den lærde tavleridder var virkelig kommet på overarbejde. Jeg var som sagt stadig ved foden af den teologiske bakke og lod i stedet øjnene cykle ud af vinduet igen.
     "Har du en blyantspidser?"
     Den unge, i øvrigt meget yndige dame, som sad ved siden af havde et problem.
     "Øh... hva'?" Jeg forsøgte at vinde lidt tid til at sondere terrænet. Niels Hausgaard ville vel betegne hende som "meget pæn nedover" - her var der ikke noget med tunge underansigter. Hun kunne vist godt få lov at låne blyantspidseren.
     Hun smilede - hun kunne vel være cheerleader! Og så hviskede hun igen: "Jeg spurgte om du har en blyantspidser!"
     "Nå ja, undskyld. Naturligvis. Vær så god!" sagde jeg uden at dæmpe mig. Min hæshed fra aftenen før havde endnu ikke fortaget sig, så det lød også som om jeg hviskede.
     Jeg rakte hende min cylinderformede blyantspidser, som selvfølgelig var fra fanshoppen i Bruuns Galleri.
     Hendes røde læber formede sig til endnu et smil, da hun så den. Hun skrev noget på sit papir og drejede blokken. "Ærgerligt med den kikser til sidst i går, hva'!"
     Mine himmelvendte øjne var vist svar nok. Jeg kastede igen blikket ud af vinduet og glemte helt at sige "velbekomme", da hunkønsvæsnet pænt lagde blyantspidseren tilbage i penalhuset med et "tak for lån".
     Han var blevet spillet helt blank. En dyb stikning fra Tomek lige i fødderne på Duncan. Alene med Jesper Christiansen. Jeg var fløjet op af sædet på nedre c. "Kom så de hviiiide!" Ren refleks. Sådan råbte jeg 100 gange i løbet af en kamp. Kom så Duncan - den er vigtig. Alt stod stille - bare ikke Jesper Christiansen. Med et tigerspring fistede han det noget forkølede lob fra Duncan udenom målet. Sådan noget bæ! Havde det da bare været Flo eller Thorninger i deres velmagtsdage. Selv Hans Bjerg Petersens svigermor ville kunne have scoret på den!
     Der blev pludselig et vældigt postyr omkring mig. Folk rejste sig og puttede bøger og papir i taskerne. Den unge dame ved siden af strakte sig og klaskede en hånd på blokken fyldt med sirlige notater.
     "Han er bare så spændende. Ærgerligt, at vi ikke har ham til flere timer!" Hendes øjne glødede. Jeg var vist gået glip af noget i den her time. Min blok med et jomfrueligt ark øverst sagde vist alt om mit engagement denne fredag formiddag.
     "Ja," svarede jeg, men det var vist tydeligt for enhver, at jeg ikke mente det! "Jeg var vist ikke helt med. Hvad fik vi for til på mandag?"
     "Vi skal læse kap. 1-7 i Johs. Åbenbaring med særlig vægt på symbolsproget og så læse Wilfried Meyers kommentar til det".
     Jeg lynede tasken op. "Tak skal du have. Hyg dig!"
     Jeg gik ud fra lokalet, ned af gangen, ned af trapperne og ud til min cykel. Hele vejen sukkede jeg. Hvordan skulle jeg nå det? Meyer, 7 kap. på græsk og symbolovervejelser til på mandag - dagen efter årets vigtigste kamp. Med en sejr over Brøndby var vi med igen - i hvert fald hvis FCK satte points til i Aalborg. Jeg sukkede igen, slog nederste del af ryggen i sadlen og satte kursen mod Trøjborg.
     
Igen i dag var der en 'morsom' sjæl - sikkert Patrick på 2. sal, som var fan af ak og VB - som havde vendt mit skilt på døren. "Her regerer AGF" stod der med store røde typer på blå baggrund. Patrick var et lysende eksempel på ordsproget med de små hjerner og de store glæder.
     Jeg satte nøglen i nøglehullet og låste op til mit hvide univers. Jeg havde op til flere gang overvejet, om det var for banalt, at jeg, en 25-årig teologistuderende havde så mange fanartikler hængende, stående og liggende. Hver gang nåede jeg dog frem til, at det var helt på sin plads. Hellere vimpler, flag, krus og halstørklæder end antikvariske fejlkøb og popsmarte plakater fra ungdomsblade. De studenterkamre fandtes der nok af!
     Jeg satte tasken på skrivebordet og smed mig på sengen med remoten i hånden. Jeg kunne lige så godt lade være med at gå i gang. Oven i kampen på søndag så skulle jeg også arbejde både lørdag og faktisk også søndag.
     Jeg arbejdede som kordegn ved Sankt Pauls Kirke i midtbyen. Det passede mig normalt fint. Jeg blev dus med kirkens sprog og ritualer og jeg tjente til livets ophold. Og så var der i øvrigt den sidegevinst, at man altid kunne få en god, rigtig god, snak med en af præsterne, som også var "hvid".
     Der var ikke meget i fjernsynet her fredag middag. AGF-kanalen viste guldkampen fra 1996 mod Brøndby og der var interview med Åkeby kl. 15. Jo, opladningen til braget på søndag var i fuld gang.
     
Jeg vågnede ved at det ringede på døren. Jeg kastede et hurtigt blik på uret og dernæst på fjernsynet. 15:10! Åkeby snakkede, hvilket betød, at jeg heldigvis havde sovet hen over Mogens Kroghs hovedstødsudligning til sidste i kampen fra 1996.
     Gud siger om sig selv i Bibelen, at han er almægtig og vis. Hvis det holder, så betyder det, at han også er AGF-fan - englene er jo også klædt i hvidt! Jeg er helt 100 på, at Gud blev vred på Mogens Krogh, da han udlignede i Århus i 1996 - så vred, at Gud lod Kroghen tabe bolden ind i målet i landskampen mod Wales i 1998. Sådan noget laver man ikke ustraffet mod AGF. Jeg trak på smilebåndet. Ikke underligt, at nogle ville kategorisere mig som fanatiker.
     Det ringede igen. En hæs stemme bag døren afslørede med al uønsket tydelighed, at Kasper stod på den anden side. Kasper og jeg fulgtes altid til kampene - også selv om Kasper er en af nørderne fra statskundskab. Han kan alle statistikker om klubkampe, mål og udvisninger.
     Jeg åbnede døren og fik smækket en avisforside lige i fjæset. "Martin Jørgensen til AGF?"
     "Der kan du se. Jeg fik ret!"
     Kasper havde allerede sidste år forudsagt, at den italienske liga ville kollapse med alle de økonomiske problemer, de har på de kanter. Nu ville han hovere og håne - ingen tvivl om det!
     "Han kommer hjem! Fedt! Kom så de hviiide! Med Martin hjemme næste år, så er den ved at være der!" Kasper var helt oppe at køre - Patrick bankede i gulvet. Siden ak og VB rykkede ned i 2. division, har han ikke villet diskutere så meget! Han nøjes med at stampe lidt i gulvet!
     "Kom vi skal fejre det, Tobias. Jeg giver!"
     Kasper hev mig i kraven - hans kompas var sat med kurs mod universitetets fredagsbar.
     "Ok, men kun en enkelt. Jeg skal nå at have læst en masse!" sagde jeg, mens jeg forsøgte at vriste mig fri, så jeg kunne låse døren. Middagsluren havde givet mig friske kræfter til at kaste mig ud i den bundløse sø af lektier.
     "Nøl! Skynd dig nu - du er lige så hurtig som Duncan i hans unge dage!" At tålmodighed er en dyd var endnu ikke gået op for nogen på statskundskab og Kasper ville under ingen omstændigheder være den, der ville afsløre hemmeligheden for dem.
     "Ro på! Errare humanum est. Divinum ignoscere!" Det sidste var mest til mig selv. Hvis besøget i fredagsbaren skulle være hyggeligt, så skulle jeg videre med kampen fra i går. Jeg ville forsøge at tilgive Duncan!
     
Fredag aften og lørdag var egentlig gået meget fint. Dermed mener jeg hurtigt! Kasper var blevet hængende i fredagsbaren, mens jeg var taget hjem for at læse. Nu er Bibelen på diverse originalsprog jo ikke lige sådan at gå i krig med. Men Johs. Åbenbaring er ingen spøg - heller ikke på dansk. Det er virkelig svære sager. Så jeg knoklede næsten hele fredag aften. Jeg stoppede først, da der kom fredagsfilm på DR. Mel Gibson blev sat til livs med en rigtig studentermiddag: Pasta med stegte pølser og så en ordentlig gang ketchup til at tage den værste smag.
     Lørdag stod jeg tidligt op og asede og knoklede til hen på eftermiddagen. Færdig blev jeg ikke, men nu manglede jeg trods alt kun Meyer. Kunne de da ikke bare finde noget litteratur på dansk. Så tåbeligt, at vi skal læse al den tysk og engelsk! Spild af god studentertid!
     Lovsangsgudstjenesten i Paulskirken var godt besøgt og jeg havde ikke mange opgaver, så det var også fint! Jeg havde faktisk sågar haft mulighed for lige at drøfte en problemstilling med pastoren. Under arbejdet med lektierne var jeg nemlig løbet ind i et sted i Johs. Åb. 7, hvor der står noget med en skare klædt i hvidt, og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad det betød og hvem de var. Pastor Brandvig var begyndt et længere foredrag, men blev afbrudt i forsøget. Han lovede dog at vende tilbage til det!
     
Nu var det så blevet søndag. Viborgkampen havde fået en ud af kroppen oplevelse og ville forhåbentlig aldrig vende tilbage. Jeg var klar igen. De blågule fra Vestegnen skulle sendes hjem til Djævleøen igen med en fodboldlektion og nogle fodboldmæssige øretæver, som ville give dem sportslige skrammer i deres egne klubfarver!
     Men først skulle jeg på arbejde. Der var højmesse. Jeg skulle møde i kirken kl. 9.30 for at ordne det sidste inden selve højmessen kl. 10.00. Bossen, præsten med det hvide hjerte, Pastor Brandvig, var også kommet.
     "God morgen, Tobias." Brandvig var som altid veloplagt og klar på en rask ordveksling. "Har du fundet ud af noget mere omkring versene i Åbenbaringens det syvende?"
     Jeg kiggede slukøret på ham og måtte erkende, at jeg ikke var kommet meget længere end aftenen før.
     "Det er fint, min dreng! Så skal du bare lytte godt efter under prædikenen. Der skulle være hjælp at hente!" Bossen havde et listigt smil på læberne og det der glimt i øjet, som plejede at varsle et muntert indslag.
     "Er du og Kasper klar til i eftermiddag? Jeg har hørt, at Brøndby er uden Retov. Det gør vist ikke så meget?!" Brandvig lyste op med udsigten til at Brøndby måtte undvære manden med dirigentstokken på midtbanen.
     "Jeg er overbevist om, at det nok skal gå! Kom så de hviide!" Jeg knyttede næverne og hviskede med hæs stemme den for en AGF'er så fundamentale opbakning ud mellem tænderne. Pastoren og jeg var tændte!
     
Det var Brandvig også, da han trådte på prædikestolen under sidste vers af tredje salme. Han forkyndte med samme glød, som når han begejstret og medlevende fulgte med i kampene på Århus Idrætspark.
     Undervejs i prædikenen kom Brandvig ind på lignelsen om Jesus som den gode hyrde fra Johannes Evangeliet kap. 10.
     "Jesus omtaler her de troende som får. Får, der hører til hans hjord. Får, der kender hans røst. Hvem er så de får? Hvordan bliver man et Jesu får?" Pastoren lænede sig ud over prædikestolens kant. Budskabet skulle gerne nå helt ned på de bagerste rækker.
     "I går," fortsatte prædikanten "blev min opmærksomhed rettet mod nogle vers bagerst i vores bibel. Versene står omme i Johannes Åbenbaring kap. 7 fra vers 9." Præsten drejede sig 180 grader, så vi fik øjenkontakt. Han blinkede med højre øje. Det var vist nu, at jeg skulle slå ørene ud!
     "I de vers siger Johannes noget om, hvordan man bliver et får, der hører til hos Jesus. Eller med andre ord: Hvordan man bliver et Guds barn. I teksten er der en ældste, som spørger, hvem den store skare af mennesker klædt i hvidt er. En anden svarer. "Det er dem, der har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod". Disse mennesker har ikke farvet deres klæder med hellige gerninger eller med en forestilling om, at de i sig selv at såre gode. Nej, de har erkendt, at Jesus er Guds søn og at han er den eneste, som kan give dem frelse - de har erkendt, at det blod, som flød ud fra sårene på hans krop Langfredag, er det eneste, som kan rense dem fra al det, som de bærer på!"
     Der var helt stille i kirken. Brandvig holdt en lille pause.
     "Vi tror, at vi selv skal gøre så meget for at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Men det eneste vi skal gøre er at erkende, at vores tøj er beskidt og så ellers få det vasket hos Jesus." Jeg så i et kort glimt min mor for mig. Hun gjorde store øjne og sagde store ord hver gang jeg satte tasken med vasketøj foran vaskemaskinen. Men sådan var det altså ikke hos Gud!
     Bossen Brandvig var ikke færdig endnu. Det listige smil var så småt ved at indfinde sig.
     "Der står videre i v. 17, at Lammet skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld. Det stemmer meget godt overens med det Johannes siger i evangelietekstens v. 16, om at fårene skal kende hans røst og følge ham." Han holdt igen en af sine pauser, kiggede ud over den store forsamling og spurgte: "Er du klar til at følge Ham, hvis han siger: Kom så de hviide!" Der blev smilet rundt omkring på bænkene. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at denne Guds tjener også var fan af "de hvide fra Fredensvang".
     Jeg fulgte Brandvigs opfordring til bøn og var i mit stille sind taknemmelig over, at han havde taget sig tid til at sætte nogle ting på plads for mig.
     
Kl. 13 var jeg færdig med at rydde op i kirken. 2 timer til kick off. Jeg skulle mødes med Kasper kl. 13.30 ved statuen foran hovedbygningen.
     Allerede nu begyndte folk så småt at valfarte mod stadion. Fædre med deres sønner på skulderen, drengerøvene med øl i hænderne, kærestefolkene med hinanden i hænderne.
     Det var dejligt vejr og AGF-trøjer i størrelser fra XXL til den største ølvom til XXS til den 3-årige purk på fars skulder blev luftet i stor stil. Turen op af Stadion Allé forbi Tivoli Friheden gav lige det sidste. De forventningsfulde blikke. Smilene. Råbene. Trommerne. Duften af forår. Flagene. Og jo tættere man kommer stadion: Slagsangene, kameraerne, politibilerne. Det hele var der.
     Kasper og jeg fandt hurtigt hinanden og vores pladser. Det var tæt på fanklubben, toiletterne og pølseboderne. Der var linet op til en rigtig fest. Fanklubbens 5000 medlemmer havde oppet sig. Det var i dag, at drengene skulle bæres frem!
     
Nu nærmede klokken sig 14:55. Man kunne ikke høre et ord af, hvad man sagde til hinanden, men igen: Blikke og kropssprog siger meget mere end ord. Brøndbyspillerne blev ledsaget af kolossale buh-råb. De var ikke velkomne!
     Stemningen var på kogepunktet. Poserne med konfetti blev hevet frem og i et nu eksploderede hele stadion. Konfetti, flag, romerlys og jubel uden lige. Fodboldens utrættelige vægtere fra fodboldens flagskib i Århus holdt deres entre og lod sig hylde! Kasper lignede mere en AAB-fan, så rød han var i bærret, men det skulle der til.
     "Duncan har fået genvalg," skreg han og lignede en, der havde lyst til at gå igen. Men hverken 10 vilde heste eller alle elefanter fra Cirkus Benneweis ville være i stand til at få ham ud herfra de næste 2 timer.
     "Ja, og Rune er på kassen," forsøgte jeg at svare. Om Kasper fattede det ved jeg ikke. Dommerens fløjte lød. Kampen var i gang.
     Jeg åbnede munden og fyldte selv den dybeste afkrog i mine lunger med luft. "Kom så de hviiide!" Jeg råbte som aldrig før. Et smil bredte sig over mit ansigt. Det var sommer. Det var sol. Det var søndag. Og jeg var hvid i mere end en forstand!

       

Det hvide ud af øjnene (3)
    (Noveller)
    (Mere end et år siden publicering)