1Den evige jæger
Du jager efter lykken, det perfekte, alle vegne, hele tiden, igen... [...]
Digte
17 år siden
6Musik, bare til mig
Sidder og lytter til musikken, dejlig, inciterende, forførende i ... [...]
Kortprosa
17 år siden
2Min livshistorie - Historien om min datter ...
I en søndag i september skulle L lige over til sit hus på Fyn, de... [...]
Livshistorier
17 år siden
0Min livshistorie - Historien om min datter ...
Under hele forløbet med den ældste søns sygdom (se tidligere afsn... [...]
Livshistorier
17 år siden
12En lille historie
Min yngste datter kom ind til mig på kontoret. · "Hvad laver du?" s... [...]
Kortprosa
17 år siden
3Min livshistorie - Genetik og uventede udfo...
Ja, muskelsvindssygdommen Duchennes Muskeldystrofi, som min ældst... [...]
Livshistorier
18 år siden
0Min livshistorie - Når døden banker på -3
Min lillesøster L blev født 5 år efter mig. Hun var glad og livli... [...]
Livshistorier
18 år siden
0Min livshistorie - Når døden banker på - 2
Historien om Raz og Zina · I forrige afsnit, nævnte jeg at vores be... [...]
Livshistorier
18 år siden
2Min livshistorie - Når døden banker på -1
Min far var dybt afhængig af min mor, hvilket tydeligt viste sig,... [...]
Livshistorier
18 år siden
3Min livshistorie - Når skæbnen rammer -3
Vi er nu nået til 1996. · K var efterhånden nået til 8.klasse og vi... [...]
Livshistorier
19 år siden
3Jeg er stadig her
Jeg er stadig her · Tålmodig iagttagende · Tålmodig ventende · Jeg bare... [...]
Digte
19 år siden
2Min livshistorie - Når skæbnen rammer -2
Men der var ikke meget tid til at handle i. Normalt bliver sygdom... [...]
Livshistorier
19 år siden
1Min livshistorie - Når skæbnen rammer -1
En datter · I 1974, som 21-årig, blev jeg gift med den mand, som je... [...]
Livshistorier
19 år siden
5Min livshistorie - Mine forældre
Men lad mig fortælle lidt om min baggrund. · Jeg er født i 1953 i E... [...]
Livshistorier
19 år siden
0Min livshistorie - Forord
Hvem er jeg? Personen bag forfatternavnet Pia H. Nielsen? · Ja, hv... [...]
Livshistorier
19 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Pia H. Nielsen (f. 1953)
I en søndag i september skulle L lige over til sit hus på Fyn, der var sat til salg, for at tømme postkassen.
   Men han "glemte" at komme hjem.
   Både K og jeg havde kontakt med ham via sms både mandag og tirsdag og der var 117 forskellige forklaringer.
   Så var der det ene i vejen, så det andet. Så havde han været syg, så havde han lovet at passe sine børn, som boede hos deres mor. Osv-osv. Undskyldninger, undskyldninger. En endeløs række.

Jeg kunne mærke, at en følelse af afmagt blandede sig med sorg og en stor vrede. Jeg kunne se, at min datter havde det skidt, og jeg vidste, at hun følelsesmæssigt havde svært ved at håndtere situationen. Samtidig følte jeg et næste ubærlig medansvar for at have ført min datter og L sammen, og at det billede, jeg havde haft af min ven og fortrolige, med et var i færd med at blive udvisket og blive til et grimt ar.

I situationen reagerede jeg, som jeg plejer fattet og med et indtryk af kontrol, men inden i, var jeg ved at gå helt i baglås over tanken om den ulykke, som jeg måske havde været med til at påføre min datter. Det var jo mig, der havde bragt dem sammen.

K fik det dårligere og dårligere. Onsdag aften hentede vi hende og sønnen hjem til os.
   Så opdagede vi tilfældigvis, at hun havde tømt et helt pilleglas med beroligende.

Vi tog kontakt til skadestuen og blev delvis enige med dem om, at det bedste var, at vi holdt K under observation herhjemme for at undgå en indlæggelse. Min mand og jeg var ikke enige om det, for jeg mente, at hendes psykiske tilstand var så alvorlig, at hun burde indlægges, mens min mand mente, at det var bedre, at vi klarede det selv.

Den dosis, som hun havde spist, burde ikke være livstruende, men blot gøre hende meget træt. Vi skulle selvfølgelig holde øje med, om hun kunne vækkes og straks kontakte dem, hvis vi blev urolige.

K kom til sig selv om torsdagen, hvor hendes far var hjemme ved hende, men s jeg var nødt til at tage på arbejde. Det daglige liv skulle jo også gå videre.

Men K var meget deprimeret og virkede helt forstenet og apatisk og sad bare i sofaen. Hendes far opdagede pludselig, at hun havde snittet sig i både arme og ben, så hun blødte kraftigt, især igennem sine bukser.

Min mand ringede til mig på arbejde og forklarede, hvad der var sket.
   Og for første gang i over 20 år, lagde jeg tøjlerne fra mig og sagde direkte, at jeg ikke kunne klare mere. K skulle indlægges - og jeg ville simpelthen ikke komme hjem før. Jeg kunne bare ikke mere!!
   Jeg havde været med de gange, hvor min mand var blevet indlagt, været med ved alle hans psykologsamtaler, jeg var med da K blev indlagt med depressionen, da hendes søn skulle fødes og hver eneste gang min søn skulle opereres osv. Det er en historie helt for sig selv.

Min mand tog kontakt til sygehuset og til nogle af vores venner og fik K overtalt til at lade sig indlægge. Så hun blev indlagt på psykiatrisk afd. i akut psykotisk tilstand.
   Jeg tog hjem og hentede bilen og tog på besøg hos min søster. Det kan lyde underligt, men jeg skulle bare have klaret tankerne.
   Min mand var kommet hjem fra sygehuset og kunne tage sig af de to yngste og den lille. Hvis jeg skulle finde styrke til at klare denne her situation var jeg nødt til lige at have et pusterum.

Først næste dag, fredag havde jeg så meget overskud, at jeg tog ind på sygehus for at besøge K.
   Det smertede mig meget at se K i den nedbrudte tilstand. Helt forstenet og passiv. Det her havde hun i hvert fald ikke fortjent!!
   Jeg tog kontakt til Lvia sms. Han tog ikke sin telefon, når jeg ringede til ham. Jeg gav besked via sms om, at hun var indlagt og at hun havde meget brug for at høre fra ham. Men dyb tavshed og intet svar.

K var begyndt at reagere, græd og blev ved med at spørge: "Hvorfor?" Vi sad tæt sammen på sengekanten og sammenlignede de sms'er, som vi havde fået hver for sig.
   Mens vi sad der, kom der pludselig en sms fra L, hvor der blot stod, at det kunne godt være, at han var en tøsedreng, men at K ville ikke høre mere fra ham. Hverken pr telefon, sms's eller mail.
   Og jeg fik en sms fra L's ekskone, hvor hun blot meddelte, at de ønskede at få fred for os.
   Jeg følte mig bare helt død og iskold indeni. Had blandede sig med vrede og håbløshed.
   Og de sms'er som jeg sendte til hver af dem, egner sig bestemt ikke til gengivelse.

I løbet af de næste 4 dage havde K yderligere 2 alvorlige selvmordsforsøg, hvor vi var tæt på situationen hele tiden.
   Hun forlod sygehuset uden tilladelse fredag nat, men blev fundet vandrende på landevejen af nogle unge mennesker, der fik hende overtalt til at blive kørt tilbage til sygehuset.
   Vi blev kaldt derind til samtale, da sygehuset ville overføre K til en lukket afdeling, hvor de kunne tage sig mere af hende.

K virkede utrolig rolig og afklaret. Hun var meget kærlig og opmærksom på sin søn. På et tidspunkt ville hun gerne ryge og vi satte os op i opholdstuen og hun fik fremskaffet to kopper kaffe. Hendes søn skulle have noget at spise, så jeg fik varmet en flaske til ham og startede med at give ham den.

Pludselig sagde hun, at hun lige ville gå på badeværelset nede ved værelset.
   Da der var gået 5 min, kom jeg til at tænke på, at hun faktisk ikke havde tændt nogen cigaret selv om vi havde sat os i opholdstuen. Hun havde strøget sin søn ekstra kærlig over håret, lige inden hun var gået på badeværelset. Og tanken slog mig som et lyn - bilnøglerne! De lå i min jakkelomme på værelset.
   Men det var for sent. Mine bilnøgler, bilen og K var væk.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kom igennem de næste timer. Mit sind var et kaos af frygt og vrede, og jeg svingede mellem håb, desperation og vrede mod hende og ikke mindst mod L. Alligevel formåede jeg at holde facaden, hvilket jeg øjensynligt er rigtigt god til og tænke tilstrækkeligt klart til at handle rimeligt rationelt.

I bakspejlet, forstår jeg simpelthen ikke, hvor den evne kommer fra. For jeg er blevet klar over at det netop hører til mit reaktionsmønster at handle rationelt i selve situationen og så give mig selv lov til at reagere bagefter. Men denne oplevelse har sat sig sine dybe spor hos mig.

Og selvom politiet reagerede hurtigt, var hun som sunket i jorden.
   Vi tog en taxa ned til politigården. Jeg fik taxachaufføren til at efterlyse vores bil hos de andre taxaer. Så gav vi en beskrivelse af K og fulgte med i eftersøgningen. Vores første tanke var broen, men overvågningskameraerne viste ingen biler, der passede til vores.
   Politiet spurgte os, om hun kunne tænkes at være søgt til nogen hun kendte for evt. at sige farvel. Jeg kontaktede vores ældste søn, hendes udlejer og vores venner i byen, der tog hjem til de to yngste, der var alene og gav besked om, at de skulle kontakte politiet, hvis de så meget som så skyggen af hende.
   Men ingen gevinst og jeg kunne bare mærke desperationen og ikke mindst vreden inde i mig. Men jeg kunne også mærke, at jeg ikke kunne blive ved med at rumme det hele. Jeg mærkede pludselig, at jeg tænkte ret kold og kynisk, samtidig med at jeg var helt desperat og havde mest lyst til at sætte mig hen i hjørnet og græde. Og den lille var træt og græd hele tiden. Jeg havde hverken bleer eller mad med til ham, fordi det hele gik så hurtigt.
   Men pludselig fik jeg den tanke, at hun kunne være kørt til Fyn - over til L. Politiet tog kontakt til politiet der. Politiassistenten, der ringede op, så meget alvorlig ud under samtalen og jeg tænkte: "Åh nej, så skete det!!"

Vi fik forklaret, at politiet havde fået fat i hende. Hun havde det godt efter omstændighederne, men det havde vores bil bestemt ikke.
   Hun var kørt over til L's adresse for at sige farvel, inden hun ville tage turen ud fra broen.
   Her opdagede vores K så, at mandens ekskone allerede var flyttet ind i huset. Han havde måske hele tiden boet to steder og havde "pendlet" frem og tilbage.

Da K dukkede op, afviste L hende i døren og sagde at hun ikke var velkommen. Men hun ville snakke med ham og det endte i et håndgemæng, hvor L's ekskone også blandede sig. Der var blevet ringet efter politiet.
   Da K hørte politibilen nærme sig, fik hun sig vristet løs og forsøgte at flygte derfra i vores bil. Men politiet havde allerede blokeret udkørslen, så hun forsøgte at brugte vores bil til at flytte to personbiler, patruljevognen, men endte med at køre ind i et pæretræ. Politiet måtte stoppe hende ved at tømme en pulverslukker ind i bilen. Mirakuløst slap hun med en bule i panden.

Jeg var utrolig lettet, men samtidig meget opgivende. Hvorfor skulle vi trækkes igennem det her????

Denne gang blev K overført direkte til en lukket afdeling på et andet hospital end oprindelig planlagt, fordi det hele var sket i et andet amt.
   Men stedet var et, hvor de kunne passe på hende og få hende i behandling. Troede vi da.
   For blot et døgn senere, lykkedes det K at dirke et vindue op, forcere et flere meter højt hegn, stjæle en bil og køre hjem til sig selv.

Politiet sendte en patruljevogn til L's adresse og hjem til hende selv og de nåede at bryde ind i huset, hvor hun havde barrikaderet sig og få hende stoppet i sidste øjeblik. Hun havde nået at skære sig, men havde heldigvis ikke ramt ordentligt. Så nu blev der passet ekstra på hende og hun blev mere eller mindre tvangsmedicineret.

Men jeg fik det først at vide, da jeg kom hjem fra arbejde. Politiet havde kontaktet min yngste datter på en meget uheldig måde og min mand syntes at det var bedst, at jeg ikke vidste noget, før jeg var hjemme.
   En af de politibetjente, der have været med til at finde K, havde ringet til vores hjemadresse, hvor vores yngste datter på 15 var alene hjemme. Hun havde fået den besked at " det nok var en god idé, hvis vi tog derud og fik gjort rent, for der var blod alle vegne"

Jeg troede ikke mine egne ører. Det var dog topmålet af ubetænksomhed at give et barn den besked. Men jeg gik helt i baglås og selv om jeg var rasende, magtede jeg simpelthen ikke at foretage mig noget. Så min mand måtte ringe til politistationen og fik en undskyldning fra dem.

I de dage, der fulgte, gik jeg som i en døs. Jeg følte, at jeg var midt i et mareridt og hvis jeg bare ventede lidt, så ville jeg vågne og opdage, at det hele bare var en ond drøm. Samtidig havde vores to yngste børn nogle meget kraftige reaktioner. Så hele familien fik akut krisehjælp fra en af kommunens psykologer i første omgang.
   Og rengøringen i lejligheden måtte andre tage sig af. Jeg havde det simpelthen så dårligt bare ved tanken om at skulle derud.

Min yngste datter på 15 år, valgte at blive hjemme fra skole et par dage, mens hun havde et par samtaler mere med psykologen. Hendes skole blev orienteret og klassen havde snakket hele hændelsesforløbet igennem, inden hun startede igen. Nogle af kammeraterne havde allerede set resterne af vores bil holde ved mekanikeren og mytedannelsen om, hvad der var sket, var i fuld gang i byen. Men da datteren startede i skole, gik det let og ret smertefrit for hende, fordi hun havde fået bearbejdet begivenhederne på en rigtig god måde.
   Hvordan min søn på 12 reagerede, forklarer jeg muligvis i et særskilt afsnit, fordi hans måde at reagere på kom langt senere og havde nogle andre konsekvenser.

Paradoksalt nok, var det K og min mand, der hurtigst kom ovenpå efter de ret dramatiske oplevelser.
   Men selv blev jeg i lang tid ved med at hænge fast i afmagtsfølelsen. Og i vreden. Jeg syntes at det var så uretfærdigt, at K skulle udsættes for sådant et forløb og samtidig var jeg vred over, at hun gjorde det, som hun havde gjort og var ligeglad med at vi holdt af hende og kun ønskede at hun skulle fortsætte med at være iblandt os. Og det chokerede mig så meget, at det påvirkede hele familien så kraftigt.

Og jeg var vred på L. Nej ikke bare vred. Jeg hadede ham for det, han havde gjort. Hvorfor kunne han da ikke bare have meldt klart ud i stedet for at spille denne komedie? Og hvorfor havde han dog ikke snakket med mig, der trods alt havde været hans nære fortrolige frem til at K og ham begyndte at komme sammen. Han vidste, at K var sårbar og at det han gjorde, simpelthen var det værste han kunne gøre mod hende. Og mod mig.

Normalt takler jeg kritiske situationer ved at snakke med andre om det. Men ikke denne gang. Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle mine kollegaer på arbejde eller mine venner om det. Så jeg følte mig meget ensom og alene med det. Jeg forsøgte at snakke med min mand om det, men eftersom han var færdig med at bearbejde hændelserne, kunne han ikke forstå, hvorfor jeg tog sådan på vej.
   Jamen jeg plejede jo også at være den stærke der altid tog over når tingene brændte på. Sådan havde det jo været gennem alle årene. Jeg følte virkelig ikke, at der var plads til, at jeg også kunne sige højt, at jeg havde det elendigt.
   Efterhånden delte vi "arbejdsfunktionerne" lidt, så min mand tog sig af K, mens jeg forsøgte at tage mig af de to yngste.

K blev udskrevet i starten af december 04.
   Lægerne mente, at hun havde været akut psykotisk og det er en tilstand, der "går over" og derfor kom hun rimeligt hurtigt kom over det.

Nu er der gået 1½ år siden de dramatiske begivenheder og der er ved at komme styr på tingene i K's liv. Hun vil starte på den uddannelse, som hun aldrig kom i gang med som helt ung. Det går helt godt med både hende og drengen.
   Det glædelige er, at hun i dag har et fortrinligt samarbejde med drengens far og hans kone. Hun har brug for fred og ro en gang imellem og så er det dejligt, at der er flere end os, der kan tage over, når hun får det dårligt.

Jeg elsker hende stadig højt og har en stor forståelse for hendes reaktioner, fordi hun er mit barn, men er også nødt til at sige fra og prøve at forklare hende, at jeg ikke kan klare hendes problemer. Jeg har gjort, hvad jeg kunne og det kan godt være, at jeg ikke har kunnet give hende al den støtte som hun burde have haft i årene, hvor jeg udelukkende måtte tage mig af min søn. Men jeg har gjort mit bedste som mor.
   Jeg siger som regel aldrig nej til at snakke med K, som mor og datter - men ikke som patient og psykiater og til at lave nogle ting sammen med hende og til at tage mig af den lille, når tingene bliver for brogede for hende. Men jeg er kun et menneske, der ind imellem er nødt til at sige fra.

Og mit forsøg på at bringe L og hende sammen var i den bedste mening, men aldrig har jeg fortrudt noget så meget!! Det forsøger jeg aldrig mere, selv om jeg gerne ser min datter blive lykkelig. Men det er ikke mig, der skal bestemme over hvornår hun er lykkelig.
   I min forestilling har det nok været at hun skulle finde en forstående og rummelig mand, der kunne give hende det intellektuelle og menneskelige med - og modspil som hun har brug for, samtidig med at han ville kunne elske den lille krudtugle som sin egen.

Og i dag? Hvem kan stå for den lille fyr, når han kigger med sine store blå øjne op på mig og siger "mormor - ha' kage" og peger på skabet.
   Eller når han tager min hånd og trækker mig udenfor, mens han siger "den vej", mens han pludrer løs om alt, hvad han ser. Jeg kan i hvert fald ikke.

Han har lært at gå, men man kan godt allerede se, at han er mere usikker i sine bevægelser end sine jævnaldrende. Men han er ukuelig. Han vil det samme, som de andre, selv om han ikke kan. Han øver sig. Lige nu kravler han op alle vegne - og falder ned. Men kravler ufortrødent op igen.
   Kan man forestille sig noget mere livsbekræftende?

Men hvor gør det ondt en gang imellem, når jeg tænker fremad. Ikke, fordi jeg vil sige, at min søn, ikke har noget godt liv, for det har han bestemt.
   Han har formået altid at få det positive ud af snart alting.
   Men det er alligevel ikke et liv, som jeg ønsker for andre og da slet ikke ham her.

I min livshistorie har der været nogle afsnit, som har været vanskeligere at skrive end andre. Dette er et af dem. Det har virkelig krævet overskud at skrive det og derfor har det taget lidt lang tid at få det færdigt. Derfor er det måske præget af, at jeg i en vis grad har været nødt til at holde mine egne følelser ude i første omgang og først har koblet dem på, da jeg havde skrevet de svære ord ned.

Nogle gange føler jeg, at jeg er gået i gang med en ny udgave af "Den uendelige historie", bare uden en acceptabel slutning.

Så historien fortsætter.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/01-2007 16:09 af Pia H. Nielsen (Pia Nielsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 3035 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.