Dagen starter med en rigtig dejlig fornemmelse i hele kroppen. Det er lørdag og fridag. Allerede - halvt i søvne - da jeg vågnede ved sollyset gennem gardinet, var jeg klar over, at det nu er rigtig forår.

Efter kalenderen har det været forår i mange uger. Men vejret har ikke været enig med kalenderen. Sol og lune vinde har ladet vente på sig, og i stedet har vejret i flere uger været koldt og blæsende med mange grå regnvejrsdage.

Men i dag er det forår. Det kan også høres på fuglesangen. Det lyder som om, den i dag er stemt op i en lysere toneart.

Efter badet bestemmer jeg mig for en strøgtur i formiddag. Forårstøjet kommer frem. Fornuftig - selvfølgelig. For tidligt at undvære strømperne, så det bliver de tynde i sidste modefarve, en kort nederdel og bluse med lidt udskæring under en let jakke. Sommerskoene fra sidste år fuldender helheden.

Uf - et blik i spejlet viser klart, at ansigtets vinterfarve ikke passer til forårstøjet. Det må rettes med en let gang makeup.

Igen vender jeg rundt foran spejlet og føler mig godt tilpas.

Den rare fornemmelse sidder stadigvæk i kroppen, medens jeg roligt går gennem gågaden og standser hist og her foran en butik.

Butiksruder er en forunderlig opfindelse. Først og fremmest viser de forretningens vareudvalg. Men placerer man sig rigtigt, viser ruderne også gaden foran butikkerne.

Jeg havde godt opfattet blikkene, medens jeg skred hen ad gaden. Men ved en butiksrude får jeg mulighed for diskret at kigge igen og se, hvem der mere eller mindre åbenlyst vender blikket efter mig.

Der er mændene, som helt tydeligt med blikket fanger kvinden med de slanke ben og udskæringen, som viser lidt af kavalergangen. Mon de er sultne efter en lang vinter med kraftig indpakning?

Der er også de mænd, som er på indkøb med kone og børn. De fleste af dem kigger meget diskret og skjult. Som om konen for alt i verden ikke må opdage, at der findes andre kvinder, der er et forårsblik værd. Konerne selv lader som om, de ikke ser mig. Men surheden - måske jalousien - er der.

Jeg får lidt ondt af nogle af familierne. De ser trætte, sure, blege og kolde ud i forårssolen. Og så er de pakket ind i vintertøjet, som om solen ikke skinner der, hvor de går. Eller måske kan de slet ikke mærke solen og fornemme foråret.

Det er synd for både mænd og koner. Jeg kan nemt forstå, hvorfor mændenes blik helt pr. automatik følger mig og de andre kvinder, som har lyttet til forårets kalden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget dejligere deres dag ville være, hvis de lod sig vække, fulgte solens bud og fandt forårsdragten frem. Lod solen trænge igennem og varme sjæl og krop.

Med lidt lykke og held ville de også fornemme foråret sådan, at de fik lyst til at se rigtigt på hinanden igen - i det herlige lys, forårssolen giver - lade sig friste af sin egen udkårne. Og børnene ville fornemme det omgående og gøre deres til, at indkøbsturen bliver en succes i stedet for at ende i vræl, stress og surhed.

Jeg bliver afbrudt af Hanne. Det er længe siden, vi sidst så hinanden. Så det må absolut blive fortovscafeen henne ved torvet. Vi nyder her i fulde drag foråret, solen og varmen til kaffen. Helt bevidste om, at vi bliver set, betragtet og vurderet.

Det er bare så pragtfuldt at følge forårets bud.