I hele den mørke og triste januar gik jeg og glædede mig til at genopleve et kulinarisk højdepunkt fra min barndom.

Det begyndte endda allerede i december. I supermarkedet - på juleindkøb - faldt jeg i staver over køledisken, da jeg fik øje på en blodpølse. For mit indre øje kørte straks en film om vinterdage i min barndom.

Det kunne være dage, hvor jeg havde stridt mig hjem fra skole gennem frost, blæst og sne. Eller det kunne være dage, hvor vi havde haft nogle pragtfulde timer i sneen med kælken. Fra den slags dage huskede jeg duften af blodpølse fra køkkenet, når jeg træt og sulten kom inden for. Den liflige, lidt krydrede duft var helt nærværende, og et øjeblik efter mærkede jeg også smagen af det, vi dengang kaldte "sorte-pølse".

Der var ingen tvivl - jeg måtte have en blodpølse med i indkøbsvognen. Og selvfølgelig også et glas med æblemos og en pose strøsukker. Det er utænkeligt at nyde en skive brændende varm nystegt blodpølse uden kold æblemos og et pænt lag sukker.

I tiden derefter dukkede smagen af "sorte-pølse" op mange gange. Det gav anledning til flere gode erindringer om min barndoms vintre, hvor vi havde rigtig snevejr, og sneen blev liggende i lang tid, så både kælke og ski fik deres storhedstid.

Det var en rigtig rar fornemmelse at se blodpølsen ligge i køleskabet og vente på at berede mig glæden ved at genopleve et kært barndomsminde.

Men ak - de nuværende vejrguder ville ikke medvirke og sende et vejr, der blot tilnærmelsesvis mindede om min barndoms januar måned. Så blodpølsen fik lov at blive liggende i køleskabet, indtil sidste anvendelsesdato nærmede sig. Og min fornuft fortalte mig, at jeg så måtte holde mit vintergilde, selv om de ydre omstændigheder ikke helt levede op til forventningerne.

Nu skulle det være - et kært minde fra min barndom skulle genopleves.

Jeg skar passende skiver, som jeg huskede dem - men hvad var nu det? Da skiverne kom på panden, var duften anderledes end den, jeg havde gået og mærket de sidste uger.

Nå - det kunne være en eller anden erindringsforskydning, som ikke måtte ødelægge mit festmåltid.

For at gøre oplevelsen fuldendt fandt jeg en af de nye spændende øl i køleskabet. Det måtte da sætte prikken over i`et at drikke øl til - noget der i barndomsmindet var forbeholdt min far.

Skiverne på panden blev sprøde, som jeg husker dem. Nu skulle det være.

Men ak - hvorfor smagte det så underligt?

Det var da ikke noget at gå og glæde sig til. Skulle det være en kulinarisk oplevelse?

Efter et par skiver var jeg ikke i tvivl - det var synd for en god øl at spise blodpølse til. Jeg måtte i køleskabet og hente ost og rugbrød som en værdig følgesvend til øllet.

Et dejligt barndomsminde blegnede og tabte sin glans, medens jeg blev en erfaring rigere.

Jeg vil fremover glæde mig over mine minder. Men lade dem være minder i erkendelse af, at tiden ændrer mange ting, og hver tid har sine oplevelser. Gode minder er dejlige at have med i bagagen. Men livet leves i nutiden.