Jeg var vandskræk, men min mor mente bare det skulle overvindes. Hun tilmeldte mig svømning, meget mod min vilje. Mor var blevet bedt om at gå igennem pigernes omklædningsrum, så jeg var alene blandt en masse fremmede, der alle virkede til at vide hvad der skulle ske.
     Jeg tog en korkplade og stillede mig på række med de andre. Ville ikke vise svaghed. Da læreren råbte spring lystrede jeg troligt og nåede lige at se min mor komme ind. Her begynder min hukommelse at svigte. Jeg husker det klorblå vand trække mig ned, korkbrættet der truede med at slippe mig, de andres fødder og vandet der piskede fra dem. Mod mig. Det føltes som en evighed dernede. Var det sikkert også. Jeg kan forestille mig det. Min mor der stikker i rend over fliserne. Svømmelæreren der befippet siger at man ikke må løbe og hende der fortvivlet råber: Jamen, min søn drukner!
     I hvert fald husker jeg hendes stærke arm trække mig op i lyset igen imens svømmelæreren bare så mumlende på. Det var jo den dybe ende, knægten burde vide bedre.
     Min mor var overalt. Spurgte om jeg havde det godt, tjekkede selv efter, og råbte til svømmelæreren at han fandeme burde tage sit job mere alvorligt. Alt sammen på en gang.
     Derefter husker jeg fnisen fra de før så chokerede svømmere, men skal ikke kunne sige om det er helt rigtigt, min hukommelse glippede lidt der. Min mor var først forbløffet over denne uforskammethed, inden hun så ned på mig. Jeg fulgte hendes blik og så ned ad mit kolde våde legeme. Min tissemand. Den stod som en lille flagstang og bulede de gennemblødte badebukser. Alle kunne se det. Det var sidste dag jeg var til svømning. Fodbold var nok alligevel bedre, mente min mor, imens hun trak mig igennem drengenes omklædningsrum.
     

* * *
     Jeg vågnede og så ud af det lille kældervindue. Et lyn havde kort forinden oplyst himlen og et brag efterfulgte. Af refleks stormede jeg hen til stikkontakten og rev samtlige stik ud. Ikke at der kunne ske noget, men har man en gang hørt en skrækhistorie hægter den sig fast.
     Det var midt om natten. Midt om natten i min jyske barndomsby, jeg ellers havde forsvoret ikke at komme tilbage til.
     Tøjet fra dagen før lå på gulvet, og jeg fik samlet det mest nødvendige, bukser og en T-shirt. Ved siden af mit værelse buldrede fyret som det også havde gjort da jeg var dreng. Et brag mere udenfor. Tor var på jættefærd. Jeg forlod fyret, der for sig selv prøvede at hamle op med den infame torden.
     Ovenpå sad min mor i morgenkåbe ved køkkenbordet. Jeg satte mig ved siden af, og hun skænkede mig en kop kaffe. Ligesom i gamle dage. Før jeg flyttede. Flygtede. Flyttede.
     Det eneste tidspunkt man kunne møde min mor på, og ikke bare den stolte jernjomfru, der truede med at spidde dig på utallige pigge, hvis man blev lukket ind. Jeg tog en slurk af kaffen. Sådan sad vi i et stykke tid. Uden far. Igen uden far. For far var fremmedlegemet, der aldrig havde været velkomment.
     

* * *
     Jeg er elendig til det med alder, men jeg var ikke så gammel. Jeg sad i en togkupe med mor og far. Regn silede imod ruden og himlen var grå. Fra et eventyrrige var vi igen kommet hjem til Danmark.
     "Det var nu en god ferie." Sagde far.
     "Ja." sagde mor og så ned i Ud og Se.
     "Brylluppet var da også ok ..."
     "Han var alt for gammel til hende."
     "Jah, men nu er det jo sådan..." Prøvede min far.
     "Og stakkels Patrick, han står nu med hus og alt muligt ..."
     Patrick var min søsters gamle kæreste. Det var et halvt år siden de købte det hus sammen. Han var fra Frankrig.
     "Jeg tror onkel Svend morede sig, selvom han ikke kunne sproget ..." Emneskift.
     "Hvorfor kunne ham den nye ikke også lære det? Patrick var i gang med at ..."
     "Nu har de jo kun kendt hinanden et halvt år." Sagde far, lidt for skarpt.
     "Hvem bliver også gift efter et halvt år? Det skulle ikke undre mig om de havde kendt hinanden længere ..."
     "Ja, men sådan er det jo ..."
     "Stakkels Patrick," Rystede hun på hovedet, "Morten, ku så godt lide ham. Ikke, Morten?"
     Jeg så op fra min gameboy. Hadede situationen men sagde ja. Stilheden var kun kort før mor sagde: "Men sådan er det jo bare."
     

* * *
     Femten år senere sprang han ud foran et tog. Vi tilgav ham aldrig. Mor gjorde slet ikke. Det gik ud over mig. Jeg var resultatet af svulsten. Af fremmedlegemet. Hun ville aldrig indrømme det, jeg var jo hendes dreng. Men hun afskyede mig som pesten. Det var derfor jeg flygtede.
     "Jeg overvejer at flytte tilbage til Bjerregrav ..."
     Mor så ikke engang væk fra vinduet:
     "Okay."
     "Jeg er alligevel færdig med forfatterskolen, sådan officielt, her til sommer ..." Jeg så ud imod et nyt lyn, "Så tænkte jeg ..."
     "Ilbæk har sat deres hus til salg." Svarede hun kort. Det var det jeg skulle vide. Alt andet skulle hun nok sørge for. Sådan var hun. Ikke dominerende. Mere som en gudinde. Almægtig. Jeg vidste aldrig om hun gjorde det for at afskærme mig fra problemer, eller fordi hun bare gerne ville vide hvor jeg var, så hun havde mindst mulige problemer med mig. Måske derfor hun aldrig tilgav mig for at flygte til København. Jeg var ikke bedre end far. Ikke bedre end den anden mand, som forlod hende.
     Jeg nikkede samtykkende til forslaget om Ilbæks hus:
     "Var det jeg overvejede."
     "Og Tina?" Mors stemme var kølig. Tina, kvinden der bortførte mig. Kvinden der forførte mig til København, og et liv hvor mine drømme ikke længere handlede om mor.
     "Jeg tror ikke mig og Tina finder sammen igen."
     "Godt." Svarede hun. Det var sikkert ikke ment så hårdt som det nu engang lød. Eller også var det hårdere. Jeg så ud på de hvide lyn, der med korte intervaller brød himlen. Potente og farlige. I gamle dage frygtede man lynene.
     

* * *
     "Du har klippet dit hår ..."
     Vi sad og så ud over vandet. Nordhavn station. Ikke for vandets skyld, mest for togene. Jeg elskede når de bumlede forbi. Larm. Et rødt lyn der for længst havde mistet sin kraft og storhed, og nu mere var en bumlende container på skinner. Men sådan var det jo. Nogen lyn blev flotte og skabte ildebrand, andre fes bare væk, ud af historien. At Kasper tog med for at dele min fascination var egentlig meget sødt ... Men man kunne mærke i hans stemme at der var andre motiver bag denne venlighed. Han ville, ligesom alle andre, høre hvordan det gik. Om jeg havde det godt. Om jeg ville tale om det. Om jeg havde tilgivet ham hans og Tinas synd.
     "Det var helt spaltet i spidserne og ødelagt ..." Trak jeg på skuldrene.
     Han så kort på mig, urolig, bange for den voldsomme reaktion som aldrig kom, og så ud imod havet igen:
     "Og nu er det satme kort ..."
     "Det vokser ud igen." Jeg rodede i min rygsæk imellem benene. Nærmest af refleks fandt han sine smøger frem fra lommen og tilbød mig en. Jeg tog imod, var trods alt en af grundene til at jeg havde vendt ham af med at ryge mentol.
     

* * *
     Der var begyndt at gå kortere tid imellem lyn og brag. Stormen kom tættere på. Træerne udenfor måtte lægge sig for vinden. Kun de stærkeste blev stående med forblæste kroner.
     "Hvad har hun nogensinde gjort dig?" Spurgte jeg, blikket demonstrativt rettet ud imod træerne og den mørke himmel.
     Mor satte sit krus fra sig. Jeg fattede hende ikke. Hun havde muligheden for at slippe for mig, slippe for mindet om fremmedlegemet. Og alligevel ville hun have mig tæt på. Ilbæks hus lå få gader fra mors. Jeg ville være lige om hjørnet. Hun ville altid være der. Hun brokkede sig altid over at jeg var flyttet til København. Vi så jo aldrig hinanden mere. Boede jeg herovre, ville hun stadig ikke ønske at se mig, men hun ville stadig brokke sig. Jeg havde ingen undskyldning. Jeg ville blive fange i mit eget hjem. Præcis som før jeg flygtede.
     "Hun var bare ikke god for dig." Hun rystede overbærende på hovedet, "Du vil ikke kunne forstå det."
     "Mor, Jeg ..." Jeg elskede Tina, "Jeg var faktisk ret glad for Tina." Hvorfor kunne jeg ikke sige det til hende? Hende - hverken Tina eller mor. Et fremmedlegeme kan ikke elske, kun dræne.
     "Det ved jeg, skat." Hun så på mig. for første gang den aften så hun rigtigt på mig:
     "Du fortjener bedre."
     Jeg så væk. Væk fra gudindens blik. Inkvisitionens ransagende øjne. Alligevel kunne jeg ikke lade være. En lille triumf måtte over mine læber:
     "Du går ud fra at det var hendes skyld vi slog op?"
     "Var det ikke?"
     

* * *
     "Det regner." Sagde du tørt. Sagligt kommenterende. Vi vidste det begge. Det regnede. Trommende på teltdugen over os. Jeg brummede som svar. Følte jeg burde give et.
     "Angående det før ..." Du blev afbrudt af et tordenbrag. Eller var det min egen brummen? Det afbrød dig så belejligt.
     Jeg vendte fokus mod regnen igen. Teltet buede nedad hvor vandplamagerne havde samlet sig. Fald nu i søvn. I morgen er det hele overstået.
     "Jeg mente ikke ..." Begyndte du igen, "Det var ikke for at ..."
     Jeg trak soveposen tættere op omkring mig. Som en kokon. Hvorfor skulle teltet også være så lille? Du var så tæt på. Dit lange hår, der ramte min kind hver gang du vendte dig.
     "Du har sgu ikke ret til at være tøsefornærmet." Du hidsede dig altid op, når jeg ikke gjorde. Når jeg burde. Ville du have at jeg skulle skælde dig ud? Råbe og skrige og kalde dig en utro kælling? Det lå ikke til mig. Det lå heller ikke til dig. Du elskede at være kølig og rationel. Min ligegyldighed over for det var nok det, der hidsede dig op. Holdningsløs og Robot kaldte du mig. Det ville ikke undre dig, hvis du en dag vågnede med en kniv i struben, sagde du. Det ville heller ikke undre mig. Sådan som du gav dig til alle på din vej. Vi var ude midt i en skov, for helvede! Ude i en skov og alligevel skulle du lige bolle ham. Kasper. Min bedste ven. Og fanme for øjnene af mig. Jeg havde brug for en reaktion havde du sagt. Ha. Fra ham eller mig?
     Mændene i vores familie er som stille storme, havde mor engang sagt. I brygger på det, og det bliver mørkt. Men ud kommer det aldrig.
     

* * *
     Jeg rejste mig fra køkkenstolen og så igen på hende. hun sad bare stille og så ud imod regnen, lynene og de forblæste træer.
     "Det er jeg ked af." Sagde hun. Ingen antydning af vrede eller fortrydelse. Jeg havde lige forklaret hende hvorfor Tina og jeg var gået fra hinanden, forklaret hvorfor hun ikke kunne være sammen med en mand som mig. Et biprodukt af min mors had til sin egen mand. Et fremmedlegeme i hendes verden.
     "Det er jeg også." Jeg nikkede kort, mest for mig selv. Så gik jeg ud i bryggerset, forbi den perfekt stillede række sko, hvor mine egne stak ud som tydelige fejl. Åbnede døren ud til stormen.
     Jeg var ikke sluppet fri fra min mor. Jeg var blevet min mor. Måske var det slet ikke fremmedlegemet hun hadede, men sig selv.
     Mændene i min familie er som stille storme. Indtil stormen slår dem ihjel.
     Måske min mor vidste det. måske, da far døde ... Måske hun havde ønsket det havde været hende selv. At hun ikke skulle stå tilbage med fremmedlegemet.
     Jeg sukkede. Så en sidste gang ind i køkkenet. Min mors tomme stirren ud i det sorte ingenting. Det sorte ingenting som kun i korte mellemrum blev oplyst af et lyn, for derefter at blive mørkt igen.
     Jeg sukkede, og som en tordengud løb jeg brølende ud på græsplænen. Som en tordengud, imens stormen stod om mig. Som en tordengud lod jeg min storm brøle. Som en tordengud.

       

Mænd som stille storme (23)
    (Noveller)
    (Mere end et år siden publicering)