Mens jeg går over gaden ser jeg en lille pige som sidder i bilen med sin far bag rattet. Bilen kører langsomt forbi mig, og pigen kigger ud på mig og vi får øjenkontakt. Hun minder mig om min lillesøster, Ava. Ava er en lille rod på 5 år som altid er ude på ballade, men som man ikke kan lade være med at holde af. Hun er bare en guldklump. Jeg fortsætter over gade og hen mod min hoveddør, jeg kan mærke at jeg får et sug i maven ved tanken om at han nok er deroppe i lejligheden. Jeg sætter nøglen i døren indtil vores lejlighed, eller nu er det jo ikke min mere. Det er svært at vænne sig til tanken. Han står inde i stuen og snakker i sin mobil. Han vender sig da jeg kommer ind af døren. Jeg går direkte ind i soveværelset. Jeg skal bare hente de sidste småting og aflevere min nøgle. Han kommer ind til mig, og i et split sekund for jeg lyst til at kaste mig i armene på ham og udbryde at han er tilgivet og spørge om vi ikke bare kan glemme det hele. Men det gør jeg heldigvis ikke. Han ser på mig og spørger, om vi ikke lige kan sidde ned og få en kop kaffe og tale sammen lidt. Men jeg er afvisende. Jeg kan ikke holde ud at skulle sidde sammen med ham, jeg kan ikke få billederne ud af hoved. Billedet af ham ovenpå min veninde i vores fælles seng. Jeg er lige ved at kaste op bare ved tanken. Jeg afleverer mine nøgler og tager posen med resterne af mine ting. Han griber fat i mig og trækker mig ind til ham. Han begynder at græde og siger undskyld for ti tusinde gang. Jeg er så træt af at høre ham sige det. Det ændrer jo ikke noget. Han har svigtet mig, og jeg tror ikke jeg nogensinde kan tilgive ham.
   Jeg går ud af døren og ned til min lille bil der holder parkeret et stykke derfra. Jeg smider tingene ind på bagsædet og sætter mig ind. Mens jeg sidder der i bilen bliver jeg pludselig overvældet af en voldsom gråd og jeg begynder at hulke og må lægge mit hoved på rattet. Lige pludselig synes hele verden at være uretfærdig, og alle mennesker synes at være imod mig. Jeg kan slet ikke overskue at jeg ingen familie har tæt på, som jeg kan kaste mig i armene på og stor tude. Jeg føler mig helt alene i verden. Jeg føler en lille trang til at gå op i lejligheden igen og blive holdt om. Men tænker at det nok ikke er sådan en god idé.
   Der er intet der holder mig tilbage nu for at rejse væk. Min familie bor alle sammen i Frankrig. Det er kun pga. Mads at jeg flyttede til Danmark. Jeg har taget sygeplejerske uddannelsen i Danmark og er næsten lige blevet færdig. Sproget er en kæmpe udfordring, men jeg synes nu selv at det går meget godt nu. Men nu hvor vi ikke er sammen mere efter 5 år, er der intet der afholder mig fra at rejse ud af landet igen. Jeg kan altid få arbejde et andet sted, og jeg har altid godt kunne tænke mig at komme til Afrika.
   Jeg kører væk i bilen. Væk fra byen, landet og ham.