Hun ligger i sengen - øjnene kæmper for ikke at åbne. Tårerne presser sig på, og den første og eneste følelse, efter at have sovet en hel nat, skyller ind over hende. Hun lader tårerne få frit løb, for ikke at blive kvalt. Hendes dårlige samvittighed er uændret.

Hun stiller sig foran spejlet og kigger op og ned af sig selv, kigger væk og tager en trøje på. Hun ved, at hun burde være et andet sted, men hun vil kun være lige hér, hvor hun er - i hendes hjerterum, hvor alt er trygt og sikkert. Udenfor larmer børnene, og det tramper i opgangen. Hun vil faktisk gerne af sted, men hun kan ikke overkomme at se den dumme møgkælling i øjnene, der lovede hende én ting, men selvfølgelig gjorde noget andet. Den dumme sæk af en kvinde - faktisk er der hele to af dem. Og nu har hun lovet sig selv, at de ikke er det værd - men derfor har hun mega meget lyst til at smadre dem begge to, kradse øjnene ud på dem, sparke dem i hovedet, og slå dem i maven, men hun er ikke en voldelig type - bare en typisk kvinde med et eksplosivt temperament og en farverig fantasi, når hun bliver trådt, trampet og sparket til.

Hvorfor kan hendes liv ikke bare køre på skinner, og hvorfor skal hun være så fucking følsom og sensitiv. Når der går noget galt, så sætter det en reaktion indeni hende, og hun reagerer, men pas nu på, for hendes omgivelser ved ikke hvordan de skal håndtere hende. Måske har hun endnu en gang brug for en psykolog - og så kommer stigmatiseringen, og følelsen af at alt ved hende er forkert og at hun har brug for hjælp, så alle andre kan være i det. Hun hader, at hendes omgivelser bare mener, at hun skal gøre sådan og være sådan - fuck dem! De skulle bare prøve at være alene om det hele, fx børnefødselsdage, så ville deres meninger slet ikke give mening jo!

Solen skinner i dag, og regnen silede ned i går - hun elsker efterårets finurligheder og kontraster - det ene øjeblik er alt fredeligt, fint og rart, og det næste øjeblik, så rusker det i træerne og alt er vådt, koldt og gråt. Om tre timer skal hun være hos sin mor, for at spise aftensmad. Hun holder meget af sin mor. De bor tæt på hinanden, i samme by. Men i dag er en farlig dag at skulle høre på sin mor, tænker hun. Imens hun trasker af sted med cyklen, kommer Milles far gående med to nettoposer. Han ser stadig godt ud, og hilser pænt. Hun kigger febrilsk væk, og skynder sig videre. Det er dejlig koldt, og alt ligner sig selv.

Hendes mor spørger om det samme gamle: "Hvordan går det så skat?", og "Hvad med arbejdet?". Hun svarer det samme som altid, og håber på, at spørgsmålene snart stopper. Det er rart at sidde hos mor. Det er en dejlig fornemmelse af, at alt er forandret, og på samme tid er alt ved det samme. På samme tid sidste år, var kæresten der også, og dialogen imellem hende og x-manden var da også til at holde ud. Nu er kæresten en god ven, og x-manden er blevet en endnu større idiot - mere end hvad han normalt plejede at være. Hendes kærlighedsliv har været som en rutsjebane - og nu har hun valgt at stoppe rutsjebanen for en tid, og er stået af. Imens hun sidder i sin mors stue med en kop varm the og en jødekage i hånden, tænker hun på, hvordan hun er nået hertil, hvor hun er i dag. Hendes børn vil altid være det vigtigste, og de er hendes lys, når alt andet bliver svært - for det gør det som regel. Hun savner dem, når de er hos hendes eksmand, og hun kigger på sin telefon, hvor der står: "Godnat mor. Hilsen Alberte og Freja". Hun skynder sig at skrive tilbage med et smil på læben. Hun glemmer for et kort sekund alt det andet, og glæder sig til, når det igen bliver mandag...