"Digital manipulation er fa'neme til større gene end hjælp, afhængigt af de enkelte deltageres ambitioner" sukkede Christian en dag.
   "Du mener?" spurgte Karsten. Han kikkede ind for at aftale øl-tid, efter at have bakset endnu en dagsorden på plads, for Monty og Sir Ian.
   "Tænk på de småting vi lavede for jer i Rom. Vi planlagde sådan set bare, undervisningen efter jeres spørgsmål og rettede det til efter fællesindstillingen blandt de studerende. Den fik i senere på skrift, for imponerende honorarer."
   "Ja de var skam kvikke de studerende," mente Karsten. "Jeres skrivelser var nyttige bilag til flere sager, og er det stadig, ved jeg."
   "Når tingene har været gennem flere instanser, hvis forskellige tolkninger er blevet digitalt fremhævet eller beskåret, er de udvandet til ukendelighed. Hvad hvis der kommer spørgsmål til det?" spurgte Christian.
   "Det ved du jo godt" smilede Karsten. "De spørgsmål behandles af instanser, der ikke kritiserer hinanden. Standard indvendinger bliver besvaret med standardsvar af en flink sagkyndig konsulent. Dem har vi masser af! For et par hundrede euro i timen, og over en snes sider bekræfter de gerne vores kolleger ikke er mere tåbelige end gennemsnittet."
   "Så er den kinesiske æske, som vi kaldte det, lukket med konsulentbistand, med mere eller mindre forståelige vurderinger, og en særdeles forståelig konklusion. Imens smutter sagerne op og ned i dagsordenen. Hvordan gik det i dag?"
   "Bunker af overflødige spørgsmål til smuthuller. Som sædvanligt var noget af det støttet eller modsagt af konsulenter. Jeg nåede kun at se deres konklusioner." brummede Karsten. "Det afgjorde min sag, der kan forventes overskud om et par, år så de kan betale tilbage. Tak for de afskrivninger du lavede, for resten. De gik til godkendelse sammen med resten af det rod."
   "Så må vi s'gu håbe, der ikke kommer flere spørgsmål, og at modtageren ikke allerede har et par ændringer på lager."
   "Så skaffer vi da bare en flink sagkyndig konsulent, der passer" beroligede Karsten. "Vi har et større antal til rådighed."
   "Og hvad skete der ellers?" forhørte Christian sig.
   "Dearden og Sir Ian spillede langbold med konklusionerne for at få brugt deres budgetter med Christina Kohl i midten. Hun trak vejret dybt, de rigtige steder, og snuppede lidt opgaver til sig og socialfonden, mens de var distraheret af udsigten."
   Christian grinede. Det var almindeligt kendt Fru Kohls bedste argumenter sad tyve centimeter under hagen og at hun benyttede dem flittigt.
   "Og så måtte Sir Ian og Dearden spille gentlemen?"
   "Det prøvede de også. De lignede et par katolske præster, der render ind i hinanden på bordel. Hvad med de øl?"
   "Lad os komme af sted."

***

"Kontrolgruppen skal kun registrere erfaring med virkning hos modtagerne. Nu er der lavet en forretningsgang der omfatter noget mere! Den skaber alvorlige problemer når modtagerne henviser til grundmaterialet og de finder genbrug, kalder de det. Justeringer kan vi håndtere, hver for sig, men genbrug tør jeg ikke svare for."
   Joachim havde modvilligt taget telefonen da han kunne se hvem der ringede.
   Han gjorde en grimasse og rystede på hovedet. Gruppen var kun oprettet, for at berolige nogle politikere, der havde låst sig fast på akronymet erfaringsindsamling, inden for ESM's forskellige definitioner, og regnede med, de kunne få adgang til de erfaringer.
   Det var kun kendt indenfor en begrænset kreds, hvad den indsamling også kunne bruges til, på længere sigt. Der skulle det helst blive. Gruppens nuværende ramme sigtede kun på at fastlægge, hvad der blev omgået, hvor. Hvordan man kunne bruge og udnytte det senere var ikke fastlagt endnu.
   Ham der ringede hørte ikke til blandt de udvalgte, og ville næppe ikke komme til det. Gruppens forbandede memo om modsatte effekter var kommet uventet og alt for hurtigt efter deres start. Nu var mange opmærksomme på at finde modsatte effekter. Det burde måske være stoppet. Udpensling af modsatte virkninger, var der slet ingen, der havde bedt dem om.
   Heldigvis kunne de rigtige ting bruges som løftestang til andet. I fremtiden skulle Joachim og hans kolleger være mere opmærksomme, så de stadig havde en vis frihed til at vælge hvad der skulle støttes. I mellemtiden måtte han forsøge at få det bedst mulige ud af situationen.
   "Noget af forretningsgangen kan måske indirekte skabe problemer for det, vi sigter på", indrømmede han modstræbende. "Det må afværges. Du ved hvad jeg tænker på".
   "Selvfølgelig" forsikrede, den anden. "Skal vi prøve at skubbe dem ud på et sidespor?".
   "Der er ingen grund til, på forhånd at ødelægge noget, vi måske kan bruge senere. Lad dem hellere fortsætte studierne til deres 'værktøjskasse' tror jeg de kalder det. Hvem ved? Måske falder også de over noget, vi ikke har studeret tilstrækkeligt grundigt. Hvem rapporterer de til?"
   "Indtil videre kun til Montrose-Adams. Han lader det gå videre til dem, det passer ham", sagde den anden. "Formelt er de en stabsfunktion, der svæver lidt i det uvisse, mens forarbejdet med mekanismen foregår. Vi mangler overblik over hvad der faktisk bør kontrolleres og hvordan. Flere muligheder står åbne, men Montys brug af kontrolgruppen nærmer sig russisk roulette."
   Det var det første fornuftige han havde sagt den dag, tænkte Joachim ironisk. Kendskabet til det, der skulle kontrolleres var en ting. Kendskabet til, hvordan det skulle bruges, skulle helst begrænses. Nogen havde allerede taget forskud på de ESM instrumenter, der var under overvejelse. Finland havde forlangt pant i grækernes arvesølv, udenom øvrige deltagere. Der var også stillet andre betingelser, der heldigvis ikke kom frem.
   Kontrolgruppen var ret vigtig at få under kontrol, inden de analyserede i flere forkerte retninger.
   "Hvordan får vi Montrose til at holde lidt igen, inden han sætter sig alt for fast på gruppens arbejdsområder og resultater. De har da deres egen koordinator?" spurgte Joachim.
   "Jeg tror nogenlunde der er styr på det i første omgang" forsikrede den anden. "Jeg har fuld adgang til det, der går videre. Det kan nok tænkes, jeg på længere sigt får brug for lidt aktiv hjælp, til at fodre dem med de rigtige ting."
   "Det kan du få. Indtil videre er det jo gået nogenlunde."
   Joachim overvejede at kontakte sin kollega Jean-Luc i Paris, men besluttede det var ligegyldigt. Næste skridt var ren rutine og der var ingen grund til at forstyrre nogen med det. De havde for længst, i fællesskab, skabt mulighed for både at få lavet de rigtige analyser og få dem leveret med spørgsmål, udenom det normale bureaukrati så de ting, de foretrak, kom med i behandlingerne, på en måde, der ikke kunne forbindes med dem. Alle havde efterhånden lært at bruge lobbyister til forskellige formål, både åbenlyst og indirekte. De indirekte hed bare konsulenter, og var undertiden mere effektive.
   Han rystede på hovedet over den mærkelige blanding af opgaver, der efterhånden var samlet på hans bord, og bad en betroet medarbejder om at kontakte et analyseinstitut i Frankfurt, der overhovedet ikke lagde skjul på, en stor del af deres opgaver, kom fra offentlige instanser.

***
   Instituttet i Frankfurt kontaktede kort efter et mindre firma udenfor Bruxelles, der i telefonbogen var opført som Konsulenter. Ret intetsigende oplyste de specialer indenfor teknologi- og markedsanalyser og holdt det helt for sig selv, deres indtægt stammede fra skjult lobbyisme. Udpegede arbejdsgrupper blev kontaktet på mere eller mindre åbenlyse måder. 'Praktisk' hjælp og spørgsmål om det ene eller andet, kunne 'tilfældigvis' altid stilles til rådighed, uden vederlag. Det blev nemlig opkrævet i Frankfurt, der leverede materiale og spørgsmål og omhyggeligt fordelte regningerne mellem Paris og Berlin bagefter, som en del af andre opgaver.
   Særlige analyser, af udbud og bilsalg for eksempel, blev for det meste lavet efter direkte ordre. En særlig gruppe i instituttet vurderede hvilke parametre, der kunne betyde noget i den ene eller anden retning og hvordan de kunne påvirkes.
   Bagefter fremstillede de spørgsmål og materiale, der støttede de ønskede påvirkninger. Den gik konsulenterne videre med.

Hvis en erhvervsmand ved et uheld, skulle forvilde sig op til konsulenterne, og bede om bistand til sin virksomhed, ville de ikke ane hvad de skulle stille op med det. Selvom nogen af partnerne havde rudimentær viden om flere ting var deres speciale, at være 'Trojansk hest'. De sneg sig så tæt på beslutningstagere som muligt og fik deres kundes information og spørgsmål sneget ind i de forskellige behandlinger, i passende portioner. På forskellige måder kunne de både bruge honning gulerod og kæp.
   Kontoret var indrettet så det kunne pakkes på et par timer, for dagen efter at starte igen på en ny adresse, med et andet navn. Useriøse beskyldninger om skjult, eller indirekte lobbyisme, havde indtil videre gjort det nødvendigt et par gange. Næste navn og firmaskilt lå allerede klar i en kasse.
   Jakke, slips og andre erhvervsuniformer var ligeledes i beredskab til de lejligheder, det var nødvendigt. Ellers var påklædningen tvangsfri på kontoret.
   "Vi er blevet bedt om at vurdere en kontrolfunktion, der blandt andet holder øje med ændrede produktions og indkøbsmønstre efter tilskud", fortalte manden fra Frankfurt, der selv synes, det lød, som noget skrækkeligt vås.
   "Javel", sagde konsulenten i Bruxelles og tog fødderne ned fra skrivebordet, fjernede en Cola og baseball kasket, og fandt en blok frem.
   "Den mener jeg at have hørt lidt om," sagde han, selvom han ikke havde hørt det fjerneste. "Vi er stødt på dem i udkanten af andre opgaver og stiller gerne vores oplysninger til rådighed og besvarer de spørgsmål i har."
   "Vi skal først og fremmest vide hvad de arbejder med og kontorets fokuspunkter."
   "Vi vil gennemgå vores notater, og spørger os frem", sagde konsulenten. "Hvad er det nu den nye funktion kaldes og hvad hedder lederen?"
   Han noterede langsomt og omhyggeligt.
   "Vi får den sædvanlige bekræftelse på det i helt præcist skal bruge, og går hurtigst muligt i gang. Vi takker."
   Han lagde telefonen på plads og så eftertænksom ud.
   "Hvor er Gerd?" spurgte han ud i luften.
   "Hun er til skraldemøde. Det lød kedeligt men hvad er problemet?" sagde den anden.
   Det var rigtigt huskede han. En ændring af regler og afgifter for håndtering af industriaffald, havde sendt deres kollega af sted med en stak spørgsmål, med hilsen fra Frankfurt.
   "De vil vel helst ikke gentage erfaringen fra dengang tyskerne engang betalte russerne et større antal millioner for at skaffe dem af med en stak kemisk affald" grinede han.
   Hun så på ham med hævede øjenbryn.
   "Pengene havnede bare i Moskva og affaldet kom aldrig længere end til øst zonens nedlagte miner. Det fik de s'gu retur, sammen med en stak murbrokker fra Berlinmuren."
   Efter de første spørgsmål blev Gerd inviteret til at overvære og bidrage til resten af forarbejdet med spørgsmål. Instituttet blev løbende forsynet med svarene, der førte til nye beregninger og andre 'praktiske' spørgsmål med tilhørende bilag med statistikker og jura for begyndere. Det hele gik omgående videre til arbejdsgruppen, som regel med en kommentar om det var komplet urimeligt, kostede arbejdspladser og forvred konkurrencen.
   Når det kostede arbejdspladser, lyttede alle. Konsulenterne anede aldrig hvor de havnede, når de gik i gang med en ny opgave, og havde flere gange fungeret, både som officielle deltagere og 'rådgivere.' At skulle registrere sig officielt som lobbyister, ville kun begrænse deres muligheder. Det pjat undlod de helt. En enkelt, registreret, men hidsig lobbyist havde husket ham fra en anden sag, og truede efter et møde, højlydt med tæsk, fordi han blev overhalet indenom af beregninger, der bestemt ikke støttede den andens arbejdsgiver. Det hørte til jobbet.
   "Så får du den her". Han rakte notatet videre, og betragtede i smug hendes lange ben.
   "Find først og fremmest ud af, hvem de er og hvad de laver, og bruger. God fornøjelse!"
   "Vi får se" sagde hun skeptisk. "Det ligger da lidt uden for vores normale arbejde."

***

"Meeks telefon og mail alene forbinder tre dødsfald, vi positivt skal arbejde med", sagde Den Gamle eftertænksomt. "Advokaterne må i nok lade i fred til golfsæsonen er slut."
   "Samtidig er der stadig en ferie. Var der nogen i selskabet, fru Michelozzo havde særlig forbindelse med?
   Han studerede med rynkede bryn mappen. "Hun efterlader sig værdier for omkring tres tusinde euro efter at have hjulpet sin bror, gud ved hvor meget. Dem kan der ikke redegøres for! Forældrene er langt fra velhavende, og aner ikke, hvor de penge kommer fra."
   "Meeks blev smidt ud, hjemmefra. Han var allerede i gang med narko i skolen. Skilsmissen efterlod stort set Jeanne på bar bund, siger de." meldte Nick "Vi fordeler spørgsmålene og går i gang med mikroskopet".

Samarbejdet mellem Theis og Alain, virkede over enhver forventning. Alains bunker blev fordelt og bearbejdet. Deres diskussioner og Theis kritiske og friske øjne gav gode resultater.
   Marc sørgede også diskret for, der blev kikket lidt nærmere på advokaten, uden Den Gamles viden og samarbejde.
   Alain kontaktede deres økonomiske troldmænd, der lovede at skaffe oplysninger om Meeks og Jeanne, så langt tilbage det lod sig gøre.
   Theis måtte på rundtur i forskellige arkiver for at finde mest muligt om broderens sidste år. Når alt registreres og gemmes i flere år, kan det godt være gemt under andre etiketter. Når man har fået adgang til de rigtige arkiver, er der for meget at vælge mellem. Gamle arkiver krævede både masser af plads, tid og overblik og dem der bestyrer arkiverne mangler ret ofte, en forståelse for akutte behov.

Dagen efter aflagde Theis, for en kort bemærkning, besøg i Laeken og måtte prøve på en pæn måde at forklare Michael, det faktisk var han egen skyld hvis han manglede en mand, når han bare smed problemerne ud af huset, i stedet for at klare dem selv.
   Michael tog det med godt humør og lovede at undersøge om nogen kunne huske, ham der Meeks.
   Tilbage på kontoret måtte han kort efter lægge øre til Alains problemer.
   "Når vi får oplyst, hvad der er registreret på Meeks nummer, tør jeg vædde på, det bliver svært at finde den anden ende."
   Nick kvalte et smil mens Alain brummede irriteret. Nick havde kontaktet selskabet, der arrangerede Jeannes tur til Seychellerne. Han sad med listen over deltagerne, og spekulerede på om han kunne fordele kontakten til nogen af dem blandt sine kolleger.
   'Fotos?' havde han skrevet til sig selv på ydersiden af omslaget. Selvom turister normalt fokuserer på helt andre ting når de fotograferer, kan utilsigtede motiver give sidegevinst med lige det fingerpeg man står og mangler. I mellemtiden måtte de vente på andre arkiver og se hvad der dukkede op.