"Den der normalt fordeler opgaver til vores eksterne sagkyndige blev desværre dræbt i et trafikuheld. I øvrigt har han nogen tid, ikke leveret det han plejer. Jeg har diskuteret det med Vernet," fortalte Dearden med beklagelse.
   "Vi prøver at finde en løsning hurtigst muligt. Som om det ikke var nok, skubbede Monty igen andre sager højere op på dagsordenen. Han have suppleret dem med indvendinger mod bilag og beregninger, han fik lavet hos sine euro-rangerne, som han kalder dem."
   Dearden hadede af et ærligt hjerte Monty, og hans forbandede gruppe. De supplerede Montys og Sir Ians favoritsager med kontroller og bekvemme regnestykker på bestilling. De saboterede også hans egen pr-gruppes arbejde ved at gennemgå deres argumenter lidt for grundigt.
   I Berlin havde Joachim studeret en oversigt over afsluttede sager, hvorefter han ringede til Dearden, for at viderebringe sin utilfredshed. Han afventede utålmodigt slutningen på Deardens strøm af bortforklaringer.
   "Vi har samtidig fået et andet problem" fortsatte Dearden tøvende. "Kontrolgruppens koordinator deltager jævnligt når arbejdsgruppernes dagsorden bliver lagt, inviteret af Monty eller Harbo. Det startede kort før jeg blev sat på de skandinaviske sager. Monty og Sir Ian har siden justeret sagernes rækkefølge, med hjælp fra dem."
   "Der har de overhovedet ikke noget at gøre" udbrød Joachim vantro. "Den forbandede gruppe skal kun kontrollere modtagerne, og intet, jeg gentager, intet andet. Monty kontrollerer gruppen og hjælper Sir Ian alt for meget. Er du rar at minde ham om der ikke længere er krig mellem Tyskland og England. Imens må du og Vernet holde den forbandede afdeling i ro, i stedet for at sende dem rundt i hele huset og blande sig i ting, der ikke vedkommer dem!"
   "Det gør vi skam også. De opdagede genbrug i et par rapporter. Det skubbede vores sædvanlige argumenter ud af behandlingen. Faktorernes orden kan jeg kun styre i begrænset omfang. Det er officielt at de nu følger med i, hvad der sker med lignende sager."
   "Desuden kunne vores projekter med ombygning, uddannelse og ansættelser ikke kunne hamle op med deres."
   "Påstår du at der er blevet sorteret i bilagene efter du har sendt dem?" spurgte Joachim skeptisk.
   "Det er såmænd ikke nødvendigt. Man skal bare følge den sædvanlige procedure, og gemme de bedste konklusioner til sidst. Dem plejede Gerhard, som han hed, at fremskaffe. Monty blev bedt om at følge op på et par sager af en, han ikke kunne ignorere. Gæt engang hvem."


Joachim spildte ikke tiden med at græde over spildt mælk og takkede for samtalen til Deardens store lettelse. I virkeligheden var det ligegyldigt hvor tingene kom fra, hvis han kunne holde sine aftaler. De fleste af dem i hvert fald. Han ringede derefter til en af dem han havde lovet et par småting.
   "Desværre ser det ikke ud til at vi kan finde flere subsidier til jeres normale leverandør", meddelte han. "Hvad med at give skandinaviske leverandører en chance?".
   "Bare de leverer til den rigtige pris," svarede den anden hurtigt.
   "Vi gør, hvad vi kan i alle retninger," sagde Joachim højtideligt. "Det skulle slet ikke undre mig. Der sker en masse inden for det og elektronik, har jeg netop erfaret."
   "Fint" sagde den anden. "Mon de også kan levere måle- og kommunikationsudstyr? Kvaliteten i de sidste sendinger fra Østen har været lidt svingende. Tak skal du ha'."
   Han ringede uden videre af.
   "Altid til tjeneste," mumlede Joachim til den døde telefon, og ringede derefter til sin kollega, Jean Luc i Paris, for at minde ham om at gøre noget effektivt ved de forbandede kompositmaterialer, og bede ham være opmærksom elektronik.

***
   "Opsummering og aflusning" foreslog Nick. "Luk telefonerne så længe".
   "Alain først. Gerhard fra barndom af". Den gamle overtog førersædet.
   "Kollegerne i Colmar var særdeles hjælpsomme" berettede denne og lænede sig tilbage. "Jonas og hans storebror, Frederic Gerhard, var et par livlige unge herrer i Colmar og omegn. Jonas var tæt på ungdomshjem et par gange. Da storebror kom i fængsel, skiftede Jonas mening om spændende fritid. Med hans fars hjælp blev han elev på et offentligt kontor men holdt alligevel forbindelse med sine gamle bekendte. Første konkrete minus opstod da en kvindelig kollega, et par dage efter en fest, kom i tanke om hun var blevet voldtaget. Det skete mens hun delte en joint med Jonas og tog fejl af den og noget andet.
   Efter et par dage havde de hverken røget eller bollet. Hun blev skilt og flyttede til Strasbourg. Jonas fulgte efter en måned senere, oplyste hans søster."
   Alain pudsede briller og så i sine papirer. "Jeg må her give lige et kort resume af brormand. Det kan ikke udelukkes, han har en vis betydning. I fængslet fik han nye bekendte og landede, efter afsoning, i Paris. Han avancerede fra almindelig biltyv, til narkobranchen. Siden har han pendlet mellem Paris og Colmar, hvor han kendte de rigtige mennesker, mener kollegerne i Frankrig. Har været straffet et par gange for besiddelse. Brødrene har stadig regelmæssig forbindelse. Det kan vi se på Gerhards telefon.
   I 2004 blev broderen påkørt mellem Strasbourg og Colmar med en portion blandede stoffer og en pæn stak kontanter bilen. Kollegerne i Paris mener han er 'muldyr' mellem grossister. Han havde tanket kort forinden, ved siden af Lillebrors bopæl i Strasbourg. Den blev undersøgt, uden resultat.
   Jonas fik, året efter, job i Fort Knox, efter anbefaling fra sin nærmeste kvindelige overordnede. Hun stod for at skulle giftes og gav ham uden tvivl de varmeste anbefalinger til afsked. Det var hende fra Colmar. Lillesøster har skam fulgt grundigt med."
   "Og de havde ingen problemer med at finde, eller tale med hende?" spurgte Den Gamle.
   "Ikke spor" forsikrede Alain. "Hele familien har samme evner. Deres våbenskjold er sikkert et arkivskab. Hun arkiverer hos politiet, og beklager inderligt hendes brødre kom i dårligt selskab. Faderen har en lignende funktion i et offentligt kontor. Hvad der fik Gerhard og broderen til at gøre oprør, kan de kun svare på selv."
   "Jonas manglede ikke penge, det er helt sikkert" overtog Theis. "Hans lejlighed er superlækker. Alt er betalt og ingen gæld. Der lå over fem tusinde euro i en skuffe. To konti med henholdsvis otte og tolvtusinde euro plus et MasterCard vi for resten mangler at høre på. Motorcykel og bil er begge betalt kontant. Ingen af dem er ret gamle eller billige. Ikke flere stoffer endnu. Af løse ender er der masterkortet og en nøgle til en postboks, vi ikke har fundet endnu.
   Udtræk fra hans lønkonto foregår både i Bruxelles og omegn. Plus et par i Colmar, Paris og Strasbourg. Han har sikkert besøgt familien. De har som sagt regelmæssig forbindelse. Det har han også med broderen."
   "Intet interessant i øvrigt på Gerhards telefon", rapporterede Marc, der havde taget sig af den del. Kun en meget kort SMS til en der hedder Sinclair, hvor der ikke står noget videre. Arbejdstelefonen har vi ikke spurgt på. Hans hjemmecomputer har password. Den vender vi tilbage til når de elektroniske genier har knækket det og loggen. USB og Notebook har jeg ikke kikket på."
   "Sinclair har jeg truffet og talt med", fortalte Nick. "Ham bør vi måske være opmærksomme på. Samme Sinclair har optrådt i døgnrapporten et par gange på luskede steder. Som engelsk statsborger og ansat i Fort Knox, fik han lov at gå. Vi skal have ham i baghovedet og måske være opmærksomme på forbindelser i andre retninger. Det viser sig, det ene offer i en voldssag, fik et job, Sinclair håbede på. Har vi andre godbidder?"
   Den Gamle havde filtreret de enkelte oplysninger undervejs. "Lad os ikke glemme den lille dame, der også havde flere penge end der kan forklares, som kendte Gerhard ret godt. Mon ikke det sammenlagt fortjener vi overvejer en ny vinkel?"


Theis sad på sin plads og legede med USB'en. Han så kort på telefonlisten. Sidste SMS var sendt to timer før påkørslen, til Sinclair.
   "Kan vi mon få bekræftet Sinclair var på arbejde den dag? Bare for god ordens skyld, altså." Han så spørgende ud.
   Nick bladrede i sin gamle voldssag. "Den gode Sinclair optræder lidt for tit. Han bor i samme ejendom som det andet offer. Gud ved?" Han holdt en pause.
   "Det kikker vi også på."
   De måtte gætte sig til hvad der skulle kikkes på.
   "Skal de her gå til teknikerne, eller må jeg tage et hurtigt oveblik?" Theis holdt Notebook og USB'en frem
   "Ja og nej." svarede Nick "Det korrekte vil være teknikerne af hensyn til virus."
   "Kopier USB'en først," foreslog Alain, og rakte en lille notebook frem "Kik på kopien, med den her."
   "Har nogen en tom USB, jeg må låne?", råbte Theis ud i lokalet. Et par hænder viftede bekræftende.

Få minutter efter havde Theis med Alains Notebook kopieret USB'ens indhold over på en tom, og kikkede åndsfraværende på en række intetsigende filer, et billede af en båd og noget der lignede et regnskab. Møjsommeligt begyndte han at bladre alt igennem.
   Efter en times uproduktiv og særdeles kedsommelig læsning greb han telefonen, og fik fat i teknisk afdeling.
   "Nej, jeg rykker ikke for noget som helst - overhovedet ikke," måtte han berolige en stresset tekniker i den anden ende.
   "Bare et hurtigt spørgsmål. Hvad pokker er Dropbox - den ligger på en USB, jeg prøver at spare jer for."
   Kort pause med lidt manipulationer med tastaturet.
   "Ja, der findes et par filer, der ender på 'exe'. Jeg arbejder med en kopi i en isoleret computer. Tak skal du ha'!"
   Han slukkede og lukkede computeren, og lænede sig tilbage.
   De andre så spørgende ud. Alain var ved at nummerere en barmfager dame på tavlen. Han færdiggjorde projektet og lyttede. Theis løftede brynene, fjernede USB'en, og lagde det hele af vejen.
   "Meget kort fortalt - fingrene væk! Virus, børneporno eller madopskrifter. Der er åbenbart mange muligheder. Himself er på vej herover alligevel."
   Hen hentydede til lederen af IT gruppen, der som regel blev kaldt Himself.
   Han så på Alain. "Du kan ikke bruge din maskine, før den er blevet clearet."

***

Gruppen holdt vejret i tyve minutter, med undtagelse af Alain der fortsatte sin hyggelige beskæftigelse. Han tvivlede på, om tavlen var stor nok.
   Himself var lavstammet, overvægtig, med let til smil og en tilsvarende optimistisk indstilling til det meste. Han var ledsaget af en kollega, der måbende standsede foran Alains galleri. Himself trak ham videre.
   "Nej, du kan ikke blive overført hertil. Goddag drenge. Hvem har bomben?"
   Theis rakte begge dele frem. Hjælperen hev en PC frem, forbandt dem og startede.
   Nick og Den Gamle stod ved siden af hinanden og ventede. Den Gamle forlangte at få at vide hvad fanden der var los, og hvad var Dropbox.
   "Dropbox er ved at blive lidt af et problem inden for børneporno. Vidst nok også terrorisme," forklarede Himself og gav ordet videre til sin kollega.
   "Det er et elektronisk fjernlager eller service. Det giver brugerne mulighed for samtidig at læse filer online fra forskellige computere, uden de behøver at gemme dem selv. Den der opretter boxen skal bevillige adgang til andre" forklarede han kort, og dykkede derefter ned i cyperspace igen.
   "Den er et stigende problem. Man køber adgang til forskellige Boxe, og behøver, som sagt, ikke selv at have noget kritisk liggende på sin egen computer, udover et styresystem, der indeholder en adgangsnøgle, som ikke fylder alverden. Den kan også være tidsbegrænset og destruerer selv, efter en tid," fortsatte Himself "Derefter kan brugeren købe et nyt abonnement."
   "Vi skal bevise banditterne har løst billet, og har brugt den." indskød kollegaen.
   Himself smilede beskedent.
   "Det lykkedes undertiden." Han så på sin kollega "Noget resultat?"
   "Note'en er ren", svarede denne.
   Alain sikrede sig hurtigt sin ejendom mens han så over skulderen på den andens manipulationer.
   Efter fem minutter blev begge USB'ere erklæret risikofri.
   "Må vi så se hvad der er i den satans boks?", spurgte Nick utålmodigt.
   "Nixs", svarede Himself, der faktisk hed Helmut Seifer, var Nick kommet i tanke om. Årsagen til øgenavnet lå i hans brugernavn, der var 'hmsf'.
   "Hovedbox'en kan teoretisk set være lukket og sikret med et password. Hvis den anden ende hverken genkender bruger eller maskine, kan en spøgefugl have udstyret den med en virus med væmmelige hugtænder, der ligger i baghold og springer på alt ukendt. Skal vi ikke skåne vores Firewall for den øvelse?"
   "Vi får bare adgang når du siger til," svarede Nick. "Tak for hurtig reaktion."
   "Vi takker også," sagde Himself mens kollegaen pakkede sammen. "Vi er kun glade når i prøver at spare vores stakkels afdeling. Det her kan ikke gøres anderledes. Så får vi også lidt mere erfaring med det boxsystem."
   De drog af. Alle var spændte på hvad, de blev præsenteret for.


Alain brød stilheden "Det her er uden tvivl Jeanne Michelozzo. Anden frisure og hårfarve. Det vidste vi jo."
   Alle stimlede sammen og studerede det og andre billeder.
   "To piger fra samme biks er ikke et tilfælde". mente Nick. Så har vi navne at starte med, hvis det bliver nødvendigt."
   "Du følger op på arbejdspladsen, god fornøjelse." Hans opmærksomhed skiftede til Theis.
   "Vi sætter stadig pris på ethvert rygte, men du må ikke presse."
   Theis nikkede indforstået. Med Alains godkendelse havde han bladret billederne igennem, for at sikre sig, hans veninde ikke kom til at optræde på trofætavlen. Gerhard havde åbenbart foretrukket lyshårede piger.
   Nick kontaktede Christian og spurgte om han følgende torsdag ville gi' ham mulighed for at tage revanche for billard på hans hjemmebane, i bowlinghallen.