Han smider jakken og sætter sig over for mig, betragter mig med spændte og nervøse øjne. Kigger sig kontrollerende omkring og kysser mig længe. Der er heldigvis ikke så mange mennesker på caféen.
   Sidst vi sås jævnligt på denne måde, var jeg i et forhold, han var single og det er 7 år siden. Nu er det ham der er i et forhold på 5. år, som der er gået lidt for meget leverpostej i og mig der er single. Han er mig fysisk tiltalende men psykisk frastødende; vores møder føles så kontrastfyldte. Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet er mødtes med ham igen.
   Vi snakker rigtig dårligt sammen, er uenige om det meste, men er tilsyneladende glade for hinandens fysiske bekræftelse. Så den giver vi til hinanden på caféens toilet. Næste gang på toilettet i toget. Det skal holdes hemmeligt og han fortæller mig nøje, hvornår og hvor. Uddyber efter hver gang, hvor vigtigt det er, at hans kæreste intet får at vide.

I dag skal vi være hos ham. Jeg mærker min mave snøre sig sammen, da jeg træder ind ad døren hvorpå der står "Frank og Fia" og føler at jeg har ødelagt deres forgyldte forhold med fælles forbogstav i, bare ved at trække vejret i deres lejlighed.
   Jeg betragter billedet af ham og hans kæreste i stuen. Blomsterpuderne på sofaen. Den lyserøde dug og pyntestenene i vindueskarmen. Hvis jeg ikke vidste bedre, skulle man tro her udelukkende boede en kvinde. Han har meget travlt med at understrege, hvor meget han bestemmer, mens vi sidder på terrassen og drikker juice, men noget siger mig at det er hans underkuede mindreværd der taler.
   Han har taget snakken med hende mange gange, siger han. Om at spændingen snart skal være der, ellers må han gå fra hende. Han siger, at han kan falde for mig med tiden. Jeg får kvalme af al den blomsteridyl deres hjem viser, hans utroskab og hans sætning. "Med tiden"? - Jeg har været nummer 2 og "den anden kvinde" før. Nej tak! Vi har ikke sex denne gang. Jeg er for frastødt.
   Han kører mig hjem og jeg modtager senere en besked om, hvor fræk han synes jeg er. Sender retur at jeg må tænke lidt over alting. Han svarer fluks, at "det må jeg også. Ku' lidt for nemt falde for dig". Ligesom for 7 år siden, hvor jeg fravalgte ham, er jeg ved at gøre det igen og undrer mig over, hvordan man kan være så pæn og så fucked up samtidig.
   På Facebook søger jeg efter hans kæreste, som for en uge siden har skrevet en status: "Snart 6 år med manden i mit liv. Tak for dig, Frank, verdens bedste kæreste!". Flere har kommenteret og spurgt, hvornår de skal have børn og en ældre kvinde med samme efternavn som hans kæreste, nok hendes mor, skriver at nu skal de vel snart giftes. Hun skriver "forhåbentlig snart" og han har kvitteret med et hjerte og en blinkende smiley. Føj for satan!


Jeg tæller de brede brædder i loftet, mens min stedfar stønner i mit øre. Der er 22,5 som der plejer at være. Det irriterer mig at den ene brædde yderst til højre, lige før døren, er halveret. Jeg tæller hans hug og kan smage blod fra min læbe, som jeg bider hårdt i, for at overdøve smerten fra forneden. Nynner en melodi i hovedet i takt med hans hug og ved, at det snart er overstået.


Jeg er på vej på date med Bo. Han ligner en idiot på sit profilbillede, men hans venlighed fangede mig. Han skrev meget om, hvor vigtigt indre værdier og at være en gentleman, er for ham. Det lød jo godt, men jeg er ikke dét værd, det ved jeg godt. Jeg mærker angsten for daten blandet godt med mindreværdet og ensomheden. Skriver til Frank. Han er til familiefødselsdag hos kærestens familie og ville gøre alt for at være hos mig, skriver han. "Jeg er i en bus og træt af livet. Tro mig, du vil ikke være sammen med mig lige nu" svarer jeg ham og håber, at han snart stopper med at være så vild efter mig.
   Min date med Bo går godt, synes jeg. Han trækker stolen ud, tager min jakke og betaler da vi har spist. Han tænder mig dog overhovedet ikke; han er simpelthen alt for tilgængelig. Og ikke særlig køn heller.
   Da han kontakter mig dagen efter, for at sætte endnu en date op, lyver jeg mig syg. Han tilbyder at komme forbi med kage eller andet jeg måtte have lyst til. Svarer ikke.
   Han skriver igen dagen efter, at han har lyst til at se mig igen. Jeg svarer, om han ikke kan fatte at jeg er syg - og er helt overbevist om, at så gider han nok ikke snakke med mig mere, når jeg skriver så surt til ham. Men han svarer, at jeg kan skrive når jeg er frisk igen og at han blot ville være sød.

I weekenden får jeg ondt af ham og min dårlige samvittighed gør, at jeg giver efter. Ensomheden er også for stor. Da vi mødes til kaffe på samme café som Frank og jeg var på i sidste uge, bliver jeg et øjeblik flov, for det er den samme servitricen bag kassen og jeg tænker, at hun sikkert genkender mig. Hun synes nok jeg er billig. Men hun smiler bare.
   Bo snakker alt for meget om hans fiskerihobby og jeg afbryder ham ved at kysse ham. Hans ånde er virkelig dårlig, så jeg holder vejret mens vi kysser og spørger, om han kunne tænke sig at have sex. Han ser overrasket på mig og rynker brynene. Siger, at han synes det er ret tidligt, at han i det mindste gerne vil se hvor jeg bor først. Jeg synes han gør tingene unødigt komplicerede og spørger ham, om det ikke normalt er kvinden der plejer at være så kostbar. Han svarer, at han bare undrer sig over, hvorfor vi ikke kan være hos mig og at han desuden, hvis jeg absolut synes det allerede skal være nu vi tager så stort et skridt, hellere vil have sex i en seng og forkæle mig inden.
   Jeg lyver og siger, at min lejlighed er i gang med at blive renoveret og fyldt med håndværkere. Så inviterer han mig med til fest i weekenden på den handelsskole hans kammerat går på. Han har tre billetter og jeg kan tage en veninde med, hvis jeg har lyst. Men jeg har ingen veninder og min tavshed får ham til at snakke om fiskeri igen. Jeg forsøger at undgå hans konstant fiskeri-snakkende og lugtende mund, da han vil kysse farvel ved bussen og jeg føler mig flov over at være i hans selskab, når folk kigger på os, men han presser mig op ad busstoppestedets glasrude og rammer min drøbel med sin tunge. Så siger han, at jeg ligner hans eneste ene, lige før jeg træder ind i bussen. Jeg får kvalme og børster tænderne tre gange på krisehjemmet den aften.


Jeg er ved at kaste op, da jeg bukker mig ned efter min skoletaske. Den konstante kvalme har udviklet sig til sure opstød og jeg er ved at blive sindssyg af det. Jeg tør ikke ringe til lægen, han snakker godt med min far. Jeg har købt en test i Brugsen på vej til skole og tager den på skolens toilet. De to streger dukker hurtigt op og jeg læser igen og igen brugsanvisningen. Det kan ikke passe! Jeg hører skridt og kan genkende Pernilles stemme på den anden side af toiletdøren, hun snakker nok i mobiltelefon med sin kæreste, for hun skændes med en eller anden og det plejer at være ham. Har lyst til at åbne døren og fortælle hende alting, men forestiller mig hvordan hun vil blive chokeret og aldrig snakke med mig igen.
   Jeg ser igen på testen i min hånd. Stadig to streger. Mærker afskyen i hele min krop. Jeg bærer på et monster; det skal bare væk nu!


Vi er til handelsskolefesten, mig og fiskeri-Bo. Jeg møder hans ven som er tømrer og meget flabet. Og meget pænere. Han hedder Michael og jeg inspireres af hans flabethed og forsøger at leve mig ind i akut, selvopfunden rolle som flabet tøs med sjællandsk dialekt, ligesom ham. Han falder i med begge ben og klapper mig i røven hver gang fiskeri-Bo kigger væk.
   Vi ryger sammen ude foran, alene. Fiskerientusiasten ryger selvfølgelig ikke, han står inde i baren og ligner sikkert en fisk. Michael kysser mig pludselig. Jeg skubber ham væk, fortæller ham at vi dater, fiskeri-entusiasten og jeg. Han er ligeglad og kysser mig vider. Jeg mærker mine ben give lidt efter, hans duft minder mig om den frihed og spænding jeg længes efter. Han tager min hånd og trækker mig væk fra festen, mens han fortæller at vi skal tage toget væk fra det hele. Bare os. Aldrig se os tilbage. At jeg ligner én han gerne vil have børn med. Jeg tænker, at han måske er én jeg kan fortælle sandheden til.
   "Hvad med min jakke, Michael? Jeg må lige tilbage efter den, vent lige" siger jeg, men han trækker mig med og siger, at jakken er det mindste problem - han skal nok give mig en ny, forsikrer han. Og jeg mærker en følelse af håb sprede sig i maven og kan kun smile.


Jeg tager den bredeste strikkepind og damen bag kassen spørger, om jeg ikke skal have en ekstra med, "man bruger jo oftest to til at hækle", jeg takker nej, smider pengene og løber ud af butikken. Det regner og noget langt inden i mig er taknemmelig, for så kan man ikke se mine tårer ligeså tydeligt.
   Min stedfar sidder på kontoret, jeg lister ud på toilettet, trækker bukserne ned, tæller hurtigt til tre og hamrer strikkepinden lige op. Smerten kommer som en stor bølge, tvinger mig til at falde ned på gulvet og jeg hører mig selv skrige ukontrolleret, mens jeg mærker følelsen af varme flyde ud mellem mine ben og mit underliv krampe. Jeg hører er min stedfars hamrende skridt komme nærmere, mens det sortner for øjnene.


Michael køber smøger og siger, at han må have fat i et nyt nummer, nu hvor vi skal stikke af fra det hele. Han kan let få job et nyt sted, siger han. Så hiver han en klump op ad lommen og jeg takker nej. Har aldrig prøvet det og vil heller ikke.
   Vi tager toget, han siger vi skal hen til hans ven og være der, indtil vi finder vores eget. Jeg indskyder, at det er svært at finde lejlighed, han svarer at han har "masser af kontakter, baby. Bare rolig, der er styr på det" og så blinker han til mig. Jeg er tavs af spænding over, hvor spontan og alligevel tjekket han virker til at være.

Da vi træder ind ad døren hos hans ven, er der en del mennesker i sofaerne. Der er en tæt tåge af røg i hele rummet, stinker og er beskidt, cigaret-skodder flyder over i de to askebægre, tomme flasker spredt på bordet, usoignerede mennesker. Høj musik og én af de mange mennesker råber "skru ned, Mini er her". Der bliver skruet ned, Michael får hurtigt mange kram af flere mennesker i rummet, som er tydeligt begejstrede over at se ham. Så introducerer han mig: "Det her er min kommende kone, se hende lige, hun er fucking smuk" og de griner af ham, men smiler til mig og hilser med kram og kaldenavne. Hans ven råber videre om hvor fantastisk det er at vi er kommet, mens jeg får en plads i sofaen. Jeg føler mig smigret, godt taget imod og underligt nok også hjemme, i alt dette kaos. Hans råbende ven siger, jeg bare skal kalde ham Kobraen, læner sig ind mod mig og siger lavt, med et skævt smil: "og så kan du jo selv gætte lidt på, hvorfor Michael bliver kaldt Mini og hvorfor jeg bliver kaldt Kobraen."


Da jeg vågner, ligger min stedfar mellem mine ben og mine øjne begynder af ren vane, at lede efter brædder at tælle, men loftet på toilettet er bare hvidt uden streger, mønstre eller noget at fokusere på. Smerten i hvert hug bliver kraftigere og kraftigere, jo mere jeg vågner op. Så går det op for mig, at han måske er ved at placere et monster mere i mig og jeg forsøger straks at skubbe ham væk, skriger af al kraft nej ind i hans øre, mens tårerne begynder at strømme ned af mine kinder. Han tysser aggressivt på mig og lægger hånden over min mund, presser fingre ind på min tunge, jeg kan ikke holde det tilbage og kaster op. Han rejser sig hurtigt op, råber af mig i afsky, trækker bukserne på igen og går hurtigt ud. Så kommer han tilbage med en klud og siger, at det var fint jeg lagde mig klar til ham, men at jeg godt må lade være med at bløde sådan på gulvet næste gang og at hvis jeg forsøger at skubbe ham væk igen eller kaster op på ham igen, så ved han ikke hvad han gør ved mig. Så beder han mig gøre rent og smækker døren. Jeg kravler rystende hen i badet, ser hurtigt på blodet på gulvet, før jeg tænder for vandet. Ingen klumper i blodet. Monsteret er der sikkert stadig, så.


Vi får Kobraens soveværelse til at sove i den nat, trods mange indvendinger fra Kobraens rødhårede kæreste, som helt tydeligt forsøger at markere sine grænser, men totalt indhylles i den destruktive dynamik som hende og Kobraen ikke kan skjule for hverken os eller hele selskabet. Jeg beundrer hendes modige og stædige trodsighed. Alle opfører sig som om det er det mest normale i verden, at der står to mennesker foran dem og råber voldsomme skældsord efter hinanden og jeg forbløffes. Michael sidder bare og ryger en joint, tilbyder mig, men jeg takker stadig nej. Han kalder mig kedelig og går ind i soveværelset.

Da jeg kommer ind til ham, fortæller han, at han lige har en ekskone, som han skal skilles fra, før vi kan gifte os og at han må finde ud af, hvordan han kan blive det hurtigst muligt. Jeg føler mig forrådt, forført på falske præmisser og vil snakke med ham om det, men han vender ryggen til og siger godnat. Han falder hurtigt i søvn og jeg ligger i mørket og hører Kobraen og hans kæreste begynde at skændes på ny. Ikke en lyd fra selskabet, man skulle tro de slet ikke var der længere. Så skriger hun, bønfalder ham om at lade være, tumult-lyde og noget smadres. Michael snorker videre, jeg lister mit tøj på og åbner døren ud til stuen. Kobraen står og holder sin kæreste fast op ad væggen, glasskår ligger omkring deres fødder og selskabet sidder og ser alle andre steder hen, end på parret. Jeg chokeres og mærker vreden over selskabets inaktive måde at være på og råber, at han skal slippe hende. Kobraen værdiger mig ikke et blik. Så vender jeg mig mod selskabet, der sidder 5 i sofaerne: "I skulle skamme jer - kan I ikke se hvad der foregår?!"
   Jeg går helt hen til Kobraen, så jeg står med hovedet lige ved siden af hans skulder og råber igen: "Slip.. hende.. NU!" og han kigger ned på mig med et klamt, nedladende blik, griner hånligt af mig, mens hans kæreste benytter de korte sekunder hvor han ikke holder hendes hoved ind mod væggen, til at kigge panisk på mig og ryste med hovedet, som en hentydning til at jeg ikke skal blande mig, for min egen skyld. "Lige nu! Jeg mener det!" råber jeg igen og så giver han mig uden varsel, en hård lussing. Jeg tager mig til kinden og samtlige billeder fra fortiden fylder mit hoved, min stedfars ansigt dukker pludselig op på Kobraens krop og jeg løber ud ad lejligheden uden sko.

Der er helt mørkt udenfor og jeg bliver ved med at løbe indtil mine ben er følelsesløse og mine sokker gennemvædede af fugten fra græs og vandpytter. Efter en halv time fryser jeg for meget og begynder at gå tilbage. Det bipper fra min lomme og jeg lettes over, at have taget min mobiltelefon med. En besked fra Michael dukker op på displayet og jeg føler lettelse; han er vågnet. Så kan vi måske endelig komme væk fra de forfærdelige mennesker. Men skuffelsen æder hurtigt håbet, da jeg åbner beskeden: "Hej. Du skal aldrig blande dig igen, kan du forstå det? Ellers kan du ikke være her med Mini. Du har ikke set noget her til aften, okay? Der er meget du ikke ved. Du er ret køn, så det er ærgerligt at du skal blande dig sådan. Hilsen Kobraen".
   Der er for langt tilbage til krisehjemmet lige nu, så jeg tager tilbage. Kobraen krammer mig, da jeg kommer tilbage og siger undskyld for at have slået mig, men at jeg ikke skal stikke af næste gang, for "vi må sgu da kunne snakke om tingene som voksne mennesker". Jeg tilgiver ham på et splitsekund, uden at ane hvorfor. Stuen er tom for mennesker og hans kæreste er væk. Han laver varm kakao til mig og siger, at han er en rar fyr, men at der er ting om hans kæreste jeg ikke ved. Han betror mig, at hans kæreste er en "føjte-tøjte der ikke fatter at holde fissen for sig selv" og jeg fniser af hans ordvalg. Han kigger undrende på mig og jeg bliver straks bange for at han vil slå mig igen. "Undskyld, det lød bare sjovt" siger jeg hurtigt. Han smiler skævt og smågriner. "Tak. Jeg har ingen humor og der er altid så meget lort. Dejligt med én som kan grine, midt i det hele". Et øjeblik får jeg ondt af ham og lyst til at hjælpe ham. Så siger han, at det skal være slut med at være fritids- og opholdssted for alle de misbrugere og at det er slut med stoffer. Jeg betragter ham beundrende i stilhed, mens han tager en tom plasticpose og tømmer skuffer og skabe for stoffer i små poser, piber, rør, filtre, små hash-klumper, som han propper i posen. Så rækker han ud efter mig med hånden og siger "kom, vil du med ud og brænde det her?"
   Mens det lille bål gnistrer, fortæller Kobraen mig om sine drømme: "Det skulle aldrig helt herud, mand. Jeg troede vi skulle være en familie, sådan en rigtig familie, med hus, bil, unger og alt det der lort. Men så begyndte hun også at feste på den måde og så gik tiden bare. Flere og flere mennesker kom til og jeg kunne ikke skaffe penge nok. Og så begyndte hun på det lort med at være utro, med den undskyldning at det skaffede os penge. Det havde hun fandeme ikke behøvet. Ja og så kom jeg til at være sammen med Minis kone en dag og så havde hun den undskyldning for at fortsætte. Fuck noget lort altså".
   Han trækker mig ind til sig, tvinger mig nærmest til at kramme ham og jeg kan mærke han græder. Jeg får et billede af ham som en sulten ulv, der leder forgæves efter mad.


Jeg fortæller Pernille om monsteret i maven, men lyver og siger, at det var en fyr til en fest. Hun ser glad og overrasket på mig og siger, at "det var fandenedme på tide du fik prikket ruden ind, mand. Men hallo, det der med at få børn allerede, det holder ikke smukke. Jeg skal nok hjælpe dig", så tager hun min hånd og et øjeblik føler jeg et sammenhold og at det hele nok skal gå.
   Mens vi går, bliver hun ved med at spørge ind til, hvem faren er og om jeg er sikker på, jeg ikke vil have det, for hun vil med glæde gerne være gudmor eller måske adoptere. Jeg holder stædigt fast, men siger at lægens abortmetode er for usikker og vi køber sammen en ny strikkepind, denne gang en tyndere. Vi låser os inde på handicaptoilettet i storcenteret. Jeg begynder at ryste og græder nærmest ustoppeligt, mens Pernille krammer mig og spørger, om jeg er klar. "Jeg skal nok skynde mig, så vi kan få det overstået" forsikrer hun. Så lægger jeg mig ned på gulvet, holder mig for øjnene, tager en dyb indånding og putter mit halstørklæde i munden. Jeg føler mig så alene, ikke engang Pernille aner hvem jeg i virkeligheden er. Det sidste jeg når at tænke, inden smerten æder hele min underkrop er, at hvis hun vidste hvem jeg var, ville hun sikkert ikke engang røre mig med en ildtang.


Mini er sur om morgenen og siger, at jeg sikkert har "kneppet med Kobraen ligesom alle de andre". Vi sidder i sofaen og Kobraen bryder hurtigt ind og råder mig til lige at "gå efter morgenmad, så tager jeg lige en drengesnak med Mini imens". Jeg kan ikke finde mine sko og hører Kobraen snakke løs om, at det er over et år siden nu, at han var påvirket og at hun altså selv lagde op til det. Jeg låner Minis alt for store sko og støder på Kobraens kæreste foran indgangen til Kvickly, som står og ryger. Jeg spørger hende om hun er okay, hun smiler falskt og siger ja ja. Hendes ene øje er blodsprængt, læben flækket og hun fortæller, at hun sov ved en veninde i nat, fordi hun var bange for Kobraen. Hun følger efter mig, mens jeg går ind til bageren og kvinden bag disken hører alt hun fortæller og kan ikke skule sin foragt, mens hun deler, hvordan Kobraen slår hende systematisk, hvordan han altid er påvirket, men understreger hvor meget hun elsker ham. Jeg tænker, at hun sikkert vil blive glad, hvis jeg fortæller hvordan han i nat ryddede og brændte alle stoffer, men hun bliver i stedet vred og snakker om alle de spildte penge. Jeg er forvirret og mærker, at jeg vil væk derfra. Går dog tilbage med morgenmaden, mens Kobraens kæreste snakker videre om alle sine kvaler, hun bliver dog fuldkommen tavs fra vi træder ind ad døren. Mini vil pludselig kysse og Kobraen sender flere skjulte, flirtende blikke til mig, mens vi spiser morgenmad.
   Jeg har fået nok og siger at jeg skal se en veninde, tager Kobraens kærestes kondisko, fordi mine egne sko stadig er væk og mærker lettelsen i hele kroppen, da jeg går ud ad lejligheden.