Benjamin prøvede at følge med Nis der ilede igennem skoven - han sørgede hele tiden for at de løb igennem de mest tætbevoksede områder, Benjamin spekulerede på hvorfor.
   Stakåndet og stammende råbte han stille
   "N...Ni... Nis" Kun 2 stammen nu, han var ved at føle sig godt og sikkert tilpas i Nis's selskab, tænkte han. "Ka...kan vi ikke løbe ude på stien?"
   Nis så sig over skulderen, og stoppede op. Han pegede på en sten, og gjorde tegn til at de kunne holde en pause. Nis satte sig, fandt sin pibe frem - det gjorde han hver gang der var en mulighed for det. Da han havde fået gang i den, sagde han så til Benjamin:
   "Grunden til at vi løber her i de tætbevoksede områder, og krattet kan du jo nok godt tænke dig til Benjamin - i hvert fald hvis Maren har fortalt dig alle detaljer om dronning Tulv - og det ville ligne hende dårligt hvis hun ikke havde det."
   Benjamin tænkte sig lidt om. "Kragerne!" Udbrød han. Selvfølgelig det var dem som Nis var bange for.
   "Men kan vi ikke løbe om natten i stedet så Nis?"
   Nissen kiggede med godmodige øjne på Benjamin. "Er du sikker på at du er så kvik som Maren gjorde dig til?" Han blinkede drilsk til Benjamin.
   "Nåeh ja troldene kan jo komme efter os om natten, men ikke om dagen, udbrød han så."
   "Shh ikke så højt Benjamin. Ja Benjamin, ser du vores dilemma? Om natten er troldene efter os, og om dagen er kragerne!"
   Benjamin nikkede forstående tilbage. "Ja jeg forstår Nis. Men hvad jeg ikke forstår er hvorfor de er efter lige netop mig, hvad har jeg gjort dem? Og hvor er vi på vej hen? Hvor er tante Vigga? Og hvor forsvinder hun hen hvert år i foråret? Og hvorfor er det at lige netop hun kan hjælpe mig når mormor ikke kunne? Og apropos mormor, hvordan kunne hun så forme sig til en sky EFTER hun var død? Og hvorfor dræbte troldene hende? "
   Nis pustede i sin pibe, og sugede ind. "Det var godt nok mange spørgsmål!"
   Han smilede skævt. "Som du hørte da jeg snakkede med Maren, så kan jeg besvare samtlige dine spørgsmål, men jeg må ikke. Og inden du nu spørger hvorfor igen, så kan du jo nok regne ud at lige netop det må jeg jo så heller ikke svare på." Han holdte pause, og sugede endnu engang på piben.
   Benjamin afventede om der kom mere ud af Nis - det var aldrig til at vurdere hvornår han var færdig med at snakke, og hvornår han holdte pause.
   Nis fortsatte. "Men nogle af dine spørgsmål både kan og må jeg besvare" Han smilede varmt. Som han sad der veltilfreds og sugede på sin pibe virkede han nærmest som den bedstefar Benjamin aldrig havde haft.
   "Både din mormor og Vigga er hekse, det var din mor så også kan jeg fortælle dig - ja jeg kendte hende, men vi har ikke til at fordybe os i historier om hende nu" Sagde Nis da han så Benjamins ængstelige øjne, da hans mor blev nævnt.
   "Der hvor vi er på vej hen er Heksenes danseplads, eller Heksepladsen som det er blevet til i daglig tale. Vi er på vej dertil fordi de har deres årlige møde, og det er så der din tante Vigga "forsvinder" hen hvert år i foråret. Maren er ikke taget med de sidste 12 år, da der så ikke var nogen til at passe på dig. Derudover fik hun at vide fra Vigga hvad der var af nyt, og Vigga havde hendes mandat til at tage beslutninger i rådet." Nis kunne se at hans svar gav anledning til lige så mange spørgsmål, som de havde besvaret. Han sagde derfor hurtigt:
   "Og det er hvad jeg kan og må fortælle dig Benjamin - resten må din tante fortælle dig."
   Benjamin nikkede, forstående men irriteret.
   "Hv..." begyndte Benjamin.
   "Hvor langt vi skal og hvor Heksepladsen ligger?" Nis smilede, han vidste at det var det Benjamin ville spørge om.
   "Vi er 2 dagsrejser fra Heksepladsen, den ligger i dalen af de 7 Vølvebjerge der støder op til hinanden." Nis nikkede bestemt, hvilket som oftest var tegn på at nu var han færdig med at fortælle.
   Benjamin rejste sig, for første gang i flere dage bestemt og selvsikkert. "Okay, jamen så lad os komme afsted! Jo før vi finder Vigga, jo før får jeg vished, og jo før kan jeg komme hjem. "
   Nis slukkede sin pibe, og rejste sig. "Først, sagde han så, synes jeg at vi skal finde noget vand. Vent her, så søger jeg i området."
   Benjamin satte sig igen på en sten, og ventede. Pludseligt hørte han en lyd, ganske svag - men helt sikkert en lyd. Han sad i stilhed og koncentrerede sig om at lytte. Der var det igen, en stille lille stemme der sagde noget.
   "Hjææææ..." Lød det.
   Hjælp? Tænkte Benjamin og så sig omkring, han flyttede nogle grene og buske til side, hvor kunne lyden komme fra?
   "Hjæææl..." Lød det så igen.
   Det lød som en kvindestemme. Han stod helt stille og lyttede igen.
   "Hjææælp "lød det så, nu var han helt sikker, han kiggede ud af krattet og så direkte ud i en lysning hvor solens stråler ramte det grønne græs, lige der i midten var der en stor stenskulptur, men ellers ikke noget at se.
   "Hjææææææææææææælp" lød det endnu engang.
   Benjamin måtte derud for at se hvad det var. Forsigtigt gik han derud, han sørgede for at se sig over skulderen mange gange for at sikre sig at ingen var efter ham. Da han kom ud i lysningen var der ikke noget at se. Han kiggede op for at se om der var noget tegn på krager, det var der heldigvis ikke.
   Han trådte forsigtigt frem, han kunne ikke se nogen.
   "E... e... er... errrrr... hee... Er her nogen" forsøgte han at råbe.
   Intet svar, han så sig igen omkring, "ha...hall...hallo?"
   Så, så han pludseligt noget der gjorde at han var ved at falde bagover. Stenskulpturen rykkede sig, ikke meget, men nok til at Benjamin lagde mærke til at den i hvert fald ikke havde stået sådan før. Den bevægede sig igen. Før havde den ligget på alle 4, med masser af smerte i ansigtet, og stirret ud i luften mod øst, men nu havde den drejet hovedet, så den kiggede lige ud på Benjamin, der stod i vest, stadigvæk med masser af smerte i ansigtet. Igen bevægede skulpturen sig, nu var det som om at den rakte armen ud efter ham. Benjamin stod lammet, og stirrede på den.
   "Jolp", lød det, som om lyden kom inde fra stenskulpturen.
   Benjamin tog sig sammen, og nærmede sig skulpturen. Han satte sig på hug foran den, han prøvede at fremstamme nogle ord, men kunne ikke. Han kiggede den bare lige ind i øjnene.
   "Hjælp mig" hviskede skulpturen.
   "Mm...me... memememe... med hvvvvadd, med hvad" Fremstammede Benjamin.
   "Få mig ud af solen, og hent mig noget vand, før det er for sent, tiden er knap" hviskede skulpturen.
   De sidste par ord den havde sagt, lød som om de krævede en ekstra kraftanstrengelse at få frem. Benjamin kiggede skræmt på den, hvad var det der lå her foran ham? Uanset hvad, måtte han hellere skynde sig at hjælpe den tænkte han, så kunne han forhåbentligt få svar på de spørgsmål han havde omkring den bagefter.
   Benjamin lagde armene omkring hvad der lignede dens mave, og prøvede at løfte den, han lagde alle kræfter i, men formåede kun at løfte den et par millimeter over jorden.
   "Gynd gig" fremstammede skulpturen.
   Benjamin opgav at løfte den, i stedet gik han om foran den, og tog fat i den fremstrakte arm, og gav sig til at hive. Stille men sikkert, formåede han at hive stenskulpturen ud af cirklens midte, og ind i træernes skygge. Da han endelig havde fået den helt slæbt ind, faldt han om af udmattelsen, sveden haglede af ham, og han lå udmattet og færdig på jorden. Han kiggede over på skulpturen, stille mistede den sin stenfarve, og nu kunne han se at den havde samme farve som ham selv, dog med et grønligt skær. Huden var præget af skidt, og ar, der tyede på at hvad end dette var, havde det levet herude længe. Han rejste sig, og begyndte at nærstudere det, der viste sig at være et levende væsen.
   Det sad stadigvæk i samme position, som det havde gjort da han havde trukket det ud fra cirklen. Det gik op for Benjamin at det var en pige, hun var velformet men muskuløs, man kunne tydeligt se hendes store velformede lægmuskler, hendes muskelfyldte lår, og hendes arme, var større end mange af de mænd som Benjamin havde set i tidens løb. Hendes hår var langt, rødt og filtret, hendes øjne var grønne og dejligt varme at kigge ind i, hendes ansigt var aflangt, men alligevel rundt på en måde. Hendes store kindben var tydelige, og selvom mange nok ville kalde hendes maskulin at se på, syntes Benjamin på en måde at hun var smuk.
   Et øjeblik stod han og blev helt betaget af hende, og glemte tid og sted, indtil pigen, med en lidt højere stemme en tidligere fik fremstammet "VAND!".
   Benjamin så fortvivlet på hende
   "Ja...jam..jaa..." Benjamins stemmebånd var stadigvæk lammet og var nu gået fuldstændigt i selvsving. Han opgav at sige noget, og forsøgte i stedet at gestikulere at han ikke vidste hvor der var noget vand.
   "Skynd dig nu" tryglede pigen.
   Igen forsøgte Benjamin at gestikulere at han ikke vidste hvor der var noget vand, og nu var det som om pigen forstod hvad han mente.
   "Bag højen lige overfor" hun sukkede det lød som om det kostede hende mange kræfter at sige noget.
   "Der løber der en bæk omkring en halv kilometer inde" hun sukkede igen, og denne gang endnu dybere end før.
   "Løb så hurtigt du kan menneske, det er snart for sent for mig".
   Benjamin nikkede, og skyndte sig at løbe afsted.
   Egentligt kunne han være ligeglad tænkte han mens han løb afsted, hende her pigen kunne jo i og for sig være en fælde, sat af dem der var efter ham, han vidste jo ingenting. Men pigen lød oprigtigt skræmt, og Benjamin følte en sympati for hende, hvorfor kunne han ikke helt afgøre, og uanset hvad havde hans mormor lært ham at alt liv er helligt, og havde man chance for at redde et liv skulle man gøre alt hvad der stod i ens magt for at gøre det. Benjamin nåede frem til bækken, men så gik næste problem op for ham, han havde ingenting at fragte vandet i. Det eneste han kunne gøre var at folde hænderne sammen, og skynde sig at komme tilbage med det, inden det var for sent for pigen, og så håbe på at det var nok. Benjamin løb tilbage, så forsigtigt som muligt for at spilde så lidt af vandet som muligt.
   Pigen stod stadigvæk i samme position som han havde forladt hende i, han satte sig på hug foran hende, og rakte hænderne frem mod hendes mund.
   "Hæld det i mig menneske"
   Benjamin forsøgte forsigtigt at hælde vandet ned i pigens åbne mund, han kunne høre at hun slubrede det i sig.
   "Tak menneske, træd væk så hurtigt som muligt nu"
   Benjamin kiggede undrende på hende.
   "Gør det hurtigt menneske, løb om bag et af træerne og søg dækning".
   Selvom han ikke forstod hvad hun mente, skyndte Benjamin sig afsted, jeg må hellere bare gøre som hun siger tænkte Benjamin, og skyndte sig væk. Han kiggede sig over skulderen mens han løb, kunne hans se at pigen var begyndt at ryste voldsomt, nysgerrigheden greb ham og han stoppede op lige før det største af træerne, hvorfra han stadigvæk kunne se hende. Hun rystede meget, meget kraftigt nu kunne han se, man kunne også høre små smertefulde skrig komme fra hende, pludseligt lød der et kæmpe brag, og en ren kraftbølge røg gennem luften. Bølgen førte blade og grene med sig, og væltede Benjamin fuldstændigt omkuld.
   Benjamin skyndte sig at rejse sig op igen, han var lettere rundtosset, og skyndte at se ind på pigen.
   Hun lå nu fuldstændigt fladt på jorden. Benjamin hastede hen til hende. Hun lå livløs og urokkelig på jorden, men hovedet ned i jorden. Benjamin ruskede i hende, der var intet tegn på liv, han skyndte sig at mærke efter hendes puls... puha den var der.
   Hvad gør jeg nu tænkte Benjamin, jeg kan ikke bare lade hende ligge. Han forsøgte at vende hende om, men hun var tung, og lang. Hun må være omkring 2 meter vurderede Benjamin, mens han lagde alle kræft i, og fik hende vendt. Hun lå stille på jorden nu, og trak vejret roligt. Hun blødte fra tindingen så Benjamin. Jeg må hente noget mere vand så jeg kan rense såret.
   Igen spænede afsted. Han løb så hurtigt han kunne, der var ingen tid at spilde. Pludseligt væltede han over noget, og i det samme hørte han Nis's stemme der beklagede sig.
   "Avv for... " Sagde Nis hårdt. "Hvad laver du knægt? Bad jeg dig ikke om at vente? "
   Det gik op for Benjamin at det var Nis han var væltet over.
   "Und...und...Undskyld" Sagde Benjamin stille. "De... det er bare"
   Benjamin stoppede sig selv midt i sætningen da han kom i tanke om hvorfor det var at Nis var gået ud alene - vand!
   "Fi... fi... fik du fat i vandet Nis?"
   Nissen så forundret på ham "Det er bare hvad? Ja jeg fik fat i vandet - er du så tørstig at du slet ikke skal spørge om jeg slog mig?" Nis grinede lidt for sig selv, og var tydeligvis ved at komme i bedre humør.
   "Hvor har du det?" Benjamin var febrilsk, mens han gennemsøgte Nis med øjnene.
   Nis tog fat om posen der hang fra hans bælte, og rystede med den - "Her sagde han og smilede."
   Benjamin greb posen, og flåede den fra Nis's bælte inden han spænede afsted over mod pigen. Nis stod helt paf tilbage og forstod ingenting af hvad der foregik - hurtigt kom han dog til sig selv, og spænede efter Benjamin.
   Nis stoppede brat op ved det syn der mødet ham. Her stod menneskedrengen som han prøvede at redde fra troldende og plejede en såret TROLD. Nis stod helt stille og prøvede at forstå hvad der skete, inden han udbrød:
   "HAR DU HELT TABT FORSTANDEN KNÆGT?" Nissen kunne slet ikke holde sig tilbage, og hoppede og spruttede af raseri!
   "Her risikerer jeg liv og lemmer for dig, jeg forlader min tomte, løber som jeg ikke har gjort i flere hundrede år for at holde dig på afstand af dem, og lede dig i sikkerhed. Så vender jeg ryggen til i 1 sekund, og da jeg kommer tilbage, sidder du og renser såret på en Trold? EN TROLD BENJAMIN?"
   Benjamin skævede forsigtigt over imod nissen. Så sagde han stille:
   "Jeg ved det godt Nis - men hende her virker bare ikke så ond. Hun var faktisk ved at blive til sten inden jeg reddede hende ud i skyggen."
   Nis stod lamslået tilbage. "Du fortæller mig altså Benjamin, at ikke alene sidder du og renser hendes sår, du reddede hende også fra den visse død? ER DU GÅET KOMPLET FRA FORSTANDEN? Har du glemt at det var dem der dræbte din mormor? At de prøver at tilfangetage dig?"
   Trolden viste nu for første gang lidt livstegn fra sig, men sagde ikke noget.
   "Lad os komme væk Benjamin - lad os komme væk inden hun vågner og kommer til kræfter igen."
   Trolden begyndte nu at mumle.
   "Hvad var det" spurgte Nis "Sagde du noget?"
   "Vil I ikke nok blive?" Troldens stemme var lav og næsten ikke til at høre.
   Nis brød ud i latter.
   "Om vi vil blive? Hvorfor? Så dine kompagnoner kan komme og få fat på os? Du kan tro nej kan du!"
   Trolden mumlede igen afkræftet.
   Benjamin lænede hans hoved ned til hendes mund. "Hun siger at hun er udstødt Nis - at hun har levet herude alene i flere år."
   For første gang så Nis ordentligt på trolden, og lagde mærke til hvor iturevet hendes tøj var, og hvor arret hendes hud var - hun havde tydeligvis ikke levet i en tryg hule, så måske talte hun sandt, men han havde stadigvæk sin tvivl. "Det er en fælde Benjamin - så snart hun får chancen så tager hun dig og fører dig til Tulv! Og vupti så er hun ikke udstødt mere."
   Trolden mumlede igen. Benjamin lyttede stadig til hende.
   "Hun siger at du kan tro hvad du vil Nis, men at hun skylder mig hendes liv, og fra nu af vil hun følge mig hvis jeg vil have det."
   Nis var stadigvæk mistroisk. "Benjamin, jeg beder dig - lad os nu komme afsted, mens tid er! Du kan ikke stole på dem!"
   Benjamin rystede på hovedet. "Hvis vi forlader hende nu, så dør hun Nis! Og det vil jeg ikke være med til! Min mormor har altid lært mig at alt liv er helligt!"
   Drengen satte sig ved siden af den store trold, og holdte stædigt armene over kors.
   Nis bed sig arrigt i underlæben. "Nuvel så lad det blive sådan! Hvis det er det du vil Benjamin, men sig ikke at jeg ikke har advaret dig! Så snart denne trold er kommet bare lidt til kræfter må vi komme afsted, er du med?"
   Benjamin nikkede, og aede trolden i håret, inden hun gled ind i en dyb søvn.