Jeg er bange for edderkopper. Jeg ved, at det er latterligt, men ikke desto mindre er jeg bange for dem.

Jeg voksede op i to hjem - min mors og min fars. Begge var ældre bygninger med mange edderkopper - sjovt nok ikke de samme typer.

I min fars hus var de mange, buttede, kulsorte og ofte på størrelse med en enkrone eller måske lidt mindre. Og de bevægede sig hurtig, så man skulle være klar til at flygte. På et tidspunkt dukkede der en ny type op - de såkaldte springedderkopper. Jeg kan sværge på, at de ikke altid fandtes i Danmark - eller i hvert fald ikke i mine hjem.

I min mors hjem fandtes der også springedderkopper men ikke så mange af de buttede. Til gengæld var der nogle kæmper, der ofte var større end en femmer. De var kraftig bygget og ikke så hurtige - undtagen når de blev skræmt. Jeg kunne opdage en, når jeg tændte lyset på mit værelse og den sad lige ved siden af kontakten. Eller de kunne sidde i et tæppe og rende op af min arm, når jeg skulle ryste tæppet. Disse er de værste af edderkopperne. Det var dem, der fik mig til at skrige højest

Både mor og far har dræbt mange edderkopper for mig, da jeg var barn. Og stadig i dag kan jeg finde på at bede dem om hjælp, når jeg skal sove i et af deres hjem. Det er dog et stykke tid siden sidst. Måske fordi min mor er flyttet. Måske det nye hjem ikke har så mange af dem eller også besøger jeg dem bare ikke nok til at de statistisk set når at dukke en op, mens jeg er der.

I folkeskolen kunne drengene godt lide at skræmme pigerne med edderkopper eller mus. Jeg var blot så utrolig heldig, at første gang de prøvede det med mig var det en mus og ikke en edderkop, hvortil min reaktion blot var "næh hvor er den sød". Jeg blev straks fundet en rolig (måske kedelig) pige, der ikke lod sig skræmme og de forsøgte aldrig igen.

Det er ikke alle edderkopper, der skræmmer mig. F.eks. er jeg ikke bange for springedderkopperne eller dem der ligner stankelben bare uden vinger. Og så havde jeg en som husdyr i en par uger som ung. Den var ikke så stor og relativ flad i det. Den boede bag en af mine plakater og hver gang jeg kom hjem fra skolen ville jeg forsigtig trykke på plakaten, hvorefter den kom ud kiggede sig lidt om og gik tilbage i sit hus. Den fik endda et navn.

Da jeg flyttede hjemmefra skulle jeg pludselig selv dræbe mine uvelkomne gæster. Det gik som regel også, selvom det ofte tog noget tid at få modet til det - især hvis den var stor. Den værste gang var en af kæmperne. De fandtes desværre også i Skive, hvor jeg gik på gymnasium. Jeg havde fundet ud af, at det nemmeste var at træde på dem, men denne smuttede hurtigt ind i en lille hule i væggen. Og hvad gør man så. Jeg ville jo aldrig kunne have sovet med den derinde. Først prøvede jeg med min hårtørrer - om jeg kunne skræmme den ud, men det virkede ikke. Så fik jeg den underlige ide, at den nok ikke kunne lide at få hårlak på sig, så jeg sprøjtede hårlak derind, men det virkede heller ikke. Faktisk resulterede det i, at den aldrig kom ud - den sidder der måske endnu - stivnet i min hårlak. Den fik aldrig et navn!

I mit sidste hjem var der en hel anden type edderkop. De var ikke så store eller buttede, men den måde de angreb mig på var ret frustrerende. De ville kravle på loftet og pludselig bestemme sig for lade sig falde i et lang spind fra loftet. Og ofte dukkede de op lige ved siden af mit hoved. Med det resultat at jeg skreg i forskrækkelse og min kæreste kom for at dræbe dem. De var ikke større end at jeg kunne selv, men han skulle også have lov at føle sig som en helt, og jeg ville jo helst slippe.

I mit nye hjem er der ikke så mange edderkopper og jeg kan endelig slappe lidt af.

Sidst en anden måtte dræbe en edderkop for mig var på arbejde. Jeg skulle på toilettet men lige inden jeg skulle til at sætte mig ned så jeg en ordentlig bamse, hvorefter jeg hurtigt bakkede ud derfra. Jeg ville aldrig have kunnet tisse med den i rummet - jeg kunne jo risikere, at den angreb. En anden kollega bemærkede den også hvortil jeg lettere skamfuldt fortalte om min tilbagetrækning og han uden en mine gik ud og fjernede den. Jeg behøvede ikke engang at spørge.

Så kort fortalt.

Dette var min erkendelse af, at også jeg kan føle irrationel angst samt en tak til alle dem, der har hjulpet mig med at dræbe edderkopper årene igennem.

I er mine helte.