Det føles godt, når jeg har lukket vreden ud af min mund, og den begynder at falme, for så føler jeg, at den har fået sin retfærdighed. Den har også brug for at stå frem for sig selv og dens holdninger. Men lige så snart der er en anden vrede, der lukkes ud mod min vrede, så hæver den sig igen helt op i det røde felt. Den går fra en lille mus til en kæmpe bjørn på et splitsekund. Dette angreb på min vrede får den til at føle sig overhørt. Den anden vrede vil ikke lytte til min, og kan ikke se noget ud fra dens synspunkter. De er begge to stædige, hårde og hidsige. Så for en stund lever de begge af at gro sig selv større. Den ene vrede fremhæver sig og bliver en smule større. Så fremhæver den anden sig og bliver en smule større. Og værst bliver det, når de to vreder fremhæver sig på samme tid, så de ikke kan høre hinanden, og gror sig så store, at de begge må flygte væk for ikke at eksplodere. Efter denne stund, begynder vreden at føle sig lille og trækker sig derfor ind i sit mørke hul dybt inde i mig, men på vejen derind støder den på det triste i mig, som står i vejen for det mørke skjul. Derfor må vreden først lukke det triste ud. Tristheden klemmer og presser sig ud gennem mine øjne og bliver til trillende tårer, der bevæger sig ned langs mine kinder og hals. Det hele går meget stærkt med at få tristheden ud, men for vreden går det langsomt. Den er stadig ved at gemme sig selv væk, og det er svært for den at komme ind i sit lille hul, da den stadig fylder så meget. Derfor kan jeg stadig mærke den på kanten til at komme frem igen. Den fik aldrig sin anerkendelse og blev derfor aldrig så lille, som den var til at starte med. Og for hver gang den forgæves må trække sig uden anerkendelse og retfærdighed, vil den være en smule større, end den var sidste gang den viste sig ude af sit skjul.