Troels skævede nervøst over sin højre skulder. Han var sikker på, at han havde hørt noget - en lyd, som når en frossen kvist knækker under vægten af noget tungt. Hvad kunne det være? Et dyr? Et menneske?
     Det var ikke lige det, han havde forestillet sig, da han i hjemme i den varme stue havde sagt ja til at køre ud i skoven efter familiens juletræ. Her havde han i hele sit 18-årige liv været vant til, at hans far Oscar var kommet hjem med træet direkte fra arbejde d. 21., så det kunne ligge på terrassen et par dagen inden det blev taget indenfor i varmen fra brændeovnen, de utallige stearinlys og de pulsende radiatorer. I år var det dog anderledes. Oscars firma havde op til jul modtaget en ekstra stor ordre på de håndlavede kælke, som efterhånden var hver mands eje. Oscar måtte altså arbejde til lang tid efter mørkets frembrud hver eneste dag - og aften...
     Så da Troels' mor Martha med sin mest sleske og altid skingre stemme havde spurgt, om det ikke lige var noget for en stor, stærk, ung mand som Troels at finde, fælde og hjemtage en stor, flot nordmannsgran, var han ikke lang tid om at takke ja til opgaven. Den indebar jo trods alt - og frem for alt - også muligheden for at få afprøvet det nyligt erhvervede kørekort i familiens 'konebil' - landroveren.
     En ny lyd rev Troels ud af hans tanker. Denne gang var den tættere på. Han så op og fik øje på en sneugle, der sad på grenen lige over hovedet på ham.
     Troels blev mere og mere sur på sig selv. En ting var de film i fjernsynet, hvor der altid skete et eller andet uhyggeligt ved skumringstid. Noget helt andet var en ganske almindelig onsdag eftermiddag den 22. december. Der var ikke optræk til nogen form for spænding. Det skulle da lige være, om han ikke snart ville komme til skovkanten igen. Troels tog et fastere tag om økseskaftet. Nu havde han gået rundt i en times tid og syntes ikke umiddelbart, at skovkanten kom nærmere. Tværtimod.
     Han begyndte at fryse sine fingre, tæerne var blevet følelsesløse for et kvarters tid siden og ørerne - mon de var der endnu... ?
     Troels besluttede sig for at afstikke en kurs og så bare gå ligeud ad den vej og dermed kunne han vel ikke undgå at komme ud af skoven - ud til bilen og varmen.
     Alt imens han gik, blev tusmørket så småt tættere og han begyndte at få en fornemmelse af, at han måske ikke nåede ud til bilen, inden det blev bælgmørkt. Han besluttede sig for at gribe til nødplanen: Mobiltelefonen. Han førte højre hånd ned til bæltet og greb efter redningen. Han prøvede på modsatte side. Den var væk. Hans Nokia 4012 stod i holderen i bilen! Torsk! Tanketorsk! Hvorfor havde han også valgt at køre helt til Løvenholm Skov for at fælde det møgtræ? Hvorfor havde tyskerne ikke bare opfundet en tradition med presenning, som gaverne kunne ligge under?!
     Det var egentlig lidt tragikomisk. Troels havde fået sit livs største griner, da hans jævnaldrene fætter Gert havde fortalt om dengang han var faret vild i en skov for nogle år siden i sommerferien. Så latterligt. Tænk at fare vild i en skov! Tænk at have så lidt stedsans, at...
     Troels' hjerte gjorde et hop. Var det ikke lyden af en dør, der smækkede? Var der virkelig andre så dybt inde i skoven - hvis han da vel at mærke var dybt inde. Han klemte øjnene sammen og drejede rundt, samtidig med at han skiftede øksen over i venstre hånd for at skabe lidt blodomløb i den højre. Han kunne ikke se andet end skoven for bare træer. Der var træer så langt øjet rakte. Han fik en idé. Han kunne jo bare fælde sig ud af skoven og sælge træerne hjemme på torvet.
     Modet forsvandt i takt med mørkets frembrud og Troels tanker blev lige så dystre som omgivelserne. Den hårde frost gjorde det sværere og sværere at holde ordentlig fast om øksen. Handskerne lå, hvor sådan nogle skal ligge - i handskerummet... nedenunder mobilen. Han tænkte på de film, hvor folk døde af kulde. Eller den der film, hvor nogle flypassagerer åd hinanden for at overleve i kulden. Hvad var det nu den hed? Noget med 'vi'. 'Vi spiser', 'Vi flyver'. 'Vi le...'.
     Han så det med det samme. Et svagt lysglimt ca. 300 meter længere inde i skoven. Hjertet slog lidt hurtigere og pumpede lidt varme ud i fingerspidserne. Modet fulgte efter. Troels satte kursen mod lyset. Utroligt så let det var at se så svagt et lys, når mørket havde lukket sig sammen. Hvad kunne det da være? Hvem kunne det være herude midt i skoven på dette tidspunkt? En masse tanker fløj gennem hovedet på Troels - nogle gjorde ham forventningsfuld, andre gjorde ham nervøs. Hvorfor skulle han være nervøs? Han havde en økse i hånden, var 190 cm høj - hans lillebror Espen sagde, at han lignede en ishockeyspiller - han manglede bare håret mellem tænderne! Troels kunne godt bruge noget af Espens positive syn på tingene lige nu.
     Lyset blev stærkere og en træhytte begyndte at tage form mellem træerne. Omgivelserne begyndte at bære præg af mennesker. Der hang snore mellem træerne, der lå noget kløvet brænde ved husets gavl og Troels syntes, at han kunne skimte nogle fliser foran husets indgang. Han var reddet!
     Troels gik op til døren og bankede på. Intet svar. Han bankede hårdere. Stadig intet svar. Han skulle lige til at bruge bagsiden af øksen, da døren langsomt og under høje knirkelyde blev åbnet. Han kiggede håbefuldt ind gennem sprækken, men kunne ikke se nogen. Han satte hovedet helt hen til sprækken for at kigge ind i huset, men kunne kun se en tom seng.
     - Hallo, er her nogen? Troels blev forskrækket over hvor effektivt hans råb gennem dørsprækken flængede stilheden. Stadig ingen respons. Han ville skubbe døren op, så han kunne stikke hovedet indenfor, men døren kunne ikke åbnes yderligere. Han kiggede ned. Hjertet stod stille. På gulvet lå en mand. En lille, kraftig, gammel mand med stort skæg og meget gammelt tøj. Han lå lige foran døren. Han havde åbenbart brugt sine sidste kræfter på at komme hen til døren.
     Troels bøjede sig ned og fik skubbet manden lidt til side, så han selv lige akkurat kunne klemme sig ind. Indenfor var den eneste belysning stearinlyset på natbordet ved vinduet. Lugten var fugtig, kold og klam og en stærk stank af sved mødte ham. Gulvet flød med tomme pizzabokse, spindelvævene hang i alle kroge og i hjørnet stod en af hans fars kælke. I hjørnet kørte et lille fjernsyn. Jes Dorph havde nyhederne i aften.
     Pludselig glemte han alt om kolde legemsdele og sin egen situation, som forvildet teenager i en mørk skov. Han slæbte manden hen i seng igen, skyndte sig at hente et glas vand fra vandbeholderen under taget og forsøgte at give den gamle mand lidt at drikke.
     Den næste tanke, som trængte sig på, var tanken om at få tændt op i hyttens ildsted. I en af køkkenskufferne fandt han en æske tændstikker. Han samlede nogle af boksene op, rev dem i stykker og lagde dem under brændet.
     Fem minutter senere bredte varmen fra ildstedet sig i hele hytten. Troels hentede mere brænde udefra og tog sin grønne fleecetrøje af og hængte den på stolen tæt ved varmen. De sorte, militæragtige støvler og strømperne blev placeret samme sted.
     Manden i sengen rørte på sig. Troels gik derhen. Han ruskede let i manden.
     - Hej. Er du vågen?
     Manden reagerede ikke, så Troels satte sig i stolen igen. Han kiggede rundt i hytten. Den ene væg var spækket med avisudklip. Han rejste sig og gik tættere på: 'Talent redder sæsonen', 'Talent endelig mandfolk' og 'Fremragende landsholdsdebut' var bare nogle af de mange overskrifter, der hang på væggen. Han kunne ved at nærlæse nogle af artiklerne se, at de alle handlede om en fodboldspiller ved navn Gustav Frung, der for 50 år siden spillede i Aarhus Gymnastik Forening. Frung havde været et naturtalent, som i en ung alder var kommet på landsholdet, men en mystisk ulykke havde sat en stopper for hans karriere. Pokalerne på hylderne kunne indikere, at manden i sengen var Gustav Frung og ikke bare endnu en fan, som var blevet ét med sit idol.
     Troels interesserede sig ikke for fodbold. Han var mere til basket- og volleyball og Gustav Frung havde han under ingen omstændigheder hørt om.
     - Du holder nallerne fra mine pokaler! Manden i sengen hvilede på albuerne i sengen. Han talte med rusten stemme og hans øjnene flakkede om i den lille hytte, som søgte han efter noget.
     - Er du Gustav Frung? Spørgsmålet fløj ud af Troels. - Hvorfor bor du herude i skoven?
     - Hvad rager det dig?! Hvorfor kommer du rendende her og forstyrrer mig? Jeg har ikke bedt om selskab. Du kan godt skr...
     Mandens sure opstød blev afbrudt af et kraftigt hosteanfald. Troels skyndte sig hen til sengen og ville give ham noget vand, men den gamle mands barkede næve hamrede kruset ud af hånden på ham.
     Troels mistede lysten til at hjælpe og skyndte sig at tage sit gode tøj og forlod den storhostende særling i hytten. Hvis det skulle være på den måde, så kunne han i hvert fald også selv finde ud af skoven. Han gik i rask tempo direkte væk fra hytten.
     Efter fem minutter vendte han sig om og kunne stadig se lyset fra natbordet. Mørket havde ikke gjort hans opgave lettere og selvom han ikke havde den store lyst til at gå tilbage til det gamle fjols, havde han vist brug for hans hjælp. Han var måske den eneste, der ville kunne hjælpe ham med at finde vej tilbage til bilen. Og så var der heller ikke særlig meget julestemning over at lade en gammel, syg mand ligge tilbage i en kold hytte. Så Troels besluttede sig for at vende om og gå tilbage igen.
     Indenfor i hytten havde kævlerne gjort deres arbejde og hytten var så småt gennemvarm. Troels bankede på og gik ind uden at vente på svar. Den gamle mand rejste sig halvt i sengen og skulle lige til at fyre endnu en svada af, men Troels kom ham i forkøbet.
     - Undskyld, men jeg er faret vild i skoven. Jeg skulle fælde et juletræ, men kom for langt ind og kan nu ikke finde vej tilbage til min bil. Kan du hjælpe mig?
     Troels' høflige spørgsmål så ud til at have taget brodden af den gamle mands angreb og hans hjerne knagede om kap med hyttens bjælker, som gav sig pga af varmen fra ildstedet.
     - På én betingelse, sagde han og missede med øjnene. - Du skal tage mig med! Jeg er døende og den eneste ting, som jeg ønsker er, at komme i kirke en sidste gang her til jul. Du skal tage mig med i kirke juleaften.
     Troels var lamslået. Kirke og jul var for ham to helt uforenelige ting. Der var da vist nok et eller andet med Jesus i julen, men på gymnasiets bibliotek hørte Jesus til under kategorien 'eventyr' sammen med Grimm og Andersen. Jul for Troels var mere noget med gaver, hygge og julemænd. Han havde ikke været i kirke siden han blev konfirmeret.
     Den gamle mand kiggede stift og spørgende på Troels og der var ingen tvivl om, at kirkegangen var prisen for at blive ført ud af skoven. Troels indvilligede.
     Mens Troels begyndte at finde varmt tøj frem til manden, som var Gustav Frung, snakkede de lidt om, hvorfor han havde valgt at bo i hytten.
     - Siden mine forældre og min søster omkom i en bilulykke for 40 år siden, har jeg boet herude. Jeg kørte bilen og var uopmærksom i et kort øjeblik, men det var nok. Jeg blev slynget ud af bilen ved sammenstødet og brækkede ryggen. De andre døde.
     Den gamle mand fortalte med lav stemme og kun afbrudt af de kraftige hosteanfald om den frygtelige dag, hvor den danmarkskendte fodboldspiller med et slag forsvandt ud af offentlighedens søgelys.
     - Jeg kunne ikke klare at blive spurgt om ulykken, så da jeg blev udskrevet, støvede jeg hytten her op og forskansede mig herude i ro og fred. Nu mangler jeg at få fred i sjælen inden jeg skal dø. Derfor skal jeg i kirke. Jeg må høre tilgivelsens ord igen.
     Gustav blev mere fast i stemmen, da talen gik over på kirken. Troels fornemmede klart, at det var vigtigt for den gamle mand. Den slidte Bibel under natbordet sendte de samme signaler.
     
Det tog en time at komme ud til vognen. Troels havde placeret Gustav på kælken og trukket ham hele vejen ud til bilen. Det var hårdt, når der ikke var nogen sne... Undervejs havde de aftalt, at Gustav skulle med hjem til Troels i Nimtofte, hvor han kunne blive shinet op og gøre sig klar til julen.
     To dage senere trådte Troels for første gang i fire år ind over tærskelen til våbenhuset. Med sig havde han den tidligere fodboldspiller, som nu bare måtte til julehøjmesse for at få fred i sjælen.
     En time senere holdt ambulancen foran kirken. Troels var helt sikker på, at Gustavs hjerte havde slået sit sidste slag lige efter præsten havde læst englens ord fra Lukasevangeliet: 'Fred til mennesker med Guds velbehag'.