Baluchistan ørkenen

Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
6 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
6 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Dagen før starten
Shawn Cee (J...
5 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
5 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
5 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
6 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
7 år siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
9 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
9 år siden
Stemme
Halina Abram...
4 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
7 år siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
5 måneder, 12 dage siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
7 år siden
Vi har fået altaner i vor...
Ruth Christe...
5 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
6 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
7 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
6 år siden
Kære
Halina Abram...
4 år siden
Vil du være min ven?
Mille33
9 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Dumme udtalelser og træls...
Racuelle Hei...
3 år siden
Hypergrafi
Camilla Rasm...
13 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
8 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
8 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
8 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
7 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
8 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
8 år siden
Uden kontrol
Hanna Fink (...
8 år siden
Søster Jenna var i fjerns...
Poul Brasch ...
8 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
9 år siden
Påske
Hanna Fink (...
5 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
6 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
14 år siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
2 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
8 år siden
Pakistan 1985

Vi er kørt fra den iransk pakistanske grænse i en overpyntet Isuzu bus 600 km ind i Baluchistan ørkenen. Vi skal køre ca 450 km mere før vi er ved mellem stationen Quetta. En stor pakistansk by, lige midt i ørkenen. Bare for sjov har min kammerat og jeg siddet på tag bagagebæreren de 150 km af turen. Nok ikke noget jeg ville gøre idag. Det er mildest talt radbrækkende og farligt at sidde her. Der ef ingen mulighed for at blive spændt fast og det er bare med at holde ved de metalhåndtag der er skruet fast i taget til samme formål. Vi er ikke alene. Vi sidder her med de to kulier Hassam og afaq. De er ikke meget ældre end os. Omkring 25 vil jeg tro. Ikke desto mindre ligner de begge mænd på 50. Hærdede af det hårde arbejde og deres faste plads i bussen. På taget! Heroppe fyger sandet med 80 km i timen og selvom vi alle har ansigtet pakket ind i tørklæder, trænger de små korn ind og finder vej til ens øjne. Det er koldt ad pommeren til, at sidde her og vi har ikke kørt langt før vi bittert fortryder vores beslutning om, at optimere rejsen ved at være heroppe. Men endeligt efter nogle timer er det tid til bøn og vi kravler ned på jorden igen. Mærkeligt at stå midt ude i ørkenen. Så langt væk fra al civilisation. Da jeg femten år senere befandt mig i en båd på vej over Atlanterhavet, fra NYC til Southampton slog det mig, at det er fuldstændigt den samme følelse af fortabelse der rammer en begge steder.
Vi spiser vi nogle af vores medbragte chapaties, fladbrød bagt i en ovn der er et hul i jorden, mens vi betragter den overpyntede bus der holder midt i det hele, underligt oplyst af dagens sidste lys farvet helt rødt af sandet. Overalt har mændene bredt deres bedetæpper ud og ligger med næsen mod Mekka og røven i vejret. Et sjovt og fremmedartet syn og det hele er alt i alt meget godt.
Den mørkeste nat falder på og den smukkeste og klareste stjernehimmel jeg nogensinde har set vågner op til dåd og vi sidder med åben mund og kigger på de mange stjerneskud der oplyser himmelen. Chaufføren er igang med en ophidset diskussion med nogle af passagerene og da den er slutter lige så hurtigt som den startede, kører vi videre ind i natten. Bussen er på alle leder og kanter ubekvem. Selvom den er moderne, er sæderne lavet på en måde der minder om hårde kirkebænke i træ. Der er ingen plads til ens ben og det er helt umuligt at finde en komfortabel siddestilling.
Ørkenvejen der ikke er asfalteret, er elendig og fyldt med store huller, som vi konstant kører ned i. Utroligt at materiellet holder det den ublide medfart.
Bussen er fyldt med gamle mennesker og husdyr. Stanken af dyre pis og ekskrementer er ulidelig og får os seriøst til at genoverveje at returnere til taget af bussen.
Flere steder samler vi mennesker op midt ude i ørkenen. Det er meget underligt. Det er svært at se vejen frem og der er ikke nogle steder hvor man tænker, at her er der et busstoppested. Folk der skal med, popper bare ud af det blå, med store poser fyldt med ragelse. Det tager en krig hvergang nogle nye skal med og der er en ophidset diskussion med chaufføren hver gang. Vi bliver enige om, at han virker til, at være træt af sit arbejde, hvilket er yderst forståeligt.
Ud på natten er min kammerat og jeg faldet i søvn med vores hoveder mod hinanden. Vi vågner ved at bussen stopper brat. Igennem ti minutter foregår der en masse udenfor. Folk der tydeligvis udstikker kommandoer og bagage der bliver kastet ned fra taget af bussen. Vi kryber sammen i vores sæder. Vi er lige kommet fra Iran der er i krig med Irak. Vi har der oplevet adskillige ubehagelige militær tjek af passagererne. Vi fik sågar vores walkman ødelagt. Hvad vi ikke vidste var, at det er forbudt at lytte på andet end religiøst musik i Iran og da en ung soldat så vores båndoptager blev han rasende og kylede den ned i gulvet på bussen.
Med det resultat at den splintrede til ukendelighed. Vi har fundet vores pas frem og forsøger nu at krybe så langt ned i sædet som muligt. Jeg var egentligt ikke bange da den iranske soldat ødelagde vores walkman. Jeg tror jeg var rimeligt godt oppe at køre på adrenalin og var i virkeligheden nok mere gal på ham. Men det er som om at eftervirkningerne fra den ubehagelige episode har indhentet mig og jeg er virkeligt stresset nu og meget bange. Ind kommer tre turban klædte soldater alt på dem er sort. Alle har fingrene på aftrækkeren på deres maskinpistoler der peger skråt ned, direkte på de passagerer de skridter forbi. Nonchalant nikker den forreste soldat med hovedet når folk viser ham deres pas. Da de passere forbi os, værdigere de os ikke et blik. Det er ikke unge vestlige eventyrere de er på jagt efter og et øjeblik efter de er skridtet forbi os opstår der et voldsomt postyr bagerst i bussen. Vi tør ikke kigge, men sidder og kigger andægtigt på vores fødder.
Soldaterne genner en flok gamle mennesker op igennem bussen mens de flittigt tildeler den stokkeslag. Jeg bliver ramt af en voldsom harme og min lyst til at gribe ind er stor. Men angsten er naturligvis større og jeg bliver pænt siddende i mit sæde, med bøjet nakke.
Det soldaterne var på jagt efter og fandt her, var afghanske flygtninge. Ruslands besættelse af Afghanistan, har medført en lind strøm af mennesker der flygter fra armod i Afghanistan, til armod og forfølgelse i Pakistan. Visse ting ændrer sig aldrig.
Da bussen lidt lettere fortsætter sin ørkenfærd i natten, reflekterer jeg over om jeg har lyst til at fortsætte med at rejse. Jeg er meget påvirket af det kulturchok man får når man rejser i så fremmede lande og så er jeg deprimeret over det grimme vi lige har oplevet, træt, tørstig og sulten. Men her er ingen kære mor og bussen fortsætter i en evighed længere og længere ind i den trættende ørken.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Baluchistan ørkenen er publiceret 01/03-2019 20:00 af Lars Peter Hansen (Suez).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.