Mit liv er en dårlig b-film...

År 2019 har ikke fået en ...
Kianna Kitte...
8 måneder, 14 dage siden
Saba: 1999 - 2019....
Kianna Kitte...
7 måneder, 21 dage siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
3 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
5 år siden
At være noget - at blive ...
Salomon
4 år siden
Det jeg gå og lav
Maria jayash...
5 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
4 år siden
Nyt land
Christian Ba...
5 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
3 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Lidt om hverdage.
Hanna Fink (...
1 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
7 år siden
Det var så den søndag.
Ellen Tang S...
6 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
5 år siden
200
Jette Peters...
3 år siden
Jeg skal møde Darren Cris...
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
Inge Holm (psykologen, som Manden går i tilknytningsterapi hos) har diagnosticeret ham med arbejdsnarkomani. Jeg vidste det jo egentlig godt, men når der så er en professionel der pludselig sætter nogle ord på (som Manden faktisk også tager alvorligt) så sker der noget. Det har væltet mig en smule, for pludselig kan jeg se alle parallellerne i hans adfærd til det misbrug jeg er vokset op i som barn. Det er lidt hårdt lige nu, at indse, at den adfærd er så indgroet en "normalitet" for mig, så jeg slet ikke har forstået at fjerne mig fra den som voksen, bare fordi den kom i en anden forklædning.

Manden har egentlig en erkendelse af tingenes tilstand (selv om han gerne vil diskutere "graden" af afhængighed - hvilket jeg ikke ser nogen mening med - enten er man afhængig og ellers er man ikke...). Han er i gang med sin egen "analyse" - f.eks. havde han slukket sin telefon i går så han ikke kunne komme på arbejdsmailen. Det resulterede i, at han ikke sov i nat, for han kan ikke fjerne tankerne fra mailen og jobbet.

Han er i terapi og han tager det egentlig alvorligt, men jeg er ikke fuldt overbevist om, at det faktisk er en afhængighed han har lyst til at slippe. Når vi snakker om tingene, så vil han gerne ændre lidt på det hele, og synes det er ubehageligt at føle afhængigheden, men han har egentlig ikke pt lyst til markant at ændre indstilling til sit arbejdsliv/mønster. Jeg ved godt, at det jo er en del af afhængigheden at han har det sådan, men jeg bliver nødt til at forholde mig til, om jeg tror på en forandring på sigt.

Det er så her, der skiftevis indtræder en larmende stilhed og et påtrængende raserianfald i min hjerne. For jeg SÅ vred, så jeg næsten ikke kan være i mig selv. På HAM, fordi han aldrig har villet lytte til mig. På MIGSELV, fordi jeg ikke har forstået det, og er blevet i noget der føltes som lort. På verden, samfundet og alt mulig andet, fordi 2 omsorgssvigtede børn, der begge har rejst sig og kæmpet til neglene faldt af for at give barndommen baghjul med alt hvad den kan trække af fine uddannelser, gode jobs og økonomi alligevel får voksen-sparket lige mellem øjnene igen og igen, fordi vores genetiske ophav er noget lort og vores relationelle tilknytningssystem blev fucket op inden vi var 3 år gamle.

Stilheden indtræffer fordi jeg ikke ved hvad jeg skal tro og gøre. Jeg er blank.

Elsker vi hinanden: Ja
Kan vi finde ud at have et velfungerende forhold: Nej
Er der håb forude: Måske, efter et par års fuld-finasiering af den samlede danske psykologbestand
Tror jeg på det:---? Blank!

What can I say - jeg er træt!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Mit liv er en dårlig b-film... er publiceret 10/09-2019 15:21 af Tantelillas adhd-dagbog.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.