I dag fik jeg en presse meddelelse om, at min roman udkommer d. 9/12-19. I sidste øjeblik fandt grafikeren ud af, at billedet af mig selv der skal på flappen ikke var i høj nok opløsning (åbenbart kun 60 KB), så det kan ikke trykkes i en bog. Heldigvis havde jeg film i mit Instax kamera, så jeg kunne tage et selfie udenfor, og selvom det var svært lykkedes det nogenlunde til sidst.
Dagene lapper over hinanden og bliver kortere og kortere. Jeg kan ikke engang se måne eller stjerner i denne regnfulde tid med blade der næsten er færdig med at falde. I går fejede jeg våd jord, blade og kogler under fyrtræet ud fra hjørnet i nordøst, så jeg kunne få gammelt spindelvæv væk og vaske vinduerne. Og i dag cyklede jeg i øsende regnvejr for at købe ind. Nu hænger min rygsæk og jakke og tørrer ved brændeovnen, og støvlerne står på en avis.
På een eller anden måde så er det som om, jeg er brændt ud. Det er sjældent, jeg skal lede efter ord og heller ikke finder dem. De har gemt sig et eller andet sted. Men de ved mig, mere end jeg tror og driller lidt fra deres hjørner i den mørke tunnel. Så kan vi slås eller ej, - men jeg vil ikke gå derind med en lommelygte. Jeg venter i stedet for, på at de selv kommer ud.