Kære dagbog og kære Fyldepennen,
hvor er det rart her i dag lørdag d. 9/1 2022 at være tilbage her på Fyldepennen! Tilbage i marts 2021 blev min forrige profil slettet af FP's redaktion, og omend jeg er usikker på hvorfor, så kan der sgu være mange valide grunde: Jeg er alt for meget alene, næsten 24/7, og jeg har det med at fantasere for meget og tro på egne illusioner. Da jeg for et par år siden fandt Fyldepennen og endelig havde et sted at dele kreativitet fulgte hvad der vel bedst kan beskrives som maniske episoder - for endelig var der her et sted hvor fokus var på indhold frem for indpakning, og SATME om ikke der var noget der skulle pakkes ud!
Tilbage i juni 2020 delte jeg for første gang online, her på FP, at jeg som barn blev misbrugt seksuelt af min mor, fra jeg var 5 år gammel og med det sidste overgreb da jeg var 8 år. Jeg delte også egne tekster om sygdommen Huntingtons Chorea som min mor led af under overgrebene (uden at sygdommen dog forklarer overgrebene - velsagtens noget af det mest absurde man kan opleve, sygdommen såvel som overgrebene). Jeg skrev om terapien jeg har været igennem de sidste 15 år og stadig gennemgår, for tiden på PTSD-klinikken i Århus. Jeg skrev om ensomhed, om selvmordstanker og om kulten, om tanker og om følelser - og sandelig om ikke der var både forståelse og ikke mindst SOLIDARITET herinde på Fyldepennen, i både offentlig men især privat kommunikation.
Jeg tror at jeg for første gang længe, måske nogensinde, herinde på FP følte venskab og tilhørsforhold - ikke i køn, kultur eller indre kaos, men i distanceret nærvær og kreativitet - i at kunne skrive med andre om svære følelser og tanker som jeg ikke kunne tale med bekendte om. I at læse andres perspektiv på livet, på døden og på alt midt imellem - der er fantastiske tekster herinde!
Klokken er i skrivende stund 01:45 om natten, og jeg mindes at min forrige profil på FP blev slettet af moderatorerne. Jeg håber at denne profil ikke slettes og min email-adresse igen bliver bandlyst (hvilket årsskiftet måske har ændret?), for det er altså rart og dejligt at have et sted at dele kreativitet - jeg får simpelthen ikke skrevet når det kun er til skrivebordsskuffen, og jeg har lang vej endnu og meget at lære før udgivelse er realistisk.
Jeg har igen i dag tænkt på at skifte navn - mit fulde fødenavn er Prem Ansula, hvilket er hindi/sanskrit og betyder "Kærligheden Som Udstråler" ('Love that radiates'), og jeg har altid hadet det; men samtidig føler jeg at jeg har blødt, svedt og grædt over det og FOR det - at mit navn er hvem jeg er, og at de mange mobbere livet igennem ikke skal vinde; at Ansu er her for at blive. Men... ville livet være mindre absurd hvis jeg hed Simon? Ville den connection som jeg først følte her på Fyldepennen, og senere genfandt i det virkelige liv, ville den connection med andre være nemmere at etablere hvis jeg hed noget andet? Hvis folks fordomme og min egen nærtagenhed ikke altid var det første kapitel i nye relationer?
Nylige afsløringer indenfor kulten jeg er opvokset i, som jeg vil komme nærmere ind på i den rette kontekst, gør valget om mit navn nemmere, uden at et valg dog er truffet. Et valg der dog ER truffet er at jeg, i 2022 og i livet frem vil gøre mit bedste for at leve i lyset af mig selv og ikke i skyggen af en anden.
Jeg håber virkelig at min profil ikke slettes, men gør den må jeg jo være lidt kreativ og bruge et program til at skjule min IP-adresse således at jeg kan have en profil herinde, for ved at skrive dette dagbogsindlæg, den første skrevne monolog jeg har begivet mig ud i i laaaaaaaang tid, er jeg blevet mindet om glæden ved at skrive og om at monolog er ok selv hvis der ingen lytter er - at JEG er ok og at jeg intet har at skulle bevise overfor andre. "Indre monolog, ydre dialog" sagde en kærlig psykolog engang til mig, i observationen af at jeg debatterer meget med mig selv, ALT FOR MEGET, og jeg håber at jeg denne gang, modsat sidst jeg var på Fyldepennen, kan holde fast i lyset og ikke blive forført af mørket - at jeg kan holde benene på jorden og kan interagere med andre uden straks at bevæge mig ud i fremtids-spådomme udgjort af fortidens morads, og endelig at jeg kan turde tro på at kærlighed, til andre, til livet og til kreativitet, til det skrevne ord; at kærlighed kan udstråle uden at brænde.
Tak for at have læst helt hertil og godt nytår til dig kære læser :-)