Kære dagbog,
jeg er ikke en computer. Det er rart at blive mindet om en gang imellem. Jeg har en sjæl, uanset hvad alle siger.
Jeg sov som altid dårligt i nat. Jeg ved ikke hvorfor jeg overhovedet nævner det, for sådan er det altid. Måske er det for at undskylde for hvor dum og psykisk syge jeg synes mine ord lyder. Så du, ja, dig, som læser er advaret.
Jeg går hver onsdag til qi gong, på et værested for seksuelt misbrugte. Altså for folk der i barndommen har oplevet omsorgssvigt og som derfor i dag kæmper med alverdens diagnoser - dem der er blevet diagnosticeret. Mange føler at det giver en lettelse at få et navn, et sprog for den indre og ofte ydre smerte.
Jeg er delvist uenig. For mig har rodden til rodet altid været det vigtigste. Trods jeg ikke aner hvad rodden er, men ønsker at fokusere på det, for at få det overstået. Jeg ønsker at grave mit elendighedens træ op ved rodden, så der kan gro blomster der i stedet. Men meget ofte bliver det i stedet til min egen grav jeg graver. For dagen, og for evigt.
I qi gong har det til tider føltes som om evigheden tages op. Til tider, bestemt ikke altid. Det kan med de langsomme bevægelser føles som om tiden mister fart. Eller relevans. Det er ikke en mirakelkur, det er ikke altid at det overhovedet føles rart.
Jeg kan ikke rigtig lave qi gong hjemme, med de ellers fremragende videoer der er på youtube til det, også på dansk. Jeg har forsøgt, og lykkedes til dels, men det føles rarere at lave med andre. Med lukkede øjne og kun fokus på lærerindens ord. Hun laver ind imellem fejl, ligesom jeg (!), men jeg husker Bruce Lee's ord:
Absorber hvad der er brugbart. Afvis hvad der er ubrugeligt. Tilføj hvad der er essensielt dit eget.
Han talte om kampsport, men det gælder i alle livets facetter. Nøjagtig som hans overvejelser gør. Hans tanker, sagt med så meget kraft og følelse. Jeg har aldrig set en eneste af hans film - jeg fik respekt for ham og købte hans bog "Tao of Jeet Kune Do" efter at have først læst siden hørt på youtube, at han er dybt inspireret af Jiddu Krishnamurti. Ligesom Dalai Lama, Osho og et hav af andre tænkere er det - f. eks minder Svend Brinkmann's artikler meget om Krishnamurtis ord. Men alle nævnte navne pånær Bruce Lee bryder med Krishnamurti's, i min verden, vigtigste princip: metodefri metode. Dao/Tao-ismen, eller rettere, det daoistiske princip om metodefri metode; "Vi øver væren, men ikke-væren er hvad vi bruger".
Noget andet udover Bruce Lee's lære om Jeet Kune Do der bruger metodefri metode er Hiphop. Nej, du aner ikke hvad Hiphop er, og alligevel nævner jeg det. Nej, du aner ikke hvad undergrundshiphop er heller. Og nej, dette er ikke en romantisering - det du kender som hiphop er det modsatte af hiphop. En pervertering af noget smukt, noget originalt og noget ældgammelt.
Jeg orker ikke endnu en lektion i det, og refererer derfor i stedet til Akala's 2 tedtalks om det, som også findes i nedskreven form, begge på 15 min.
Jeg nævner alt dette fordi jeg i dag var til qi gong, og som næsten altid fik fornyet kampgejst. Min krop føltes klar til hop, trods mit sind hurtigt bedøver kroppen igen.
Da jeg kom hjem læste jeg i en nylig avisartikel om at svenske politikere overvejer censur af svensk hiphop, fordi de hører en voldsforherligelse og glorificering af bandelivet i det. Jeg tjekkede derfor flere svenske "hiphop"-videoer ud.
Det er en gentagelse af historien. Dette er set i USA og i tonsvis af andre lande. Det er ikke hiphop, det er det modsatte. Det er ikke hiphop fordi en person rapper. Enhver kan rappe. Hiphop er kultur. Som enhver kultur, også dao-ismen, kan det perverteres; Som dao-ismen blev det, til religion. Til doktriner. Til principper. Til det fuldstændig modsatte af hvad det startede som.
Jeg er ikke opvokset i Sverige, eller i de samme miljøer som det meste danske Hiphop udspringer fra. For dem er hiphop noget andet end for mig. End for mange andre.
For mig er hiphop det samme som qi gong - intelligent bevægelse. Men allerede her opstår misforståelse. Med intelligent mener jeg ikke klogt. Jeg mener ikke opdateret, smart eller rig bevægelse. Jeg mener langsom bevægelse. Bevidst bevægelse. Mest af alt mener jeg omsorgsfuld bevægelse, medfølende bevægelse.
Der er en konstruktionsfejl i mennesket. Noget ganske grundlæggende. Det er i alle, også i mig. Det handler ikke om bevidsthed, og det kan ikke forklares. Det kan kun undersøges og observeres, i en selv.
Alt er relativt.
For mig reddede den sætning mit liv da jeg hørte den. Jeg har ikke en høj nok IQ, eller fokus nok, ro nok, til at sætte mig ind i Einsteins relativitets-teori, trods jeg i mange år har forsøgt, af flere veje. Men alle vejene fører til mindre forståelse af teorien.
Derfor tillader jeg mig fortsat at have min egen tolkning af den, som også i dag tages op til revision. At alt kan deles i minumum 3.
Ikke i 2, men 3.
Også dimensioner, per definition. Heller ikke Stephen Hawkings multivers-teori kan jeg forstå. Men jeg elsker at multi-rime.
Jeg lukker øjnene og observerer. Åbner øjnene igen og ser på klokken. 20:41 her. Jeg tager min mest brugte hånd, højre, op til øjenbrynene og masserer ud ad - pege- og tommelfingeren lægges blidt på det såkaldte 3. øje (please lad være med at overfortolke - det skriver jeg lige så meget til mig selv, i tilfælde af at jeg genlæser dette for fejl; 3. øje? Det hedder også bare panden / midten af øjenbrynene).
Fra panden af masserer jeg blidt men håndfast mine 2 fingre ud langs med øjenbrynene og ned til hagen, og tegner så at sige en cirkel i ansigtet. Altså, jeg masserer bare ansigtet, blidt, for at genvinde fokus. For at kunne trække vejret ind igennem næsen dybt, uden ansigtsspændinger i vejen.
Jeg skrev tidligere i dag til denne hjemmesides kontaktservice men de svarer aldrig - jeg ansøgte om et forfatternavn mandag d. 9 kl. 1333, og endnu intet. Jeg skrev også til grundlæggeren af hjemmesiden, da en ny redaktør vist har taget over. En lang mail jeg har lyst til at dele her, men hey, så er det farvel igen sikkert. Ah, sanktioner. Gotta love the machine. Zach de la Rocha.
Jeg ved ikke hvad resten af dagen skal gå med - det er nat næsten, og på et andet sted på jorden spørger et sandt geni, en sand kunstner, om hvad de mon bruger ytringsfrihed til andre steder - hvordan verden ser ud når man ikke er sulten, tørstig og træt, og sikkert ensom. Jeg gad vide hvad klokken er dér. Har vedkommende et ur? Hvis ja, så fængslets rette køn? Hvis ja, så fængslets rette seksualitet? Farve? Stemme? Nøgle?
Sikkert ikke - i dag huskede jeg af en eller anden grund Indien, i 1995. Maslows behovspyramide inkluderer meningsfuldhed, i bunden vistnok. Men ligesom med en globus - hvad sker der når man vender den på hovedet? Hvordan ser Indien så ud? Afrika? Yemen?
Jeg er taknemmelig for qi gong. For læreren. De andre deltagere. For at sidde her lige nu. Jeg blev født med diagnosen halskræft, men det var en misdiagnose. De hader den historie ude på psykiatrisk. Et skønt menneske på værestedet for seksuelt misbrugte som jeg besøger ugentligt har arbejdet i psykiatrien - det chokerede mig at høre, trods det ikke burde; der er kun gode mennesker derude på psyk, ligesom her i landet, ligesom overalt, men alt er relativt.
jeg kan ik citatet direkte, men
"Observatøren er det observerede. Der er et tid-rum interval imellem, men det er ikke en adskillelse, det er en del af tre-enigheden. Nej ikke den kristne, muslimske, buddhistiske, daoistiske, hiphopske eller ansuske, men det jeg lige sagde forinden - det levne, tingen og afstanden imellem." Og sådan er citatet da i hvert fald slet ikke, fra forvireren over dem alle, ham der brænder, jiddu krishnamurti. Der er intet at sige til at det især var kvinder der blev hans lyttere, der forstod ham som jeg ikke gør - når der er en intern cyklus i en, et ur, får den menneskegivne tid en anden mening. "Det stærke køn". Hvilken dag. Jeg hører mere og mere kvindelige musikere. Speech Debelle (stadig, måske altid), Akua Naru, Nina Simone, den feminine energi i lo-fi hiphop, her i den maskuline lytter. Og afstanden imellem.
Klokken er 21
(tegning i billede tegnet af mig selv, Ansu Orheim / N'su)