10 dage siden

Tidligt i seng om fredagen

Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
5 år siden
No name girl
5 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
8 år siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
9 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
6 år siden
Israel
Salomon
6 år siden
SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
8 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
6 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
5 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
9 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
12 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
6 år siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
4 år siden
Den gamle gartner
Peter
7 år siden
Brakvand
Marie Martin...
8 år siden
Problemer?
EmmaBechh
7 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
6 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
4 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
7 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
8 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
4 år siden
Næsen i en bog.
Ruth Christe...
5 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
2 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
7 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
8 år siden
Jeg udkommer
Lars Peter H...
1 år, 10 måneder siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
5 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
8 år siden
Fundet af en gammel ven
Bella Donals...
5 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
6 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
7 år siden
Nørrebroske minder.
Rudi Kouring...
6 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
7 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
5 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
5 år siden
8 års fødselsdag.
Peter
8 år siden
Forfald
Hanna Fink (...
9 år siden
Fjerde bog færdig, femte ...
JesperSB
6 måneder, 20 dage siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
8 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
6 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
13 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
8 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
8 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
8 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
5 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
8 år siden
Guds blinde øje.
Ruth Christe...
5 år siden
ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
4 år siden
Tanker
Luxuryline
7 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
5 år siden
Påske
Hanna Fink (...
7 år siden
Klods om benet
Jette Peters...
5 år siden
Stil, grill og musik
Martin Micha...
2 år siden
poop
Regitze Møbi...
7 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
13 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
6 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
7 år siden
Hvor blev mit af?
roed
9 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
7 år siden
Kære dagbog,

dagen er stadig lys og smuk, og trods lidt blæst her i Aarhus er det nu skønt vejr. Jeg skriver allerede nu for at prøve at jage depressionen på flugt igen, ved at dykke ned i den. Alternativet lige nu, her og nu, ville være fjernsyn, læsning eller det jeg gør oftest; computerspil (afstressende strategispil). Trods pensler, maling (akryl og akvarel), alverdens blyanttyper og en enkelt kalligrafi-pen får jeg ikke malet eller tegnet. Og det sociale er ikke-eksisterende, efter eget valg.

Jeg har lige nu, her fredag kl. 12:45, været hjemme et stykke tid, efter at have været på PTSD-klinikken på sygehuset i Skejby, en del af psykiatrien. Min psykolog derude er syg med corona, og derfor var den sædvanlige EMDR (eye movement desensitization and reprocessing) erstattet med en introsamtale ved en fysioterapeut, angående et sideforløb med hende.

Hovedforløbet derude på klinikken består af vistnok 10 aftaler i alt, måske med mulighed for forlængelse, hvilket jeg ikke ved om jeg vil benytte mig af, da jeg er slemt skuffet indtil videre. EMDR'en har jeg prøvet før, sammen med andre psykoterapeutiske metoder (somatic experiencing, tankefeltsterapi, meditation, krystalhealing og yoga), og erfaringen med EMDR er at det gør mirakler, men desværre kortvarigt.

Men den EMDR jeg har prøvet før var ved en privatpraktiserende psykolog der var helt anderledes til stede; og selve EMDR'en var med en kuglepen, hvor jeg skulle følge den med øjnene i bestemte bevægelser mens hun kørte den rundt, eller rettere firkantet, i luften. Inden øjenøvelsen talte vi om de største traumer, med et langt, langt tilløb op til og anden psykoterapi/fysiske øvelser inden. På PTSD-klinikken foregår det ved at have elektroder i hænderne der vibrerer, først venstre og så højre, så venstre osv, mens der tales om traumet, og trods lidt intro blev traumerne taget op næsten med det samme. Der er jo en deadline.

Jeg kan mærke at jeg er i kampberedskab derude på klinikken. At jeg ikke føler mig set som andet end patient - altså at der fra start, med alle personer jeg igennem årene har mødt i psykiatrien de få gange jeg har været der, er et behandler-patient-forhold, i kliniske rammer. De bedste psykologer jeg har gået ved har styrket tilliden, selvværdet og værdigheden i mig ved at se et helt menneske; ved selv at være til stede.

Det er så svært at forklare hvad der er anderledes. Hvad der gør psykiatrien så upersonlig, så drænende. Måske er det stress, for mange patienter og for lidt tid. Måske er det at terapien foregår i nye lokaler hver gang - lokaler hvor terapeuten også selv lige skal finde sig til rette.

Den bedste psykolog jeg har gået ved, den samme som lavede EMDR, somatic experiencing og tankefeltsterapi, havde et trygt, fantasifuldt og inspirerende lokale og kontor, med potteplanter, bøger og kunst fra rundt om i verden. Selv venteværelset der blev delt med andre psykologer var behageligt. Miljøet føltes rart. På psykiatrisk/hospitalet siger det sig selv at det ikke kan være radikalt anderledes; at der er andre hensyn at tage.

Selvfølgelig har regler på en klinik sin plads, og selv hvis terapeuterne derude havde fast lokale, ville de næppe få lov til at udsmykke det som de ville. TROR jeg, uden at ane det. De har regler, direktiver og konstant ændrende lovgivning at forholde sig til, samt en strøm af patienter. I det mindste er det traume-fokuseret behandling på PTSD-klinikken, altså at der er fokus på RODEN til traumet og ikke på diagnosen som sådan.

Men man er ikke i tvivl om at det er en arbejdsplads man er på derude. At der er noget galt med én, og at man er på værkstedet for at fixe det. For at blive som behandlerne. For at blive 'normal'.

Sådan har det ikke føltes ved de bedste psykologer jeg har gået ved, som sådan. Psykologer og psykologistuderende, på behandlingsstederne Kvisten, CSM og ved privatpraktiserende. Det er svært at sætte ord på hvorfor, men jeg vil forsøge; på psykiatrisk føles det som om man er på en turistbus i fremmed land, med en guide der fortæller og forklarer. En guide som virker som om vedkommende har lyst til at være alle andre steder end her. I den bedste terapi har det føltes som om at terapeuten var en rejsekompagnon - en fremmed men en der ka lærer én noget, en der behandler en selv som ligeværdig. Sokratisk spørgende frem for undervisende, vel. Nogle har set en overlever komme ind af døren, og ikke kun et offer.

Måske er det fordi psykiatrisk er mere uforudsigeligt. I dag blev mødet afbrudt da fysioterapeutens arbejdsalarm gik, og hun måtte løbe. Jeg så også andre ansatte løbe rundt på gangene, og de behandlere jeg har mødt virker altid stressede og overbebyrdede, samt på vagt overfor mig.

Efter klinikbesøget i dag købte jeg ind og havde og har ikke overskud til en tur i Botanisk Have, som jeg ellers bor lige ved siden af. Vejret er ellers skønt, men jeg er dødtræt efter som altid anspændt og for lidt søvn.

Derfor sidder jeg her og skriver, og det er rart. At gøre den indre dialog til ydre monolog. At høre tastaturtasterne kvække og brække. Men også at blive møgirriteret på Fyldepennen; Hvorfor må jeg ikke få et forfatternavn på hjemmesiden? Få mulighed for at dele tekster, således at jeg endelig, forhåbentlig, kan få konstruktiv kritik nok til at forsøge udgivelse igen? For FORNØJELSEN ved at lære af kritikken, for fornøjelsen ved at lægge relativt hårdt arbejde frem til skue, selv hvis det ikke læses af nogen. Og for fornøjelsen ved positive kommentarer selvfølgelig, for fodring af mit sultne ego (der dog bare bliver MERE sultent efter ros, men i det mindste føler man sig så levende), trods jeg afviser al ros med forskellige begrundelser - en udgivelse ville dog være et bevis, et håndgribeligt bevis, på at det ikke er 'noget for noget' eller høflighed eller smiger, men reelt. I dén henseende kan penge noget. Da jeg var ung og freestylerappede på gaden i Århus, altid fuld og skæv og/eller på svampe, dengang solgte jeg engang et digt jeg skrev på 2 min for 100 kr. til en fremmed på cafeen Under Masken. Og jeg har 2 gange læst digte op på Loeve's Vin- og bogcafe, og kan stadig huske applausen, klappene, og det søde smil på kvinden jeg var der én gang med, en veninde fra en støttegruppe. Klap fra folk, smilet og pengene stadfæstede oplevelsen af ikke at være komplet uduelig, en svulst på samfundet og en arbejdsopgave for systemet.

En socialrådgiver, der senere blev skilt og tog til Ukraine for at være sammen med sin elskerinde (inden Ukraines konflikt med Rusland), sagde engang at vedkommende nogle gange tænkte at alle vedkommendes borgere ville kunne komme ud af systemet og i gang med livet hvis kommunen oprettede et dating-program - jeg havde lige fortalt at jeg aldrig havde (og har) haft en kæreste. Jeg tror at socialrådgiveren ligesom mig så kærlighed som mening med livet; tosomheden.

Jeg havde besøg af min kloge og rare bostøtte i går, og til hende nævnte jeg at jeg godt kan relatere til prostituerede (der også næsten altid har været udsat for overgreb i barndommen, har jeg hørt) - at føle at meningen med livet er at man skal være et redskab for andre. Ubevidst (!) føler jeg næsten altid en frygt for at folk, alle, vil mig seksuelt. At jeg skal stå til rådighed for deres ønsker. Og derfor undgår jeg alle mennesker - det er IKKE bevidste tanker jeg gør mig, tværtimod tænker jeg at ingen vil have sex med en som mig, at jeg er for tyk, for grim, for dum, for ucharmerende, for underlig, for intens, for uintens, for hvid, for kedelig osv. Chokerende var det derfor at jeg på mine første dates nogensinde, vistnok i 2020 efter noget tid her på Fyldepennen, overhovedet ikke havde samme ubevidste frygt - eller rettere, de kvinder ville jeg GERNE stå til rådighed for, og alle dates var uden angst, uden tankemylder og uden PTSD-symptomer. Men det skulle ikke være nogen af dem; kemien var der ikke rigtig, i flere tilfælde fordi de så markant anderledes ud i levende live end på datingsider. Jeg er færdig med netdating for nu - næste date bliver forhåbentligt et venskab først, med venskabet som bærende kraft og ikke ønsket om en kæreste.

Men ift. at føle frygt for at andre skal bruge mig som et redskab - det er f... frustrerende at Fyldepennen ikke tillader mig at udgive tekster, andet end her. Endnu. Jeg ansøgte om forfatternavn mandag d. 9 kl. 13.33, og mindes at min forrige profil herinde der blev slettet af redaktion uden advarsel eller forklaring desuden også blev blokeret fra at lægge billeder til dagbogsindlæggene (jeg skrev 20-25 dagbogsindlæg over ca. 2 år i alt, og ingen billeder var provokerende - til gengæld kritiserede jeg Fyldepennen, uden at nævne navne). Desuden har FP aldrig svaret på en eneste af mine mange henvendelser. Hvorfor disse sanktioner imod mig?

Hvis du, kære læser, ved hvorfor, hører jeg meget gerne fra dig. Har jeg, Ansu Orheim, tidligere brugernavn Prem, skrevet noget helt utilgiveligt der fortjener sanktioner? Eller har du selv prøvet at skrive til Fyldepennen, via deres hjælp-funktion, og fået svar?

Tak for at læse helt hertil og god weekend til dig, hvem end du er. Må resten af dagen i dag blive god for alle.

(billede lavet af mig selv, Ansu Orheim. Er også på ig, med tekst)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tidligt i seng om fredagen er publiceret 14/01-2022 14:08 af Ansu Orheim (Ansu).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.