Kære dagbog,
så skete det endelig; jeg fik forfatternavn igen på Fyldepennen, og endelig kan jeg måske engang få kritik på det eneste forum jeg kender til hvor fokus er på indhold frem for indpakning. På dybde frem for overflade.
Dagen i dag har allerede været lang, for jeg stod ret tidligt op, med solens varme ind af vinduet. For første gang i mit liv bor jeg et roligt sted, uden larm fra store veje. Jeg flyttede hertil i marts 2021, samme måned som min forrige profil herinde blev slettet - det skete sjovt nok også samme dag som jeg fik en fraflytningsregning på 30.000 kr, for min forrige lejlighed. Den betaler jeg af på i dag, uden renter :-)
I dag så jeg en sexolog's live-oplæg på ig om at være angst i tandlægestolen. Om metoder til at håndtere PTSD og generel angst, fra hende selv der lider men dokumenterer sin lidelse og sin vej igennem det. Jeg tror at mange andre end bare seksuelt misbrugte kan bruge hendes visdom - særligt i en video på 40 minutter, hvor visdommen opleves holistisk. Hvis du, kære læser, vil have hendes tag, sender jeg det gerne (da det vist ikke må deles her).
Men hendes foredrag triggede også en masse. Som så fandt ro, ved mine egne metoder og inspiration fra hende. Imitation er det største kompliment.
Derefter læste jeg nyheder, og der sker så meget i verden. Utoya-terroristen skal til høring om prøveløsladelse om en uge, og Redox skriver indgående og dybdeborende om det som altid. Ukraine-Rusland-konflikten, der handler om så meget mere end blot de 2 lande, eskalerer minut for minut. Uroen i bandemiljøet eskalerer, som altid med medierne skammeligt differentierende mellem 'rockere' og bander. Antifa har travlt, og Generation Identitær ligeledes, her i Århus.
Og her sidder jeg og skriver egocentreret. Men jeg har for længst besluttet at min del, det jeg kan bidrage med, ikke er det jeg ellers har mest lyst til; aktiv aktivisme. Ikke blot fordi jeg er handikappet (manglende venstre storetå's spids og stødpude efter ulykke som barn, og desuden C-PTSD osv), men også fordi jeg er opvokset i ultra-revolutionære forældres hjem; jeg ved, VED, at organiseret revolution/modstand ender korrupt, spirituelt såvel som politisk. At verden ikke er problemet, men vi. JEG. At bæredygtighed aldrig vil blive organiseret for klodens overlevelse, men kun kan organiseres i en selv.
Via et disciplineret liv. Ikke disciplin med tvang, eller med afholdelse - jeg er dybt privilegeret. Jeg er vokset op i et hjem hvor der var en lille træ-statue af Buddha (ikke af Osho, men af den originale - mine forældre og kulten jeg er opvokset i ser Osho som den nye Buddha, den nye oplyste. Bullshit - som han selv sagde; "hvis jeg troede på alt jeg selv sagde ville jeg blive skør!"). Statuen af Buddha forestiller ham (hvorfor aldrig hende?!) med armene i vejret og en kæmpe mave, med et stort smil - afholdelse er ikke disciplin.
Klokken er lige nu næsten 15. Jeg kan ikke forandre verden uden at forandre mig selv - jeg kan ikke forandre mig selv uden at forandre verden. Enhver ambition indeholder fare - ender korrupt. Ikke desto mindre er mening med livet, mit liv, en ambition. Maslows behovspyramide inkluderer meningsfuldhed. Jeg har ikke fundet meningen i Sartre/Simone de Beauvoir, i Albert Camus, i Franz Kafka, i Maya Angelou, i Osho eller endda i Jiddu Krishnamurti. Jeg har fundet meningen i andre mennesker, i levende live kun. Men kun midlertidigt.
I vejrtrækningen, i den rolige tænkning. I realiseringen af at jeg selv er midlertidig, ligesom alle andre, også Generation Identitær. Alle højreorienterede jeg har mødt i mit liv har jeg kunnet tale med - de er ikke fjenden, trods deres kynisme er.
Jeg har hørt at øjnene optager hvad der svarer til 7 gigabite information i sekundet - menneskets informations-optag ville crashe de fleste computere. Ca. 20 % af den information vi optager er verbal, 80 % er non-verbal; miljø, kropssprog osv.
Hvilket øje kigger jeg i, når jeg taler med folk? Jeg har ingen set i dag, andet end via skærm. Jeg kigger instinktivt folk i DERES højre øje, og det kræver et bevidst valg at kigge i deres venstre.
Højre øje er forbundet med venstre hjernehalvdel, og omvendt. Hjernen er ikke blot hjernen; f. eks har ens tarme kæmpe indflydelse på hjernens aktivitet (biologisk set, evolutionært, er vi maver der har skabt hjernen og kroppen til overlevelse: vi er IKKE hvad vi tænker, som sådan, kun registreringen er, optagelsen, lagringen).
Når jeg kigger folk i venstre øje, har det ingen direkte påvirkning på dem - det kan ikke ses af den anden, hvilket øje jeg kigger i. MEN det gør et indtryk PÅ EN SELV hvilket øje man kigger i, og ens eget kropssprog påhvirkes, hvorved den anden påhvirkes.
Det er et trick som benyttes af sælgere, politikere etc.
Men det er mere end et trick: højre øje er kynisk/realistisk, mens venstre er sensitivt/drømmende. I hypnose veksler man hurtigt imellem de 2, uden at jeg vil eller kan komme nærmere ind på det, andet end at jeg selv har udført det på en kat. Jep.
Hjernen kan ikke deles i 2 - det er en helhed, det er centrene imellem der skaber resultatet. At sige at man er 'left-brained' er en grov misforståelse af hvad hjernen er; hjernen er også tarmen. Sanserne. Og stadig et mysterie for videnskaben, der dog bliver mindre og mindre, dag for dag.
Gud hvor jeg dog håber på en kur for hjernesygdomme!!! Også selv hvis det inkluderer DNA-manipulation. For nylig blev det første grise-hjerte nogensinde indopereret i et menneske= fantastisk! Historien bag er dog uhyggelig, men i og med at så mange ikke er organ-donorer, er det nok nødvendigt.
Dagen lige nu er så smuk. Det føles respektløst at beskrive den, for intet kan gøre den ære. Når natten kommer vil jeg ud i Botanisk have igen; søen og alt det aktive liv er så fantastisk at bevidne i relativt mørke - ens øjne vænner sig hurtigt.
Jeg er privilegeret. Jeg gik til selvforsvar som barn (hvor mit mantra i dag er "Slå bak" / "Slå, bak, slå, bak"), og trods jeg har fået ret alvorlige tæsk så føler jeg mig relativt sikker - det hele ligger i jordkontakt og bøjede knæ, ikke i styrke eller hurtighed. Derfor føler jeg mig tryg nok i mørket, på gaden, omend min PTSD prøver at fortælle mig det modsatte. Og jeg prøver at lytte. For særligt de 3 skinheads der tæskede mig er en påmindelse om at mennesket er et rovdyr med dræberinstinkt, ikke noget helligt. Omend livet generelt er det, ligesom døden og alt midt imellem.
De rare øjne er derude - jeg vil gå så langt som at sige at alle har dem, alle. Men mange, mig selv inklusive, ser for meget. Optager for meget. Glemmer at observatøren er det observerede, trods tid-rum interval. Lytter I med PET/CIA/NSA/FE? I gør hvad I gør af frygt; grow up. Or down. Or somewhere in the middle.
Det er lørdag i dag, og lige nu føles min fortid langt væk. Den underlige, underlige fortid, som jeg ikke kan sortere i. Hvis skygger gør mig manisk - gør at jeg ser for meget, tænker for meget og føler for lidt. Nogen gange er PTSD en velsignelse: kroppen der skriger:
Tag mig med! Glem mig ikke! Vi er alle ombord på denne båd, dig, mig og dagene.
Trods sind og krop selvfølgelig er én og samme. Jeg er én. Jeg er igen lidt ensom, tosomhed er sjovere, mere spændende, evolution, men... ja, bare men.
Generation Identitær er også herinde, har jeg hørt. Gudskelov. Jeg håber at de har en god dag, og at de kan føle sig mindre alene. Måske en dag at de læser lidt biologi. Og historie. Eller bare hører musik. Andet end dét i radioen.
God dag og nat. Dette er sidste indlæg UMIDDELBART i lang tid - tak for at læse med, og undskyld mit brækopkast. Må der gro blomster efter halmballens rul. Rock on.
(billede tegnet af mig selv)