Kære dagbog,
i dag er det torsdag, og jeg skriver fordi jeg tidligere i dag var til min første massage nogensinde: jeg blev som barn udsat for seksuelle overgreb fra jeg var 5 år gammel og med det sidste overgreb som 8-årig. Af min mor. Trods jeg har været ude for et hav af andre traumer er jeg slet ikke i tvivl om at det er dét traume jeg altid har kæmpet mest med.
Det har blandt ufatteligt meget andet gjort at jeg hele livet har haft berøringsangst. Når jeg blev rørt af andre mennesker føltes det som STØD - hele min krop spændte op, ulideligt og ekstremt energikrævende. Berøringsangsten og C-PTSD'en er blevet mindre og mindre med årene, efter såvel psykologisk som psykoterapeutisk/kropslig terapi igennem 14-15 år, on-and-off. Især har qi gong, somatic experiencing og tankefeltsterapi gjort mirakler - vel at mærke først følt lidt tid efter.
Jeg skriver ikke dette for din skyld, kære læser. Jeg skriver det for min egen, for at mindes denne dag.
Jeg hørte i går onsdag om Kranio Sakral Terapi (KST) fra en bekendt som jeg har gået i gruppeterapi med. Vedkommende anbefalede KST som værende en blid behandlingsform hvis man har det svært med massage, og jeg bestilte med det samme en tid i dag.
Det er i skrivende stund nogle timer siden jeg kom hjem fra den professionelle massør, og jeg vil forsøge ikke at sætte for mange ord på det da jeg stadig bearbejder det - særligt tror jeg at meget bearbejdelse vil ske når jeg snart går i seng. Imorgen fredag skal jeg til PTSD-klinikken på psykiatrisk i Århus, og måske beslutte om jeg vil fortsætte dér eller selv opsøge den terapi jeg tror på, såsom KST.
Det kostede 575 kr. for lidt over en time. En time der var et sandt eventyr, i både tanker og følelser! Det skal siges at det ikke nødvendigvis er meningen at man gennemgår massagen flere gange, og at jeg fik øvelser med hjem som jeg deler her:
---
1. øvelse:
Lig på ryggen og fold eller flet fingrene og læg dem bag hovedet, sådan at nogle er fingrene er lige under kraniekanten.
Drej øjnene (ikke hovedet) så meget mod den ene side som muligt, altså se til siden uden at dreje hovedet. Vent til du enten sukker spontant eller kan mærke, at du skal synke.
Se derefter lige op i loftet, for at give øjenmusklerne en pause.
Gentag derefter til den modsatte side.
2. øvelse:
Sid eller stå.
Vip nakken til den ene side (øret i retning af skulderen), og drej øjnene til samme side - altså kig i retning af den skulder du har vippet hovedet imod.
Hold stillingen I 30-60 sekunder.
Ret hovedet op til neutral stilling og slap af i øjnene.
Lav derefter den samme øvelse, men øjnene drejes i modsat retning af før.
Hold igen i 30-60 sekunder.
Øvelsen kan gentages til modsatte side.
---
Jeg tog direkte fra massage-klinikken ud til havet hvor det blæste afsindigt, og trods kulde var det SKØNT! Både undervejs i massagen og efterfølgende, og lige nu, går jeg og vender et digt jeg vil skrive - et forsøg på at sætte ord, fattige, kedelige ord, på en rig oplevelse. På en følelse, en fornemmelse følt undervejs. Jeg talte med massøren flere gange undervejs og havde det som om at vedkommende kunne læse mine tanker udfra mine spændinger og ansigtstræk - jeg svarede næsten udelukkende på spørgsmål. Også dét var en skøn oplevelse - at føle sig hørt uden at give en lyd.
Jeg gentog hvad jeg har gentaget meget på det seneste: "Jeg tænker, ergo er jeg til. Jeg føler, ergo tilbliver jeg" - altså, jeg forsøgte at stoppe tankestrømmen der flød ret vildt og i stedet føle, og sagde så højt netop dette. Og lidt senere at sorg var den primære følelse, men at jeg ikke kunne føle den rigtigt, at den undveg mig. At jeg ikke kunne give slip.
Lidt gjorde jeg det dog, gav slip og følte sorgen. Det hjalp at sige det højt hvorefter massagen ændrede sig lidt. Jeg blev kort efter bedt om at huske på en person, et dyr eller et sted fra barndommen som føltes trygt og givende, og jeg fik flere billeder, lyde og følelser. Først og fremmest på en kattekilling jeg fandt som barn, en killing hvis søskende lige var blevet spist af vores huskat... Det er en længere historie, men det korte af det lange er at jeg gav Kitji omsorg og et hjem efter hendes voldsomme traume, og at jeg blev mindet om at dét at give omsorg til en anden også gav omsorg til mig selv.
Jeg er et offer for mange ting. Men jeg er også en overlever af det. Det er svært at acceptere at man... at JEG har været et offer, det gider ingen være. Der er intet i vejen med at være et offer, det er vi alle ind imellem, det bliver først et problem når vi eller andre tror at det er det eneste vi er. Jeg har mørke i mig og er mørke, men jeg har også lys og er det. Ikke lys som en sol, langvarigt, men lys som en stjerne, som et stearinlys, dansende med vinden, med min egen ånde som et indvendigt 8-tal.
"Nogle gange har jeg ondt af mig selv alt imens en stor vind bærer mig hen over himlen" - Ojibwe ordsprog
(Maleri malet af mig selv)