9 måneder, 4 dage siden

Håb er lige så hult som frygt

Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
10 år siden
Hvordan?
Halina Abram...
5 år siden
Tillykke til mig...
Poul Brasch ...
8 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
8 år siden
Min beskrivelse på livet
Shawn Cee (J...
7 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
9 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
9 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
9 år siden
Felicidad mi amor! Felici...
Camilla Rasm...
9 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
7 år siden
Forsømt
Tine Sønder ...
10 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
7 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
10 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
4 år siden
Tanker
Luxuryline
8 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
8 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
8 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
9 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
2 år siden
Israel
Salomon
7 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
5 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
5 år siden
Bryllup1 - Og så så man l...
Sylvia Ebbes...
9 år siden
Luftforandring.
Neola
1 år, 8 måneder siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
8 år siden
Drama queen...
Sylvia Ebbes...
9 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
9 år siden
Kære dagbog,

jeg har i de sidste par uger haft det lidt som om jeg drømmede - og det er meget simpelt hvorfor. Jeg har mødt en helt fantastisk kvinde jeg dater.

Jeg ved ikke hvor det bærer hen, og det betyder heller ikke alverden for mig, for nu'et med hende er i forvejen et eventyr. Jeg har ikke brug for fremtidsvisioner. Har ikke brug for at vide hvor det ender.

Jeg frygter ikke døden. Det er nemt at sige, for døden er jo bare enden på det kendte, og behøver ikke være noget fremmede. Forfatterinden Bell Hooks der afgik ved døden for nylig sagde vistnok er døden er overalt, i hver en sprække, og at vi alle er langt mere bekendt med den end vi aner; det er livet der er os fremmed.

Jeg frygter derimod smerte, men det er en frygt der eksponerers ofte. Jeg blev som barn opereret uden bedøvelse efter en ulykke, og dét samt tæsk og handikap føler jeg, måske naivt, har gjort mig bekendt med fysisk smerte. Psykisk smerte kender jeg også lidt til. Også afvisning og ugengældt kærlighed.

Når jeg i disse dage, d. 28/2 2022, læser artikler om frygten for atomkrig pga Putins invasion af Ukraine, så føles det ret langt væk. Ikke Ukraine, eller Rusland, men atomkrig. Ganske enkelt fordi at jeg ikke ser døden som noget endeligt - selv når døden indtræffer, selv hvis hele Jorden gik under og atomvinter satte ind, ja selv hvis alt liv på Jorden blev udslettet, ville der stadig være noget - der ville stadig være vandpartikler som kometer ville bringe til andre planeter, for derved at skabe nye Jorder. Der ville stadig være vibrationer fra vor planet, der ville stadig formentlig være andre dimensioner (Stephen Hawkings multiversteori), og ikke mindst ville der stadig være liv derude:

Hver eneste stjerne på himlen er en sol. Indtil for relativt nyligt troede man at det kun var et mindretal af solene der havde planeter cirklende rundt om sig. I dag ved man at næsten alle stjerner ikke blot har planeter men at betingelserne for liv, kulstof, vand og den rette afstand til en sol (ift temperatur), på ingen måde er så sjælden som man før troede. Der er så godt som uendelige stjerner derude, bogstaveligt talt langt flere end vi er i stand til at tælle, og at liv derude er så godt som uundgåeligt.

Selvfølgelig håber jeg at Jorden finder en bæredygtig måde at overleve på. At ligestilling psykologisk, økonomisk, politisk og socialt realiseres. At klima- og biodiversitetskrisen afværges. Og at krigen i Ukraine stopper så hurtigt som muligt - den, og alle de mange andre konflikter rundt omkring; personligt er jeg mest nervøs for Indien-Pakistan-konflikten, 2 atommagter begge med tosser på tronen pt., og begge med dybt uretfærdige strukturer der reproducerer problemet. Og så den alletilstedeværende demagologi og populisme, med fascistiske tendenser overalt i verden.

Men nu'et med hende...

Nu'et i qi gong/fysioterapiøvelserne jeg laver på PTSD-kliniken, nu'et når jeg er kreativ, nu'et når jeg taler med elskede... Fortid er hukommelse, fremtid fantasi, kun nu'et er reelt. Klokken er 0942 her, og det er mandag, en smuk dag indtil videre, her i mit sikre hjørne af verden. Som måske slet ikke er så sikkert, men fordelen ved at lide af PTSD, hvis der er en, er at man erfarer at meget handler om perspektiv - at det kan gøre nok så ondt, i kroppen, sindet og sjælen, men at dyyb vejrtrækning og sansning, også intuitivt/den 6. sans, kan bringe fred uanset situation. Det handler ikke om at bevare håb, det handler om at slippe alt, ALT, for derved at kunne acceptere hvad jeg ikke kan ændre, og ændre det jeg ikke kan acceptere, samt søgen af visdommen til at kende forskel.

"Vil du forbedre verden?
Jeg tror ikke det kan lade sig gøre.

Verden er hellig.
Den kan ikke forbedres.
Hvis du piller ved den, ruinerer du den.
Hvis du behandler den som et objekt, mister du den.

Der er en tid til at være foran,
en tid til at være bagud;
en tid til at være i bevægelse,
en tid til at være i ro;
en tid til at være veloplagt,
en tid til at være drænet;
en tid til at være sikker,
en tid til at være i fare.

Mesteren ser tingene som de er,
uden at prøve at ændre dem.
Han lader dem gå deres egen vej,
og forbliver i centret af cirklen."

- Lao Tzu, oversat af mig selv. Klokken er 0951

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Håb er lige så hult som frygt er publiceret 28/02-2022 09:56 af Ansu Orheim (Ansu).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.