Kære dagbog (7/8, 2022),

i går havde jeg en skøn dag! Min søster kiggede forbi og vi så hinanden for første gang i 4 år. Hun bor langt væk og har 2 børn, og så er der et hav af problematikker der som regel gør møder svært, sådan som det er for de fleste familier der er forbandet med incest som et tema (jeg blev seksuelt misbrugt af min mor fra jeg var 5 år gammel og til og med 8-årsalderen). Det er i hvert fald det jeg har hørt i gruppeterapi og på et værested for overlevere af overgreb i barndommen; at familie er utroligt svær at være sammen med.

Det skyldes blandt andet at jeg og min søster har haft 2 forskellige barndomme under det samme tag, og at det tager mange år at synkronisere de 2. Men nok om det, jeg vil her fokusere på det positive.

Min søster kiggede forbi i et par timer, og udover en kop kaffe hjemme hos mig var vi i Botanisk Have og i Væksthusene. Vi fik talt om lidt og meget, og det føltes som om vi så hinanden i nu'et fremfor med fortidens briller. Skønt!

Samtidig fik vi taget en masse billeder af primært mig, delvist med henblik på at have noget ammunition til netdating når jeg igen er klar til det - det er drænende at 'like' 100 profiler og ikke få et eneste retur. Men som jeg siger til mig selv et par gange om dagen cirka;

"Folks manglende perceptionsevne siger mere om dem end det gør om mig" - Edward Snowden, "I Offentlighedens Tjeneste" (selvbiografi)

Og apropos selvbiografi fik jeg om aftenen igår en idé, inspireret af min søsters store og hårdt tillærte visdom: jeg har før forsøgt at skrive en selvbiografi, med afsnit delt herinde, delvist af terapeutiske årsager og delvist for at få det ud af systemet for at kunne komme i gang med det skriveri jeg helst vil, nemlig fiktive romaner. På trods af at jeg aldrig har fundet på en god nok idé til en roman så står det som den store ambition - at igangsætte et længerevarende projekt og en proces af sjov kreativitet og fordybelse.

Men af flere grunde er det svært at se en rød tråd i selvbiografi-projektet - navlepilleri, tvivl om datoer og anden fakta og ikke mindst fordi det kan være ekstremt drænende og deprimerende at genkalde gamle traumer og minder.

Men igår fik jeg en idé om at gøre det til en semi-autentisk selvbiografi i stedet, samt at projektet samtidig skulle omhandle 2 andre hovedpersoner end jeg selv, og desuden at historierne skulle foregå i fremtiden fremfor i fortiden. Det ville give såvel kreativ frihed, variation i skriveprocessen samt frisættelse fra at skulle have 100 % styr på alle fakta, sådan som en selvbiografi kræver.

Jeg føler ofte at jeg lever ulykkeligt trods et liv i utopia - selvom størstedelen af mit voksne har været sygemelding på kontanthjælp så har jeg relativt sund økonomisk og kulturel kapital (jeg lever trods alt i DK og går ikke sulten i seng, og har adgang til nettet og dets autodidakts-uddannelsesmuligheder), omend den sociale kapital lader en del tilbage at ønske.

Idéen jeg fik i går var blot at skrive en semi-fiktiv selvbiografi og samtidig inkludere en hovedperson der modsat mig lever LYKKELIGT men i et dystopisk fremtidssamfund, mens jeg selv altså samtidig i romanen lever i et utopisk. Den 3. hovedperson skulle så være en figur udpeget som en messias af fremtidens 2 samfund, såvel det utopiske som det dystopiske. Denne messias skulle så begå en forbrydelse af autoritativ karakter mod slutningen, inspireret af Osho og alle de andre frelser-typer (såsom politikere) der før eller siden misbruger deres magt. Samtidig skulle den 1. hovedperson (baseret på mig selv) så undervejs gennemgå en udvikling mod lykke samtidig med at det omkringliggende utopia ramlede sammen, og den 2. hovedperson det modsatte i det omvendte scenarie, begge forårsaget af messias-figuren.

Romanen ville altså handle om valg, om kontrol og om lykke. Idéen med at bruge 3 hovedpersoner er, udover at sikre variation i skriveprocessen, baseret på begrebet "F.O.K-trekanten" fra psykologien; Alle mennesker veksler konstant mellem 3 roller ikke bare i livet, men ofte til daglig. Man kan også kalde det 3 syndromer; Frelser-rollen, Offer/modtager-rollen og Krænker/dominator-rollen. Frelserrollen er domineret af overjeget/superegoet/fremtiden, Offerrollen af jeget/lidelseshistorie/fortiden og endelig Krænker/dominator-rollen af drifter og egoisme.

De 3 hovedpersoner ville undervejs veksle mellem de 3 roller, med messias-figuren som det åbenlyse eksempel på den primære Frelserrolle der udvikler sig til krænker, men alle 3 ville skulle inkorporere alle 3 aspekter, selvfølgelig, for at have realistiske og helstøbte karakterer.

Hele roman-idéen droppes måske da det er ret så abstrakt lige nu, men det er skønt i det mindste at drømme om et større projekt som jeg rent faktisk kan se en mening med, og som ikke er totalt urealistisk som projekt lige umiddelbart - om det så giver mening beskrevet her er en anden ting :-)

Men semi-autentiske værker som Maya Angelou's "I know why the caged bird sings" og ikke mindst James Baldwin's "Go tell it on the mountain" minder mig om at det er muligt - begge de 2 omtalte værker var i øvrigt de 2 verdensberømte forfatteres første større projekter, og særligt James Baldwin's metode med adskillige hovedpersoner trods det selvbiografiske tema er en stor inspirationskilde til hvad der måske både kunne være et terapeutisk såvel som sjovt og varieret projekt. Jeg går i hvert fald stadig og brygger på det og nedskriver notater og ideer, og omend mine mange kladdehæfter med digt-idéer der aldrig er blevet til noget varsler ilde om en generel tendens i mig til mani og ufærdiggjorte projekter, så prøver jeg at forblive optimistisk, inspireret af min søsters resiliens og determination, og igår også solidaritet.

At min søster igår omtalte et filosofisk værk hun var ved at læse der vistnok handlede om tillid til universet og til ens egne ubevidste overlevelsesevner gav måske også endelig en følelse af at vi havde en fælles interesse - jeg og hende er opvokset i Rajneesh- / Sannyass-bevægelsen der følger tænkeren Osho til punkt og prikke, og som tilbeder ham så meget som det er ateistisk muligt - Osho er lige på grænsen til noget guddommeligt for Sannyaserne, især for mine forældre der altid har set ham som genial, ufejlbarlig og som den højest elskede i verden. Jeg selv har det svært med både Osho og Sannyaserne (trods de altså kan være de dejligste mennesker), men er til gengæld ret besat af tænkeren Jiddu Krishnamurti.

Hvor Osho dannede Sanyass-bevægelsen og troede på at organiseret udbredelse af meditations-teknikker, holistisk orienteret filosofi og terapi ville forandre verden, og trods han måske troede på samme mål så nægtede Krishnamurti stædigt at danne nogen form for organisation og frabad sig AL autoritet ("I finder ikke sandheden pga men på trods af mig"), modsat Osho der med glæde anså sig selv som en Mester (i ordets asiatiske betydning, en læremester). Osho sagde dog samtidig f. eks "tro ikke på alt jeg siger - hvis jeg selv troede på alt jeg sagde ville jeg blive skør" (hvad han måske også endte som).

Selvom min søster ligesom jeg ikke er en fast del af Sannyas-bevægelsen og vistnok heller ikke tror på at vejen til lykke/fravær af absurditet kan gå af en bestemt vej, dikteret af Osho eller religiøse traditioner, så var det først igår at jeg følte en åbning ift. ikke at stå alene med de overvejelser som vores fælles barndom har givet. "Du må være din egen læremester såvel som din egen elev" (- J. K). I går føltes det som om at jeg opdagede en medstuderende i min søs, og jeg blev mindet om at jeg godt kan tillade mig at stole på egne observationer, trods de ikke altid giver mening.

Jeg håber at de gjorde det her :-)