3 måneder, 7 dage siden

Befred hva ik ka ændres, ændr hvad ik ka befredes

Gud taler til alle
Salomon
7 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
8 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
5 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
8 år siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
7 år siden
Årsdag
Mikala Rosen...
10 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
6 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
8 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
5 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
9 år siden
Kære
Halina Abram...
5 år siden
Gymasie-grammatik & hygge...
Ash Renashan...
9 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
9 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
8 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
6 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
4 år siden
Like & del
Olivia Birch...
7 år siden
Life could be simple...
Michala Esch...
5 år siden
En bid af hverdagen.
Hanna Fink (...
2 år siden
jeg er verden og verden e...
Ansu Orheim ...
9 måneder, 25 dage siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
4 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
9 år siden
senior Dating.
Ruth Christe...
6 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
6 år siden
Livets Tankespind
Caby
7 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
8 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
4 år siden
Rocketman - Kasper Lund
Kasper Lund ...
6 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
8 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
5 år siden
En god aften
Bastian
10 år siden
Bon jovi
Martin Micha...
3 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
6 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
6 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
5 år siden
Koldt
Kenny Raun (...
7 år siden
Jeg inklinerede som det s...
Olivia Birch...
7 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
10 år siden
Nisse-alert
Olivia Birch...
8 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
6 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
4 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
7 år siden
Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
7 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
9 år siden
No name girl
6 år siden
En enlig på besøg i julen...
Ace Burridge...
10 år siden
Galde med sukkerglasur og...
Olivia Birch...
7 år siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
6 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
6 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
9 år siden
Pædofil
Ansu Orheim ...
9 måneder, 28 dage siden
Hverdag igen
Michala Esch...
9 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
8 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
6 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
6 år siden
Hele verden, healings-heg...
Camilla Rasm...
5 år siden
Livet er en rejse
Salomon
7 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
9 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
5 år siden
Dagen tiltaget med 49 min...
Hanna Fink (...
7 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
7 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
5 år siden
Så mange startsteder...
George Smile...
8 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
6 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
6 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
9 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
14 år siden
Fjerde bog, næsten færdig...
JesperSB
1 år, 5 måneder siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
1 år, 8 måneder siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
7 år siden
For korte agurker
Regitze Møbi...
8 år siden
Kære dagbog d. 1/9 2022,

jeg er uligevægtig. Jeg er lige nu kommet hjem fra værestedet for voksne der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Jeg fik talt med lederen af stedet og 2 frivillige om at min biologiske mor døde i tirsdags, og hvordan det fylder. At det sætter gang i flere følelser på én gang, særligt vrede. Ikke raseri, altså ukontrollerbar vrede ala frustration, men tværtimod meget determineret vrede - når jeg åbner munden og taler er der power i ordene, og ikke den sædvanlige rysten og usikkerhed. Jeg var også forbi det kreative værksted, da jeg tænkte at jeg ville prøve at male eller tegne noget ud fra følgende sætning, et citat af musikeren og aktivisten Mic Righteous, fra tracket "Because I love you", som kører rundt i hovedet på mig - vel og mærke på en god måde, på en styrkende måde;

"... no acceptance speach
just lessons I kept for me;
I don't need
anybody
to accept me,
except for me..."

De dumme hører selvfølgelig kun en tromme på tracket, og tolker inden manden er færdig med at tale. Et andet citat jeg tænker lidt på for tiden, hvor min kreative årer skriger på at blive skæret i, er Rakim på tracket "I know you got soul (vocal)"

"I start to think, and then I sink. Into the paper, like I was ink. When I'm writing, I'm trapped in, between the lines. I escape, when I finish the rhyme... I got soul. You got it. I know you got soul."

Så må vi se om denne dagbog eller profil slettes, når jeg skriver på engelsk. NØJ hvor har jeg lyst til at skrive på engelsk! På noget andet end mit modersmål. Jeg fortalte i dag på værestedet at jeg havde et godt minde om min mor - nemlig at vi havde 2 hunkatte der konstant fødte killinger. Vi satte killingerne til salg senere, men når folk kom for at købe dem så vi køberne an ved at se om de pruttede om prisen (500 kr pr stk), og gjorde de ikke det, og virkede de rare, så fik de altid killingen gratis. Det er en test for at sie de useriøse fra dem der vil tage sig godt af dem - har man ikke 500 kr. til en killing, har man heller ikke råd til at vedligeholde det levende væsen. Min far var vistnok ikke glad for det, for vi var, efter danske forhold, fattige. Men ikke materialister.

Jeg plejer næsten altid at tage en bus hjem fra værestedet, da gåturen hjem tager ca. 45 minutter og er op af bakke næsten hele vejen, men jeg gik hjem i dag, igennem Århus der holder festuge. Utroligt mange turister var overalt, inklusive en østasiatisk-udseende kvinde der kun kunne ganske lidt dansk og vistnok ingen engelsk. Hun bad mig om hjælp til ved en bank-automat at indsætte kontanter, og det var rart at hjælpe hende med at forstå hvad der stod på skærmen, med gestikuleren primært. Det lykkedes at indsætte 10.000 kr, men hun fik ingen kvittering, hvilket jeg og en anden prøvede at berolige hende med, at der tit er bøvl med automaterne - hvordan skulle banker også have råd til kvitteringspapir?

Anyways, jeg gik som altid igennem Botanisk Have, og inde i Haven mødte jeg en kat - jeg troede først at det måtte være et andet dyr, for den var pjusket og med massivt udstrittende hår, i hvide, grå og sorte farver; den var utroligt smuk. Jeg satte mig ved siden af cykelstien under et træs skygge for solen, hvor også katten lagde sig. Den reagerede ikke på katte-kaldet (klappen med tungen), eller rettere var nysgerrig men påpasselig. Cyklister kom forbi, og den og jeg var ganske rolige. Det er rart at kunne sige med PTSD. Selvfølgelig prøvede jeg ikke at ae den, for man aer ikke en kat - dén lader sig ae. Ligesom kvinder. Tror jeg nok :/

Jeg er på en datingside, en anden end f...ing tinder (som jeg vist bare ikke er designet til), og har svært med lige at formulere mig dér med hvad der sker lige nu. Timingen i det er sgu ærgerlig - endelig kontakt, og så dødsfaldet. Men sådan er livet, hvad sker, sker. "C'est la vie", "Que sera, sera".

Jeg gaber. Jeg er ret træt, og har næsten ingen mad i køleskabet. Jeg er begyndt i arbejdsprøvning for en måned siden, hvor jeg på Domen skal vande træer. Jeg har ingen kollegaer i selve arbejdet, og jeg skal gå rundt uafbrudt i 2 timer pr. dag for at nå at vande træerne. Dét er ikke smart med den fodskade jeg har, en delvist amputeret storetå, og foden og benet, og også ind imellem ryggen, gør så ondt at jeg næsten ikke kan gå hjem, altså hen til bussen/letbanen. Det er ulønnet men ikke obligatorisk (som sådan - måske kender du kommunens sprogbrug (...)). MEN jeg får rørt mig, udenfor, i skønne omgivelser. Jeg meldte afbud i dag, med referering til familiekrise. Samme ordvalg jeg har brugt i netdatingen.

Begravelsen foregår på Osho RISK, kollektivet/meditations/terapi/kreative workshops-stedet jeg er vokset op på - vi boede der aldrig, men kom der meget; mine forældre for næsten daglig meditation, samvær og terapi, og jeg og min søster, og vores venner i "kulten", for at lege med hinanden, og for at være et rent, meditativt sted. Mit barndomshjem var sjældent rent, af mange, mange årsager.

Jeg tager ikke med til begravelsen, og jeg hørte fra min søster i telefon at folk dernede, modsat min far og søster, ikke forstod det og flere sagde vist, i tirsdags, at jeg da skulle komme og at de ville ringe til mig. Jeg har ikke hørt fra nogen endnu, heller ikke min far. Han sad med hende på plejehjemmet for demente da hun døde, og er ifølge min søster ret rundt på gulvet. Han havde kendt hende siden de var helt unge, og det var hende der introducerede ham til kulten som er blevet hans livs... hans liv.

Jeg tager ikke med til begravelsen, dels fordi jeg begravede hende for længe siden, og dels fordi jeg ikke kan overskue spørgsmål. Jeg ved ikke hvor meget kollektivet ved om hvad hun har gjort, og har i hvert fald aldrig hørt fra nogen af dem - jeg går ud fra at jeg i deres bog er den dårlige søn på stoffer og sindssyge, trods min søster siger at de spørger til mig og nævner forskellige ting, f. eks. min tilsvining på nettet af Kristian Leth som besøgte kollektivet i et tv-program - jeg skrev blot dengang på facebook (som jeg ikke er på i dag), at Leth tog let på det hele, og at han ikke kunne forvente et resultat af dynamisk meditation når han ikke investerede sig selv - eller noget i den dur. Hans program om stedet var meget overfladisk, helt forståeligt dog. Jeg har stadig respekt for ham, ligesom for stedet.

Hendes lig vil blive vist frem, sikkert dekoreret med blomster og røgelse, på lørdag vistnok, først i mandir-salen i en time og så i en meditations-hytte resten af dagen. Altså for at folk kan sige farvel. Min søster sagde i telefonen at folk ikke snakker til hende om vores mor, men om hvordan hun, min søster altså, har det. De er gode til at være i 'nu'et', men det er en længere snak.

Jeg har siden jeg hørte nyheden tirsdag kl. 1930 ikke rigtig kunne koncentrere mig om noget, andet end netdating. Nøøj hvor jeg higer efter at ligge i en kvindes arme! Jeg higer efter selvtilliden og selvværdet jeg får af at have en kvinde liggende i mine. Aldrig har jeg følt mig stærkere end ved at være intime sådan, sårbare sammen. Og på turen hjem i dag igennem midtbyen kunne jeg også mærke higen efter sex - jeg skulle lige huske ikke at stirre når jeg så bare ben, kavalergange og langt hår dansende med vinden. Byen er fyldt med musik, smil og farver lige nu; det er Århus ofte, men særligt her i festugen.

Men jeg føler ofte at jeg fornemmer en kynisme i det hele - hvad der da også er ofte, altså at folk ofte afgrænser sig fra hinandens blikke, fordi der er SÅ mange af dem! Kom 20 ænder i en lille sø i Botanisk, det eneste sted i miles omkreds med bare LIDT mad i søen, og så udvikler de selvfølgelig unaturligt aggressiv adfærd - normalt er ænder relativt fredelige, men ikke med pladsmangel og føde-konkurrence; så bliver de til forfærdelige små bæster. Ligesom mennesker.

Vidste du at PTSD forekommer i dyr? At nervesystemet på overarbejde, i unaturligt loop, er en voldsom variabel i evolution? Men PhD Peter A. Levine påviste evidens for at dyr i fangenskab, f. eks. zoo, husdyr og bydyr, meget meget ofte udvikler PTSD-symptomer. Det gør dyr i det fri meget sjældent - dyr i det fri RYSTER hele kroppen efter traumatiske begivenheder (fødsel, kamp, flugt, agtpågivenhed osv), og nulstiller i rystningen nervesystemet. Men lykkedes det ikke, og udvikler dyr i det fri PTSD, så enten søger de nyt territorie, for flokdyr bla. fordi de isoleres af resten af flokken der ikke gider et nervevrag, eller de healer sig selv ved at observere frihed - ved at se, med nervesystemets mægtigste våben; øjnene, at de HAR MULIGHED FOR at søge væk i horisonten - at deres øjne afspænder ved at kigge langt, langt væk. Også dyr kigger på stjerner.

Men i fangenskab, eller for os mennesker i civilisationens 'fængsel', er hverken nyt territorie eller horisont-kiggeri nemt. Utroligt mange i fængsler sidder der fordi de har PTSD, og i 'kamp-mode' har begået handling de nu straffes for. I et fængsel. Manglende frihed/healing af chok får dem til at reagere destruktivt, og samfundets svar er at intensivere smerten. For enkelte, ganske få, lykkedes en resocialisering (hvis de ikke bliver institutionaliserede), og dét sker altid med dét der for alvor adskiller os fra mange dyr, dog ikke alle=

fantasien.
"Håb er altid ledsaget af fantasien, viljen til at se hvad vor fysiske miljø dømmer umuligt. Kun det kreative sind kan bruge håb. Kun et kreativt folk kan udøve det." - Jericho Brown

I Botanisk Have i dag så jeg ingen der fodrede ænderne. Jeg havde ellers en tale klar (måske ville et beat gøre større indtryk :-P

Grunden til at du IKKE må fodre ænderne (!!!), er at du sætter en kædereaktion i gang som ikke bare muligvis dræber ænderne men hele søen = ænderne får diarré af alt brød, og deres flydende lort der normalt er fast flyder ud i vandet i søen. Det afilter vandet, og der opstår ødelæggende alger. Foderet ænderne lever af i søen forsvinder, det hele tiltrækker rotter der blandt andet æder ændernes æg, og endelig tiltrækker fodringen ENDNU flere ænder til søen - flere ænder end søen kan brødføde (ja, ha ha). Desuden bliver ænderne frustrerede over ikke alle at få brød, samt stressede af diarréen, og stressen afføder aggression, resulterende i gruppevoldtægter og slåskampe, og desuden konkurrence om søen hvor de flækker hinandens æg i konkurrence. LAD VÆRE MED AT FODRE ÆNDERNE!!! Og lad være med at stemme på højrefløjen, eller relativisterne i midten. Yearh I said it.

Jeg blev introduceret til Ravi Kuma forleden - for søren da, det skal på, inde på youtube! Snakkes

(billedet er af mig selv som barn, taget af min mor (...). Katten på billedet er beskrevet herinde i teksten "Kære dagbog - et forsøg på selvomsorg". Det kan vist ikke ses, men jeg husker tydeligt at jeg dengang lagde mig til at sove, lige ved siden af min mors soveværelse (...), og inden jeg faldt i søvn anrettede jeg min højre mellemfinger, f***-fingeren, i et f"" dig til min mor. Og jeg kan huske at fingeren gjorde ondt i det, men hey, jeg skar jo alligevel, skjult for de andre. Bevismateriale A)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Befred hva ik ka ændres, ændr hvad ik ka befredes er publiceret 01/09-2022 16:15 af Ansu Orheim (Ansu).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.