4 måneder, 20 dage siden

Vores berøringsangst

Så mange startsteder...
George Smile...
8 år siden
The last soppetur
Olivia Birch...
7 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
10 år siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
6 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
8 år siden
Problemer?
EmmaBechh
8 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
5 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
10 år siden
den første dag år 2013
bondeven
10 år siden
Velkommen, efterår!
Josephine Lø...
8 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
10 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
6 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
6 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
10 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
6 år siden
Nattens ven - søvnløshede...
Betina Holm
6 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
10 år siden
Sidste Brev til Mor
Fru Flohr
1 måned, 9 dage siden
I bussen.
Ruth Christe...
6 år siden
Træt
Ansu Orheim ...
1 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
9 år siden
Alice, we are not in Wond...
Tine Sønder ...
10 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
5 år siden
Nyt land
Christian Ba...
8 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
8 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
7 år siden
ressourceforløb the end
Martin Micha...
3 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
7 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
5 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
6 år siden
At overliste en seksårig
Olivia Birch...
7 år siden
Tankers paradis?
Katrine Søre...
9 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
7 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
10 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
9 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
6 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
7 år siden
And they say, the worst ...
Julie Vester...
9 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
6 år siden
Et digt
Peter Munk (...
9 år siden
Tredje Bog started
JesperSB
1 år, 9 måneder siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
7 år siden
Kære dagbog d. 10/9 2022,

jeg var til Synlighedsdagen for 2. gang igår fredag - det er et årligt offentligt arrangement centreret omkring overlevere af seksuelle overgreb i barndommen, med foredrag handlende herom. Jeg var også til det sidste år, hvor jeg tog fra det enormt negativt påvirket, men det er en anden historie. I år var det nemmere at være tilstede og lytte, og jeg var der i alle 5 timer.

Blandt publikum, som vel talte omkring 100-150 stk, var der overlevere af overgreb samt fagfolk og frivillige, og foredragene var med overlevere og en enkelt fysioterapeut. Den første foredragsholder var en mand på min alder som ligeledes er offentlig med sin historie - jeg følger ham på Instagram, og han er desuden med i en dokumentar på TV2 Play som jeg dog endnu ikke har set. I dag er han coach og terapeut for unge mænd der har overlevet overgreb, efter et eget liv med alkohol- og stofmisbrug, vold og dissociation. Og det er det jeg vil skrive om her - ikke for din skyld kære læser, men i et forsøg på at finde hoved og hale på det hele selv.

Han var kraftfuld på scenen og ganske inspirerende. Med en kontant ærlighed og sårbarhed tror jeg at han gjorde et stort indtryk på andre end mig, både på kvinderne og mændene, og det er især ét øjeblik, én reaktion fra dele af publikum som jeg vil skrive om, nemlig berøringsangst.

Jeg gider ikke her gå i detaljen omkring senfølgerne, altså konsekvenserne, af at blive udsat for overgreb som barn. Men jeg vil nævne at enhver der har oplevet det oplever 2 former for berøringsangst - dels et overbelastet nervesystem der kan forårsage angst for enhver form for berøring, og dels en berøringsangst fra det omkringliggende miljø - står man frem med sin historie må man regne med at kunne miste venner, familie og kæreste, muligvis dem alle. Dét er der flere grunde til, og én af dem er manglen på et sprog til at gøre det hele i, for alle parter, hvorfor det er så vigtigt at flere står frem, for alles skyld: både for fagpersoner, for overlevere og for pårørende.

Manden med foredraget fortalte desuden at han til et foredrag på en skole havde fået et spørgsmål fra en ældre mand der sagde "statistikkerne siger jo at ofre for overgreb selv begår overgreb. Er du nervøs for at begå overgreb på din søn?", eller noget i den dur. Der gik et højlydt chok igennem dele af publikum da han sagde det, men jeg kan fucking GARANTERER at chokket ikke kom fra nogen mænd - som foredragsholderen sagde er det præcist dén fordom der gør at mænd ikke står frem. Jeg ved fra gruppeterapi at også kvinder frygter at møde fordommen, men kvinder møder den ikke på samme måde som mænd. Nej I gør ej.

Foredragsholderen fortalte så at hvis han var blevet stillet dét spørgsmål, om overgreb avler overgreb og om han frygtede selv at gøre det, at så ville han tidligere i livet have brækket mandens næse og måske det der var værre - at han måske endda ville have gjort det 14 dage tidligere hvor han stod i en personlig krise, for senfølger efter overgreb følger en hele livet - man kan reducere dem og finde mening, formål og passion i kampen imod senfølgerne og imod krænkere, og man kan sagtens få et lykkeligt liv, men senfølgerne vil næppe nogensinde gå helt væk.

"Vrede er inaktiv sorg. Sorg er inaktiv vrede".

Vrede, primært rettet en selv for ikke at have forsvaret sig selv under overgrebene og skam over senfølgerne, er selvfølgelig ikke forbeholdt mænd, men netop fordommen om at mænd udsat for overgreb selv vil begå dem tror jeg personligt er skylden i at mænd kæmper mere med udafrettet vrede end kvinder - selvfølgelig er der også biologiske årsager, men det er slående at mænd der står frem med deres historie samtidig slipper dele af vreden og kommer i kontakt med sorgen.

Det skal siges at jeg har snakket med flere mandlige overlevere af overgreb om netop dén fordom, og at det er siiiiindssygt svært at tale om, hvis det overhovedet lykkedes, for påtaler man det risikerer man at blive stemplet 'guilty by association', altså at folk, inklusive andre overlevere, skal tænke "hvis han har brug for at påtale fordommen og forsvare sig imod den, så må han være skyldig - hvorfor overhovedet omtale den hvis han er uskyldig? Han må være skyldig! Alle mænd er nogle svin" etc etc.

Om det er dén fordom der er skyld i folks berøringsangst overfor mig selv, inklusive familie, skal jeg ikke kunne svare på. Selvfølgelig er der andre variabler. Når jeg er sammen med andre overlevere, både kvinder og mænd, ved jeg blot at folk går glip af ikke blot potentiale men også af sindssygt hårdt tilkæmpet visdom - de andre overlevere er de stærkeste og mest indsigtsfulde mennesker jeg har mødt i mit liv. Ikke pga det de har overlevet, men på trods af det. Folks manglende perceptionsevne siger mere om dem end det gør om os.

Jeg tror at jeg har tabt tråden lidt fra det jeg egentlig vil skrive - nemlig at dele af publikum blev chokeret over foredragsholderens ord om at blive mødt med mistænkeliggørelse. Dét chok blev JEG chokeret over! Folk sagde højlydt "NEJ?!", og jeg selv blev ret irriteret - for mig er det logik for burhøns; SELVFØLGELIG bliver man som mand med overgrebshistorie mødt på en helt anden måde end kvinder gør! Og ja, selvfølgelig er der fordommen om at mænd biologisk drives til dominans over andre, evt. igennem perverse overgreb der skal klargøre krænkerens højere status end offerets - "Alt handler om sex, pånær sex: dét handler om magt" - Oscar Wilde. Dét er fanme fucked...

Men det er IKKE biologisk betinget, i hvert fald ikke som det eneste. Vi mænd fordres af samfundet ekstra meget til apati, til ikke blot at glæde os over at vinde men også over at en anden taber, i vækstens navn. Men det er ikke apati og konkurrence der adskiller os fra dyrene og som har sat os i toppen af fødekæden - det er empati. Empati resulterende i samfund, indlevelse resulterende i kreativitet og opfindsomhed, og medfølelse resulterende i ære. Apati er regression - konkurrencesamfundet arbejder ligesom pædofili og seksualiseret vold imod evolutionen. Og snart går hele planeten under. Men ligesom de kometer der oprindeligt bragte vand til Jorden og igangsatte liv vil noget ved Jordens død overleve.

Undskyld min manglende evne til at holde mig til ét emne.

Jeg vil vel egentlig bare sige farvel med ordene 'din manglende perceptionsevne siger mere om dig end om mig' - skulle du dele føromtalte fordom og/eller ser du mig og andre i lignende sko som ofre eller som krænkere, så er du i hvert fald ikke selv en overlever.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vores berøringsangst er publiceret 10/09-2022 11:03 af Ansu Orheim (Ansu).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.