Kære dagbog,

jeg har det ad helvede til for tiden og er brudt sammen flere gange på det seneste, af flere årsager. Men det vil jeg ikke gå i dybden med her, dels pga manglende overskud til at sætte ord på det, og dels da jeg har en mission der skal fuldføres - det er trods alt overbevisningen om at være en soldat i en krig imod kynisme der er mit eget stærkeste våben imod selvmordstankerne og håbløsheden; "Et menneske som ikke står op for noget falder for alt" - Malcolm X. "Instead of reasons to die, find a reason to live" - Akala på tracket 'Another Reason'.

Anyways, det jeg vil nævne her er at jeg er stødt på en fremragende podcast-serie, den første jeg nogensinde har hørt. Den er gratis og er lavet af psykolog Anne Kaplan, med støtte fra Offerfonden. Titlen er "Overgrebets Stemmer" og handler om overgreb, med interviews af voksne kvinder og mænd der har været udsat for overgreb i barndommen. Den ligger inde på Anne Kaplans hjemmeside som jeg ikke kan dele linket til her, men som også kan findes på hendes instagram-profil "Overgrebets Stemmer", hvor man ligeledes kan læse uddrag fra interviewene der typisk varer en times tid.

Blandt de interviewede der står frem med fuldt navn er Rasmus Hinrichs, folketingskandidat for Moderaterne og coach og foredragsholder der også medvirkede i TV2 Play-dokumentaren "Giv mig manddommen tilbage", den verdensberømte pianist, maler og poet Carsten Dahl og endelig superseje Louise, Simone, Sunnie, Mathias og Line.

Vi skribenter kan skrive op og ned om vores oplevelser, men ganske få vil huske vores ord da ganske få læser imellem linjerne og initierer fantasien. Desuden går så meget tabt i ordene, så megen følelse og nuancering, selv til trods for f. eks. digt-format.

Som den legendariske digter Kahlil Gibran skrev:

"At ebb tide I wrote a line upon the sand, and gave it all my heart and all my soul. At flood tide I returned to read what I had inscribed and found my ignorance upon the shore".

Min pointe er at jeg selv i disse dage finder en omsorg i musik, i podcastserien "Overgrebets Stemmer" og i at lytte til naturens musik når jeg er ude og gå tur - fuglene, insekterne osv.

Menneskeøjne optager en informationsmængde der svarer til 7,3 gigabite i sekundet - når vi læser, ser fjernsyn, ser andre mennesker i øjnene osv osv, så er vores hjerne på langt mere arbejde end vi som regel er klar over, og skulle du som læser enten selv kende til senfølgerne af voldsomme traumer i barndommen eller være bekendt til en der er det, så vil jeg runde af med at sige at det er meget normalt som traumatiseret at føle et voldsomt ubehag når man lukker øjnene når som helst, fordi kroppen er i næsten konstant alarmberedskab, med varierende intensitet - og trods jeg selv stadig er ved at lære at kunne stole på at lukke øjnene særligt uden for hjemmet og i stedet bruge de andre sanser der så ofte glemmes, så tror jeg at det er fuldstændig essentielt at lære det hvis man ikke vil drives til selvmord eller sindssyge af sit traume. Samt for at kunne nyde livets mange smage, lyde, lugte og indtryk.

Én måde at lære at stole på at kunne lukke øjnene uden at hver en fiber i kroppen skriger at noget slemt så vil ske (ofte/næsten altid også når man ligger og skal sove) er måske at lytte til mennesker man kan relaterer til ift. traumer og smerter. Jeg har selv fundet livsmening, gejst, inspiration og omsorg i musikken, særligt i undergrundshiphoppen i de mange musikere der rapper om traumer, hvor rap-formen tillader laaaangt flere ord og uddybelse end normal sang, og desuden beatet der simulerer hjerteslag og styrke undervejs igennem de tragiske fortællinger og den stærke kraft i overlevelsen af dem.

Jeg ville med garanti ikke være her i dag hvis det ikke var for gruppeterapi med andre overlevere af overgreb i barndommen, og sikkert heller ikke hvis det ikke var for det værested for overlevere som jeg tager forbi tit og ofte i Århus (lignende væresteder findes rundt om i landet, mange af dem tilknyttet CSM).

Men er det for svært med gruppeterapi eller værested, så vil jeg altså kraftigt anbefale førnævnte podcast, samt at følge de gode aktivister der er online med deres fortællinger og aktivisme.

Har du ligesom mig været udsat for overgreb er der gratis hjælp at hente ved CSM, ved Kvistene og ved andre gratis tilbud. Ventetiden ved CSM er desværre 2,5 år, og ligeledes er der vistnok lang ventetid ved Kvistene, men der er også dels værestederne der er gratis og uden ventetid, og altså dels de mange aktivister derude, med både kunst, podcasts og skriverier om at overleve noget af det mest absurde i livet man kan. Og så er du altid velkommen til at skrive til mig, omend jeg selv stadig er i proces fra offer til overlever, og måske til en dag at kunne nyde livet, i lyset fra mig selv frem for i skyggen af en anden.

PS: Hvis du selv er aktivist eller overvejer at blive det vil jeg på det kraftigste også anbefale sangen "Ella's Song - A tribute to Ella Baker", fra 5-kvindes-gruppen Sweet Honey In The Rock (feministisk soul) - den er udover at være en dedikation til aktivist-legenden Ella Baker en opsang til aldrig at give op og blive ved med at kæmpe