Jeg har taget min del af fysiske og mentale tæsk i mit liv, lige fra barn og langt op i voksenlivet. Jeg er blevet hjernevasket. Jeg undslap og overlevede et mordforsøg, voldtægter og stærke psykiske ydmygelser. Bagtalelser og ondskabsfuldheder der kun var konstrueret til at gøre mig mest skade.
En tyk ensomhed da jeg fik en fysisk diagnose og var så alene blandt mand og "venner".
Et helt liv, lag på lag, på lag. Livslagkagen blev til sidst toppet af med alkoholiseret gaslightning. Der pillede den sidste ære og selvværd ud af mig.
Jeg har fået diagnosen Kompleks PTSD, hvilket mine digte også afspejler.
Tro mig jeg var så ødelagt, da jeg besluttede at krabbe mig tilbage til livet, i stedet for at give op.
Det er lykkedes med blod, sved og tårer at komme op på podiet og indtage den imaginære 1. Plads.
Jeg kan sent i livet sige at jeg er nu ekstra og shiner. Jeg er ekstra fordi mine nætter ikke længere er fyldt med mareridt, at mine flash backs er næsten fraværende. Mine smil og stjernene i mine øjne er ægte.
Jeg shiner ved de mål jeg har sat mig er indfriede og nye dukker op. Jeg har opnået ting som kun de få kommer til at opleve, jeg har bevist mit værd og fået den anerkendelse jeg ikke turde tage imod tidligere.
Det retter ikke op på min skade og gør gjort, ugjort. Den vil altid være en del af mig.
"Jeg reagerer sundt på usunde påvirkninger"
Er en sætning der har betydet så meget for mig.
Alle de ansigter jeg kan sætte på mine djævle tog alle et valg, jeg tog det ikke for dem, ingen tog det for dem. De tog egenhændigt en beslutning om at jeg ikke var værdig til at blive behandlet respektfuldt.

Jeg er så stolt ved at stå her i dag og føle mig ekstra.