Kære dagbog,

((trigger warning!!!))

som titlen antyder er jeg muligvis autist - jeg er aldrig blevet undersøgt for det, men igennem livet har der været mange tegn på det. Problemet er så at når man har været ude for voldsommme omsorgssvigt i barndommen er det et åbent spørgsmål om det er tillært adfærd jeg udviser, eller om det (også) er noget biologisk.

Min bostøtte mener at hun kan se tegn på at jeg falder inden for autisme-spektret. Fordi at jeg har svært ved at afkode mennesker, og har svært ved at snakke/skrive med andre. Desuden går jeg nemt i panik og lægger enorm (!) energi i om jeg bliver misforstået og overskrider andres grænser, hvad jeg næsten altid føler at jeg gør - altså energi i at være så omsorgsfuld og respekterende som mulig, medmindre at jeg fornemmer en krænker i den anden.

Som sagt har der livet igennem været mange tegn på at der er et eller andet galt, andet end traumerne i barndommen (vold, seksuelle overgreb og andet). Desuden blev jeg født med en dødsdom i form af en uhelbredelig kræftdiagnose i halsen, som dog senere blev omdiagnosticeret til en misdannelse i halsen, som jeg i fuld narkose blev opereret for som baby. Da jeg flere gange blev kvalt inden operationen har min hjerne måske fået for lidt ilt. Min mor røg smøger under graviditeten.

Som helt lille, nok en 5-6 år gammel (hvor min pædofile mors overgreb startede), ville jeg være en kat - og derfor spiste jeg vores kats tørfoder i en periode, på alle 4. Altså, vi snakker et par dages leg. Men helt normalt er det vist ikke. Et par år senere gik jeg til talepædagog da jeg snublede over ordene - en joke jeg fortæller mig selv er at jeg dengang ikke kunne sige forskel på pinde og penge - joken er så at det kan jeg stadig ikke :-P (pinde er i Århus slang for joints).

Og løbende igennem livet har jeg altså haft en adfærd og en personlighed der nemt kunne falde inden for autisme-spektret. Blandt andet har jeg tit og ofte følt at de fagpersoner jeg talte med, altså psykologer, læger og terapeuter jeg har gået ved, ikke forstod min pinsel - ikke fordi at de ikke havde evnerne, men fordi at hvis jeg bliver spurgt om jeg er ok næsten altid svarer ja ja, og har det med at underspille mine mange problematikker med ironi, abstrakt filosoferen og ændring af fokus fra mig og over på en anden.

Jeg har hele livet fået fortalt at jeg er så sød, så omsorgsfuld og er så dygtig til at lytte. Og jeg nyder også at være der for andre - når man giver en anden omsorg og fuldstændig opmærksomhed får man det også selv i processen, eller jeg gør - altså ikke fra den anden, men fra en selv. Problemet opstår så når jeg skal MODTAGE omsorg og opmærksomhed fra en anden;

jeg går fuldstændig i panik. Jeg føler at hvis jeg modtager omsorg og opmærksomhed, så er det også forventet at jeg skal stå til seksuel rådighed for vedkommende, uanset køn og uanset hvor meget logik modsiger det. Mit ændedræt bliver overfladisk, min krop ryster og jeg fryser helt vildt, og tankerne bliver en mudderpøl af lort. Frustration over dette bliver så til vrede der rettes indad, og den gode gamle indre stemme begynder sin hæse sang:

"du er jo så fucking klam, hun lyver eller er skør, du så nedern, dræb dig selv" osv osv. Altså det er ikke en konkret stemme skal jeg understrege, men en følelse mest af alt.

Og netop i dag oplevede jeg det. Jeg er lige kommet hjem fra Qi Gong som jeg går til hver onsdag, og jeg måtte tage hjem inden vi begyndte fordi jeg fik et flashback af at ligge mellem min mors ben og se op i hendes fisse, og efter det obligatoriske håndarbejde at se hendes væsker komme. Det var så fucking klamt. Dengang.

Qi gongen bliver lavet på et værested for overlevere af overgreb i barndommen, hvor jeg slipper for idioti og møder forståelse, ofte. F. eks. hører jeg ikke idiotiske udtalelser om at jeg kan finde healing i tilgivelsen af min mor, for langt de fleste overlevere af overgreb ved godt at det ikke altid er muligt.

Desuden er det også lidt provokerende - alle der kender mig personligt ved at jeg har nemt ved tilgivelse, at jeg nærmest intet temperament har, og at når jeg bliver vred har jeg lært at lukke øjnene og fokuserer på åndedrættet. Jeg kan ikke gøre en flue fortræd, bogstaveligt talt (bio-diversitetskrisen in mente), og alligevel har nogle mennesker travlt med at tro alverdens ting om mig.

Det skal også siges at jeg i starten af 20'erne drak voldsomt og røg hash konstant - og at jeg i dén periode var voldelig og voldsom når jeg var påvirket. Jeg har fået tæsk og har utallige gange været ved at komme op at slås, men jeg har sgu aldrig startet det - men jeg slutter det gerne. Jeg ved at jeg ligesom alle andre mennesker, også dig, har et dræberinstinkt. Og jeg ved også at uanset prisen slår jeg mig fra mig hvis instinktet aktiveres. Et øje for et øje gør dog verden blind, selvfølgelig, men at argumentere imod selvforsvar er idioti. Alle mennesker burde tilbydes lektioner i kampsport - "Folk må lære at hade, og kan de læres at hade kan de læres at elske, for kærlighed kommer nemmere til menneskets hjerte end dets antonym" (Nelson Mandela).

Anyways, jeg skred fra Qi gong-holdet i dag meget oprevet. Ud over det nævnte vil jeg ikke komme ind på hvorfor, for jeg ved det ikke. Håbløshed, selvlede og frustration er dog et par nøgleord.

Noget af det skyldes en stædig overbevisning jeg har, trods jeg ville ønske at jeg ikke havde den: at den eneste metode til et meningsfuldt liv for mig er ydmyghed. Altså, ikke som en handling men som en livsstil. Som en tilgang til alt.

Af den grund føler jeg at jeg konstant er på arbejde når min frihed påvirker andres, herinde, online og i det virkelige liv. Et arbejde hvor jeg holder mit eget ego 'in check' og forsøger ikke at komme med råd til andre, hvilket jeg er dårlig til og derfor arbejder på. Men det er et 2-sidet sværd, for igen og igen har jeg en følelse af at andre ser på mig i deres farvede lys og at de slet ikke ser mig - de har ét billede af mig, og når jeg så som i dag nævner en scene fra Dostojevskij's "Forbrydelse og straf", i forbindelse med en problematik en anden havde og som jeg også selv har ift. det at modtage andres hjælp, så ændrer lyset sig. Men hvorfor fuck var det der til at begynde med? Hvad er der i vejen med at se hinanden i mørke?

Hvad er der galt med at se hinanden som fremmede? Hvad er der i vejen for at tilgå hinanden med ydmyghed, med en nysgerrighed frem for fordom? Alt levende er dynamisk og i forandring - når vi definerer en anden person ser vi ikke længere det levende. Når jeg snakker med andre kigger jeg efter det guddommelige og finder det, og prøver at slippe det igen. Det føler jeg ikke at særlig mange andre gør - tværtimod skal jeg konstant bevise at jeg IKKE er antonymet til noget... godt. Til både kvinder og mænd.

En kvinde på instagram, der også har en overgrebshistorie, blokerede mig engang derinde, fordi at jeg var for intens (nåede hun at skrive lige inden). En anden kvinde misforstod voldsomt noget jeg skrev forleden - hun forstod det som det stik modsatte af hvad jeg mente. Og jeg skammer mig sådan over begge tilfælde, og alle de andre tilfælde hvor jeg føler mig misforstået - ikke pga den anden men pga mine egne mangler i kommunikation. Jeg ved godt at der skal 2 til tango, 2 til forståelse, men...

Okay, nu deler jeg jo så dette herinde på Fyldepennen - et sted hvor jeg også føler mig misforstået af næsten alle. Ikke alle dog - ikke af dem der anerkender at de ikke kender mig. Samt med den gamle følelse, den gamle vanvidsforestilling om at jeg skal stå til seksuel rådighed for alle andre. Jeg husker så elendigt, og ethvert kompliment ryger ind af det ene øre og ud af det andet, pga denne frygt, dette billede jeg har af andre, denne fordom. Som altså på ingen måde er et valg - jeg ved godt at det er skørt og ikke er sandt. Men min krop gør ikke.

"Kan du huske hvem du var, før verden fortalte dig hvem at være?" - Charles Bukowski

Min søster sagde i sommers, da jeg så hende for første gang i 4 år, at det er som om at jeg leder efter nogen at være i konflikt med. Det er jeg meget uenig i, jeg synes jeg gør det stik modsatte, men det er sandt at jeg leder efter noget konstant at slå mig i hovedet med - når jeg igen igen igen lægger en tekst op herinde som ikke kommenteres siger jeg til mig selv at jeg er skør, at ingen forstår mig, at jeg intet er værd, og at jeg må have skrevet noget forkert - som jeg så bruger livet på at prøve at forstå hvad var, forgæves, indtil jeg lægger en ny tekst op og processen gentages.

Jeg gad godt sige at den eneste jeg har brug for accept af er mig selv, men det passer ikke, det er en stor fed løgn. Jeg mindes Sam Cook's sang "A change is gonna come", af en eller anden grund. Min favoritversion er Fugees versionen og Bobby Womack.

Ala hovedpersonen i Franz Kafka's roman "Processen" føler jeg mig anklaget for noget som jeg har travlt med at modbevise, af al styrke, trods jeg ikke aner hvad anklagen er. Hvad er det jeg har gjort??

Det modsatte af kærlighed er ikke had men ligegyldighed. Jeg forstår til fulde at de fleste finder mig ynkelig, opmærksomhedssøgende og til grin, og derfor vælger blot at ignorere - det gør jeg da selvfølgelig også selv konstant. Særligt ift mænd hvor jeg også har fordomme om at de vil dominere og være alfahannen, trods masser af erfaringer om det modsatte. Jeg blev frem til 20-22-årsalderen mobbet af dem jeg troede var venner, og giver selv dét skylden for at jeg har nemmere ved at tale med kvinder end med mænd. Dét, og min autoritative far. Desuden er det nemmere at forlige sig med følelsen af at skulle stå til seksuel rådighed overfor kvinder jeg selv er tiltrukket af, end over for andre.

Men jeg kan tænke nok så meget over hvorfor jeg ikke har flere følgere på instagram, hvorfor en enkelt blokerede mig derinde, hvorfor jeg ikke får flere kommentarer herinde, hvorfor så mange ikke svarer på mine egne kommentarer, og hvorfor det altid er mig der flytter sig til siden på gaden (jeg tænker tit på IKKE at flytte mig for modgående trafik på fortorvet, men gør det automatisk, ligesom at jeg prøver at smile til folk ved øjenkontakt, uanset hvordan jeg har det og uanset om jeg vil eller ej). Hvorfor folk altid overraskes (i min optik) over at jeg citerer litteratur, over at jeg er feminist og over at jeg har været i terapi i 14-15 år.

Men måske er svaret bare at jeg er autist?

Dét findes der jo så bare ikke en kur for, og der er heller ikke noget i vejen med det som sådan, andet end at det er grund til lidelse, og jeg ved ikke hvad jeg skulle bruge så relativ en diagnose til - når man testes for det, som koster 20-25000 kr at udrede for, så er det ikke en hjerneskanning eller en blodtest, men en læges vurdering, som jeg har forstået det.

Jeg frygter at en diagnose af det blot ville være endnu et søm i min lig-kiste. Endnu en grund til selvmord. Endnu en grund til at jeg ikke kan få en kæreste, ud over at jeg er grim, ucharmerende, dum, nedern, til grin og åbenlyst skør eller underlig. Udover at jeg er så fucking ego-centreret, sygeligt (ikke at nogen nogensinde har sagt dét med ord, men der findes jo mange måder at kommunikere det ud på).

Men måske ville det alligevel gøre nogle ting nemmere? Det ved jeg at det har gjort for andre. 'Neuro-divergerende', kaldte en supersej autistisk kvinde det for nylig. Og enhver diagnose er jo altid noget man har, ikke noget man er. Man er trods alt stadig i live, og i forandring. Selv uhelbredelige diagnoser som autisme, Huntingtons og halskræft er jo... blot en del af hvem man er, et aspekt.

"When I let go of what I am, I become what I might be". - Lao Tzu

Men måske ville en autisme-diagnose endelig sætte et punktum i jagten på at blive forstået og accepteret. Og jeg har brug for det punktum, ikke endnu et komma - jeg kan ikke holde til meget mere. Når jeg skriver som jeg gør, og når jeg på værestedet åbner op og taler om ting som andre tier om, så tror nogle at det er mod; det er det ikke, jeg har blot intet at tabe da jeg ved at jeg går hjem og overvejer selvmord, 'det endelige punktum', endelig at blive til datid.

Ham Anus VAR [indsæt dig selv]

PS: hvis du selv har erfaringer med autisme hører jeg meget gerne fra dig, men jeg kan ikke garantere at jeg svarer dig, hvilket jeg på det kraftigste undskylder. Jeg vil dog bestræbe mig på det, og sværger at jeg nærlæser dine ord. Tak for at læse hertil.