3 måneder, 13 dage siden

Giv kærligheden en chance til

Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
7 år siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
6 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
8 år siden
En mission i livet
Salomon
8 år siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
5 år siden
28 Dage senere, med Sandr...
Ansu Orheim ...
20 dage siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
8 år siden
En sodavandsmaskine for e...
Olivia Birch...
8 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
10 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
4 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
8 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
6 år siden
Israel
Salomon
8 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
5 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
12 år siden
Storskrald
Hanna Fink (...
6 år siden
Katten ude af sækken
Suree Lio (L...
10 år siden
At skrive
Josephine Lø...
8 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
8 år siden
Mails og tårer
Ace Burridge...
10 år siden
Det er ikke let
Baru
6 måneder, 9 dage siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
4 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
8 år siden
Eksamensangst og mit nyes...
Merida Dunbr...
4 år siden
En lørdag.
Michala Esch...
14 år siden
Hjem igen
Salomon
8 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
6 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
10 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
10 år siden
I'm back!
Gittepigen
9 år siden
Helbred
Hanna Fink (...
7 år siden
Kære dagbog,

jeg havde en god snak i dag med min far. Igår skrev jeg jo lidt af et hadebrev til afdøde mor, inde på Insta, som jeg tror har skræmt mange væk. Ak ja, kærlighed og had, 2 sider af samme sag. Jeg delte så for et par timer siden et gammelt digt om kærlighed, designet for en sjælens gang skyld. Teksten "Du ved aldrig". F FP en gang imellem, altså feministisk flower-power.

Anyways, jeg hørte gode gamle Bobby Womack's "I'm gonna give love one more chance" tidligere i dag, og greb mobilen og ringede til far. Vi snakkede om mange ting over lang tid, blandt andet grunden til at jeg skriver dette blogindlæg... øøøh, dagbogsindlæg.

Jeg spurgte ham nemlig om han mente at jeg måske kunne være autist. Som tidligere læge og psykolog i psykiatrien har han et anstrengt forhold til diagnoser, og til psykiatrien, og bad mig igen læse Peter Gøtzsche. Jeg sagde at jeg udmærket forstod konteksten - at intet er ordet. Jeg nævnte at det samme kunne siges om en person syg af Huntingtons, og han sagde så at forskellen er at Huntingtons ikke er neuro-divergerende men neuro-degenerativt (mener jeg var ordet). Huntingtons er en forfærdelig sygdom. Mit modargument var at ingen ingen var ordet - at mor f. eks var andet end Huntingtons, at alt er relativt og at intet er bare positivt eller negativt, heller ikke Huntingtons eller autisme.

Jeg forstår godt hvor han ville hen - hvad jeg ville få ud af en diagnose, opfundet af en videnskab der er så... hjerteløs. Og kriminel. Jeg sagde at det f. eks. kunne betyde adgang til kurser i social omgang og andet, hvad han godt forstod. Han mente ikke at have set tegn på autisme i min barndom, og han lød chokeret da jeg fortalte om dengang jeg var 5-6 år gammel og i kort tid legede for alvor at jeg var en kat - jeg husker at stå på alle 4 og spise vores kats tørfoder. Som 5-årig begyndte min mors pædofile overgreb...

Anyways, han havde aldrig hørt om min katteleg. Ærligt talt, og misforstå mig ikke, han var meget fraværende i min... i meget af mit liv. Jeg ved ikke hvordan det er at komme fra en fattig arbejderfamilie som ham, hvor han fik tæsk af sin far og havde en træls mor, og hvor hans uddannelser skete under pres - han ville være musiker, som han er i dag, og ikke læge og psykolog. Jeg ved ikke hvordan det er, eller var, at være sannyas i psykiatrien (!).

Vi talte om mange andre ting også, og jeg turde være assertiv uden at føle det som aggression, som jeg ellers plejer at føle. Mine PTSD-reaktioner galopperede som altid, for tiden er det næsten konstant, og jeg gik i frys igen og igen, men huskede at lukke øjnene, have fokus på vejrtrækning og føle mine fødder. Og min brystkasse. Og hals. Og fugte læberne. Og have et lille spring i knæene, som lært i Qi Gong.

Jeg ved ikke hvor jeg landede, ift. autisme-problematikken. Det koster 20-25000 kroner at udredes for det, og dét i sig selv siger noget om systemet der stiller diagnosen. Dette syge system...

"Det er ikke noget sundhedstegn at være godt tilpasset et dybt sygt system" - citat af...

ej ved du hvad, hvis du ikke ved hvem det er af, er du en del problemet; som er et dårligt uddannelsessystem. Hold kæft mand, at være bag modstanderens linjer er hårdt! Glæder mig til at tjansen er ovre.

Anyways, der sker ting og sager. Jeg får ikke den bekræftelse jeg higer efter... eller som mit altid sultne ego higer efter, anerkendelsen. For jeg er smittet af denne mission - jeg er smittet af kynismen, i sind, sjæl, hjertet og der hvor mit jeg er - maven og tarmsystemet. Min far nævnte i øvrigt noget om vagus-nerven jeg burde læse op på, eller se YT-videoer om. Angående øvelser man kan lave hjemme, for at heale. Selvfølgelig evidens-baseret, trods forskere har forskellige falsificerings-standarder.

Jeg får ikke den bølge af anerkendelse jeg dumt higer efter - dumt fordi at jeg ved at egoet er som et sort ormehul, og fordi at bølgen kan drukne mig - ja der er sund/nødvendig narcissisme, men der er også usund, og anerkendelsen der ikke bare forsvinder igen må komme indefra. Trods andres input er så... livet.

Som altid er genialiteten, den sande, at finde i hiphoppen, her af det bedste band i historien, dead prez:

"But I love it -
it makes me appreciate the things
that I take for granted
Gaining insight and understanding
Each one teach one - we got to pass it on
Keep doing the knowledge, building and adding on
With faith in the assumption
That nobody knows everything but everybody knows something"
- Learning, Growing, Changing, track af dead prez (salute RBG)

Altså, et liv levet for sig selv er et liv i smerte - et liv levet for andre er dejligt. For nogle.

På onsdag skal jeg til samtale med kommunen, og kæmpe for en førtidspension. 14-15 år på kontanthjælp... jeg ER prøvet af!

PS: jeg arbejder lige nu på et digt til mor - altså ja, had. Kom an.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Giv kærligheden en chance til er publiceret 18/10-2022 00:20 af Ansu Orheim (Ansu).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.