Kære dagbogsblog,

højt at flyve, dybt at falde. Ligesom jeg har været næsten hele sommeren er jeg i et mørkt hul igen, med depression, irritabilitet, bitterhed og en lyst til isolation og 'det endelige punktum'. Søvnen er mangelfuld og fyldt med mareridt, energi er ikke-tilstedeværende, og overalt virker verden kold og kynisk. Samtidig er selvtilliden i bund, og evnen til at ignorere mit spejlbillede, eller i bedste fald at møde det med accept og taknemmelighed, er helt væk.

Når jeg ser mig selv i spejle eller blanke overfladers refleksion når jeg er ude, er det automatiske sætninger som "dit store fede svin, fucking taber, du er så dum og grim og uduelig man, dræb dig selv" der går igennem hovedet. Jeg ville aldrig tænke sådan om andre. Når jeg er ude på gaden i Århus halter jeg afsted pga fodskaden (fik amputeret spidsen og undersiden af venstre storetå som barn i en ulykke), og de mange smukke og smilende mennesker derude føles som rumvæsener.

Kender du følelsen af at være en dødelig der går rundt blandt guder? Følelsen af at være i bunden af hierarkiet?

I bedre perioder er det nemmere at spotte sensitiviteten og sårbarheden i andre og føle sig mindre alene, men selv da hænder det at jeg i deres blik der rammer mit blot ser kynisme og frygt, og ofte had. Eller, jeg tolker deres blik som værende fulde af had, af fordømmelse og af hån. Jeg ved udmærket at det er gamle erfaringer der slår ekko fra fortiden og ind i nutiden, en forvrængning af virkeligheden, men i dårlige perioder som denne forstår mine følelser det ikke, når jeg ikke har overskuddet til at minde mig selv om at selv hvis det ER virkeligheden, at selv hvis det virkelig ER afsky og lede folk primært har til overs for mig, så siger det mere om dem end om mig - om deres manglende perceptionsevne og om deres kynisme.

Ekkoerne fra fortidens mobning, traumer og egne fortrydelser er desværre ikke forbeholdt fremmede på gaden - jeg har én enkelt ven jeg ser en sjælden gang imellem, og derudover kommer jeg forbi et værested for voksne der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Også over for dem føler jeg en barriere imellem os af, til tider. Altså i splitsekunder lige med dem, og nogle gange i helt op til en dag eller to

Edit kl. 10:38 = jeg arbejder på et digt jeg vil male; Der var engang en mark. Nogle kaldte den Dan, fordi vejret tillod kreativitet. Andre kaldte den Dan, fordi vejret tillod sump. Dyrene kaldte den en et, én, ét, bump.