Kære dagbog,
lige nu er klokken 18:16 her i Århus, vejret er mørkt men hyggeligt og vindstille tror jeg, her i mit hjem. Som en fugl er jeg på en pind kyssende skyer, altså nu kigger jeg på stjerner, hvis jeg ellers kan se nogen. 2 sek.
Ingen. Til nogen af siderne af min lejlighed. Æv. Nå. Men der er masser af liv i kvarteret, eller i hvert fald masser af lys. Det er torsdag d. 22/12 2022, og min balance er lidt skæv. Jeg hører musik som jeg har gjort hele dagen, selvfølgelig med pause mellem hvert nummer, og mange års arbejde med at skabe playlister er færdigt. Altså, jeg har sat et punktum i dem alle. Måske kommer der nye playlister, måske ikke. Skriv for et link, eller fang mig på insta (tror ik jeg må dele tag her), hvor jeg hedder det samme som her. Jeg søger altid inspiration fra andre voksne, omend mit overskud er lavt.
Også lige nu hvor jeg har det fint nok, ganske fint nok, men er slidt. Og træt. Har hovedpine svagt, og den gode gamle konstante agtpågivenhed/alarmberedskab. Lupe Fiasco har en fed sang der hedder "Intruder Alert" - fed både produktionsmæssigt, kontekstmæssigt (han er fra Chicago, "vindens by") og lyrisk (!). Hurt me soul er også dope.
Jeg arbejder på et digt, som jeg ikke ved om er færdigt. Er digte nogensinde det, så længe forfatteren er i live? Det spurgte Chuck Palahnniuk om (bla. andet forfatteren til bogen bag filmen med samme navn "Fight Club"), i bogen "Invisible Monsters (Remix)", der var en genudgivelse af "Invisible Monsters" = Palahniuk insisterede overfor sit forlag på at kapitlerne i bogen skulle være hulter til bulter: Første kapitel sluttende med "gå nu til side XX" osv. For at læseren ikke skulle vide hvor langt i bogen/processen vedkommende var, i en bog om modeindustrien og samfundet der fodrer den. Bogstaveligt talt FODRER den! Med MENNESKER!!! Takket være succes kunne Palahniuk dog få bogen genoptrykt som han ville have den, i gammel rollespils-page-turner-stil, bare uden valg. Disco Elysium er jeg i øvrigt endnu ikke kommet rigtig i gang med endnu. At læse Chuck Palahniuk er ret syret, fordi at han skriver meget rodet/jazzet/muligvis påvirket (ved det ikke). Han er bestemt ikke blandt mine yndlingsforfatterlister, dog er hans stil unik. Helt bestemt. Inspirerende. Anyways, ligesom Picasso, Basquiat, Stromae, Voice Monet, Nneka og Erykah Badu, bare for at nævne nogle andre end Speech Debelle eller en anden jeg nævner ofte, så føles Palahniuk's skriveri som en aktuel kunst, fremfor en tidsløs. Aktuel, derfor uerstattelig, derfor reel, derfor tidsløs, eller i vhert fald løs af tiden. Kan man intet abstrakt/uden for rum og tid finde i nogen af de nævnte kunstnere/mennesker, så siger det altså mere om observatøren end om objektet.
Anyways, digtet "Hvide Sjæle" - et WIP (Work In Progress, kom gerne med råd - dét går altså for ALT jeg skriver!!! Jeg er ikke en habit):
Selv
for den
største rebel
kan
sortspejlvendte pyramider
virke agtpågivende
indtil
naturens musik
vibrerende evigt
da
sjæle selv
finder vejs
blinde
døve, stumme
jernlugtende Ædelmodige
(tilfældig tanke: Måske skulle jeg skifte navn til AnsuSammensurium. Hmmm. Ordet habit (altså, tøj med slips/butterfly), hvad p***ker hedder det på engelsk?? Suit bare?)