Kære dagbog,

jeg lytter lige nu til min instrumental-playliste, altså en playliste kun med beats - den starter med Big Punisher - The Rain & The Sun (Interlude) feat. Dead Prez & Prospect, hvor der dog er lidt snak - m1 fra Dead Prez der siger til Big Pun at han har brug for et outlet, og at trods han ikke synger godt, Big Pun (RIP), så er hans rim smukke, så bare syng - hvilket han så gør. Big Pun sang fantastisk, men rappede endnu bedre. En af de bedste. Revolution In Progress, RIP.

Anyways, puuuuha. Jeg har netop smækket røret på til far, hvilket er grunden til at jeg skriver nu - jeg er rasende, og hellere tæske tastaturet end tom luft. Så er du advaret..

Han har ringet et par gange de seneste dage. De sidste 2-3 uger har jeg været næsten konstant skæv, som jeg altid er her i juleferien hvor alting har lukket, altså det værested jeg plejer at komme på næsten dagligt; hvor weekenderne er hårde og hvor jeg glæder mig til om mandagen og til at komme tilbage til menneskerne på værestedet, hvor der er et stærkt bånd og en forståelse af f. eks. PTSD og af familieproblemer. Ikke alle dér har oplevet incest, gudskelov, altså gudskelov fordi de så stadig har kontakt med familie. De fleste der har oplevet overgreb i den nære familie har fuldstændig cuttet alle bånd til selvsamme familie.

Fordi at enhver krænker/pædofil/voldtægtsperson også er narcissist, og typisk er en mester i manipulation. På værestedet slipper man for f. eks. fordommen om at man som krænket dreng selv bliver til en krænkende mand - når man ved hvordan det er at få sit sind, sit hjerte, sin krop og sin sjæl TORTURERET af eftervirkningerne/senfølgerne af overgreb er det vanvid at tro at man selv ville gøre det mod andre. Vanvid. Og alligevel er det noget vi mænd der har overlevet overgreb i barndommen konstant må forholde os til - usagt naturligvis, for antydningen af det er et udslag af kujoneri, altså af en person der enten er for doven, dum eller for bange til at konfrontere egne fordomme. Fordomme der ikke er individets skyld som sådan, men samfundet der ingen undervisning, helligdage, temadage eller andet opmærksomhed giver til de TUSINDVIS af overlevere der er derude. Overlevere der ergo lever i skjul, overbevist om at hele samfundet vil spytte på dem hvis de står frem.

Måske først blive mødt med sympati, men før eller siden med mistænksomhed, særligt for mænd. De kan tæles på én hånd, de mænd jeg kender der har stået frem offentligt med deres historie. Måske 2, i bedste fald, ud af en befolkning på flere millioner hvor statistikken stiger at en kæmpe del af befolkningen, både mænd og kvinder, har været udsat i barndommen, mange af dem aldrig fortællende det til en sjæl, af frygt for at kæresten skal tro at man så selv gør det også. Logikken er helt vendt på hovedet, og i stedet ender mange mandlige overlevere på gaden, OD'er, i fængsel eller på psykiatrisk - dem der overlever selvmord.

-

Anyways, jeg fik i dag sagt til min far at jeg ikke vil se ham igen. Jeg sagde det samme til min søster for et par uger siden.

Uuuuh, nu kom et af mine yndlingsbeats på - "Japan Samurai - Old School Hip Hop Instrumental". "Be formless, shapeless, like water"...

Anyways, jeg har truffet valget før, om ikke at se min familie igen, flere gange. En psykolog sagde engang til mig at jeg forventede noget fra dem, min far og søster, som de ikke var i stand til at give. Jeg tænkte dengang at de ikke var i stand til at være mødre for mig, til at give mig moderlig omsorg. Men sådan er det ikke - de er bare ikke i stand til at give omsorg, period. Til mig - de giver andre masser af omsorg, hvilket er kilden til min forvirring.

Jeg selv har absolut narcissistiske tendenser - jeg kan være arrogant når jeg ved at jeg har ret, arrogant og nedladende, og trods jeg efterfølgende har dårlig samvittighed og tænker det værste om mig selv, eller, med forrige tekst in mente det næstværste = at jeg er en egocentreret arrogant egoist, så ændrer det ikke på at jeg muligvis har manipuleret med en anden sjæl. Jeg føler altså nogen gange at jeg ubevidst har manipuleret en anden trods jeg ikke har lyst - og den efterfølgende skam og selvlede ændrer ikke på at jeg muligvis har det. Gudskelov får jeg prøvet den ældgamle overbevisning/frygt af på værestedet for voksne overlevere af overgreb i barndommen, og trods en håndfuld konflikter føler jeg ikke at nogen dér tænker "narcissist" om mig - tværtimod føler jeg mig vellidt og respekteret på stedet, og de gange jeg går over stregen bliver der sagt fra, typisk. Alle der kommer på stedet har sociale... udfordringer. Og alle er så søde, rare, grænserespekterende og forstående på stedet.. jeg glæder mig sådan til at de åbner igen, i januar engang.

Anyways, jeg selv har absolut narcissistiske tendenser, ligesom alle mennesker har - i psykologien hedder det "nødvendig narcissisme" når man rammer balancen mellem selvværd og selvtillid sundt. Dét gør jeg næppe, rammer balancen, men jeg forsøger.

Det føler jeg ikke at min familie gør. Jeg har aldrig haft bedsteforældre eller nogen kontakt til anden familie end fader, moder og søster, og alle de 3 har/havde OGSÅ narcissistike tendenser, ikke kun min pædofile mor der døde sommeren 2022. Som en sidebemærkning har min søster set vores mor langt langt flere gange de sidste 10 år end hun har set mig - med begrundelsen at hun, vores mor, jo lå dødeligt syg af Huntingtons på plejehjem. Min søster tror vistnok på mig og min historie - i hvert fald tror hun på at JEG tror det, og til en hvis grad på at vores mor var pædofil.

Men hun holder fast i at det aldrig var en del af hendes barndom, og at vi har hver vores virkelighed. Igen skal jeg understrege at hun gang på gang har udvist komplet tro på mig og min historie om moders seksuelle overgreb på mig fra jeg var 5 år og til jeg blev 8 - men nævner jeg de tæsk og den psykiske vold hun, min søster, udsatte mig for i barndommen, med løsslåede tænder, udrevet hår og ar, så lukker hun i og bliver muligvis rasende. Jeg har for længst tilgivet hende den fysiske vold i barndommen - vi voksede op i et hjem hvor vor forældre sloges fysisk og voldsomt næsten dagligt, så SELVFØLGELIG gentager ældste barn i hende noget af adfærden! Fordi vold var et kommunikationsmiddel i vores familie, for alle pånær mig det yngste og svageste medledm i familien. Jeg slog vores hund til gengæld, noget jeg skammer mig inderligt over - det var forsøg på at få hende, hunden, til at stoppe med at bide postbudet og gø af alt og alt, agressivt. Også hun, Molly, blev påvirket af hjemmet.. Jeg var en ballademager som barn, med væltede gravsten, hagekors tegnet rundt omkring og en dreng jeg muligvis gjorde blind på et øje i børnehaven da jeg slog ham med en kæp for at drille mig for at ligne en pige, pga langt stinkende hippie-hår.

Ligesom at alt andet negativt fra barn/ungdommen ignoreres alt dette af min søster. Hun og min far er "typerne der ser fremad fremfor bagud". Som "lever i nu'et fremfor i fortidens skygge". Hold kæft hvor er de arrogante! Det er nemt nok at leve i nuet når man ikke har fucking PTSD, eller Kompleks-PTSD - når skyggerne fra fortiden ikke konstant blokerer for solen.

Begge er elsket af deres nærmiljø, og begge fattige økonomisk men rige socialt. Millionærer socialt. Seriøst. Begge har også forsøgt at få mig inkorporeret i deres sociale liv, men en version af mig som jeg nægter nogensinde at genoplive = masken.

Min søster er ikke sannyas, altså følger af Osho, mens min far stadig er det.

Også efter at det på et lukket forum på facebook, usynligt medmindre man inviteres, kom frem at Osho begik seksuelle overgreb på en håndfuld følgere - voksne kvinder blev inviteret til "guruen" af hans håndlangere, de fleste kvinder. Osho havde på forhånd kigget på billeder af kvinderne, og besluttede så ud for et "katelog" hvilken kvinde der skulle komme og sutte hans pik. Kvinderne, ofrene, troede at de skulle til en samtale med deres elskede leder, og i stedet blev de fortalt at de var "udvalgt" til at tilfredsstille guruen - at de nu var nået et højt nok niveau i det spirituelle hierarki til at røre ved 'mesternes mester', en "oplyst" (altså oplyst i asiatisk forstand = en der har indset en større sandhed og som al sandhed efterfølgende falder i hak for - en som udstråler ro). Osho har den dag i dag, trods han døde i 1990, følgere der er villige til at dø for ham.

Det skal dog også siges at Osho selv frabad sig den helgengørelse han fik, og igen og igen gentog at han bare var en mand - at hans finger pegede mod Månen, men at han ikke VAR Månen. "Troede jeg selv på alt jeg sagde ville jeg blive skør!". Men... hans handlinger sagde noget andet end hans mund, og trods han revolutionerede den mediterende verden med et hav af nye meditations/terapi-metoder (han var udddannet filosofi-professor og terapeut, inden han især intellektuelt, med mange udgivne bøger, blev gjort til 'guru'/guide/spirituel vejleder), så står han i min verden ligesom ALLE andre spirituelle vejledere, ligesom alle politikere, som en hykler. Ligesom min familie.

Måske ligesom jeg.

Men jeg har sgu aldrig begået overgreb, hverken som barn eller voksen, hverken seksuelle overgreb eller voldelige - de mange gange jeg har provokeret i byen for at slås har det vistnok hver gang været gensidig agression (og gudskelov for at det kun et par gange blev til slagssmål - jeg kan slås da jeg gik til selvforsvar som barn og har fået tæsk mange gange, men jeg ville blive slået til plukfisk af dem jeg frontede på - i psykolog-sessioner kom jeg frem til at det var barn-og ungdommens selvskade jeg gentog (jeg skar aldrig dybt, bare overfladisk med barberblad og andet), altså at jeg ønskede at blive banket ihjel mere end at jeg ønskede at udøve vold.

En gang fik jeg tæsk på Odense Banegaard, i december 2008 i en hjemløs periode,og da jeg fik et spark ind i maven på en af de 3 skinheads der tæskede mig følte jeg endorfiner og efterfølgende skam, på ét splitsekund- jeg vil aldrig tæskes igen uden at slå tilbage, uanset prisen, ALDRIG, men sparket i maven på røvhulet der tæskede mig gjorde ondt på mig selv i form af skammen - hvad nytte gjorde det at jeg fik et spark ind, andet end endnu hårdere tæsk? Hvad nytte havde jeg af at også HAN fik ondt? Ingen. Absolut ingen - "et øje for et øje gør verden blind". Jeg vil bare ikke vold, punktum. Da jeg var i starten af 20'erne og frem til jeg blev 23-24 hvor jeg uden at træffe valget droppede den næsten daglige druk - masser af dårlige erfaringer såsom tæsk og utroskab fra andre gjorde det til et nemt automatisk valg. Istedet røg jeg dog joints dagligt til jeg blev 30, hvor jeg begyndte i selvbetalt psykoterapi (somatic experiencing), og for at få råd måtte jeg droppe hashen. Jeg falder stadig i en håndfuld gange om året og er så skæv konstant i 1-3 uger, altid med valget truffet efter en stressende periode. Hash/THC dulmer nerverne MENS man er skæv, men når bliver ædu igen strammer nerverne som regel op igen, så jeg ved at det ikke er svaret. Men det er rart med "ferie" en håndfuld gange om året. Dog vil jeg igen igen forsøge at gøre 2023 fuldstændigt røgfrit.

Anyways, jeg har sagt til både min far og søster at jeg føler at de udøver narcissistisk gaslighting og psykisk vold imod mig, efter at have læst side op og side ned om det - det er så komplekst!

Men jeg vil ikke længere finde mig i at blive talt sådan ned til; at hver gang jeg nævner noget negativt ved dem at få at vide at det er MIN virkelighed, som selvfølgelig aldrig er korrekt - jeg er jo skøre Ansu, og min virkelighed er ikke deres; de er jo hellige væsener der hjælper andre i deres arbejde og fritid. Hellige, kloge, søde og rare - de omfavner Lyset, og trods de ikke ser sig selv som Oplyste (offentligt, i hvert fald), så er der ingen tvivl om at deres verdenssyn er. Vogt dig for mennesker med frelsersyndrom - bag lukkede døre udlever de antonymet, den uundgåelige skygge.

Jeg tror at de begge ser min mor som have værende skør (Huntingtons) i mit og min søsters liv - at alt dårligt hun gjorde, volden imod min far (hun slog ALTID først, af hvad jeg bevidnede, men HAN afsluttede det altid - hun slog ham mange, mange gange, og han slog så hende én enkelt gang, med knytnæven. Næsten dagligt), pædofilien imod mig (som jeg måske aldrig helt vil vide om hvorvidt min far og søster for alvor tror på, som andet end "en syg kvindes uvidenhed, og en skør drengs misforståelse af loyalitet ift. ikke at sige det højt"), eller bare generelt hendes skøre adfærd, som tog fart da hun fik at vide at hun havde Huntingtons - samme år hun hørte om sygdommen og blev testet positiv for den, stoppede hun med overgrebene på mig, så... var det ikke fordi at sygdommen har ødelagt så meget for mig, både ift. hende og ift. de 10 år fra jeg var 14 til jeg blev 24 overvejede om jeg skulle testes for sygdommen som jeg havde 50 & risiko for at arve, så ville jeg kalde sygdommen for en velsignelse.

Men ingen fortjener tortur. Ingen. Ingen fortjener Huntingtons. Ingen. Jeg blev testet negativ for den, og kan dermed heller ikke give den videre. Den dør med min mor, medmindre min søster har den, hvilket hun ikke er testet for endnu, hvilket jeg godt forstår - den er som en dødsdom, og hører man først at man har den... bliver intet nogensinde det samme igen. Jeg forstår godt valget om at leve i uvidenhed.

Da jeg blev testet havde jeg min søster og far med. Jeg havde gjort klar til selvmord når jeg kom hjem fra Rigshospitalet i KBH, fordi jeg var sikker på at jeg havde sygdommen. Da jeg fik at vide at jeg IKKE havde sygdommen, brød min søster i gråd og måtte forlade rummet med psykologen, mig og min far. Jeg forstår hende så godt - når jeg fik at vide at jeg IKKE havde sygdommen, måtte HUN jo være den uheldige og have sygdommen! Når vi begge havde 50 % risiko for sygdommen, så måtte mindst én af os jo have den! Så selvfølgelig brød hun sammen da jeg fik at vide at jeg IKKE havde den, for så måtte hun jo (tænkte hun ubevidst). Jeg gik med det samme ud efter hende og røg en smøg med hende, rystende over hele kroppen. Hun sagde undskyld igen og igen, og reddede måske mit liv (igen, for hun reddede mig engang op af en tilfrosset sø jeg var faldet i på skøjter - jeg TROR at det var den dag at hun stoppede med at slå mig).

Hun reddede måske mit liv dén dag, fordi jeg indså at jeg ikke kunne tillade mig selvmord, fordi det ville såre hende, og fordi hun måske havde brug for mig - for mig som en af de få der forstår Huntingtons, og som TIL FULDE forstår hendes beslutning om ikke at blive testet.

Kunne du gå til spåkone og hører hvordan du ville dø, ville du så gøre det? Hvis spåkonen/manden sagde at du ville dø nedkørt af en bil, kunne du så bo i byen? Hører man først at man har den uhelbredelige sygdom Huntingtons, ændrer man sig. Det gjorde vores mor... Hun stoppede sine pædofile overgreb på mig, men blev til gengæld voldelig, arrogant og i total og absolut fornægtelse omkring sygdommen - jeg tror at hun til sin død insisterede på at sygdommen ikke var begyndt endnu. TROR jeg - sidst jeg talte med hende var jeg 30 gammel, vistnok. Jeg kollapsede i mit køkken, bogstaveligt talt faldt sammen til fosterstilling hvor kun min hurtige venstre hånd forhindrede at jeg slog hovedet alvorligt i gulvet. Jeg tror jeg lå dér i flere timer.. det skete efter flere ugers konstant telefonringen fra min mor, hvor når jeg tog den at hun intet sagde og blot åndede tungt og sygt. Som regel tog jeg ikkke telefonen, men dén dag gjorde jeg og sagde at jeg ikke ville have noget med hende at gøre, og at jeg måtte have hende ud af mit liv for at få et liv. Hun ringede aldrig igen, gudskelov, trods hun ikke havde lydt som om hun forstod ordene til fulde - Huntingtons er så led en sygdom, ofte beskrevet som Parkinsons og Alzheimers kombineret, med lidt sindssyge tilsat samt en dødsdom, en langsom dødsdom - fortalere for aktiv dødshjælp peger ofte på Huntingtons som et hovedargument for aktiv dødshjælp.

Anyways, farvel til far og søster, fuck dem. Vi har ikke været en del af hinandens liv i mange, mange år anyways, så...

Jeg ringede til min far i dag, efter at have havde forsøgt at komme igennem i flere dage. Efter at jeg havde smidt røret på og svinet ham til, så ringede han mig op igen og mindede mig om at jeg havde sagt ja til at betale 3000 kr. for mors begravelse. Jeg gik med til til at betale det, og sagde at det var sidste gang jeg ville have noget med ham at gøre. Han lød fuldstændig kold i røven over at jeg lige havde svinet ham til, og det gik op for mig at han da er bedøvende ligeglad - at opkaldene primært drejede sig om de 3000 kr., som han ikke selv ville have råd til at betale (han og min søster har allerede betalt 3000 kr. hver, og jeg tilbød selv at betale min del, trods jeg ik var med til begravelsen - hvilket min far halvhjertet forsøgte at overbevise mig om ikke var nødvendigt at jeg betalte, men samtidig gjorde det klart at han ikke ville haft råd selv - 2 gange før har jeg lånt ham 2000 kr., den ene gang forsøgte han at overbevise mig om at jeg havde givet dem til ham, og den anden gang betalte han tilbage med et års forsinkelse - jeg tager selvfølgelig aldrig renter.

Alt dette drejer sig ikke om penge for mig, men måske gør det for min far - i hvert fald lød han glad for pengene, og jeg smækkede røret på igen.

Jeg HAR fortalt min far og min søster om Fyldepennen, og om Instagram, hvor jeg afslører familiens hemmelighed - min søster læste engang mit digt "Til Søs", vistnok det eneste jeg har skrevet som hun har læst trods jeg dengang bad hende om at læse ALT ANDET end lige netop dét digt, hvilket hun selvfølgelig så gjorde. Hun skrev en sms om at det var så smukt at hun begyndte at græde, men at det også gav hende angst.

Jeg skrev også engang til min far om han ikke nok ville læse lidt af det jeg lagde på Fyldepennen, men noget tid efter spurgte jeg ham om han havde læst noget, og han sagde bare "ja, og det er ikke lige mig. Nå, men hør, angående julen...". Han læser ikke prosa og digte, udelukkende faglitteratur (psykologi/neurologi primært - trods høj uddannelse som læge og psykolog er han ludfattig, på mere end én kapital..). En snak for nylig fik mine øjne op for at han ser digte som intellektuel æstetik, intet andet, og aldrig som noget der kan berøre Sandheden - og at trods han er amatørmusiker (keyboard) så ser han intet højere formål med sang, altså for at man f. eks. er filosofisk/spirituel i sangtekst - til samme samtale spurgte jeg min søster om ikke noget af hendes yndlingsmusik havde lært hende noget om livet, filosofisk, f. eks. Bob Marley med hans kloge tekster. Hvilket hun bare svarede nej til, musik og lyrik var da bare leg. Jeg argumenterede for at Sandhed NETOP kun findes i poesi og musik, fordi Sandheden er subjektiv og at dette understreges i poesien og musik - hvor alt er tvedytydigt. Men nej, som de autoritetsmennesker de er skal der en titel eller en anden autoritet på bordet først før de lytter. Jeg har mødt hjemløse der var klogere end dem begge, og langt klogere end mig. Såsom ham fra Grønland der advarede mig om en anden der vistnok forsøgte at hyre mig til hans crew, og som samtidig sagde at mennesker ikke var tastature man kunne spille på - han og andre hjemløse/levende primært på gaden... når de er ædru er der sådan en visdom at hente, ligesom hos alle mennesker der tør være ydmyge = intelligente.

Good riddance for at jeg ikke har nogen familie nu. Eller, at vi tager endnu en pause - jeg så min søster i sommers for første gang i 4 år, og min far har jeg set lige så sjælendt, og taler næsten aldrig i telefon med dem - så intet er rigtig forandet, andet end at jeg nu, efter mange mange års træning i terapi, føler mig i stand til at sige fra over for dem, trods de er klogere, rigere og har det bedre end jeg - at MIN virkelighed er LIGESÅ virkelig som deres! Jo, sgu.

Min søster bad mig engang til et jule-middagsselskab med hendes kæreste, hendes veninde og min nevø om at lyve og sige at vores barndom havde været skør, men at den nu havde været fin nok. Selvfølgelig vidste de andre intet om vores pædofile mor, det var før jeg gik "offentligt", for en... jeg tror 4-5 år siden. Jeg gjorde som hun bad om, og da jeg efterfølgende stod og røg en smøg, rystende ikke blot af kulde, besluttede jeg at jeg aldrig ville stå i den situation igen - det var en af hendes bedste veninder og hendes kæreste - jeg forstår godt at min nevø dengang var for ung til at høre historien, men han var lagt i seng da min søster bad mig om at lyve - overfor mennesker der sgu da burde være i stand til at forstå!!

Så... i og med at hverken min søster eller far nogensinde har støttet min "aktivisme" online, eller som sådan modarbejdet den, måske overbevist om at der vel alligevel ikke var nogen der lyttede til skøre, usle Ansu, så læser de næppe heller dette nogensinde. De er ikke i stand til at se mig i et nyt lys, som andet end et fuckup der måske kan ynkes og sympatiseres med, men aldrig solidariseres med - jeg tror ikke de kender dét ord, solidaritet.

I Osho/Rajneesh- kulten var/er der som sagt et hierarki, og i alle definitioner er jeg i bunden, med det de begge ville kalde Offermentalitet - Osho var eksistentialist, ligesom mine forældre og min søster, og de tror på at alt i livet er valg = at jeg vælger depression, PTSD og selvmordstanker, at leve uoplyst i mørket. Højere i hierarkiet finder man dem som vælger lyset, dem, og øverst finder man deres elskede oplyste = Osho, og mange andre. Sjovt nok kender ingen af dem Jiddu Krishnamurti (trods min søster blev født med navnet Mouji, lol, hvilket hun selv ændrede i teenageårene efter mobning), sjovt fordi at J. K ifølge ham selv er Osho's største inspiration - Osho rejste ved J.K's død en mindesten i Indien for ham, for "manden der brænder din sjæl ud". Osho brød og bryder selv efter sin død et HAV af J.K's opdagelser - at intelligens kommer igennem konstant ydmyghed som en livsstil (ikke fattigdom, men intellektuel ydmyghed - og derigennem bæredygtig livsstil som f. eks. ikke at have mere end man har brug for, pga "det kategoriske imperativ" (E. Kant, filosof)). J.K var anarkist, hvor Osho var kapitalist med socialistiske tendenser - trods ingen af dem som sådan var politisk deltagende.

"[indsæt ideologi/religion/sprog/familie] er om hierarki - anarkisme er om ligestilling" - citat af ukendt.

Ak, alene igen. Pyt, intet nyt dér; det er jo netop dét der altid går forud for de næsten daglige selvmordstanker. "Familie"... Søs og Far, hvis I nogensinde læser dette, så vid at jeg elsker jer, men at jeg har en anden definition af kærlighed end jer - at kærlighed er påskønnelse, ikke besiddelse. Føler I ikke at jeg har påskønnet jer, så besid min fortrydelse. Får I en dag øje på og bliver mindet om de gange jeg HAR påskønet jer, så besid min taknemmelighed. Men jeg er færdig med at håbe på påskønnelse fra jeres side - ulempen ved aldrig at kigge tilbage og altid se frem er at man risikerer at gå i ring. God fornøjelse med jeres besiddelser.

En god sang at slutte af på, her hvor jeg har haft slukket for beats i et stykke tid for at kunne koncentrere mig 100 % om at skrive, er Akala's og Lowkeys sang "Behind my painted smile". Også "Don't hide it" er go. Ligeledes er Reverie's "Give it time". Og selvfølgelig "1 syllable".

Godt "nyt"år