Kære dagbog,

her senere i dag skal jeg til kommunen og tage endnu et skridt imod førtidspension. Mødet med Rehab-teamet der på ca. en halv time afgør min skæbne er formentlig engang i maj/juni/july/august. Der er vistnok nogle papirer der skal underskrives, og så vente på at en tid bliver tildelt.

Min blik-undvigende, fremmede, iskolde og kujonagtige læge skrev jo til kommunen at "alle behandlingsmuligheder ikke er udtømt", fordi jeg nægter at tage medicin for 4. gang - de 3 andre endte i mani, skræmmende alle venner væk og førende til stoffer jeg normalt sagde nej til, og desuden til en "selvmordsgeneralprøve", efterfulgt af en tur på den lukkede.

Den løgnagtige og latterligt overdrevet positive psykolog på PTSD-klinikken har også skrevet forkert til kommunen at jeg er kurreret, fordi jeg ville væk derfra i en fart, især fra ham - hans EMDR-terapi havde en virkning, ja, men absolut intet permanent. Derimod var Qi Gong-øvelserne med fysioterapeuten derude virkelig, virkelig gode, ligesom hendes stemme/sang-øvelser var. Kroppen er ikke kun et instrument, den er også et springbræt til ro i hovedet, og selv i stand til helt utrolig meget... lindring.

Gudskelov er både min bostøtte jeg ser ugentligt, min socialrådgiver jeg har haft i en 4-5 år, og desuden lederen af CSM's Frivilligsektion som jeg har kendt også i en 4-5 år, på min side - de har alle 3 set mig når jeg IKKE har maske på, og når jeg, som f. eks i sidste uge, er helt ude og skide; altså i den konstante depression, i selvmordstanker (der ikke handler om, men hvornår, hvor, hvordan, hvad jeg skal skrive i afskedsbrev for at mindske smerten mindst muligt til efterladte (!) osv osv), når jeg har C-PTSD-reaktioner ubevidst (kæmp (sorg)/flygt (angst)/frys (dissociering/selvmordstvangstanker/selvskade)/fawn (depression/ydmygende adfærd overfor f. eks kommunen der stjæler al værdighed, et behov på behovs-"pyramiden"/kredsløbet)), og når livet bare igen igen ikke er besværet værd, når man ingen venner, arbejde, familie, kæreste, charme eller penge har. Jeg er på ressourceforløb og har ikke arbejdet i mange år, så lån i banken, til f. eks drømmen om en el-cykel, er ikke muligt. Dog kan jeg læse, og dét er et privilegie ikke alle med C-PTSD har; mange kan ikke koncentrere sig.

Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, efter 2 år på efterskole, og kommunen nægtede dengang at hjælpe. Jeg betalte ca. 1000 kr. for et lille klubværelse på vistnok 10 kvm, med et enkelt lille bitte vindue højt oppe, med udsigt til en mur. Jeg har set dokumentar om fængsler med bedre forhold. LANGT bedre! Det var på Langenæs i Århus, ved siden af Byens Grimmeste Kirke. Mange af menneskene der boede der dengang skulle vise sig at være det samme, men det er en anden historie. Gudskelov boede der også ikke-hvide, såsom orange folk og andre farver, farver der afhang af tiden på døgnet og lyset og mørket, du ved.

Jeg fik mine penge fra produktionsskolen nord for Storcenter Nord, hvor jeg mødte gode mennesker, venskaber der holdt i mange år. 1800 kr., om måneden. Derudover fik jeg 1000 kr. af mine forældre til jeg blev 18, så samlet havde jeg 2800 kr, minus en husleje på 1000 kr. (eksklusiv tv og internet, mener jeg). SÅ 1800 ca. at leve for, til jeg kom i arbejde som 18-årig, som telefonsælger for bundkorrupte Egmont, inden jeg fik nervesammenbrud igen igen og kom på kontanthjælp et par år senere, kontanthjælp hvor jeg forsøgte at tage en HF i 10 år men droppede ud hver gang med nervesammenbrud, for så endelig at komme i ressourceforløb da jeg var 30. Jeg har bogstaveligt talt ikke fået en øre fra mine forældre siden jeg blev 18, eller fra nogen andre, bogstaveligt talt ikke en øre, bortset fra kommunen.

Åbenlyst kunne jeg ikke ryge og drikke hver dag for de penge, og når jeg ikke stjald salgbare DVD'er og spil fra Merlin i Magasin (verdens dårligste beskyttelse, inden de fik installeret bedre sensorer som dog DENGANG kunne bypasses med sølvpapir indforret i tasken), så nassede jeg voldsomt på alle jeg kunne - altså røg med på andres, købte for andre og tog lidt til mig selv i hashrenter, drak bundsjatten fra andres og stjald når jeg kunne - omend tyveriet stoppede brat en dag, da en bekendt blev snuppet af en butiksejer og blev truet med tæsk - dét skræmte, at se ejeren gå sådan amok over smårapseri - den bekendte der gjorde det var et dumt svin, i dag pladeselskabsejer/agent, og han var endda fra overklassen med masser af forkælede privilegier - han solgte skunk og stjald, udelukkende for at virke mindre som den forkælede sociopat han var, ligesom sine overklasseforældre. Alle der er kommet tæt på ham er blevet forrådt, da han fik stiv pik af at vinde folks tillid for så at såre dem hårdest muligt - desværre var han samtidig charmerende og altså rig, f. eks. med uendelig mange absinth-flasker hans forretningsfar købte i Prague, på sine forretningsture. Han var viceborgmester i en by tæt på Hobro. En som mig var guf for de typer, af hvem jeg har mødt mange, både kvinder og mænd. Overklassefolk... JEG vil i hvert fald nødig i nærheden af dem igen: de bruger mennesker som objekter, måske fordi de lever i objekternes verden. Aldrig har jeg mødt nogen af dem, eller af folk i øvre middelklasse, der var mit spyt værd - men hey, måske en snotklat værd. Privilegieblinde cunts. Gudskelov for at jeg fandt andre omgangskredse i primært hashsælgere jeg hang ud med, folk der solgte af nød og ikke for status, som de rige altid gør - de kan kun bygge pyramider af andre menneskers blod, sved og tårer, altid jagende rosen på toppen der egentlig er en lotus og aldrig nående den - var det ikke fordi at de skader så mange mennesker i forløbet ville det være komisk, men i stedet er det tragisk. Gudskelov for dem der i stedet for pyramider bygger bro, eller som bader i havet, ydmyge og ligeværdige... omend jeg ofte var en dansker for nydanskerne, og en nydansker for "danskerne"/de orange.

Anyways, mødet med kommunen er først senere idag.

I lørdags mødtes jeg med en tidligere ven til min mor, og en tidligere leder af Osho RISK. RISK er et meditations- og terapicenter, og desuden et kollektiv. Alle på stedet er enten i terapi eller arbejder som terapeuter, med ganske få undtagelser. Alle kommer fra hele verden, og lignende centre findes i næsten alle lande. At DU ikke kender Osho, siger mere om dig end om Osho-bevægelsen, omend du sikkert er stødt på langt flere sannyaser/disciple af Osho, end du aner, især hvis du har bevæget dig i new-age-miljøer. Igen - du kender mig ikke, og jeg kender ikke dig.

Mødet med den ældre dame, en altid ærlig, sensitiv, ydmyg og værdig terapeut, altså en kvinde jeg sidst så som barn/teenager men husker for blandt andet at være graciøs, blid og forsigtig, og for at være en af de få der ikke grinede med når min grænsesøgende- og overskridende moder grinte af noget ingen forstod; de andre grinte med og AF hende, af skøre Archa, mens kvinden jeg mødtes med i lørdags altså mere kiggede undrende, som tænkte hun "hvad i alverden griner hun af? Hendes søn SLOG sig!". Altså, jeg husker hende som en af de få der så lige igennem min moders og min faders velkonstruerede charme.

Vi drak te sammen på en café i Århus, og snakkede om... alt, vel, uden filter. Jeg gav hende en statue af en kvindelig ninja, som jeg havde fundet i en genbrugs, og vi snakkede også meget om hendes liv, i Osho-bevægelsen, og om at hun i dag havde et andet billede af Osho og bevægelsen end tidligere - lidt det samme billede som jeg. Hun fortalte også om en gammel, gammel mand, S, som var et af mine 2 idoler som barn = S og Murai, en anden voksen mand der døde af kræft for en del år siden og som jeg lige nåede at sige farvel til, var begge selvironiske og tog pis på alt og alle, inklusive Osho, samtidig med at de begge var enormt søde og med en ydmyg visdom. Murai, har jeg hørt, havde en fortid som narkomaniseret. S's fortid kender jeg ikke, omend jeg lærte om den i denne uge. Han var altid populær blandt alle, som jeg så det, især kvinderne pga hans lange hår, frygtløse attitude og samtidig sensitive væsen; altså forsigtige væsen der nok lavede jokes med et glimt i øjet, men som også altid lyttede og timede det perfekt; som jeg så og hørte det som barn, og i denne uge.

For da jeg hørte fra den ældre kvinde at S var ved at miste synet, synet han brugte til at lave bue og pile, og skyde med dem enormt ofte i en meditativ øvelse, og måske bare for sjov, og at han ville til Indien på 'sin sidste rejse' (...)... Så tog jeg dagen efter til Osho RISK, for første gang i 10 år. Sidst jeg var der var en nytårsaften, og før dét var det ligeledes en 10 år siden sidst. Og Osho RISK er noget helt andet i dag end da jeg var barn.

Mange af de gamle hoveder var der, de fleste terapeuter, og næsten alle genkendte jeg trods jeg sidst så dem som barn, og næsten dem alle genkendte mig. Min moders død d. 30/8 2022 førte til at der blev holdt gravfest for hende på RISK, hvor min søster åbenbart har fortalt mange dernede om at hun, vor mor, var pædofil med mig som offer. Hvad hun præcist har sagt ved jeg ikke, men jeg ved at mange af de ældre på RISK altså havde hørt om det, hvilket gjorde det hele nemmere - det føltes som om at de alle troede mig, uden forbehold, og jeg følte mig mødt med nysgerrighed og åbenhed, og masser af omsorg. Virkelig, masser af omsorg, i ordets bredeste forstand. Af dejlige grænserespekterende knus, af at blive lyttet til og af selvrefleksion i de ældre - at de næsten alle havde et andet forhold til Osho og et andet syn på min mor idag.

Og på mig, efter... jeg fandt aldrig ud af hvad de troede om mig, andet end hentydninger til at jeg havde været en stille dreng som de altså, til mit store chok, genkendte - jeg troede at jeg havde været et spøgelse! Altid med lange ærmer på, for at skjule sårene.. Det skal også siges at jeg stjald chokoladebarer fra en mini-bar de havde stående, da jeg brugte mine sparsomme lommepenge på især Anders And-blade og bøger, og senere først Warhammer-figurer og maling (brætspil), og i teenageårene på først computerspil og senere druk, fra jeg var 12. Jeg kom på efterskole, 2 af de værste år af mit liv, som 14-årig, efter at have gået på 4 andre skoler samt sprunget 5. klasse over og misset 2. klasse pga 7 måneder i Indien.

Især matematik fik jeg aldrig lært ordentligt, men i de andre fag var jeg som regel en af de bedre, trods jeg som regel var/blev klassens klovn og ballademager, med hagekors, hærværk og fuckfingre til visse lærere, altid mandlige. Især idrætslærene der ikke troede på at en delvist amputeret venstre storetå var et handikap.. fjolser. Ikke dem alle, men mange. Flere kvindelige dansklærere tog sig dog af mig, og insisterede på at jeg skulle holde fast i hvad de dømte et skrivningstalent - jeg ville hellere tegne, dengang, til jeg på efterskole mødte andre der var så gode til dét at jeg droppede det for altid, overbevist om at jeg aldrig kunne gøre det så genialt som dem - indtil for nylig.

Anyways, jeg tog på RISK dagen efter mødet med den tidligere drift-ansvarlige, og var der spontant, og i det samme tøj, fra søndag til onsdag.

Jeg talte med et hav af folk, og var social næsten konstant. RISK har altid været et transit-sted, altså med et hav af besøgende fra hele verden, bogstaveligt talt, typisk i aldrene 30 år og opefter, de ældste og dem der driver stedet nok i alderen 60-80 år. Men altså også mange på min alder - og kvinder på min alder der gjorde et stort indtryk, især en veninde jeg har kendt siden vi begge var børn. Det var rart at se at RISK lever og ånder bedre og mere kraftfuldt, frit og anarkistisk, end nogensinde før.

Og rart at den tidligere hippie-vibe nu var erstattet af en mere... hiphop-vibe, altså af medfølende (hip) bevægelse (hop), med attitude og ligestilling, fremfor "søg grænser og overskrid dem!"-mentaliteten fra tidligere tider, med nogle byggende pyramider - NOGLE!

Der blev lyttet mere dernede, selv til mine mange samtaler om fordømmelse af ASPEKTER af Osho og af bevægelsen, selv til mine mange bandeord til disse fredselskende 'krigermunke' (krigermunke i den forstand at de, sannyaser, søger at konfrontere egen frygt i terapi, f. eks. i meditationer om at blive klar til at dø - du finder næppe mere frygtløse mennesker end dem! Krigermunke i den forstand at mantraet "don't turn the other cheek - take teeth" går igen), og fra min side blev der lyttet til de ældre der fortalte om at han, Osho, stadig var deres Mester, deres lærer og terapeut, og det respekterede jeg og fortsat respekterer, trods alt -

Osho var kapitalist ("I want you to create! Make Money! There is no glory in poverty" (ikke direkte citat)), mens jeg er anarkist. Osho var kapitalistisk anarkist, ønskende bæstet til at æde sig selv op indefra, de rigeste der driver det hele til at gå i terapi, de rigeste der driver verden mod undergang (klimaforandringers katastrofale konsekvens har været kendt LÆNGE, muligvis allerede i 1800-tallet hvor russiske og nordiske polarforskere slog fast at industrialiseringen har konsekvenser, ligesom naturen og markerne omkring storbyerne også bevidnede, med digtere som William Blake beskrivende forfaldet, beskrivende marchen imod dommedag/ragnarok/helvede på jord).

Men hans metode virkede ikke, er min vurdering. Ikke nok, i hvert fald. Han døde i 1990, overbevist om at Jorden var på vej mod atomkrig. Han døde smilende, efter sigende :-/ Jeg har været ved stedet hvor han blev brændt, som barn, samt i hans Ashram (i Pune, Indien) og i hans private bibliotek, hvor jeg fandt et pornoblad skjult blandt nogle bøger. Min fars arbejde med forskning i neurologi og psykologi, og som jeg har forstået det arbejde i Indien på en PhD om neurologiske konsekvenser/gevinster af meditation, gav ham en hvis status, tror jeg, men aner det ikke. Han brugte vist mere tiden på at meditere og i terapi, end på forskning. Da vi kom hjem fra Indien efter 7 måneder, var det fordi at min moders søster havde hørt om Huntingtons, og om at man dengang i 1995 nu kunne testes for det - min moders søster var dengang absolut overklasse, ejende adskillige sommerhuse som hun lejede ud; hun og min mor voksede op i overklassen, men min mor blev gjort arveløs pga en tur til Japan, med tog igennem Soviet, hvor hendes kæreste R blev traumatiseret af et hariki (selvmord med sværd i maven) - en kæreste som hun, min dengang 20-årige mor, havde ansvaret for, ifølge hendes rige rovdyrs/narcissistiske forældre; og hun blev gjort arveløs, for turen og for at være hippie senere. Hun hørte flere år senere om Osho, fortalte om ham til min fader som hun havde kendt siden de var børn (han fra en arbejderfamilie der pressede ham til at droppe musik og blive læge, og mange år senere psykolog), og sammen tog til de Indien og mødte Osho, også privat, inden han blev alvorligt kendt.

På RISK mødte jeg en ældre mand der ikke kunne fordrage os børn på RISK, er min tolkning. Han lod også til at være vred på mig, da jeg var på RISK i denne uge fra søndag til onsdag - og jeg hørte om hvorfor=

Han havde været i terapi hos min moder, ovre i KBH, for enormt mange år siden; og hun havde lavet en grænseoverskridende øvelse med ham, hvor hun bad ham og en anden mand om at ligge sammen, vistnok. Altså bare ligge sammen, med tøj på, i et knus. Manden jeg talte med på RISK om dette fortalte om hvordan han følte at hun havde... ændret hans liv, og hvordan han aldrig havde mødt en kvinde som hende, fuldstændig blottet for frygt.

Men på mig virkede det genkendeligt = hun der gav ordrer, og hun der overskred andres grænser, evigt søgende hvor grænsen gik. Det var en blandet samtale med manden, men jeg fik sagt mit, føler jeg, altså sagt at hun sgu måske havde været god ved ham, men sgu ikke ved mig. Pædofile har altid ét ansigt udaftil, og det stik modsatte i hjemmet, trods begge ansigter er et rovdyrs som folk udefra tolker som selvsikkerhed, mod og originalitet, trods det hele er frygt = forsøg på kontrol af alt og alle omkring dem. Hjerteløse cunts - jeg er imod dødsstraf, men skal man overhovedet tale om straf og ikke forebyggende arbejde, så er pædofili da den værste forbrydelse overhovedet, skarpt forfulgt af voldtægt/tortur. Og måske alle af den ene procents af verdens rigeste's handlinger. Alle. De sidder vistnok, den 1 %, på ca. 60 % af al verdens rigdom - officielt. Uofficelt reelt det hele, vel?

Anyways, RISK-besøget var skønt - jeg fik talt, lyttet, lugtet, følt hudkontakt, fik malet, fik skrevet digte, blandt andet et til S der tager til Indien om en uge på "den sidste rejse" (et digt jeg ikke kan beslutte om jeg skal dele herinde, da jeg stadig har skitsen), og jeg fik mødt spændende mennesker. Alle på RISK er kreative, tror jeg - det er en stor del af det at være frygtløs = at få frygten ud af systemet.

Jeg fik også dyrket Shaolin Qi Gong dernede i Mandir, Mandir betydende 'sal til øvelser', vistnok.. ej jeg gætter bare. Jeg satte høj Hiphop på og dyrkede øvelsen. Qi Gong er den eneste teknik jeg har brug for ift. tantra-livsstil (at nyde de små ting i livet, altså f. eks. at kunne nyde at holde i hånd som var det verdens vildeste sex, blot elektriciteten imellem den simpleste kropskontakt og mærke strømmen gå igennem hele kroppen). Qi Gong betyder Livskraft Øvelse, og er en... øvelse uden mestre, da det betyder at "udforske rum og tid med selvet, med bøjede knæ og blidt og flydende mærke hvordan krop, sind og sjæl kan enten flyde eller brage, eller være stille; hvordan man, eftersom kroppen er overvejende vand, kan være som havende et indre hav inde i sig, der ved den mindste bevægelse, den allermindste, kan skabe cykloner, vandfald, tornadoer, floder, søer og regn, dråber langs det ubeskårede blad, eller blot være stille, observerende hvordan tanker og følelser kan være bølger der kommer og går igen, alt det forrigt nævnte altid endende i havet, fordi at det er placeret lavere end dem alle = ydmyghed er dets styrke (Lao Tzu-citat).

Altså, trods jeg nede på RISK hver aften lå og tænkte "hvad er meningen med det hele? Hvorfor kan jeg have så god en dag og nu ligge med kramper, med tankemylder, med vejrtrækningsbesvær som ellers hele dagen blev mødt med Qi Gong-øvelser i at være blid mod mig selv og min vejrtrækning, igennem dyyb og langsom vejrtrækning, og alligevel pludselig, ud af ingenting, blive trigget af noget nogen siger eller gør, et simpelt hævet øje der hylder mig ud af den, for så at ligge i sengen og tænke på selvmord som eneste vej ud af den indre, overvældende smerte (bogstaveligt talt - research C-PTSD, please). Jeg fik vel en 2-3 timers søvn hver nat dernede, mens jeg hjemme får en 3-5 timer typisk. Jeg får til gengæld hvile, eller tager den, når jeg er kreativ, lytter til musik og gør hvad jeg kan for at slappe af, da jeg nemt stresser over de mindste ting i livet. Men Qi Gong - øvelse.. overlevelse, og øvelse hen imod tantrisk livsstil = nydelse.

Tantra er ikke en handling, og det har intet med sex som sådan at gøre - tværtimod er det at omfavne den seksuelle energi og få den ud i f. eks. kreativitet, for så endelig at kunne få den rå seksuelle energi ud tilstedeværende og langsomt, som i Qi Gong. Er motivationen for at lære Qi Gong at kende at man vil blive bedre i sengen, ser jeg intet i vejen med dét, trods målet skygger for processen, men når processen ER selve målet, som det ikke kan være andet i Qi Gong (pga tempoet), så pyt med målet = fysik og kvantefysik dikterer alligevel evolution mod at målet bliver mere og mere til processen; så er spørgsmålet om de rigeste, de pyramidespil-afhængige sorgfulde og vrede sjæle, når at forpurre det, med planen om Armageddon/dommedag/ragnarok, inden de hopper på rumskibe til nye steder at kolonisere, uvidende om at vibrationer er for evigt = stjerner på himlen er sole (og med de nyeste teleskober kan man se skygger fra planeter, planeter som stort set alle sole har, samt at betingelserne for liv er laaaaangt mere almindelige end før antaget - ved at udregne afstanden fra planet til sol/stjerne via skyggens størrelse vistnok, der dermed indikerer rette temparatur og planethastighed/størrelse for liv).

Anyways, selv vibrationer fra såvel for længst døde stjerner (implosion), som vibrationer fra deres planeter, er ikke blot at spotte via teleskoper, men for det menneskelige øje - ligeledes vil vibrationerne fra vor planet, fra os alle/alt der udsender bevægelse/vibrationer, galde evigt, og den rigeste 1 %'s mange forbrydelser vil aldrig blive glemt - i rummet og i mødet med det uundgåeligt massive liv derude (uundgåeligt fordi at vand og sort magnesium = liv, på ingen måde er usædvanligt i rummet - i det bogstaveligt talt uendeligt store rum), vil de blive mødt med lyttende øre til ekkoerne fra deres ofre, og deres plan om at "smutte op til gud" er såvel barnlig som urealistisk - de kan næppe nå det, ergo deres ynkelige ræs om at få råd til rumskibs-billeter. De er små børn fanget i voksne kroppe = dødsensfarlige. Og deres plan, trods ældgammel, uholdbar, hvad jeg vælger at tro på at det er ved at gå op for dem - jeg tror ikke på sjæleløse mennesker, men på at sjælen KAN være i dvale, hos chokerende mange.

Men vækkes den først, stopper sind og krop først med at jage og indser at de er de jagede, og at jagten på lykke er at jage noget evigt foranderligt = noget unikt, uerstatteligt, aldrig at opleve igen og ergo, dérfor, = er lykke, så stopper de måske alle op, selv den 1 %, og indser at lykken ikke er længere nede af eksistensens flod - at lykken ER selve floden, hver en unik dråbe der givende og tagende aldrig vil opleves igen, og som kun kan føles/bemærkes/læres igennem aflæring/afregistrering ved at stoppe op, ved at "meditere" - metodeløst, i freestyle/Qi Gong/Hiphops højeste = den intuitive, non-konceptuelle kreativitet hvor det er processen i fokus og ikke produktet, såsom i graffiti der aldrig kan sælge ud modsat de andre Hiphop-elementer, pånær freestyle-rap, freestyle-DJ-ing, freestyle-beatboxing, freestyle-breakdancing (Qi Gong) og freestyle-tænkning (dette, forhåbentlig... ej, det er det jo så netop ikke, da freestyle-tænkning er tanker uden sprog, følelser uden registrering, kreativitet uden mål - lige nu har jeg jo et mål; at blive færdig med denne tekst - det er nemt at starte, men svært at slutte. "Væren er hvad vi øver, men ikke-væren er hvad vi bruger" - Lao Tzu.

Altså; E = MCee (e2) = ॐ = ॐ2JW = !i // // i!i!i = & / yin-yang = Hip-Hop-Hop-H!p

PS: søger man på youtube på Zion I Grouch Osho RISK Flow, kommer en video fra Osho RISK, hvor jeg blot har snuppet en video derfra der lå tidligere på Youtube, har lagt et andet soundtrack ind over (RIP Zumbie fra Zion I), og intet redigeret, for at undgå misforståelser = den viser meget godt stedet, og sangen understreger energien. Da jeg var der i denne uge, virkede deres, sannyasernes, flow langt bedre end dengang videoen er fra, i 2013 - de hørte Hiphop, de lyttede ydmygt, selv til en slags anti-Osho i mig, og de dansede som altid rundt, en dans der dog lignede den samme som da jeg var barn og hvor Osho RISK var mit helle, stedet jeg fandt tryghed fra et voldeligt, sygt og pædofilt hjem, stedet som var min landsby der opdrog mig, og stedet med mennesker fra rundt om i verden, drevet af mange med dansk pas men som vistnok ikke vil kaldes danskere men bare mennesker. En meditation, en ud af uendeligt mange dernede, hedder White Rope i daglig tale, fordi man tager hvide kåber på, og tøj indenunder, og i dynamisk meditation farver sig selv med de farver man selv vælger, i en trancetilstand hvor alle farver er tilladt - pånær hvid, enhver kunstners start men sjælendt slut.

PPS: Jeg fik også fortalt dem om venstre-øje-logikken som ingen af dem lod til at have hørt om; at venstre øje er forbundet til højre hjernehalvdel, og at man ved at kigge i venstre øje på sig selv i spejlet og andres, optager den andens, f. eks. en fugls eller en edderkops, vibrationer/følelser. Når man kigger i højre øje optager man intet da højre øje er forbundet til venstre hjernehalvdel, og til logik og analyse - i øjenkontakten og forbindelsen imellem sjæle (syntesen af krop og sind) gør det at kigge i højre øje, som næsten alle mennesker gør, at empati i en selv mindskes - empati værende hovedingrediensen i omstilling og tilpasningsdygtighed (idet man lærer af den anden ved at føle den anden, selv hvis den anden er en hund, en kat eller en ko - og så er det rarere at føle end at tænke, for mig i hvert fald). Det er ikke den stærkeste der driver evolution, der overlever, men den mest tilpasningsdygtige - den mest empatiske. Ved at træne at kigge alle andre og dig selv i spejlet (huskende at spejle lyver og vender venstre til højre), altid, i venstre øje, og aldrig tro at du kan mestre det da din egen evolution så stopper, så vil din egen IQ og sjæl udvide sig, ved at dit ego mindskes. Derved bliver det nemmere at mærke eksistens flod af uerstattelige dråber, nanosekunder af rum- og tidsløshed, af "lykke". Ikke endorfiner der blot skaber afhængighed, som alle jægere før eller siden erkender medmindre de som næsten altid blot finder noget andet at jage, døden eksempelvis. Rovdyr jager, omnivore både jager og stopper op, og byttedyr stopper kun op, måske findende lykken i at gå og græsse hele dagen, som ænder i en sø der spiser bittesmå stykker af sund, sund mad, trods de som alt levende på et øjeblik kan forvandles til kannibalistiske rovdyr, hvis man smider brød/stoffer/egointentioner ud til dem, til fugle der er dinosaurernes efterkommere - de har IKKE brug for din skide mad, fat det dog! Ligesom fattige ikke har brug for druk, stoffer og kommunale labyrinther, men for.. freestyle. Fri stil. For frihed fra brobyggere hvoraf ingen tør at hoppe hipt i eksistensens flod, med bøjede knæ og værende vand, som vand, i den holistiske eksistens flod der uundgåeligt fører til havet, til stjerner, sorte huller og mørkt stof. For resten, Gold-albummet af Iyeoka, gratis på Youtube, er fedt. Man kan for resten installere Adblock Plus-appen og browser-tilføjelsen, der er både lovlig og gratis, for at blokere reklamer/propaganda. RISK it :-)

PPPS: Maleri malet af mig selv i akvarel, på Osho RISK, ét ud af mange - i selskab med mange, inspireret af mange, med manges input.