Rent principalt vil jeg gerne være glad, og det er jo også så nemt... at finde glæden.

For spørg man religionen er der meget at glæde sig over, og hvis jeg helt ærligt ser på de omstændigheder folk må efterleve rundt omkring i verden - så har jeg det egentlig meget godt.
Jeg har de helt basale levevilkår, i hvert fald hvad det fysiske angår. Og det psykiske? Det taler vi ikke rigtig om; for hvis du har mad på bordet og tag over hovedet har du vel intet at brokke dig over? Helt principalt har jeg en familie der holder af mig, og nogle nye veninder (der trods alt deres oprigtighed får mig til at tvivle) for når man vokser op med bedrag og 'trust issues' er det svært at acceptere og være taknemmelig for venskaber jeg længe har søgt efter.
Jeg er tilfreds med mit liv, tilfreds med hvad jeg har opnået og forhåbentligt fortsat vil opnå. Jeg er ikke spor sur over den manglende forståelse hos mine medmennesker; de kan trods alt ikke gøre for hvordan livet har oplært dem. Jeg er ikke sur over den smerte jeg har måtte gennemleve for at nå til det her punkt i mit liv, hvor jeg netop sidder og skriver om glæden der ikke rigtigt er der. Men der er måske alligevel et eller andet inde i mig, der gerne vil råbe højt og kaste rundt med papir, glas og ideologier.

Rent principalt vil jeg helt oprigtigt gerne være glad.