Kære dagbog,

(eller, kære læser, lad være med at læse dette hvis du selv har det dårligt)

åh hvor jeg hader mit liv. Jeg har haft det ad helvede til i lang tid, med ensomhed trods jeg kommer ud næsten dagligt, med en kontanthjælp der ikke rækker og med en lille opsparing der efterhånden er væk pga inflationen - jeg går ellers dagligt på gå-ben til destinationer i stedet for at tage bus eller letbane, så meget jeg kan trods mit akkumulerende-smerte-fulde handikap (amputeret venstre storetå), og sparer overalt jeg kan. Min del af min moders begravelsesregning endte på 3000 kr sidste år, hvilket heller ikke har hjulpet på min økonomi. Jeg insisterede over for min far på at betale min del, som en slags farvel-for-altid-til-familien-gestus; altså selvfølgelig nogle måneder efter at hun var gået bort.

Anyways, dette indlæg skal handle om C-PTSD (Kompleks Post-Traumatisk Stress Syndrom/Skade), som jeg lider af og er diagnosticeret med, og som muligvis er min billet til førtidspension, trods min unge alder.

Jeg oprettede en profil på scor dot dk i går, næppe et sted for en som mig, men da jeg heller ikke har held på Tinder eller Dating dot dk, så hvorfor ikke prøve stedet uden grænser. Jeg skrev lidt frem og tilbage med flere kvinder, uden at jeg tror at de var interesserede, og en enkelt sendte så en kys-emoji og spurgte hvor jeg boede - men noget føltes forkert, og da jeg senere på aftenen (hun var ufattelig langsom til at svare) så følte at hun bad om et dick-pic indirekte... eller, egentlig ret direkte, så skrev hun intet efter billedet var sendt. Og jeg skrev heller ikke til hende, og slettede desuden billedet fra samtalen sammen med mit telefonnummer, for det hele føltes bare forkert. Altså, som at blive udnyttet for et billedes skyld, en adfærd jeg dumt nogle gange tror er forbeholdt mænd. Og hvem ved, måske var hun en mand - man ved sgu aldrig online.

Anyways, det med billedet har jeg aldrig gjort før; jeg har godt nok engang hørt fra en kvinde i gruppeterapi at hun tændte på sådanne billeder, hvilket dengang chokerede mig, men jeg troede at det hørte til sjældenhederne. Sjældenhederne som nok samles på Scor dot dk, og som spotter frisk fisk langt væk fra.

Nå, men det gav en underlig følelse - ikke kun skuffelse over ikke at hooke op med hende, som jeg godt vidste var et longshot, men en følelse af... dels af at være idiot, og dels af blot at være et redskab. Jeg sov en 2-3 timer efterfølgende i nat.

Og da jeg stod op klokken lort i morges havde jeg det egentlig fint nok - jeg skrev til andre kvinder, skrev lidt på Fyldepennen og havde egentlig en fin morgen - træt og anspændt men i ok humør; måske følende mig brugbar for andre, trods alt, og med noget gå-på-mod ift. scor, og ift. at droppe den livslange drøm om en romantisk relation og bare gå efter en udelukkende fysisk relation, hvor jeg ikke behøver dele min store sårbarhed... hvis det da overhovedet er muligt, og ønskværdigt. Men jeg er en mand i min bedste alder - altså, på dansk, jeg er ved at blive sindssyg af en uslukkelig libido, og en hudtørst og lyst til at holde en anden i mine arme, osv.

Så for et par timer siden i skrivende stund besluttede jeg at gå i Botanisk Have, som jeg bor lige ved siden af, for at tage et par billeder til net-profilerne. Humøret var fint, overskuddet var ok (trods jeg hverken spiste aftensmad eller morgenmad, men altså, skal jo også tabe mig), solen skinnede vidunderligt og jeg gik raskt afsted, med en klar mission om først og fremmest at nyde vejret og fuglenes sang, og dernæst som sidemission at tage en selfie.

Men nede ved søen så jeg en ældre mand fodre fuglene. At fodre fuglene, uanset hvad du fodrer dem med, giver dem diarré, tiltrækker flere fugle til området end der er mad nok til, tiltrækker rotter, og fuglenes diarré ender altid i søen, hvilket afilter den og dræber den mad de lever af. Fuglene ved ikke bedre - de er fugle, for fucks sake.

Jeg kan efterhånden ikke lade være med at sige til folk at de skal stoppe med at fodre fuglene, selvfølgelig høfligt og uden at diktere hvad de skal gøre, forsøgende at acceptere når de fortsætter alligevel, i trods - en mand i hængerøvsbukser og hættetrøje skal sgu ikke fortælle gode borgere hvad de må og ikke må, lader til at være kulturmentaliteten.

Anyways, den gamle mand... viste sig at blive rasende over at jeg afbrød hans fodring af ænderne. Og dér satte PTSD'en så ind, på vanlig vis.

Jeg har intet problem med konflikt, som sådan. Jeg ved at jeg kan tage tæsk, og jeg ved at jeg kan slå fra mig, og at jeg er go til at slås, thats a fact. Ergo frygter jeg ikke konflikt med mænd - med kvinder er det noget andet. Desuden føler jeg at jeg er god til at debattere, og at størstedelen af alle jeg har mødt i mit liv er... ubelæste.

Men... jeg ved ikke hvad det er, og jeg ved aldrig hvornår det kommer = frys-reaktionen fra PTSD. Jeg mærker den lige nu, i skrivende stund, ved at genkalde mig mindet. Som altså ikke var spor dramatisk, blot to gnavne mænd der begge trængte til sex som skændtes om mad til fucking ænder.

Nå, men jeg blev ramt af frys-reaktion i skænderiet med idioten, som han altså var - dum, vred, stædig og ikke lyttende til modargument, vred over at hans stille, meditative stund med fodring af dyrene blev afbrudt. Forståeligt! Men vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, trods helvede ikke eksisterer, andet end lige her, lige nu. Det er ikke varmt men koldt i helvede. Den varmeste del af en flamme er blå.

Frys-reaktion... er chok-tilstand. Det er som at høre at en elsket lige er død - det er en modbydelig følelse som paralyserer og som gjorde at jeg gav op på skænderiet og fik fremstammet at han da bare skulle fodre løs, jeg ville alligevel sige det samme til en ny idiot imorgen, og han gik vredt væk mens jeg selv prøvede at få vejret (i frysreaktion stopper de indre organer med at virke, inklusive lunger, hjerne og hjerte - det er bogstaveligt talt dødsensfarligt, typisk i form af hjerneblødning eller hjertestop omend det som regel er selvmord der dræber os med C-PTSD). Jeg rammes af frys næsten dagligt, og bruger primært Qi Gong til at vække mig selv fra chokket, samt blot at ryste hænderne og armene, for at genaktivere nervesystemet. Musik og dans redder liv, ligesom kreativitet, der alt sammen også genaktivere systemet.

Jeg blev nede ved søen efter skænderiet, og var i "drømmetilstand", altså i dissociations-tilstand som er en anden betegnelse for frys-reaktion. Noget andet frygteligt ved frys-mode er at jeg ved at 2 andre ting kunne få mig ud af frys-tilstanden = flugt (som dog ikke er muligt pga min fodskade - jeg kan ikke rigtig løbe/aktivere systemet på den måde), eller kæmp. Altså, nogle gange føles det som om at kroppen siger "smadr en eller anden, eller få en til at smadre dig. Gå hen til det træ dér og smadr hovedet ind i det"... altså ikke bogstaveligt, men frysreaktionen er så forfærdelig at smerte er laaangt at foretrække. Jeg orker ikke at forklare den fysiologiske beskrivelse af frys lige nu, hvor jeg prøver at skrive mig ud af det..

Ved søen satte jeg mig på en bænk, og et par sekunder efter kom 2 gamle mænd hen og begyndte selvfølgelig at fodre fuglene. Jeg sagde højt og ikke længere høfligt "hør, I dræber fuglene ved at fodre dem, som der står på skiltet derovre, gider I godt at stoppe," (sådan cirka), og de sagde selvfølgelig nej, ligesom næsten alle gør (jeg har gjort det utallige gange efterhånden, det er en hobby at redde søen og de stakkels fugle). Jeg diskuterede lidt med den ene af dem, som var flink og som måske sansede at jeg var uligevægtig og rasende og sorgfuld (ved frys er det som at blive overvældet af alle negative følelser på én gang, mest af alt sorg og opgivelse). Jeg fik igen igen igen igen igen forklaret at de dræbte søen ved at den afiltes af fuglenes diarré, hvilket dræber deres naturlige føde i søen trods fuglene virker ellevilde med det, ala når man giver crack til folk, men trods den ene gamle mand lyttede høfligt mens den anden fortsatte med at fodre (endda en gammel mand jeg har sagt det samme til før), så blev jeg frustreret og skred fra dem, sigende noget om at det hele jo alligevel kunne være lige meget, med alle de idioter omkring gentagende adfærden. Hvadend det er søen i Botanisk eller klimaet, så fortjener mennesket måske bare ikke denne smukke jord.

Jeg gik hjem, selvfølgelig uden at have taget et billede og med tanker om selvmord når jeg kom hjem - det er altså nu engang nogle gange det eneste der giver håb = at vide at der er en slutdato på dette helvede, og at jeg selv kan fremskynde det. At der er en exitplan. Jeg tænker hængning - jeg har allerede en krog, men mangler en boremaskine til at hænge den op. Jeg kunne aldrig finde på at hænge mig udenfor, og traumatisere en tilfældig med mit lig - eller at springe ud foran et tog eller en lastbil, dét er så fucking tarveligt overfor chaufføren og vidner. Det skal ske i hjemmet, alene. At skære er for risikabelt og smertefuldt - dét er allerede forsøgt. Man skal skære fucking dybt for at nå venen, altså næsten skære armen halvt af helt ind til knoglen - det er ikke som på film. Overdosis af piller selvfølgelig en mulighed, især takket være Læger For Aktiv Dødshjælps manual, som jeg nåede at downloade inden den blev forbudt - deri står hvilke præparater der kan forårsage selvmord, og dosis. Men... jeg kan ikke slippe tanken om at jeg fucker det op, ligesom jeg fucker alt andet op. Hængning er dog ret sikkert, omend smertefuldt når man ikke knækker nakken. Man kan hænge dér og danse i lang tid, igen langt langt længere end de viser på film. Hvor man desuden risikerer at skide lort undervejs, samt brække opkast op, pga kvælningen. Altså er det ydmygende og utroligt klam død. Men på den anden side af døden... evig fred.

Jeg er.

Jeg var.

Efter døden er det ikke engang fred, men blot ikke-eksistens. Jeg fatter ikke hvad folk frygter døden for, andet end selve processen dertil. Jeg glæder mig sådan til selve døden, til ikke at eksistere mere. Omend jeg heller ikke kan slippe håbet, trods håbet altid er hvad der forårsager skuffelse og smerte. Håb...

Det er forståeligt at folk med PTSD/C-PTSD ofte fejldiagnosticeres med bipolar lidelse, det der førhen hed manio-depression, eller med skizofreni = når kroppen/nervesystemet kan forråde en sådan; når kroppen kan gå i choktilstand/dissociere/fryse når som helst, og når man altid kan blive overrasket over nye triggere, uanset hvor mange triggere/røde flag man lærer om sig selv, så kan det udefra virke som om at man har adskillige personligheder, alle meget kontrastfyldte.

Selvfølgelig er det også en faktor at jeg er en idiot der ikke kan passe sig selv. Måske har min bostøtte ret i at jeg er autist/falder indenfor autismespektret.

Hvad der får mig til at håbe på at en smuk, klog og medfølende kvinde derude ikke blot vil min skøre personlighed men også endda vil have sex med mig, ved jeg ikke; altså, virkelig - 35 år, 36 år i morgen, og aldrig har en kvinde gået efter mig. Altså, jeg var engang på bar med en flot ven som alle kvinderne kredsede om på baren og lagde an på - jeg VED at der findes kvinder der tager initiativet. Men nej, okay, ikke overfor mig.

Min søster sagde engang at det da er forståeligt at ingen gider en der er deprimeret. Jeg kan så tilføje fattigrøv, dårlig kondi, ingen charme, ingen venner, heller ingen familie længere (men fuck også dem, dem alle, narcissister hele bundtet), og, nå ja, sikkert også en i mig der virker aldeles skør, med underlige reaktionsmønstre. Eller en der er handikappet og hvis gågang er haltet.

Jeg prøver selvfølgelig at finde et andet perspektiv frem når jeg skriver en dating-profil, d'uh! Jeg nægter at lyve, men skriver selvfølgelig intet af det forrige, og fremhæver i stedet tantraøvelserne i Qi Gong, at jeg er kreativ og at jeg er vokset "buddhistisk" - her i idiotiske, provinsielle Danmark tror folk jo at buddhisme ikke er kode for narcissisme; du vil næppe nogensinde finde mere arrogante og ego-centrerede mennesker end buddhister, men de skjuler det fremragende indtil de kommer ud for udfordringer. Den etniske udrensning af rohinga'er i Burma/Myanmar for et par år siden, et buddhistisk land, er et eksempel på buddhisme in effect. Det samme var Japan i 2. Verdenskrig. Og Dalai Lama's konservative holdning til kvinder, som i min verden er udtryk for ikke kun sexisme men total (mandlig) arrogance. Ak... ikke desto mindre er det sandt at jeg voksede op i et såkaldt "buddha-field"; Osho, guruen som mine forældre og hele nærmiljø tilbad, kaldes "den nye Buddha", trods det er mere ateistisk end traditionel buddhisme. Ikke at det er en 'tro' med dogmer... endnu. Anyways, det korte af det lange = jeg havde en buddhistisk opvækst hvor jeg lærte om meditation, tantra og ydmyghed, står der på datingprofiler, hvilket er sandt nok. Jeg savner nu engang Osho RISK, må jeg indrømme.. Ikke mine forældre, men landsbyen der også opdrog mig, trods mange af dem er døde idag. RIP Murai, og andre.

Nå... jeg har føsdag imorgen. Skulle jeg ikke på værestedet for overlevere af overgreb i barndommen, hvor jeg som regel tager en maske på og prøver at være der for andre, for på dén måde at have bare lidt formål i livet, men skulle jeg ikke derhen ville jeg.. optimalt købe absint, men gør det selvfølgelig ikke - dét fører ingen steder. Normalt ville jeg købe hash og forsvinde i en tåge, i rusen endelig kunne spille computerspil igen (som jeg kun kan når jeg er skæv, ellers er det simpelthen for meningsløst). Men... har jo alligevel ikke råd.. Eller jo, det har jeg, men de uforudsigelige regninger vælter jo ind af døren for tiden. Så...

Nå. Endnu et meningsløst og uproduktivt dagbogsindlæg her - hvad i alverden der får dig, læser, til at læse dette, må guderne vide. Underholdes du? Altså, misforstå mig ikke, jer jeg skriver med - og som kommentere disse "dagbøger" - jeg værdsætter virkelig brevene. Men... Jeg har bare en dårlig dag. Lad os håbe at DETTE så er mine sidste ord på Fyldepennen, inden jeg ender som alle andre der tror at det at dele sine problemer offentligt kan fremmane determinationen i dem selv nødvendig for at skabe en reel forandring; jeg tror at Fyldepennen har testamenter fra helt usandsynligt mange folk der har mistet livet til selvmord; altså ingen direkte testamenter, de ville jo nok blive slettet af den hjerteløse redaktion som jeg selv tænker er ejet af PET, eller af et privat agentur, muligvis bare en traditionel forhandler af information.

MC Supernatural - Cosmic Slop er et fedt track men hiphop, så nok hinsides din forståelseskapacitet - og ja, jeg ved godt at der findes en anden rapper ved navn Eminem.. Og en sanger ved navn Elvis. Og nej, jeg er ikke fan af Suspekt eller Branco. Danmark...

Jeg snakkede med min bostøtte forleden, om hvorvidt det var lovligt at flytte til udlandet med en førtidspension. Jeg har ikke undersøgt det endnu, men hvis det er... for frys-reaktion bliver sgu ikke meget nemmere af at bo i Norden, tror jeg, og at bo i et land hvor enhver litterær diskussion ikke indebærer navnet på en eller anden dansk forfatter jeg aldrig har hørt om og absolut ingen intention har om nogensinde at tjekke ud, da særligt når Angelou, Camus og Kafka heller ikke tjekkes ud af den anden part, ville altså være skønt. Tænk at bo i et land med større Hiphop-tradition, såsom... altså, næsten ethvert andet land end et i Skandinavien, hvor middelklassen erobrede Hiphoppen fra underklassen, og selvfølgelig hvor dedikationen der skal til ægte skills ikke er mulig pga for lille et markede medmindre man gør det på engelsk ala Promoe fra Looptroop eller Natasja (RIP, Queen)... tænk at bo i et land med respekt for digterkunsten.. med respekt for Hiphop. Tænk at bo i et land hvor folk kan udtale mit navn.. Og har andre associationer til det end danske ællinger.

Nå, men i det mindste har jeg en frysepizza tilbage. I øvrigt har jeg hverken røget smøger eller tygget nikotin-tyggegummi i 2 dage nu, længere end jeg nogensinde har gjort det før :-D Så... C-PTSD er svært at kurere, men det er nikotin-afhængighed ikke, i teorien. I TEORIEN!!!

Jeg vil nu æde en billig frysepizza med rødløg og oliven på, prøve at få noget søvn og beslutte om denne tekst skal slettes eller ej.

Et smukt digt fuld af håb føler jeg mig forpligtiget til at dele, oven på al min ruminering - det er af Louise Bach Johansen (1985-2018), som desuden har 424 andre værker herinde på Fyldepennen.dk=

Der findes en plads hvor solen skinner mindegløder
et hjørne af en have hvor min barndom ordløst er gengivet
i form af hvidskurede havemøbler og frodige slyngplanter
der snor sig op ad murstensvæggen i snørklede grenlabyrinter
vildtvoksende og uspolerede, identiske med dengang
alting ligner sig selv, enddog de nedfaldne blade
der kunstfærdigt har spredt sig på havebordet
og som i et solstrejf reflekterer mit henførte smil
mens jeg filosoferende indtager aftenkaffen
og erfarer midt i en henført perspektivering
at jeg ubevidst har sanset mig voksen på få sekunder.