Kære dagbog,

jeg har den sidste måneds tid mødtes med 3 kvinder, 2 hjemme hos mig og én hjemme hos hende. Et af møderne var på forhånd aftalt at være platonisk - hun stod i en livskrise, og vi mødtes som venner. Jeg anede dog ikke HVOR stor en krise det var, men det er en anden historie - når jeg fortæller andre hvad jeg har været ude for, så sker det jo uhyggeligt ofte at de selv har oplevet noget lignende... Alle 3 blev mødt via dating-apps, og derudover har jeg skrevet med... vel omkring 5 andre kvinder, den sidste måned. Altså bare skrevet lidt frem og tilbage, venskabeligt og ikke flirtende, pånær med en enkelt på scor dot dk, beskrevet i forrige dagbogsblog, som endte kedeligt.

Anyways, et møde med én overtrådte virkelig mine grænser, og jeg skrev dagen efter følgende til hende. Jeg deler det her, fordi jeg føler at det er det samme der sker igen og igen - og jeg frustreres mere og mere over hvordan kvinder i dette land dater. Når jeg læser og hører om hvordan mange kvinder oplever mænds opførsel i datingverdenen, med umotiverede dick-picks, løgne og uhyggelige beskeder, så er det selvfølgelig ikke kun kvinderne der er problemet - men det er altså heller ikke kun mændene.

Selvfølgelig er jeg selv medansvarlig, måske hovedansvarlig, for hvordan kommunikationen og datingen forløber. Og desuden er det hele jo online dating - måske skal man være mere hårdfør og apatisk for at kunne gøre det end jeg kan og er, eller måske "skulle jeg bare gro et par nosser", som gamle bekendte nok havde sagt.

Nå, men det gode er at jeg denne gang fik sagt fra, føler jeg. Chatten nedenunder kan selvfølgelig ses fra flere perspektiver, og er her uden for kontekst - jeg ved ikke hvorfor jeg deler det her, andet end at jeg lige nu har lyst til aldrig at have noget med mennesker at gøre igen, og lige har slettet min instagram-profil; next up dating-profilerne nok. En faktor i det hele er selvfølgelig at jeg er psykisk syg med C-PTSD, og at jeg selv næppe giver et godt førstehåndsindtryk... eller et godt indtryk i det hele taget, med min grænseoverskridende adfærd herinde som eksempel. Det er lidt ironisk at jeg deler så meget personligt som jeg gør, på et forum hvor en mikroskopisk lille del af brugerne vil have noget med mig at gøre - men det er der jo ikke noget nyt i, story of my life baby. "Det er ikke noget sundhedstegn at være vel tilpasset et dybt sygt samfund" - Jiddu Krishnamurti. Men det er selvfølgelig heller ikke noget sundhedstegn, alt hvad jeg gør. Jeg betvivler dagligt om det er mig eller verden der er fucked op. Inden jeg deler førnævnte chat vil jeg dele et digt af Kahlil Gibran:

"Jeg forlod verdenen og søgte ensomhed,
fordi jeg blev træt af at udvise høflighed,
over for de skarer der mener,
at ydmyghed er en slags svaghed,
og barmhjertighed en slags fejhed,
og snobberi en form for styrke."

---

Hey Xxxxx,
tak for igår, det var hyggeligt at tale med dig og rørende at du turde være sensitiv over for mig. Det lød som om at du har mange spændende historier og har levet et interessant liv - og selvfølgelig stadig gør det (hjerte-emoticon)

Jeg er ked af at du ikke finder mig tiltrækkende nok til et kæreste- eller fysisk forhold, men sådan er det (emoticons)

Det rystede mig dog at du sagde det lige som jeg var på vej ud af døren, ligesom det gjorde at du ville mødes så hurtigt under de forhold, det var virkelig ikke rart - jeg håber at du ved mødet med den næste mand gør dig selv mere klart hvad det egentlig er at du vil - altså, jeg fornemmede en flirt herinde fra dig, men da jeg kom hjem til dig føltes det platonisk fra allerførste øjeblik; det er selvfølgelig OK (!!!), men jeg følte mig også brugt og afvist efterfølgende, som var jeg et objekt uden følelser dømt ubrugeligt.

Igen, afvisning er helt ok selvfølgelig, men når det sker efter første møde, et møde opstået så pludseligt, og afvisningen smides nærmest som en sidebemærkning lige som jeg er på vej ud af døren, så gør det altså ondt. Jeg kunne forstå at du virkelig ikke har været heldig med dine tidligere forhold, dem jeg hørte om i hvert fald, men ikke alle mænd er som dem; den kulde de udviste over for dig håber jeg at du ved at du hverken fortjente eller var skyld i. Men jeg håber også at du virkelig ved at ikke alle mænd er kolde som dem - og at du ikke gentager deres adfærd. Altså at du i mødet med den næste mand overvejer hvilke signaler du sender, og hvordan du lander en afvisning - blot fordi vi er fremmede for hinanden kan vi vel stadig behandle hinanden med respekt og omhu?

Selvfølgelig har jeg selv et medansvar, som en der ikke er god til at flirte eller forføre, og som det sensitive nervevrag jeg er, men jeg vil stadig påstå at enhver mand var blevet såret oven på sådan en aften; ikke skuffet men såret, oven på blandede signaler og kold afvisning. Afvisningen kunne vel være sket dagen efter?

Jeg håber ikke at disse ord læses som en bittert løftet pegefinger, men som konstruktiv kritik - du har mere erfaring med forhold og sikkert med dating end jeg (jeg har kun været i ét forhold i mit liv, sidste år), og du har mere at lære mig end omvendt. Undskyld hvis det føles som om jeg kommer dig i en kasse - jeg kender dig ikke og du ej mig, men jeg måtte altså sige dette.

Hjertelig god dag, det mener jeg virkelig, god weekend og god vind frem; du virker dejlig og fortjener det bedste af det bedste, dét er ikke til diskussion (emoticons)

--

Hej Ansu :) tak for i går. Det var spændende at snakke med dig (emoticon) er ked af hvis jeg har såret dig, og kan sagtens forstå dig. Normalt foretrækker jeg også at man snakker om det bagefter, men nu nævnte du selv muligheden for at ses igen, og så vil jeg personligt hellere være ærlig, og sige det med det samme. Da jeg tænker det gør mere ondt hvis jeg havde givet udtryk for noget andet, og så bagefter skrevet det til dig. Håber det giver mening for dig.

--

Ja det giver mening ud fra et logisk synspunkt, men igen, ikke ud fra et følelsesmæssigt - det er jo ikke en jobsamtale men en relation og kommunikation mellem mennesker, ikke robotter. Og ja, jeg sagde selv inden din afvisning at jeg håbede at se dig igen, på vej ud af døren; men... ej, jeg tænker ikke at vi når nogen vegne med denne kommunikation, der er noget grundlæggende du ikke hører, også med et svar givet 5 minutter efter at jeg har sendt mine ord. Men igen, held og lykke fremad, håber at du finder hvad du søger.

--

Tænker vi begge har vores forskellige perspektiver og udgangspunkter, og reagerer efter hvad vi hver især har oplevet. Sådan er det jo. Og igen, jeg er ked af hvis jeg har såret dig.

--

Tak Xxxxx (hjerte-emoticon)