Kære Dagbog, lørdag d. 10 juni 2023,

jeg er nu blevet tilkendt førtidspension. Trods det var hvad jeg håbede på, så jubler jeg ikke, for det føles også som et nederlag. Hvis jeg kunne, så ville jeg så gerne kunne forsørge mig selv, stå på egne ben og ikke være afhængig af andre, og da særligt være uafhængigt af systemet.

Måske skyldes manglen på jubel dog bare mangel på energi - jeg er fuldstændig og aldeles drænet, har ofte hovedpine og kan ingen interesse finde i noget. Det har VIRKELIG taget det sidste overskud jeg havde at gå igennem processen til førtidspension - altså, de 4-5 måneder hvor jeg ventede på at møde rehab-teamet (3 fagpersoner fra kommunen der bestemmer ens fremtid ud fra ens papirer samt ud fra selve mødet, hvor der var afsat 40 minutter), det har tæret på kræfterne, og det har føltes som om at rehab-mødet var den største eksamen i mit liv.

Jeg har været 16-17 år i systemet, og i ca. 10 år forsøgte jeg at tage en HF via enkeltfag imens jeg var på kontanthjælp samtidig, men droppede ud næsten hver gang, og gennemførte kun en håndfuld fag. Det var altid det sociale aspekt der stressede voldsomt, og til dels eksamenerne - fagligt har jeg altid haft nemt ved at engagere mig og få høje karakterer, men min sociale intelligens er tæt på ikke-eksisterende i det øjeblik jeg skal forholde mig til mere end én person = hvad end det er et klasseværelse eller et eksamens-lokale med lærer og censor, hvor min C-PTSD gør at jeg lukker ned og dissocierer/går nemt i choktilstand.

Trods jeg ikke lykkedes med at få en gymnasial uddannelse, så kæmpede jeg alt jeg kunne i de 10 år, og er på en måde ærkestolt over de fag jeg lykkedes med at gennemføre - især 12-tallet i samfundsfag B, fordi læreren og jeg ikke kunne udstå hinanden. Men det føles alt sammen som spildt tid nu; har jeg ikke en uddannelse og en karriere at leve for, hvad fuck HAR jeg så at leve for? Hvad har jeg kæmpet for, i alle disse år?

Selvfølgelig er romantisk kærlighed en uendeligt langt større drøm end karriere er. Men romantik kræver passion, og passion kræver mening med livet, sådan som et job kan give, en grund til at stå op. Og hvor førtidspension jo så er at lægge karrieredrømmene i graven (uden at jeg nogensinde har haft en bestemt karrieredrøm - antropologi var drømmestudiet, med historie, filosofi og især socialrådgiveruddannelse som 2. prioritet), så behøver førtidspension ikke at være en negativ variabel ift. romantik. Andet end alle fordommene forbundet med det.

Og selvfølgelig står førtidspension ikke i vejen for en kreativ karriere, som f. eks. forfatter, maler eller andet. Dér er problemet bare at jeg ikke har hverken lidenskaben eller talentet. Altså, jeg elsker at skrive og male, men ikke nok til at lægge den dedikation i det som godt håndværk kræver. At skrive andet end digte føles fuldstændig og aldeles uoverskueligt og meningsløst, og trods der ofte går lang, lang tid med at brygge på en idé til et digt, så er selve skrivningen hurtigt overstået, typisk på 2-8 timer hvor jeg forsvinder ind i skrivezonen, og vidunderligt glemmer al tid og rum.

Den eneste novelle jeg har skrevet i mit voksne liv blev skrevet til den eneste ekskæreste jeg har haft - det var hende der gav mig titlen "Sandklitterne" som en udfordring, mens jeg gav hende en anden titel som hun skrev en novelle ud fra. Hun var modsat mig den fødte kunstner, helt ufatteligt kreativ, og vi gav hinanden diverse udfordringer kreativt, typisk af erotisk karakter. Jeg savner hende helt enormt, men omstændigheder gjorde at jeg hverken kan gå i visse detaljer omkring forholdet offentligt eller har nogen kontakt med hende i dag.

Hun var nemlig et trofast Jehovas Vidne, ligesom hele hendes familie og hendes børn, og vi vidste fra start at vi ingen fremtid havde sammen - fordi at jeg selv er ateist og socialistisk anarkist, mens hun havde meget konservative holdninger. Hun troede ikke på abort, og det gjorde at jeg ikke ville penetrationssex, heller ikke med kondom på, af frygt for at gøre hende gravid og skulle se mit barn vokse op i sekten Jehovas Vidner, som jeg absolut intet har til overs for; blandt deres megen syge læren har de blandt andet en regel om at overgreb på børn ikke tages til politiet eller andre myndigheder men holdes internt, hvor barnet der er blevet udsat for overgreb SKAL have haft et vidne under overgrebene, ellers tros det ikke på ifølge deres regler - og da der jo for helvede aldrig er et vidne til overgreb, de foregår jo for pokker altid i det skjulte, så tros børnene aldrig på. Dét gør at pædofile tiltrækkes til Jehovas Vidner, foruden at deres tro, i min verden, fordrer hierarki og autoritet, ligesom al religion = pædofili er ikke en seksuel afvigelse eller fetich, men handler om magt, ligesom voldtægt. Det er en sociopatisk handling og tendens, og ethvert system, det være sig religiøst eller ideologisk, som fordrer hierarki og konkurrence, skaber pædofile.

Men min eks var mere end bare et Jehovas Vidne, og da vi indledte en dialog vidste jeg i lang tid ikke at hun var J.V. Da hun endelig sagde det lagde jeg intet i det, for hun virkede på det tidspunkt overhovedet ikke konservativ og religiøs, tværtimod. Tværtimod er hun et af de mest rummelige og hjertevarme mennesker jeg har mødt i mit liv, ikke i hendes overbevisninger men i hendes væren. Hun var født ind i JV, og når vi diskuterede emner såsom homoseksuelle, abort og sex før ægteskab, så føltes det mere som at det var hendes tillærte tro at være imod dét og meget andet, end at det var hendes reelle overbevisning. Men hvad ved jeg..

Fordi at hun var JV og fraskilt (trods JV ikke tror på skilsmisse som sådan), så måtte vi holde forholdet hemmeligt, selv fra hendes familie og hendes børn. I JV bliver fraskilte nemlig udelukket og isoleret fra JV, når de påbegynder et nyt forhold efter skilsmissen - alle i JV, også familie, opfordres herefter til at afbryde enhver kontakt med "synderen", da særligt hvis den nye kæreste ikke er et Jehovas Vidne. Trods JV tillader skilsmisse, så er der en forventning om at ægteskabet er for evigt, også efter skilsmisse som de blot ser som en pause. Udvisning og eksklusion fra JV er på ubestemt tid, og det er op til menigheds-rådet at afgøre hvornår "synderen" kan lukkes ind igen. Et menighedsråd der altid består af mænd.

Forholdet endte med at hun forsvandt pludseligt og ikke var til at komme i kontakt med, før mange måneder senere hvor hun kun ville svare på skrift. Jeg nåede i de måneder at tro det værste - at hendes sociopatiske eksmand (...) havde gjort hende noget. Lige inden hun forsvandt havde hun fortalt sin familie om mig, og som jeg har forstået det gav de hende et ultimatum om straks at afbryde al kontakt med mig, eller tage konsekvensen og blive udstødt fra JV. Trods jeg sårede hende mange gange med mine rigide holdninger til JV, og med at jeg ikke ville risikere at gøre hende gravid, så forsøgte jeg aldrig at overtale hende til at forlade JV, for hvad ved jeg - det eneste jeg ved er at jeg intet ved, og jeg vil ikke diktere hvad andre skal tro eller gøre.

Hun skrev gudskelov også at hun var begyndt i terapi, ovenpå et mangeårigt usundt ægteskab og ovenpå et nok usundt forhold til mig, og trods jeg savner hende enormt og er dybt såret over måden det endte på, så tror jeg, og håber i hvert fald, at hun er et bedre sted i dag end da vi var i forhold, hvor jeg måtte give en omsorg som jeg ikke havde overskud til at give men gav alligevel - jeg har aldrig følt mig så stærk og berettiget til en plads i eksistensen, som når jeg trøstede hende og holdt hende i mine arme. Trods mine egne udfordringer, så har jeg faktisk omsorg at give og er god til at lytte fordomsfrit, og når jeg kunne være med at få hende til at smile og grine, det smukkeste smil og det dejligste grin, så havde jeg virkelig en grund til også selv at kæmpe for at få det bedre - så jeg bedre kunne være der for hende.

Desværre formåede jeg aldrig selv at finde det mod frem som hun gjorde - modet til at give slip for tårene og virkelig bryde sammen, og modet til at stole på at den anden griber en. Altså, det kræver sgu mod at søge omsorg i en anden, og at tillade den andens omsorg. Jeg forsøgte, og delte også alt det sværeste med hende, men jeg formåede aldrig at hulke i hendes arme, og give hende den samme gave som hun gav mig - det føltes ganske enkelt som om at hendes problemer var vigtigere og mere presserende end mine, og jeg stolede ikke på at hun kunne rumme min hulken, på et ubevidst plan, trods hun var uendeligt stærkere end jeg. Og så frygtede jeg at hvis først jeg gav slip, så ville hun ikke tænde på mig igen, og at hun i mig ville se en lille skræmt dreng frem for en voksen mand der har overlevet helvede. På trods af at jeg i hende, når hun brød sammen mens jeg holdte om hende, ikke så en lille skræmt pige men en voksen kvinde der også havde overlevet helvede, og hvis tårer og sårbarhed jeg tog som det allerstørste kompliment. Altså at hun stolede på mig, og på at jeg var der for hende - ikke med løsninger, men med støtte.

Åh hvor jeg savner hende! Det er præcist et år siden jeg så hende sidst i dag. Det var aldrig et forhold med en fremtid i sig, og vi aftalte igen og igen at holde det platonisk men kunne ikke, og jeg var bestemt ikke en god kæreste - altså, jeg gjorde ikke de romantiske ting for hende som jeg ville, fordi at vi begge vidste at det ikke skulle være os, og fordi vi begge på en måde flere gange prøvede at afslutte det ca. 5-6 måneder lange forhold, inden at hun endelig gjorde det med en kold men nok nødvendig skulder.

Og nu skal jeg på førtidspension. Nu forsvinder muligheden for engang at møde kærligheden på en arbejdsplads eller på et studie, hvor en fælles passion eller fælles trælse arbejdsopgaver skaber fundamentet for et venskab først. Førtidspension åbner så dog andre muligheder, idet at jeg pludselig vil have råd til andet end bare overlevelse. Det første der skal bruges penge på er dog tandlæge, og derefter spare op til en el-cykel. Men med tiden vil der måske være råd til mere, omend jeg ikke lige nu ved hvad. Det kunne være fedt at møde op til en date uden hullede sko og slidt tøj, og det kunne være skønt at kunne spare op til en rejse udenlands, alt sammen urealistisk på kontanthjælp.

Jeg passede 2 katte i en uges tid forleden, og det mindede mig om hvor skønne dyr er, og hvor skønt det er at føle sig nødvendig for andet liv. Med førtidspension er det nu også mere realistisk at få sig et kæledyr og have råd til dyrlæge, så...

måske skal alt nok gå.