Kære dagbog, torsdag d. 29/6 2023,

det eneste sted jeg har været social de sidste 4-5 år er på et værested for voksne der har overlevet seksuelle overgreb i barndommen - det er et sted hvor jeg kommer næsten dagligt og hvor jeg også går til Qi Gong (yoga-agtigt). Jeg har haft mange venner og bekendte i livet, men har i dag kun regelmæssig kontakt til en enkelt kammerat som jeg ser en håndfuld gange om året, højest.

Stedet er i dag gået på ferie, og jeg ser nu ind i en ca. 6 uger stort set uden menneskelig kontakt - det er med blandede følelser, for det sidste år har det været enormt svært at komme dér. Enormt tit og ofte går jeg derfra og sværger at jeg ikke vil vende tilbage, fordi at stedet er gået fra at være et sted hvor jeg kunne smide masken og være mig selv, til at være endnu et sted hvor jeg tager en maske på som klemmer mere og mere til jeg ikke kan få vejret.

Det er ellers et værested hvor der er plads til det hele - drevet af et par fastansatte ildsjæle og med masser af søde og rare frivillige. Men de frivillige kommer og går, og holder sjældent i særlig lang tid. De fleste af de frivillige er typisk psykolog-studerende eller lignende, og spiller en vigtig rolle på stedet da næsten alle brugere er hårdt ramt af senfølger fra barndommens overgreb og kan have svært ved at være sociale.

Jeg er en af de ganske få mænd der bruger stedet, og den eneste på min egen alder - de andre er en hel del ældre, og jeg har svært ved at tale med dem, sværere end jeg har ved at tale med kvinderne - vi har ganske enkelt ikke særligt meget til fælles, og så har jeg generelt svært ved at stole på mænd, pga massiv mobning i barn- og ungdommen, og flere gange tæsk i mit voksne liv.

Desværre kan det til tider føles som at navigere i et minefelt blandt kvinderne dernede fordi at de fleste af dem har forfærdelige erfaringer med mænd, og jeg føler mig altid kigget mistænktsomt på når der kommer nye, hvilket er forståeligt men sårende hver gang. Og generelt, både ift. kvinder og mænd, har jeg svært ved at være sårbar dernede og give los for tårerne og for at dele om endnu endnu endnu en nat med selvmordstanker, sorg og frustration - fordi at det aldrig er til at vide om der er plads til det og hvordan at åbne op for det.

For omend det er et værested for folk der har det svært, så er det også et sted hvor der næsten altid er god, rar og hyggelig stemning - primært blandt kvinderne som virkelig har et stærkt "søsterskab" dernede, med smil, latter og støtte til hinanden. Jeg ved fra andre mænd at de oplever det samme som jeg - at det til tider er afsindigt svært at være mand dernede, og at også de nemt kan føle sig udenfor.

Men... den irakiske-britiske rapper Lowkey har en rammende sætning der lyder "An englishmen among arabs, and an arab among englishmen" - jeg har det på samme måde pga min opvækst i en kult, hvor jeg lærte at det omgivende danske samfund var modstanderen (ikke fjenden). Dét har dog mere med min familie at gøre end med kulten. Derfor har jeg enormt svært ved at føle mig som en af mændende på værestedet.

Desuden er jeg vokset op med en lærdom om at alle kvinder har "en indre mand" i sig, og alle mænd en indre kvinde - altså, jeg har aldrig været i tvivl om min identitet som mand, men jeg lægger ikke særlig meget i det og i at skulle være "maskulin" og "en rigtig mand". Skulle nogen beskrive mig som feminin ville jeg tage det som et kompliment, idet jeg ved at jeg også er maskulin. Som ung havde jeg dog travlt med at bevise over for mig selv at jeg havde nosser, ved at fronte på og slås med fremmede i byen. En gang alvorlige tæsk på Odense Banegård ved højlys dag, i en periode hvor jeg var hjemløs, fik dog øjnene op for at en rigtig mand ikke er en der kan tage eller give tæsk, men er en der kan tage ansvar, for sig selv og andre. Men fuck de titler, "en rigtig mand" og "en rigtig kvinde".

Tilbage til værestedet:

for det meste når jeg er dernede sidder jeg tavst ved fællesbordet og siger ikke et ord, medmindre nogen spørger mig om noget. Altså, for det meste - for et år siden var det anderledes og jeg bedre i stand til at initiere samtaler og nyde dem uden angst og PTSD-shutdown (chok-tilstand), dengang hvor jeg var i arbejdsprøvning, hvor jeg indledte mit første romantiske forhold nogensinde og hvor verden havde flere muligheder, såsom at jeg dengang troede på at jeg kunne få udgivet mine tekster. Min pædofile, sindssyge mor døde også sidste år, og trods hun døde for mig for mange, mange år siden (og aldrig var en rigtig mor; aldrig!), så vakte hendes død en stor sorg i påmindelsen om at føle mig fuldstændig familie-løs. Jeg har en søster og en fader, men ønsker ingen kontakt til dem.

Jeg kan ellers gå glad ud af døren og bære et autentisk smil på værestedet i kort tid, men hurtigt, allerede efter et par minutter eller et kvarter, er jeg så overvældet og så fyldt op at nerverne er spændt til det yderste, og jeg føler at jeg er ved at bryde sammen af sorg. Jeg tror at min krop og mit nervesystem VIRKELIG trænger til at bryde sammen i en andens arme og kunne hulke løs, men det er ikke en mulighed, af flere årsager - dette er hvad der driver håbet om en kæreste mere end noget andet, men selvfølgelig gider ingen kæreste at være som en mor for mig. Altså, for mig selv har det at give og modtage omsorg absolut intet med forældre at gøre, mine gav i hvert fald ingen, men jeg forestiller mig at det er hvad en potentiel date kunne tænke - "ugh, endnu en mand der ikke søger en kæreste men en mor - føj!".

Min ekskæreste, den eneste jeg har haft, forsøgte ellers at få mig til at åbne op for tårerne, og jeg gjorde alt jeg kunne for det - men vores forhold var på den måde skævt, idét at jeg altid følte at hendes behov for omsorg var mere presserende end mit fordi at hun på mange måder havde det langt hårdere og havde langt større ansvar, med flere børn og omgangskreds der alle udnyttede hendes givende væsen. Og fordi at det føles rart at give!! Når man giver omsorg og holder en grædende person i sine arme og siger at alt nok skal gå, på en eller anden måde, så får man det jo også selv, altså omsorg. Og så er det bare rart at have et formål i livet ved at være der for en anden. Omend det også var hårdt!

Jeg har SÅ mange triggere!

Der skal SÅ lidt til før jeg går i chok-tilstand og i det man kalder "følelses-flashback" (C-PTSD). Jeg har enormt svært ved at spise foran andre, og på værestedet sidder man ved et spisebord hvor der serveres gratis lækker mad som jeg aldrig rører. Når jeg sidder ved spisebordet får jeg lynhurtigt følelses-flashback og åndedrætsbesvær, med ukonkrette minder tilbage til de få gange min familie spiste sammen; som regel spiste vi hver for sig og jeg stod for egen madlavning fra en ung alder. Når vi endelig spiste sammen, som regel ved højtider og fødselsdage, endte middagen næsten altid med at mine forældre kom op at skændes, og skænderierne udviklede sig typisk til tæsk - min mor slog altid først, mens min far afsluttede det (...). Mig og min søster blev ikke slået, men var vidner til voldsom vold og efterfølgende ansvar for at trøste dem, især min gul, blå og lilla mor.

Så, når jeg spiser foran andre og/eller sidder ved et spisebord, så er det svært ikke at være på vagt over for uforudsigelig adfærd og for vold - min mor led af Huntingtons og dermed af ufrivillige bevægelser, og spildte derfor sin mad, sin kaffe og sine smøger ud over det hele; spilder nogen nogensinde noget er jeg som et lyn klar med en klud.

Endelig rammes jeg ofte af en ret uforklarlig følelse af at mit ansigt og min mimik er som et Picasso-maleri - absurd og afskyeligt, forvrænget og skørt. Og at det at kigge mig i øjnene må være som at se ynkelighed manifesteret. Som var andre guder der så en dødeligs blik. Eller bare som om at jeg er et rumvæsen iblandt jordboere. Gudskelov er det ikke altid sådan, men det føles komplet uforudsigeligt hvornår følelsen melder sig, bortset fra at det altid er lige efter PTSD-shutdown og/eller angst.

Sidst men ikke mindst hader jeg lyden af min egen stemme - det kan ofte tydeligt høres at jeg sjældent bruger den, og det er som om at andres blikke frarøver mig al min IQ - jeg føler mig ubegribeligt dum, usikker og skør i det øjeblik jeg åbner munden, og skamfuld over at være så dårlig til at formulere mig, i tale.

Alt det kombineret gør at jeg ikke kan være den Ansu jeg vil være - lyttende og støttende, med konstruktive bemærkninger og interessante samtaleemner.

Jeg mindes lige nu første gang jeg blev forelsket, da jeg var omkring 20 år - jeg mødte hende på HF hvor vi i en pause røg smøger sammen med andre, og hun spurgte mig ind til min opvækst, og om hvordan det havde været at vokse op på kollektiv, fordi hun overvejede at flytte til en kibutz i Israel for en periode. Vores flirt og venskab sluttede kort efter at jeg på en rigtig dum og indirekte måde fik fortalt hende om min mors pædofile overgreb - inden at nogen af os var klar til sådan en samtale.

På værestedet tales der både om store og mere dagligdags emner - men jeg føler mig bare generelt fucking svær at relateres til af alle andre, og at de få der har udvist hvad der føltes som oprigtig og rummelig interesse var frivillige som alle nu er stoppet, og en enkelt bruger jeg havde en flirt med - værestedet gør alt hvad de kan for at holde på de frivillige, men de skal regel videre i livet med job, uddannelse og så videre, og så kræver stedet nok en del indre ressourcer; der er dog enkelte frivillige der har været der i mange, mange år. Alle frivillige er kvinder, pånær en enkelt der for nyligt startede, og enkelte der nu er stoppet.

Så...

det er både mega skræmmende og samtidig en lettelse at der nu er "ferie". Ferie i anførselstegn, fordi at jeg absolut intet har planlagt. Jeg har ofte her i sommerferien købt en stor potion hash og røget ferien væk, men vil prøve ikke at gøre det denne gang. Desværre starter min førtidspension som jeg lige har fået tildelt først fra august måned, så tidligst dér vil jeg have råd til en el-cykel (på afbetaling - først dér er min kredit værdig nok; mange folk der ikke er på kontanthjælp er ikke klar over at man ikke kan tage lån eller overtræk når man er på kontanthjælp). Med en el-cykel vil jeg nemmere kunne komme ud på eventyr i naturen, og dér igen føle mig som en del af et kredsløb, hvilket jeg af erfaring ved gør det nemmere også at føle sig som en del af et menneskeligt kredsløb og miljø.

PS: Ift. titel - jeg er ikke Picasso-fan, manden var et sadistisk svin og hans rigide stil slet ikke mig, men jeg kan ikke lige komme i tanke om en anden absurd maler på stående fod. Apropos maling håber jeg selv at komme i gang for alvor med akvarel-maling snarest muligt, især efter at have fundet fremragende videoer forklarende teknik på youtube. Passionen er i første omgang at male nøgne mediterende kvinder i lotus-stilling, hvilket jeg allerede har lavet nogle stykker af - der findes nu engang ikke noget smukkere end kvinder, og få ting rarere end et hvilende buddha-smil; når det samtidig laves i akvarel ala Tina Maria Elena Bak eller Ines Honfi (geniale malere), erotisk men ikke vulgært og nærmest med et helligt udtryk, med mennesket flydende sammen med omgivelserne, så giver det at betragte noget så smukt en glemsel af sig selv, og et håb om rar reintegration med omverdenen.

PPS: tegning her i dagbogen tegnet af mig selv, for et par år siden