Kære dagbog, lørdag d. 12/8 2023,

inden noget andet vil jeg dele et instagramopslag af dr. Ira Byock på profilen @HealingFromComplexPTSD - det er en meget inspirerende, opløftende og informativ profil om PTSD og healing deraf. For god ordens skyld vil jeg også anbefale @Healing.And.CPTSD. Oversat fra engelsk til dansk lyder citatet =

"For mange år siden blev antropolog Margaret Mead spurgt af en studerende, hvad hun betragtede som det første tegn på civilisation i en kultur. Eleven forventede, at Mead ville tale om fiskekroge eller lerpotter eller slibesten. Men nej. Mead sagde at det første tegn på civilisation i en gammel kultur var et lårben, der var blevet brudt og derefter helbredt.

Mead forklarede, at i dyreriget, hvis du brækker benet, så dør du. Du kan ikke løbe fra fare, komme til floden for en slurk vand eller jage efter mad. Du er kød lige til at snuppe for rovdyr. Intet dyr overlever et brækket ben længe nok til at knoglen kan heles. Et brækket lårben der er helet er bevis på at nogen har taget sig tid til at blive hos den der faldt, har bundet såret, har båret personen i sikkerhed og har plejet personen gennem bedring. At hjælpe en anden gennem vanskeligheder er hvor civilisationen starter, sagde Mead. Vi er bedst, når vi tjener andre. Vær civiliseret."

--

Jeg vendte igår tilbage på instagram, efter en pause og deaktivering derfra i en håndfuld måneder - jeg kan aldrig lade være med at blive voldsomt deprimeret derinde over hvor lidt interaktion jeg har med andre, og over hvor få der "liker" mine hårdt tilarbejdede opslag (typisk digte med design designet i timevis, som næsten ingen interagerer på medmindre at de kun er et par linjer lange), trods jeg liker til højre og venstre og (tidligere) kommenterede løs. Jeg vendte tilbage i går pga ensomhed og kedsomhed.

Selvfølgelig skal man altid huske at sociale medier er styret af virksomhedsalgorytmer og følger Pavlovske principper (psykolog og forsker Ivan Pavlov) om afhængighedsskabelse (rød farve belønning, blå og hvid straf). Det er pr. definition hamrende usundt at være på "sociale" medier, uanset hvem du er.

Men få ting er mere usundt end ensomhed. Og jeg føler at jeg er ved at miste forstanden af det - i torsdags talte jeg for første gang i halvanden måned med andre da værestedet for seksuelt misbrugte åbnede igen efter ferie, men jeg måtte gå efter en halv time fordi det var for svært. Når man har været isoleret længe, og når man lider af den vistnok næstmest dødelige diagnose der findes, PTSD, efter anoreksi/bulimi som er den dødeligste, så er det ufatteligt svært at snakke, holde øjenkontakt og tænke rationelt - PTSD'en gør at nervesystemet overaktiveres, og tankerne bliver til mudder pga dissociation. Som sagt gik jeg efter en halv time, efter at have talt med en af lederne dernede om hvor ensom min ferie havde været (hun havde vistnok set hvor uligevægtig jeg virkede i cafeen), og hvor jeg græd undervejs.

"Komplex Post-Traumatisk Stress (C-PTSD) kan føles som om at du er i krig med dit eget sind. Det kan føles som et overgreb på selve dit væsen. Det giver mening at du føler dig udmattet."

Og jeg er udmattet konstant, uden energi til kreativitet, til computerspil eller til TV, og da slet ikke til andre mennesker IRL. Mine dage går med at se komedieserier jeg allerede har set mange gange før, såsom The Office, Modern Family og Klovn, hvilket er dødsygt og kedeligt - intet under at jeg tænker selvmordstanker dagligt og altid med tårer i øjnene; man skulle være sindssyg for at leve det liv jeg gør uden at blive deprimeret. Men prøv du at have smerter hver gang du går (har fået amputeret venstre storetå i en ulykke som barn), og have C-PTSD, og kom så og anbefal en gåtur igen..

Anyways, som du kan høre er jeg bitter lige nu. Jeg skriver dette lørdag morgen kl. 0830, efter endnu en nat med for lidt søvn (standard). Og jeg deler det jeg skriver her på FP, fordi at jeg godt ved at jeg ikke er ved at miste forstanden - jeg har allerede mistet den! Ergo har jeg intet at tabe på det at dele disse tanker på skrift, men det at vinde at den indre dialog for en kort stund bliver til skriftlig monolog, hvilket er rart.

Jeg er kommet på førtidspension og har købt en el-cykel til 13.000 kr (mange års opsparing), som skulle komme med PostNord på mandag. Det gør ondt i mit handikappede ben og fod hver gang min fod med den amputerede storetå rammer jorden, men på cykel gør det slet ikke ondt, og jeg elsker at cykle i naturen og i byen for at se på graffiti og byliv - det føles også mere sikkert i Århus på cykel end på gåben, fordi at jeg vakler afsted pga handikap hvilket afføder forskellige reaktioner - jeg tror at nogle folk tror at jeg enten har stiv pik eller har fået pik i røven, pga måden jeg slæber venstre ben afsted på. Når jeg har overskud kan jeg ignorerer hånen i mænds blikke og afskyen i kvinders, og huske Edward Snowden-mantraet;

"Deres forkerte perception siger mere om deres manglende observationsevne end det gør om mig"
(citat fra "I offentlighedens tjeneste", af CIA-whistleblower Edward Snowden; ekstremt anbefalelsesværdig selvbiografi, selv hvis overvågningssamfundets sindssyge rager en en papand, da Snowden skriver næsten poetisk og som var han Playstation-generationens stemme. Han er fanget i Rusland pt).

Forhåbentlig kan en el-cykel og eventyr ud i naturen re-integrerer mit nervesystem med virkeligheden, som det i mit liv er sket kortvarigt et par gange før. Når det SKAL være en el-cykel og ikke bare en almindelig cykel skyldes det mit handikap som gør det næsten umuligt at hive en cykel op ad de mange bakker der er i Århus, pga fodvinklen som en cykel påtvinger - efter kort tid gør det så ondt i både fod og ben at jeg er ved at besvime, bogstaveligt talt. En el-cykel hjælper med bakkerne.

Men... Det er HELE min opsparing, skabt over flere år, der nu er gået til el-cyklen. Jeg kom på førtidspension i denne måned, august 2023, og vil fremover pludselig have mange, mange flere penge imellem hænderne - derfor tillod jeg mig at bruge hele opsparingen trods risikoen for uforudsete regninger. Jeg har f. eks. ret voldsomme tandsmerter, formentlig tandrodsbetændelse, som tvang mig til tandlægen forleden - de fiksede det ikke og gav i stedet et tandlæge-overslag på behandlinger de mente jeg skulle have, til 27.000 kr. - det var en international tandlægekæde jeg ikke kan anbefale. Jeg har ellers altid været stolt af mine tænder :-/ Gudskelov er der noget der hedder Den Sociale Tandpleje, som jeg skal til møde hos i september, og som muligvis kan spare mig regningen. Jeg har ekstremt voldsom tandlægeskræk, bla. fordi jeg i barndommen blev opereret uden bedøvelse pga blodtab, i forbindelse med ulykken der amputerede min storetå - en tandlægestol giver flashbacks dertil. Ulykken og de flashbacks er beskrevet i mine digte Handikap, En Perfekt Terrorist og Stiløst Land.

Det første sted jeg vil cykle hen er Marselisborg Skov - det er ubetinget den skønneste skov i Århus-området, dels fordi den er mere vild end Risskov, og dels fordi der er strand lige ved siden af. Måske tage akvarel-udstyr med og male, og selvfølgelig en notesblok eftersom intet er mere inspirerende end naturen. Omend jeg vil ud og cykle netop for at tænke mindre..

For resten - da jeg var ved tandlægen lagde en smuk tandlægeassistent sin hånd på min skulder imens jeg blev tjekket, hvilket, på trods af min berøringsangst eller netop pga den, føltes vidunderligt - jeg kunne bogstaveligt talt mærke hele min krop blive afspændet, blot af hendes hånd på skulderen - aseksuelt, omend kroppen hurtigt spændende op igen pga tandlægesituationen. Jeg hungrer efter en kæreste og er tilbage på Tinder og Dating.dk, ikke (kun) pga "hudsult", seksuel frustration/underernæring, ensomhed og behov for validering, men også pga kedsomhed - jeg ved godt at jeg ikke er køn nok til netdating og at mine profilbeskrivelser skræmmer alle væk, og at det faktum at jeg de sidste 2-3 år har været på præcis 10 dates uden at én eneste førte til ydeligere bekendtskab, trods ønske fra min side til alle 10 - jeg dømmer sgu da ikke andre ud fra én f*cking date!, at alt det skriger til himlen om at jeg ikke (pt) er kærestemateriale.

Så, nu vil jeg prøve noget nyt herinde, nemlig at dele seneste Tinder-beskrivelse her og spørge ud i æteren herinde, om følgende profil-beskrivelse er skræmmende? Jeg har forsøgt mig med et hav af profilbeskrivelser og har læst mange guides om det, men insisterer på at være så ærlig som mulig og indirekte advare om at jeg nok er en stor mundfuld. Her er så seneste profilbeskrivelse som er fyldt med emoticons der ikke kan deles herinde, og som jeg erstatter her med skrift:

Mit navn Ansu, som lyder bedst når det stønnes ;-) :-)), er pga opvækst i Osho-bevægelsen, også kendt som Sexkulten. Kulten beskrives på Netflix i "Wild Wild Country". Jeg er ikke en del af den i dag, men har bekendte deri

Trods mange års terapi er jeg på førtidspension pga PTSD. Jeg tager ingen medicin, og er ret normal :-)

Elsker du også kreativitet, spiritualitet og natur er vi måske et match ♡

Skribent på www.fyldepennen.dk/profil/bruger/?id=Ansu

--

Hvis du, kære Fyldepennen-læser, tilfældigvis er en ørn til profilbeskrivelser og har en lille idé om hvem jeg er, ville jeg skylde dig verdenen for hvis du gad at sende mig et forslag til en anden profilbeskrivelse - ikke en cliche om at jeg bare skal være ærlig, eller at jeg bare skal bruge mine venners ord om mig (jeg har ingen), men et konkret forslag. Jeg bliver næppe nogensinde valgt pga mine billeder, ergo er det tekst der afgør det. Jeg søger den eneste ene, men tror på at kærlighed handler om påskønnelse, ikke om besiddelse - jeg er monogam og ønsker at blive gammel med en anden, og elsker at give omsorg (!) da jeg glemmer mig selv og egne problemer i givelsen, men jeg vil aldrig "eje" nogen og ved at det er naturligt at forhold ikke holder evigt. Jeg er ikke ONS-typen, men søger altså lige så meget et løst forhold som et fast, altså evt. et primært (men ikke udelukkende) fysisk forhold.

Jeg har kun været i ét forhold i mit liv, i ca. 5-6 måneder i 2022 med en kvinde der var et Jehovas Vidne, hvor en næsten religiøs oplevelse omkring det er beskrevet i mit digt "Zarathustras Vidne", som jeg selv synes er noget af det bedste jeg har skrevet. Kæmper du selv med problemer i kærligheds- og datinglivet kan det være at teksten kan inspirere - hvem er bedre til at beskrive et måltid end en sulten person ;-)

Alternativt må jeg i gang på el-cyklen og tabe noget vægt, og forlade mig på at bedre billeder fanger opmærksomheden hos den eneste ene, som jeg ved er et eller andet sted derude.

"Din opgave er ikke at søge kærligheden, men at søge og finde de barriere inden i dig selv som du har opbygget imod den" - Rumi (digter)

PS: Tegning i billede i dette dagbogsindlæg er lavet af mig selv, men er givet væk ligesom de fleste af mine værker.